Selvbiografi


1Likes
0Kommentarer
122Visninger

1. Selvbiografi

Hvis folk kendte til min historie ville de føle medlidenhed. De ville forstå - eller i hvert fald prøve på det, for de færreste ville i virkeligheden forstå. Vi er alle forskellige, og selv dem med samme oplevelser som mig, ville ikke kunne forstå mig hundrede procent. Jeg er ikke dem, jeg er mig. 

Men hvorfor skulle jeg være anderledes, blot fordi folk kender min historie? Alle gemmer på en historie, og ingen lever et perfekt liv, hvor problemer kun er noget man hører om i TV-avisen. Vi er jo alle mennesker. Og hvis vi kendte hver enkeltes historie, som havde vi selv levet den, tror jeg ikke, at der ville eksistere mord på samme måde, som der eksisterer det i dag. 

Men hvorfor er min historie for folk så meget lettere at forstå, end hvis en person har været i kamp med sig selv psykisk? Hvorfor kan folk forstå, hvor frygteligt det er, at jeg er opvokset med en voldelig far, men ikke forstå de mennesker, der kæmper med angst hver dag eller lever i et dybt had til sig selv? Hvorfor? 

 

Jeg troede det ikke, da jeg hørte om det. At hendes bedste veninde havde skudt sig selv. Hun havde virket så selvmedlidende, at min første tanke var, at det måtte være endnu en af hendes løgne. Men pludselig forstår jeg. Jeg forstår, hvorfor hun vælger at lyve om sin bror, vælger at lyve om, hvor hun er fra, og hvem hun er. Skaber sig et nyt image, et nyt billede af sig selv i andres øjne - og i sine egne øjne. Men hvorfor behøver vi alle disse løgne for at fremstå perfekte? 

Jeg oplever begge dele: Folk der kaster rundt med alt dårligt i verden, i virkeligheden fordi de har brug for opmærksomheden, mens andre, der har lige så meget brug for den, forholder sig tavse. Og så er der dem, der i visse forums åbner sig, og i andre lukker sig. 

 

Jeg har mødt en online. Den verden vi lever i, i dag, er fuld af tidsrøvere og lokkeduer online. Men også muligheder. 

Ham her var først tavs, men begyndte med tiden at åbne sig op. Og da først han begyndte at stole nok på mig, kastede han med alle sine bekymringer og tanker, uden at tøve. Alligevel ved jeg, at han ikke taler med nogen om sine problemer ude i den virkelige verden. Han er ung, han er på efterskole, han har roomies og han har en omsorgsfuld familie. Men han deler ikke sine tanker og bekymringer med nogen. Kun med mig. Føler jeg mig heldig? Taknemmelig? Ja og nej. Taknemmelig for, at han stoler på mig, men yderst bekymret, fordi han ikke deler det med andre. Han ved, at han burde snakke med nogen om det. Han ved, at han burde få hjælp, burde se sig selv og sine forældre i øjnene og erkende disse problemer og udfordringer. Erkende sine mørke sider i stedet for at benægte dem og gemme dem for alle andre end mig. Men hvordan skulle han kunne det? Det er ikke let. Ham her råbte højt for at få opmærksomhed. Opmærksomhedskrævende ville mange kalde ham. Men ikke mig. For han gjorde det, fordi han oprigtigt behøvede hjælp. Og han råbte desuden ikke direkte: Alt var indirekte. Han beskyldte sig selv for de værst tænkelige ting, selvom han var så uskyldig som nogen kan være det. Han startede altid med at spørge andre, om de havde det godt, fordi han i bund og grund håbede, at de så ville spørge tilbage og han deraf kunne lette sit hjerte og fortælle andre om alt, hvad der nagede ham. Og hvad fik han ud af det? Skyld. For de færreste forstår den slags handlinger. Selvisk, hører man andre sige. Opmærksomhedskrævende, egoistisk. 

Men vil I vide, hvad jeg tænker? Jeg forstår ham. 

 

Jeg er ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...