Mercy ❅ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 16 jan. 2017
  • Status: Færdig
To bedste venner, som ikke har set hinanden i årevis, skal denne her gang tilbringe julen sammen. Deres adskillelse skyldes flytninger, beskyldninger, og massere af drama, som har skilt dem fuldkommen ad. Denne her jul bliver fyldt med drama, flere knuste hjerter og ikke mindst: hemmeligheder fra fortiden. Men i hans øjne, er hun hans Mercy. ❅ Mit bidrag til "Julekalender-konkurrence" med valgmulighed nummer 1: fanfiction. ❅

52Likes
51Kommentarer
19900Visninger
AA

5. Kapitel 2 ❅ "I'm not looking forward to see him again."

3. december

Mercys synsvinkel 

Jeg var inde i et indkøbscenter sammen med nogle veninder, for at finde de sidste julegaver inden julen for alvor trådte i kraft. Det var allerede den tredje december, og jeg ville ikke blive stresset over mangel på køb af gaver.

Mine fingre kriblede helt ved tanken om, at juletiden allerede havde sagt hej til os alle og givet os en del sne, som jeg hadede som pesten, da transporten ville blive endnu mere besværlig end før – takket værd sneen. Så tak til dig, din forfærdelige sne!

Lige nu stod jeg henne foran et stort glasvindue og betragtede en meget yndig kjole, som havde denne her twist af julen over sig. Kjolen fik mig til at smile og jeg så drømmende på kjolen. Den passede perfekt til mig og ville helt sikkert fremhæve mine former og gøre mig smuk – bare tanken om det, fik mig næsten til at købe kjolen.

”Hvor mange gaver mangler du endnu?” lød det forpustet fra min veninde, Ellen. Jeg rettede blikket hen mod hende og kunne ikke lade være med at grine over hende, over det faktum, at hun lød som en, der havde været ude og løbe et maraton.

Jeg stoppede dog hurtigt igen, da jeg så hendes blik, der let kunne dræbe en flue på stedet. ”Jeg spurgte dig altså om noget,” lød det småsurt fra hende. ”Undskyld,” undskyldte jeg smilende, da jeg vidste at et smil ville få hende til at tø op som en frossen snemand.

”Men som svar til dit spørgsmål, så mangler jeg..” mumlede jeg lavt, mens jeg talte inde i mit hoved, hvor mange gaver, jeg sådan cirka manglede. ”Omkring 4 gaver endnu,” besvarede jeg på hendes spørgsmål. Hendes smil blev tilfreds, da jeg fik besvaret på spørgsmålet. ”Tak for svar.”

Denne her gang brød Xenya ind. ”Øh, hvornår kan vi shoppe en smule, i stedet for at købe julegaver hele tiden? Det var jo også en del af aftalen,” lød det spørgende fra hende, mens hendes blik stirrede på mig. Jeg var den person, som lavede aftalen, men vi blev alle sammen enige i, at vi først skulle købe julegaverne inden vi begyndte at misbruge vores kreditkort.

”Xenya har ret,” gjorde Zarah sig enig i. Et suk forlod mine læber, da de alle sammen gik imod mig. ”Vi havde en aftale, piger. Lad os lige holde lidt på den endnu,” sagde jeg lidt sukkende. ”Vi er jo ligesom færdige, du er jo den langsomme til at købe julegaver, fordi du skal tale med dig selv omkring tingene,” argumenterede Xenya, idet hun kort fægtede med sine arme.

Bare denne her samtale, fik mig næsten til at skride væk fra dem alle, for at købe de forbandede julegaver i fred og alene. ”Jamen, så deler vi os – alle dem som er færdige med at købe julegaver kan vel shoppe, hvor resten køber julegaver,” fortalte jeg dem alle sammen.

Jeg kunne sagtens høre, at både Zarah og Xenya brokkede sig en smule over mine ord, men jeg var altid træt af, at de skulle brokke sig over mit tempo i at vælge gaver. Jeg kunne næsten koge over af irritation over deres små brokkerier over min måde og tempo at finde de perfekte gaver til venner og familie.

”Jeg er træt af jeres brokkerier,” startede jeg ud med. ”Meget træt af dem endda.. Hvorfor vælger I overhovedet at tage med, hvis I alligevel brokker jer som små piger?” lød det surt fra mig.

Endnu en gang brokkede de sig over mine ord. ”Ej, stop dig selv, Mercy, nu skal du ikke tro, at alting handler om dig,” lød det irriteret fra Zarah, som lige var gået ud af sit gode skin. Jeg kunne mærke, at jeg allerede var ved at koge over, over sådan en sølle diskussion omkring mit tempo om valg af gaver.

Jeg kunne krumme tæer over det her. ”Ved I hvad? Drop det her, jeg skrider.. Jeg gider ikke jeres pis mere,” sagde jeg hårdt, tog mine poser og forlod dem alle sammen, men Ellen var den eneste, som fulgte efter mig. Hun havde det samme tempo som mig, angående køb af julegaver.  

Endnu en mislykket julegave jagt.

 

❅ ❅ ❅

 

Der var gået et par timer, og Ellen og jeg sad henne ved en lille kinesisk restaurant. Jeg var hundesulten, og min tålmodighed var ikke særlig stor mere. Jeg havde næsten ventet i 10 minutter, så kunne man endda mærke presset og sulten som blev større og større.

Endnu en suk forlod mine læber. ”Hvornår kommer de med maden?” småbrokkede jeg mig. Når jeg var sulten, så brokkede jeg mig mere eller mindre omkring ventetiden. Tålmodighed var en dyd – og den del kunne jeg overhovedet ikke lide.

”Du lyder som en farlig sulten tiger, når du er sulten,” lo Ellen, der fandt det meget humoristisk. Selve situationen var ikke spor sjov, jeg fandt den meget pinefuld. Det var næsten lige før, at jeg kunne græde over, hvor sulten jeg egentlig var. ”Jeg er også meget farlig sulten tiger,” pointerede jeg, men smilet på mine læber kunne ikke forsvinde, det blev kun større, da jeg så at maden blev serveret. Endelig!

Der gik ikke særlig lang tid, så var jeg gået i gang med at spise – ret hurtig. Måske var jeg mere sulten end hvad jeg troede, fordi jeg var mega meget sulten. Mere end hvad jeg plejede at være.

Ellen sad bare og stirrede overrasket på mig. ”Okay, du er meget sulten,” konstaterede hun lavmælt, inden hun selv begyndte at spise. Jeg sendte hende bare et kort smil, inden jeg forsatte med at spise. Der fandtes intet bedre end indbagt kylling, nogle nudler, indbagt svin, sur og sød sauce. Bare tanken om det kunne få min mund til at løbe i vand.

Musikken var meget afslappende og atmosfæren var rar. Jeg følte mig altid velkommen, når jeg besøgte denne her lille restaurant.

Ellen forstyrrede mine tanker. ”Det var ret underligt, at de andre hele tiden skulle brokke sig,” undrede hun sig over. Jeg nikkede mig enig i hendes ord. ”Og det som der undrer mig gang på gang, hvorfor tager de overhovedet med, når de kender vores tempoer,” sagde jeg, mens jeg havde fat i mit sugerør og bevægede det lidt i glasset.

”Jeg mener.. Jeg kan blive fuldkommen skør i hovedet over, at de hele tiden skal brokke sig..” sukkede jeg lavt, inden jeg tog noget mere at spise. Min sult var langsom ved at dvale hen. Ellen var enig med mig, som jeg var enig med hende.

Her sad vi og snik snakkede i lidt over en time, inden jeg lagde mærke til det store ur og dets store viser. Et suk forlod mine læber. ”Klokken er allerede mange,” fortalte jeg hende kort. ”Men ikke nok,” lød det opmuntrende fra hende, der bare sad og smilede, som om at klokken slet ikke generede hende.

Gid jeg også kunne virke hamrende ligeglad med klokken, men det var jeg simpelthen bare ikke – klokken betød en del for mig, ellers havde jeg nok fået en del skideballe som lille, hvis jeg eventuelt kom for sent hjem.

”Skal vi shoppe videre? Vi mangler et par få gaver,” sagde Ellen og skiftede emne. Jeg nikkede kort og lagde et par sedler på bordet, inden vi havde rejst os op og smuttet væk fra restauranten. ”Hvor mange mangler du nu?” spurgte hun mig. ”En.. Og den gave skal være noget særlig,” fortalte jeg hende med et svagt smil.

”En hel særlig person måske?” spurgte hun mig med et drilsk smil. Jeg lo kort over hende, hvorefter jeg kort nikkede. ”Ja, Niall fortjener en perfekt gave,” fortalte jeg hende. Niall og jeg havde noget kørende, og jeg nød det fuldkommen. Jeg var håbløs forelsket i ham, men der var en anden person, som jeg elskede.

Niall var min nutid, min daværende fyr var min fortid.

”I er da også for søde sammen,” komplimenterede hun med et bredt smil. Det mest komiske ved det hele var, at Nialls bedste ven, Cooper, datede Ellen – og de opførte sig helt pjattet, ligesom Niall og jeg også gjorde til tider.

Vi havde begge to snakket om at flytte sammen, da vi havde datet sammen i snart halvanden år, og intet kunne gå for langsomt. Niall gjorde mig lykkelig og det var det vigtigste for mit vedkommende.

Ellen kiggede bare på mig med nysgerrige øjne. ”Har du nogensinde snakket med ham om at få et barn sammen? Jeg mener, nu har I to jo datet i snart halvanden år, og I fortjener at få et barn sammen,” sagde hun med et smil på læben. Jeg stoppede kort med at trække vejret, da hun begyndte at snakke om børn. Den del havde vi aldrig snakket om før – hverken Niall eller jeg.

”Øhm..” startede jeg ud med. ”Det har vi aldrig snakket om før,” fortalte jeg hende.

Hun spillede kort sine øjne op. ”Det burde I, I er jo perfekte sammen, så I kan sagtens lave en perfekt baby også,” sagde hun. ”Vi skal nødig forhaste os med et levende væsen,” fortalte jeg hende med et lille smil. ”En baby indebærer også et stort ansvar. Og jeg aner ikke om nogen af os er klar til at give slip på det sjove og slå os sammen til at lave et barn,” uddybede jeg mig.

Hun stirrede mistænkeligt på mig. ”Altså du har nu tit været gravid ved en fejl sammen med Niall, så kan I også stramme jer an og beholde barnet – eller også må I to simpelthen beskytte jer noget bedre og i værste tilfælde: stoppe med at være seksuelle sammen,” klukkede hun. Stod hun ligefrem og bestemte, hvorvidt jeg måtte have sex med min egen kæreste?

Samtalen blev afbrudt, da min mobil begyndte at vibrere. Jeg fik fat i min mobil og mit smil voksede sig større, da jeg så navnet på displayet. Min elskede Nialler.

 

❅ ❅ ❅

 

Varmen omklamrede min krop, da jeg trådte indenfor i mine forældres bolig, som teknisk set også var mit eget sted. Mine hænder var fuldkommen optaget af de mange poser, jeg bar rundt på – julegaverne, som jeg fik købt til rimelige priser.

”Er det dig, Mercy?” min mors kærlige stemme tittede frem. Jeg fik et smil frem på mine læber over lyden af hendes stemme. ”Ja, det er bare mig, mor,” svarede jeg, inden jeg stillede poserne ned, for at få overtøjet af, da varmen var ved at dræbe mig med alt det overtøj, jeg rendte rundt i.

Da overtøjet kom af min krop og kommet på sin plads, tog jeg fat i poserne og skyndte mig op til mit værelse. Ingen måtte se poserne, da de var ret gode til at gætte, hvad de fik i gaver – derfor havde jeg altid ét perfekt sted at placere mine gaver. Under min seng, ingen ledte der, da jeg altid havde en masse skrammel derunder.

Et skrig forlod mine læber, da jeg fik et stort chok over, at en person sad i min seng. Mit smil blev hurtigt stort og jeg smed næsten poserne på gulvet, for at omfavne ham. Vi havde ikke set hinanden i flere dage, så jeg var meget glad for at han var smuttet herom, for at besøge lille mig. Jeg omfavnede hans læber med mine egne, og nød bare at jeg kunne kysse med ham igen. Intet var bedre end at kysse med Niall.

”Overrasket?” fik han mumlet mod mine læber. ”Mh,” svarede jeg besværligt, men mine løber forlod ikke hans. Jeg kunne kysse ham dagen lang, i flere timer, i flere nætter – hele tiden.

Jeg kunne ganske svagt høre en rømme sig, og det fik mig til at trække ufrivilligt væk fra Nialls læber, for at rette blikket hen mod den person, som lige havde valgt at afbryde vores lille kysse scene. ”Ja mor?”

Min mor havde ligefrem valgt at dukke op på det dummeste tidspunkt for at sige noget. ”Jeg skal snakke med dig. Alene,” fortalte hun mig. Den måde hun formåede at snakke til mig, gav mig en knude i maven, som om at det var noget seriøst og noget meget alvorligt – ligesom ulykker og alt det negative crap.

Jeg fik hurtigt sagt til Niall, at han skulle vente her, hvor jeg så smuttede hen til køkkenet sammen med min mor. Jeg lænede mig op af køkkenbordet, mens mit blik hvilede på hende. ”Hvad vil du fortælle mig?” spurgte jeg hende om.

”Julen bliver lidt anderledes i år,” startede hun ud med. Anderledes? Hvordan anderledes? ”Vi skal holde jul sammen med familie Styles,” fortalte hun mig. Jeg kunne mærke at mit hjerte kort bankede hurtigt, da hun fortalte mig det.

”Hvem kommer?” spurgte jeg hende om. ”Harry, Ann, Gemma… Hele familien faktisk,” besvarede hun afslappet. Indeni kunne jeg skrige over det her, men udenpå var jeg utrolig meget afslappet og chill.

”Hvornår har du lavet den aftale med dem?” stillede jeg hende endnu et spørgsmål. ”For et stykke tid siden, Harry fik det af vide for 2 dage siden,” fortalte hun mig.

Jeg kunne ikke magte det her, derfor valgte jeg at smutte ind til mit værelse, hvorefter jeg lukkede døren. Hurtigt var jeg henne ved Nialls side i sengen og sukkede tungt. Bare at Harry skulle være i mit liv igen gjorde mig en smule utilpas.

Der var en lille del i mig, som var vitterlig glad over det, hvor resten var ret vred over det.

”Er der sket noget?” Niall afbrød mine tanker, men jeg nikkede kort. ”Ja, jeg skal holde jul med min gamle bedste ven,” mumlede jeg lavt som et svar.

”Bliver det ikke godt at se din bedste ven igen?” alle de spørgsmål, jeg modtog i dag drev mig til vanvid. ”Nej, han forlod mig, Niall,” hviskede jeg lavt, idet jeg kort lukkede mine øjne i.

”Han skred bare. Den 28. november 2013 og siden det, har ingen af os haft kontakten til hinanden. Jeg cuttede den, da smerten var for stor og savnet blev større og større, det var ulideligt,” fortalte jeg ham med en dirrende stemme.

”Jeg glæder mig ikke til at se ham igen,” endte jeg med at sige. Det var en halv løgn og en halv sandhed. 

Hvilken rolle tror I, at Niall har her i historien? Og selvfølgelig skal han være en part of the story, en vigtig del af historien faktisk, heh.

Og til jer, som ikke har lagt mærke til det, så har Alittlebubble sørget for, at lave en trailer til Mercy, hvor man kan få en kort fornemmelse af, hvad Mercy egentlig indebærer af følelser og handlinger.

Tjek traileren ud her:

 

Og her virker ofte stille, så hvem læser overhovedet med? Smid endelig noget konstruktiv til mig, da jeg desperat har brug for nogle kommentarer. Som fx hvad jeg kan gøre bedre og hvad jeg skal være obs på. Tak til jer, som vil gøre det.

Og lad os lige være glade for, at vi nærmer os til den 24. december, wuhu!

De kærligste julehilsner, 

Louise B

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...