Mercy ❅ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 16 jan. 2017
  • Status: Færdig
To bedste venner, som ikke har set hinanden i årevis, skal denne her gang tilbringe julen sammen. Deres adskillelse skyldes flytninger, beskyldninger, og massere af drama, som har skilt dem fuldkommen ad. Denne her jul bliver fyldt med drama, flere knuste hjerter og ikke mindst: hemmeligheder fra fortiden. Men i hans øjne, er hun hans Mercy. ❅ Mit bidrag til "Julekalender-konkurrence" med valgmulighed nummer 1: fanfiction. ❅

52Likes
51Kommentarer
19561Visninger
AA

7. Kapitel 4 ❅ "Harry, please, be nice to me."

8. december

Harrys synsvinkel

Jeg var ikke rigtig kommet over episoden med Mercy. Hendes opførsel var meget uacceptabel, og jeg følte endda også selv, at jeg havde mistet hende for lang tid siden. De seneste par timer havde jeg bare dovnet den af derhjemme og prøvet at få alting på plads, men bare mine tanker var også et stort mess.

Sneen havde for flere dage siden givet sin velkomst til os alle, og jeg var ikke stor fan af sneen. Den gav mig for mange minder, som gjorde mig i endnu dårligere humør.

For mange minder som direkte gav mig en ubehagelig følelse i kroppen. Hvornår ville minderne overhovedet forsvinde?

Med en snebold i hånden, var jeg klar til at dyste en sneboldkamp imod hende, mest fordi jeg altid vandt og hun altid løb skrigende bort. Det var hendes speciale. Jeg stod i min rette position og var klar til at kaste snebolden efter hende, men som altid, stod hun aldrig klar.

Hun stod bare og så fuldkommen uskyldig ud. ”Harry, please, være sød ved mig,” bad hun mig om, mens hun havde de mest sødeste hundehvalpe øjne fremme. Jeg bed mig kort i underlæben, da de øjne var én af mine svagheder ved hende. ”En kamp er en kamp, enten vinder man eller også taber man,” sagde jeg med et skævt og drillende smil.

”Harry, vi begge to ved godt, at du aldrig vil gøre mig ondt,” fortalte hun mig. Det var ret meget indlysende, at hun gerne ville springe vores kamp over, men det fik hun ikke lov til. Jeg var et konkurrence menneske, og jeg elskede at have denne her kamp med hende, som vi havde hvert år. ”Stop dine dårlige undskyldninger, du bruger dem samme hvert år,” lo jeg.

Jeg slap min snebold og gik langsomt hen mod hende med et smil på læben. Hun bakkede stille væk, hvilket fik mig til at grine lidt. ”Jeg er altså ikke ude på noget,” forsikrede jeg hende om, inden jeg tog fat i hendes håndled og fik hende trukket ind til mig.

Jeg kunne snart ikke holde det ud mere, at mine følelser til hende blev stærkere og stærkere, for hvert minut der gik – og jo længere tid jeg var sammen med hende, blev mine følelser forstærket. Jeg levede i et farligt venskab, men jeg turde aldrig at fortælle sandheden til hende, fordi jeg var bange for at miste hende for altid.

”Du er godt klar over, at jeg holder meget af dig?” mumlede jeg hende spørgende om. ”Mh, det er jeg godt klar over,” smilede hun. Vores venskab var utroligt stærkt at det aldrig kunne brydes. Hun var mit et og alt, og tit drømte jeg, at hun en dag blev min.

Det mest skræmmende var, at hun ikke engang kunne se, at jeg var fuldkommen håbløst forelsket i hende. I min egen bedste veninde. I min egen Mercy.

Jeg løftede hende uventet op, og gik hen mod husmuren. Jeg havde et smil på læben og havde mine hænder på hendes røv. Hendes hænder var omme ved min nakke, og jeg nød altid, når jeg holdte hende sådan her. Ikke fordi jeg havde chancen for at røre hendes røv, men fordi vi var alene og stemningen var perfekt.

Hvis folk ikke kendte os, så ville de sikkert tro, at vi var et forelsket kærestepar, som nød hinandens selskab udenfor – og jeg ønskede inderligt, at vi var sådan et par.

Men jeg vidste også, at det aldrig blev os to. Den del sårede mig gevaldigt meget.

Venskabeligt punkt: bliv aldrig forelsket i din bedste ven eller veninde – den del havde jeg så brudt.

Et chok fik jeg, da min mobil begyndte at vibrere, og her troede jeg ærlig talt, at jeg drømte, da jeg så, hvem der valgte at kontakte mig efter så mange år. Mercy kontaktede mig.

Vi har brug for at snakke sammen omkring sagerne, Harry. Om du vil eller ej, du har intet valg.

På det punkt vidste jeg ikke rigtig, om jeg havde lyst til at snakke med hende, men på den anden side, så skulle jeg jo være den modne og konfrontere tingene med hende. Hurtigt sendte jeg hende bare en tommefinger og modtog endnu en besked om, hvor vi skulle mødes henne.

Mine tanker farede bare rundt, om hun nu ville opføre sin en eller anden latterlig teenager igen eller om hun faktisk ville tage sig sammen denne her gang – det var hendes valg, jeg vidste dog én ting: jeg gad ikke at spilde tiden på en tøseformærmet teenager.

 

❅ ❅ ❅

 

Jeg var kommet hen til en legeplads, som gav mig nogle ubehagelige kuldegysninger, da dette var vores sted, dengang vi var yngre, men også det sted, hvor jeg forlod hende. Jeg var ikke just stolt over min handling der, men jeg havde heller intet valg – min mor var skylden i dette, da hun aboslut skulle vælge at anskaffe sig et bedre job, hvor vi kunne overleve noget bedre. Men hvem havde brug for overlevelse, når man havde hinanden?

Ganske svagt kunne jeg se Mercy sidde ved én af gyngerne, som vi plejede at gynge ved. Min mave trak sig langsomt sammen, mens jeg langsomt gik hende i møde. Jeg prøvede at virke ganske cool i sindet, men sandheden var, at jeg bare ville have det her overstået, så jeg kunne vende snuden hjemad igen.

Mercy kiggede på mig. ”Sæt dig ned,” hun nikkede kort hen mod gyngen, som var fri. Jeg tøvede en smule med at gøre det, da jeg ikke rigtig havde lyst til at være for tæt hos hende. Bare at stå her var allerede for meget. ”Please Harry?” pleasede hun.

”Jeg står fint her,” sagde jeg lidt koldt, og jeg vidste udmærket godt, at hun bad mig om at sætte der, fordi så havde hun fri for øjenkontakt til mig, men jeg var lidt ligeglad. Øjenkontakt betød alligevel intet for mig, slet ikke fra hendes side af.

”Hvorfor skal du være så skide besværlig?” sukkede hun irriteret. ”Hvorfor skal du bestemme over mig?” gav jeg igen. Jeg fandt mig ikke i hendes bullshit mere, så hun fik den samme medicin klasket i hovedet igen.

Jeg fik mine hænder ned i min klassiske jakkelomme, mens jeg stirrede afslappet på hende. ”Hvis du kun har bedt mig om at komme, for at have endnu en shitty attitude, jamen så gider jeg slet ikke at være i nærheden af dig eller have kontakt til dig. Længere er den ikke,” fortalte jeg hende. Man kunne let høre, hvor meget jeg mente de ord. Hvor meget træt, jeg var af hende. Alting var så indlysende.

”Fordi du er ikke den Mercy, jeg engang kendte og elskede,” tilføjede jeg kort tid efter. ”Jeg er den samme Mercy, bare ældre og mere optaget,” svarede hun, med en spinkel stemme.

”Du er ikke den person, som jeg kunne kalde for bedste veninde, i mine øjne er du bare en sølle bekendt person,” sagde jeg lidt hårdt. Jeg vidste udmærket godt, hvor meget jeg engang betød for hende, så det at jeg direkte sagde i parken, at hun ikke var den bedste veninde, som hun engang var, kunne vel såre hende en smule, da tonelejen var ret tough. ”Intet særligt for mig mere..”

Mercy lignede en, som følte sig mindre velkommen i mit selskab, men det var også lidt truth, da jeg ikke rigtig havde lyst til at snakke med hende. Slet ikke efter episoden hjemme hos hende. ”Har du flere ting at tilføje eller må jeg gå nu?”

”Undskyld, Harry,” hviskede hun lavt. ”Jeg er ked af, at vi endte sådan her. Men jeg er så hamrende sur på dig, at du forlod mig!” hun hævede sin stemme op, idet hun rettede sit blik op på mig.

Jeg himlede med mine øjne over hendes ord. ”Lignede jeg en person, som havde lyst til at forlade dig dengang? Nej, jeg var fucking under tvang!” sagde jeg, i et ligeså højt toneleje som hendes. Vi stod nærmest og diskuterede om fortiden, det var så latterligt det her. ”Mercy, jeg gider virkelig ikke at bruge min energi på det her crap igen,” fortalte jeg hende kortfattet.

”Er der mere du vil tilføje?” igen lød jeg helt afslappet efter vores lille skænderi.

Hun nikkede kort. ”Ja, vi skal ses ret tit og bruge en del tid sammen, for at blive gode venner igen – det sagde vores mødre i går, da du skred,” informerede hun mig. ”Ligner jeg en, som gider at være din ven igen?” spurgte jeg hende lidt hårdt om.

”Jeg var fuldkommen afslappet i går, og havde en fornemmelse af, at jeg glædede mig til at se dig igen efter alle de år, og så er du bare sådan en forfærdelig person nu, som er negativ, har en shitty attitude, tror du så at jeg gider at ses med dig? Lige nu kan jeg sagtens sige, at du er død i mine øjne,” det gjorde lidt ondt at sige det, men sådan følte jeg lige nu over situationen.

Mercy gispede svagt. ”Død i dine øjne?” hendes stemme var lav og trist. ”Den bad du selv om, Mercy. Jeg har bare fået nok,” fortalte jeg hende, hvorefter jeg langsomt bakkede tilbage.

Alting var for meget nu, mit hoved kunne ikke klare presset mere. Jeg havde lyst til at stikke af og bare råbe mine indre følelser ud, at jeg var vred, direkte rasende på hende, alle de ting jeg havde lyst til, råb dem ud.

”Kan vi ikke please give vores venskab en chance til? For vores mødres skyld?” igen tiggede hun om en chance til. Her stod jeg og tøvede en smule, mens jeg stirrede lidt mistroisk på hende. Havde jeg overhovedet lyst til at give vores såkaldte venskab en chance til? Eller skulle jeg bare kassere det hele og bare leve mit eget liv uden Mercy? Jeg havde allerede gjort det i tre forfærdelige og lange år.

”Jeg ved ikke om jeg selv har lyst til at give det her en chance. Vores mødre bestemmer trods alt ikke over os,” sagde jeg. ”Harry, betragt det som at det her kunne være en perfekt julegave til dem: at vi to kan enes,” mumlede hun.

”Det er dit eget problem, ikke mit problem,” forsvarede jeg mig selv. ”Du har lavet det store rod, så må du selv rydde op efter dig selv. Jeg er hverken din tjener eller ven,” konstaterede jeg.

”Vi var engang venner,” hviskede hun lavt. ”Og det venskab elskede jeg en del, så meget, at jeg ville have det igen,” indrømmede hun, hvorefter hun vendte blikket ned mod sine fødder. Der var et eller andet ved hendes ord, som virkede ægte og seriøse. At det gav mig en dårlig smag i munden over, at jeg ikke havde lyst til at være hendes ven igen.

Hendes øjne stirrede på mig, at de nærmest tranformerede sig til hundehvalpe øjne. Jeg sank kort en klump ned, da det var én af mine svage sider, som jeg elskede fra hende. Jeg kiggede kort ned, mens jeg tænkte om, hvorvidt det var godt og skidt at give dette en chance til. Der fandtes så mange fordele og ulemper ved denne her risiko.

”Jeg ved nu snart ikke,” mumlede jeg tøvende. ”Jeg kender dig næsten ikke mere,” indrømmede jeg. Et hårdt slag i hendes ansigt, men sådan her følte jeg. Hun havde forandret sig så meget, på den dårlige måde, at jeg ikke kunne genkende hende mere.

”Harry, jeg beder,” bad hun. ”Giv det her en chance til. Jeg gider altså ikke at holde jul med en, som jeg ikke kan enes med,” og der kom sandheden. Først var det for vores mødre, men det var jo kun for hende. Jeg rynkede kun på panden over det her, hvordan det havde taget en drejning i samtalen.

Et suk forlod mine læber. ”Gider du ikke godt at stoppe med at tigge?” spurgte jeg hende om. Normalt hvis vi var venner, så havde jeg ikke tøvet i et eneste sekund, men havde bare sagt okay til det hele, men det var dengang vi var cool og havde et fantastisk venskab. Nu var vi intet – jo næsten fjender.

”Undskyld,” undskyldte hun, hvorefter blikket fandt vejen til jorden igen. ”Fint, en chance, men bare stop din dårlige attitude, den gider jeg hverken at se på eller at høre på,” forklarede jeg hende. Hun var meget uimodståelig.

Da jeg sagde det, blev hun fuldkommen glad. ”Du kommer ikke til at fortryde dit valg, Styles,” lovede hun mig på lillefingerære. ”Håber jeg sandsynligvis heller ikke.”

Og nu håbede jeg bare, at hun mente det, hun lovede, ellers ville hun være på skideren.

Forholdet mellem Mercy og Harry går sgu ikke særlig godt, øv øv. 

Men er der nogen som shipper de to vidundere? Del gerne jeres shipper navne! 

Og tænk, at det allerede er den 8. december, det er snart juuuul! Hvem glæder sig og hvilke juletraditioner har I så? 

Min elskede juletradition er ødelagt efter der skete noget af personlige årsager, øv. 

Hvem følger med i Mercy - og hvad synes I om historien so far?

De kærligste julehilsner,

Louise B

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...