Angst

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2016
  • Opdateret: 20 nov. 2016
  • Status: Færdig
Den voldsomme gru, der følger mig i hverdagen.
Det, der bliver skabt af en ond hånd.
Kærligheden til det mørke.
Hader jeg den?
Eller elsker jeg den?
Er jeg ved at blive en del af skyggen?

En kort novelle, som jeg har skrevet i andledningen af write-a-thon.

4Likes
3Kommentarer
178Visninger

1. Angst

Det er noget de fleste kender. En følelse som alle har mærket. Som alle ved, at alle har haft. Alligevel bliver den aldrig sagt. Eller udtalt. Eller nævnt. Heller ikke ved siden. Der bliver ikke engang lavet jokes med den. Følelsen af fortabthed. Tomhed. Angsten for at træde over dørkarmen. Angsten for ikke at kunne vende om. At komme til 'the point of no return'. I bøger og historier lyder det sted altid så spændende. Det er der, hvor helten begynder at tage form. Men det vi ikke ser er, hvor vaklende heltens skridt er. Små og vaklende. Ikke indtil vi selv står i den situation. Når vi ikke kan vende om. Dér bliver vi til vores egne helte. Men vi har ingen til at bakke os op. Bare en til at skubbe en ind i klasseværelset. Så man er lige ved at snuble og lande under den tunge skoletaske. 

 

Jeg tumler hen på min plads. Jeg er taget ud på dagens eventyr. Det gode ved, at ens plads er bagerst i klassen er, at man kan lave næsten lige hvad man vil. Min loyale notesblok er blevet fyldt med hektiske, kantede kruseduller. De beskriver mig ret godt. Kaotisk og bange. Jeg har altid været den stille, mærkelige pige. Den, som ingen kendte rigtig til. For at være helt ærlig, har jeg selv valgt det. Min terapeut siger i hvert fald, at jeg selv har valgt angsten. Men jeg magter ikke at kravle op af hullet, som jeg er havnet i. Mit hul. Det hul, jeg ikke selv har valgt, men bare har accepteret. Det hul, som jeg er blevet skubbet i af samfundet. Dét hul, det er mit hul.

 

Angsten følger mig i hverdagen. Hvert skridt er fyldt med gru og angst. Kærligheden til det mørke. Skyggen, som følger en, hvorhen man nu går. Hader jeg skyggen? Eller elsker jeg det? Det beskyttende mørke, der giver mig gru og angst, men samtidig også beskyttelse. Beskyttelse jeg har brug. Mit skrøbelige hjerte, der banker små, vage bank er fyldt op af skyggen. Skyggen er angst. De seneste år er det blevet meget værre. Skyggen har taget overhånd. Jeg er bange for hvert skridt. Hvert ord. Men det er hverdagen. Mens andre glemmer angsten eller ikke vil kendes ved den, så lever jeg den fuldt ud. Måske er jeg frygten? Måske er jeg skyggen for en anden person? Måske er det mig der følger efter en?

 

Matematiktimen mandag morgen. Det er en glimrende mulighed for ikke at lave noget. En mulighed for at kradse kruseduller ned på min blok. Ødelægge papiret med min allerede smadrede kuglepen. Det føles som om, at mine håndflader er ved at dryppe af sved. Hvorfor ved jeg egentlig ikke. Bare det, at de er fyldt med kold sved. De ryster. Selvom radiatoren er lige bag min stol. Bag mig skinner solen ind i den dystre klasse. Det jeg helst vil, er bare at flygte ud af klassen og aldrig vende tilbage. Sidde på min plads i træet i skoven bag huset. Det hus, som bliver kaldt mit hjem. Det tr har jeg altid sat i. Det er min plads. Når jeg sidder der, så er jeg ude af mit hul. Jeg sidder bare der og tegner på min blok. Ikke kruseduller, men hvad end jeg føler. Min mor har nogle af tegningerne hængende i stuen. Hun elsker dem. Det gør jeg også. Men jeg er bange for, at jeg engang mister dem. At jeg engang ikke længere elsker mine tegninger.

 

Når jeg sidder i træet er jeg helt væk. Sidder under trækronernes grønne himmel. Så er jeg væk og ude af hullet. Så er jeg ikke længere dum, grim eller i baggrunden. Så er jeg ét med træerne. Så lever jeg mit liv som jeg gerne vil have det.

 

Det er hårdt at være en skygge … Det er hårdt at være det, alle folk frygter … Det er hårdt, at være din mest loyale ven, men du afviser mig altid. Jeg vokser med dig. Oplever alt med dig. Men alligevel siger jeg aldrig et ord. Jeg følger bare med dig rundt. Som en tyst skygge. En, som alle frygter, dog vil jeg være den sidste der ser dig. Den første der ser dig. Jeg er der altid. Nogle gange kan du bare ikke se mig. Nogle gange glemmer du mig. Nogle gange falder du på mig. Men jeg vil altid være der.

 

Jeg er din skygge …

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...