Mercy ❅ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 16 jan. 2017
  • Status: Færdig
To bedste venner, som ikke har set hinanden i årevis, skal denne her gang tilbringe julen sammen. Deres adskillelse skyldes flytninger, beskyldninger, og massere af drama, som har skilt dem fuldkommen ad. Denne her jul bliver fyldt med drama, flere knuste hjerter og ikke mindst: hemmeligheder fra fortiden. Men i hans øjne, er hun hans Mercy. ❅ Mit bidrag til "Julekalender-konkurrence" med valgmulighed nummer 1: fanfiction. ❅

51Likes
51Kommentarer
19347Visninger
AA

6. Kapitel 3 ❅ "Is there something wrong, Harry?"

6. december

Harrys synsvinkel

Det var allerede tid, og mit hjerte hamrede af sted som bare fanden. Jeg var stadigvæk i tvivl om, hvorvidt jeg var klar til at se hende igen. Hvad nu hvis stemningen var fuldkommen akavet eller hvis hun nu ignorerede mig fuldkommen på grund af de gamle handlinger?

Bare tanken om det gjorde mig helt trist.

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg kort kiggede hen mod min mor, som bare sendte mig et kærligt smil. Jeg vidste godt, at Gemma glædede sig til at se Mercy igen, da de selvfølgelig havde kontakten, hvor hun blot cuttede mig af – og jeg vidste udmærket godt hvorfor. Jeg var en forfærdelig ven, og jeg hadede mig selv den dag i dag.

Igen kiggede jeg på min mor. ”Behøver jeg at tage med mor? Hun hader mig sikkert,” sukkede jeg fortabt og virkede helt trist over det faktum, at jeg frygtede for, at hun hadede mig. ”Harry, hold dog mund og stop med at være en kylling,” lød det ovre fra Gemma, som absolut lige skulle blande sig – direkte ind i en samtale, som overhovedet ikke ragede hende.

”Gemma, luk røven og bland dig udenom,” vrissede jeg irriteret. ”Tal ordentligt til hinanden, I to!” skældte min mor. ”Og ja, Harry. Du skal tage med, resten af familien vil gerne se dig,” smilede hun derefter.

”Men hvad nu hvis jeg ikke vil af sted, men blive hjemme?”

Jeg prøvede ihærdigt at blive hjemme, da jeg var hamrende nervøs for at møde dem igen. Det var som om, at jeg ikke havde set dem før – eller at jeg skulle til en vigtig samtale, hvor jeg altid blev nervøs. ”Harry, tag dig sammen. Familien Cesarion har ikke set dig i årevis,” sagde min mor, og prøvede at lokke mig hen til familien, men jeg var stædig og nervøs, at det gjorde mig helt usikker på alting.

”Jeg tvivler på, at de savner mig eller har gjort,” mumlede jeg tvivlende.

”Harry, du skal med og længere er den ikke. Er det forstået?”

Og derfra sluttede samtalen og helvedet kunne nu begynde.

 

❅ ❅ ❅

 

Jeg stod foran den dør, jeg aldrig havde i tankerne om at besøge igen i den nærmeste fremtid, og alligevel stod jeg her sammen med min familie, og jeg var i tvivl om jeg glædede mig til dette. Jeg var sådan lidt fifty fifty omkring det. På en måde glædede jeg mig til at se Mercy igen og på en måde ikke. Hun droppede kontakten til mig, og det gav mig mange søvnløse nætter.  

Tæt på, jeg var så tæt på at løbe skrigende bort, da døren blev åbnet, og vi mødte Mercys mor, som storsmilede over hele femøren. Her måtte jeg fremtvinge et smil, selvom jeg ikke var særlig begejstret for det her.

”Åh, vi har ventet på jer,” sagde hun med et stort smil, inden hun bød os indenfor. Den velbekendte duft strejfede min næse og den gav mig et flashback tilbage til fortiden.

Mercy stod og smilede bredt til mig, mens hun stod med kogebogen. Vi var i gang med at bage nogle nye boller, da hun insisterede på at bage et par nye. Jeg afviste hende ikke, jeg tog hurtigt imod hendes tilbud om at være hendes hjælper til det her. Jeg gjorde alt, for at være i hendes selskab.

”Harry, du gør alting forkert,” lo hun muntert. Jeg stod bare og stirrede forvirret på hende, da jeg gjorde det, som hun bad mig om at gøre. At ælte dejen. Og alligevel gjorde jeg det forkert. Der var noget, som var forkert – måske drillede hun mig bare?

”Jeg føler, at du tester mig igen,” sagde jeg med et grin. ”Måske fordi du fortjener at blive testet,” storsmilede hun. Jeg sørgede for, at puste noget mel hen på hende, hvorefter jeg kunne få lov til at grine over hendes grimasse. ”Harry!” udbrød hun forskrækket og måbede en del over mine handlinger.

Hurtigt løb jeg hen mod hende, og hun løb grinende bort, hvor hun hurtigt lagde bogen på bordet, så den ikke faldt og gik i stykker. Hun nåede ikke at løbe særlig meget, inden jeg tog fat i hende og svang hende rundt. Hun hvinede helt og hendes latter gjorde mig helt ør i knolden.

Jeg satte hende ned igen, hvor vi direkte fik en intens øjenkontakt. Det var ikke så tit, at stemningen var så anderledes, og jeg elskede atmosfæren utrolig meget. Og at hun så bare stod og smilede gjorde situationen meget bedre.

Min trang til at kysse hende var der, men jeg turde ikke at tage skridtet, derfor trådte jeg et skridt tilbage og så undskyldende på hende. ”Lad os bage videre uden mere pjat.”

Og nu var jeg endt tilbage i lejligheden, efter tre år var jeg endelig vendt tilbage, med en super dårlig smag i munden.

Savannah havde dækket fint op til os. Jeg kunne se, at venligheden strålede ud af hende og det samme med savnet. Jeg sank kort en klump ned og følte mig lidt utilpas her, som om at jeg ikke rigtig havde lyst til at være her.

”Åh gud, lad mig hente Mercy – eller vil du selv hente hende, Harry?” hendes spørgsmål kom ikke rigtig som et chok for mig, da jeg altid smuttede ind til Mercys værelse, når jeg dukkede op. Jeg nikkede kort, hvorefter jeg så hurtigt forsvandt igen – op mod hendes værelse. Min hjerne skreg til mine fødder at de skulle stoppe med at bevæge sig, hvor min krop var vitterligt uenig med min hjerne.

Uden at tænke mig om, så havde jeg kort banket på hendes dør, for at åbne den bagefter. Jeg mødte et syn, der gjorde mig blind. Mercy havde forandret sig.

”Åh, du er kommet,” mumlede hun lavmælt, og lød lidt ligeglad i tonelejen. Jeg nikkede en smule og rømmede mig en smule. ”Ja, din mor spurgte om jeg havde lyst til at hente dig,” sagde jeg lavt med en afslappet stemme.

”Nå,” hendes stemme lød lidt ligeglad. Hvad var der sket med hende? Hun plejede aldrig at opføre sig sådan her, men det var nok også min skyld.

Jeg kiggede lidt rundt inde på hendes værelse med mine øjne, hvor jeg så kiggede på hende igen. ”Det ligner sig selv, hvor du derimod ser ældre ud og forandret,” sagde jeg med et forsigtigt smil. Jeg prøvede at være sød og starte en samtale med hende, men på en måde, så cuttede hun samtalen og det gjorde mig en smule trist.

”Gemma venter forresten på dig,” fortalte jeg hende, hvorefter jeg så forlod hende alene inde i værelset, da energien var noget værre møg derinde. Jeg følte for meget negativitet og det påvirkede mig en del.

Da jeg kom ned til de andre, kunne jeg se at Gemma stod helt klar og ville tage godt imod Mercy, men hun var ikke ved min side. ”Du kan selv hente hende, Gemma. Hun er pisse ligeglad med mig, for at sige det mildt,” sagde jeg til hende, og var ærlig omkring det.

Mercy var ligeglad med mig og jeg kunne intet gøre.

”Øh, jeg går mig en tur,” sagde jeg hurtigt, uden at nogen kunne afbryde mig, så havde jeg fået overtøj på igen og var smuttet udenfor endnu en gang.

Jeg kunne simpelthen ikke holde ud til at blive behandlet sådan der af Mercy, det sårede mig for meget, og så havde jeg nu heller ikke lyst til at være i nærheden af hende. Hendes familie var cool nok, men præcis hende kunne jeg nu ikke rigtig fordrage. Jeg ville måske bare give hende lidt pusterum, så vi begge kunne vænne os til det her.

Lige nu havde jeg dog allermest til at kontakte en taxa og vende snuden hjem til min egen bolig – eller rettelse, mine forældres bolig. Men der var en side af mig, som ikke tog sig sammen og bare ringede efter en taxa, som kunne hente mig og få mig hjem.

 

❅ ❅ ❅

 

Igen var jeg endt foran Mercys hjem, og igen var jeg ikke særlig glad for at være her. Mercy påvirkede mig en del, og denne her gang ville jeg fortælle Mercy direkte, at hendes attitude kunne hun langsom pakke væk, da det ikke var noget, jeg gad at glo på. Den var skrækkelig at se på.

Uden at banke på, var jeg bare smuttet indenfor igen. Fået overtøjet af igen og var klar til at smutte ind til de andre igen, men jeg stoppede med at gå, da jeg fik øje på Mercy, som lige pludselig fik øje på mig. Endnu en ubehagelig følelse strømmede frem og jeg sank kort en klump ned.

”Åh, hej Harry,” hilste min mor, da hun fik øje på mig. Jeg nikkede kort, men havde ikke rigtigt et smil på mine læber, da jeg ikke var i det bedste humør.

”Velkommen tilbage, krølle,” lo Gemma, som sendte mig et smil. Hvorfor kunne ingen af dem se, at jeg ikke var i et særligt godt humør? Det var endda ganske let at se, det handlede blot om at stirre ind i min sjæl.

Inden i havde jeg lyst til at skrige, græde og bare gå fuldkommen amok over, hvordan det hele var endt. Det var noget crap, alt sammen.

Jeg blev bare stående henne ved dørkarmen, mens jeg kiggede på dem alle sammen og havde hænderne i mine forlommer. Jeg sagde ikke rigtig noget, jeg havde heller ikke noget specielt at sige. Hvad skulle jeg overhovedet sige? At det hele var noget forfærdeligt møg? Eller at jeg savnede Mercy så meget, at det gjorde ondt indeni?

Alle de tanker havde gang i deres eget løb, og jeg kunne ikke rigtigt kontrollere dem. De var grusomme. En forfærdelig følelse at have i kroppen, at ens tanker kunne løbe frit i hovedet og at man intet kunne gøre. Man var direkte hjælpeløs.

Præcis lige nu havde jeg lyst til at råbe mine følelser ud, hvad jeg følte og hvad jeg havde tænkt på i den sidste stykke tid.

”Er der noget galt, Harry?” spurgte min mor mig om. Jeg rystede kort på hovedet, også selvom det var en stor løgn. ”Nej, alt er fuldkommen fint,” svarede jeg kortfattet og afsluttede derefter vores ret så korte samtale.

Savannah kiggede skiftevis på Mercy og jeg, inden hun sagde noget. ”Eftersom I ikke har set hinanden i evigheder eller noget i den stil, skal vi alle sammen tilbringe en del tid sammen, så I kan lære hinanden at kende igen, uden dårlige miner,” sagde hun med et smil.

Jeg stoppede brat op, da hun sagde det, og derefter kunne jeg høre Mercy brokke sig. ”Seriøst Mercy? Skal du seriøst brokke dig? Enten brokker du dig eller har du en shitty attitude, som er til at brække sig over.. Hvorfor filen var jeg overhovedet bedste venner med dig? Du er jo blevet til en forfærdelig person,” sagde jeg hårdt og koldt, inden jeg vendte om på hælen. Jeg tog fat i mit overtøj igen og var fuldkommen ligeglad med, at de andre kaldte på mig. Jeg skulle bare væk herfra.

Jeg havde fået nok og var nu på vej hjem på gåben. 

Åh nej, de er blevet uvenner!

Deres første møde sammen med deres familier endte åbenbart ikke godt, hvad er jeres reaktion til det?

Er Harrys løsning i orden? At stikke af, når det går over gevind?

Og hvad sker der lige for Mercy og hendes opførsel, er den okay?

Fortæl mig endelig! 

De kærligste julehilsner,

Louise B

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...