Mercy ❅ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 16 jan. 2017
  • Status: Færdig
To bedste venner, som ikke har set hinanden i årevis, skal denne her gang tilbringe julen sammen. Deres adskillelse skyldes flytninger, beskyldninger, og massere af drama, som har skilt dem fuldkommen ad. Denne her jul bliver fyldt med drama, flere knuste hjerter og ikke mindst: hemmeligheder fra fortiden. Men i hans øjne, er hun hans Mercy. ❅ Mit bidrag til "Julekalender-konkurrence" med valgmulighed nummer 1: fanfiction. ❅

51Likes
51Kommentarer
19357Visninger
AA

15. Kapitel 12 ❅ "All this is my fault." (2 del)

24. december

2 del

Mercys synsvinkel

Flere timer var gået, og jeg var ganske meget irriteret på mine forældre, som ikke havde taget kontakt til mig eller rettere sagt ledt efter mig. Jeg var for pokker deres eneste datter, så burde de også lede efter mig, som om at jeg var guldværd – men der måtte jeg skuffe dem alle.

Harry og jeg havde ikke rigtig snakket sammen siden vores hektiske skænderi, hvilket gjorde mig en smule trist til mode, da jeg hadede at være uvenner med ham, men nogen gange måtte man springe ud i det og faldt i et sort hul.

Lige nu var jeg inde på mit eget værelse i hytten, og han var vidst også inde i sit eget. Vi havde selv fået lov til at dekorere vores enge værelser, så vi kunne sætte vores personlige præg inde i vores værelser.

Jeg pillede lidt ved dynen i sengen, idet jeg kort sukkede. Alting var noget humbug, lidt ligesom Mr. Scrooge ofte sagde, når juletiden var kommet.

Sådan her havde jeg overhovedet ikke fantaseret mig julen skulle blive til, at vi begge blev sneet inde og var nu fanget herinde indtil nogen gad at opdage, at deres søn og datter var forsvundet sporløs.

Forfærdelige tanker strejfede mig, og det gav mig kuldegysninger i hele kroppen. Tænk at jeg kunne finde på, at have disse tanker. Jeg kunne skamme mig over dem.

Mine øjne lukkede sig langsomt i, og trætheden overtog mig, i flere endeløse timer.

 

❅ ❅ ❅

 

Jeg vågnede af, at en ruskede blidt i mig. ”Mh?” min stemme var hæs, da jeg havde brugt mine timer på at sove. Jeg troede først, at det var vores forældre som var ankommet, men til min store skuffelse, så var det bare Harry. ”Hvad vil du?” mumlende jeg ham spørgende om. ”Du skal op nu, ellers når vi det ikke,” sagde han kort.

Hvad skulle vi nå? Tusinde tanker farrede rundt som en flok teenagere som søgte efter noget friskt kød.

”Mercy, let din fine røv op og se dig selv i tv’et,” sukkede han på en opgivende måde. Tv’et? Var jeg i fjernsynet?! Hurtigt var jeg oppe på dupperne og var på vej hen mod fjernsynet, men endnu en skuffelse skyllede i kroppen på mig, da det var én af hans fupnumre. Jeg var grundigt træt af ham. ”Sig mig, hvad fuck er dit problem?” vrissede jeg vredt.

”Kig op,” mumlede han med en lav stemme. Jeg gjorde det som han bad om, og fik øje på en mistelten. ”Jeg er ligeglad, jeg gider ikke at kysse med dig,” sagde jeg ærligt, og hev den ned. ”Når vi er ude af denne her hytte, så lader du mig fuldkommen være og omvendt,” snerrede jeg, hvorefter jeg gik tilbage til værelset og smækkede med døren.

Jeg var så træt af hans små lege, at han virkelig kunne tro, at han kunne kontrollere mig, tog han grusom meget fejl. Fordi jeg var ikke hans såkaldte ”slave”, så måtte han sgu fiske i søen igen og finde den rette slave, som kunne opfylde alle hans krave og ende med at tilfredsstille ham – fordi den del duede jeg åbenbart ikke til.

Måske havde jeg overdrevet mig med at opføre som en eller anden møgforkælet lille rotte, men sandheden var bare, at hytten drev mig til vanvid, og jeg kunne snart ikke klare det mere.

Jeg havde måske bare brug for at køle lidt ned, for at kunne kommunikere med Harry igen, men lige nu var jeg stiktosset og havde brug for at være lidt alene inden jeg kunne smutte tilbage til ham – det håbede jeg også, at han kunne forstå og acceptere.

Efter flere timer, så stod jeg henne ved døren som var til Harrys værelse. Jeg kunne godt mærke, at min mave trak sig sammen og nervøsiteten stak frem, men jeg måtte undskylde for min forædelige opførsel, da jeg havde det hammer lammer skidt nu.

Med min rystende hånd, så havde jeg svagt banket på hans dør, men han sagde intet til det. Op til flere gange bankede jeg på døren, men modtog ingen respons. Måske havde han begået selvmord? De sygeste tanker strejfede mig, og jeg var ved at tude over dem alle, der bankede mig hårdt i hovedet.

Harry, havde begået selvmord. Gå ikke ind til ham, med mindre du vil se hans døde krop hænge og dingle.

Hurtigt åbnede jeg døren, og åndede lettet ud, da han bare stod henne ved vinduet og stirrede ind i sneen, som sikkert gjorde ham bims i sidste ende.

Forsigtigt gik jeg hen til mig, hvorefter jeg viklede mine arme om ham, men til min store forbavselse, så fjernede ham dem fra sin krop. Måtte jeg ikke holde om ham? Alt det her var min skyld, og jeg var ved at græde over det.

Igen prøvede jeg at få mine arme om ham, fordi jeg savnede hans nærvær, og jeg havde lyst til at mærke hans hjerte banke. Men igen, fjernede han mine arme fra hans krop. ”Please Harry?” hviskede jeg lavt og snøftede lidt. Jeg var ked af det – og alting var min skyld. Jeg var en forfærdelig person.

Mine ord fik ham til at rømme sig lidt, hvorefter hans krop vendte sig om. Hans øjne var rødsprængte, og min krop skyllede af dårlig samvittighed, jeg havde fået ham i denne her tilstand. ”Jeg har fået nok nu, Mercy,” hans stemme var såret, men også kold. Jeg var gået over stregen. Hans grænse, havde jeg overtrådt.

”Und-undskyld,” fik jeg fremstammet og var næsten til ved at græde foran ham. Min tilstand var heller ikke den bedste, fordi vi begge to var blevet indespærret inde i denne her lorte hytte, så påvirkede det os mere end hvad vi rendte rundt og troede.

”Nu skal du ikke stå og se ked af det ud, eller ligne en som er ved at græde, fordi du er den person, som jeg forelskede mig i, men du er sørme også den person, som sårede mig så tit,” hans ord gjorde mig ondt i hjertet, og hans stemme lød lidt hård.

Jeg var på skideren. Hvordan kunne jeg overhovedet redde vores såkaldte ”forhold”, når jeg næsten lige havde ødelagt alt? Nu måtte jeg fixe alt og håbe på det bedste.

”Undskyld Harry,” mumlede jeg alt. ”Jeg ødelægger alle de mennesker, som jeg faktisk elsker,” indrømmede jeg trist. Det var faktisk første gang, at jeg havde indrømmet overfor ham, at jeg direkte elskede ham – at elske en person var noget større end at være forelsket i en person.

”Du elsker mig?” lød det overrasket fra ham. Han stod lige og stirrede mig dybt ind i øjnene, for at se om jeg løj eller fortalte ham sandheden. Langsomt nikkede jeg på hovedet. ”Ja, jeg elsker dig. Højere end jeg havde i tankerne,” indrømmede jeg, hvorefter mit blik fandt vejen til vores fødder.

”Men det er for sent nu, jeg har ødelagt alt,” hviskede jeg lavt med en grødet stemme. ”Alt mellem os, fordi jeg er sådan en fucked up person,” det var ikke just rart, at snakke ned om sig selv, men alle mine ord var sande.

”Du har lidt ret, men det gør dig til den person, som du er i dag,” sagde Harry.

 

❅ ❅ ❅

 

Ingen af os havde rørt os, eller jo vi havde rørt os. Fra gulvet til sengen. Så vi begge to sad i hans seng og bare havde en ganske kort samtale kørende om alt og intet.

Men jeg havde stoppet med at tude, da jeg brød sammen efter hans ord. Jeg kunne bare ikke holde mine tårer inde mere, de skulle ud i det fri.

Men nu var jeg puttet ind til Harry, og lyttede til hans hjerte banke derudaf. Det gjorde mig meget afslappet. Hans hjertebanken fik mig også til at stoppe med at tude som en lille pige.

Jeg kunne fornemme, at Harry stirrede ligefrem, hvilket jeg også fik bekræftet i, da jeg rettede mit blik op mod ham. Måske var han ved at blive træt af mig og mine humørsvingninger? Jeg sank kort en klump ned, da tanken strejfede mig og gjorde mig ubehag til mode.

”Du stirrer,” sagde han uden at skænke mig et blik. Hurtigt fjernede jeg blikket fra ham igen og sagde ikke et eneste ord. ”Er du sur på mig?” min stemme var lav og spinkel – og en anelse hæs fra tidligere gråd episode.

”Sur? Nej. Irriteret? Ja,” og derfra cuttede han samtalen. Jeg kunne mærke, hvordan den dårlige stemning helt ødelagde os. Den splittede os ad. ”Jamen, jeg har jo sagt undskyld?” lød det undrende og sårbart fra mig.

”Er jeg godt klar over, men nogen gange er en undskyldning bare ikke nok,” forklarede han mig. Jeg kunne mærke, hvordan mine øjne langsomt blev blanke og mit blik blev slørret. ”Jeg er så ked af, at jeg har ødelagt alt det her mellem os,” snøftede jeg, inden jeg fjernede den første tåre, som trillede ned af min kind.

Jeg var sønderknust og ikke mindst vred på mig over, at havde formået at ødelægge alt mellem Harry og jeg. Jeg havde brugt så mange dage på at bygge noget så fantastisk op, som jeg alligevel fik knust i tusinde stumper. Jeg var den største idiot, der kunne trække vejret på denne her planet.

Min jul var blevet noget uforglemmelig – jeg havde mistet Harry. For altid.

Forsigtigt satte jeg mig op og kiggede slet ikke på ham. ”Jeg må hellere gå nu,” mumlede jeg lavt. Han skulle ikke se mig græde – ikke igen. Det var allerede hårdt for mig, at græde overfor ham, som jeg gjorde nu, men han skulle ikke nyde synet af mig være tude som en eller anden lille pige.

Hurtigt satte han sig op og kiggede lidt bekymret på mig. ”Du behøver ikke at gå,” sagde han lidt opmuntrende. ”Men jeg gør det, jeg kan ikke holde det her ud,” indrømmede jeg, hvorefter jeg fik rejst mig op.

”Alt er ødelagt, hører du? Og alt er min skyld,” klynkede jeg og hulkede kort. Og med de ord, havde jeg forladt ham alene på sit værelse. Jeg havde brug for at græde et sted, hvor jeg kunne komme ud med alle mine følelser.

Jeg nåede aldrig særlig langt, inden han tog fat i mit håndled og hev mig hurtigt ind til sig igen. Jeg græd så mod hans bryst, og prøvede ihærdigt at komme fri fra hans greb, men jeg måtte indse, at han var stærkere end mig – og når jeg var sårbar, så var jeg ret så svag i kroppen.

”Lad mig gå,” hviskede jeg grådkvalt, og prøvede at komme fri igen fra hans greb. ”Aldrig,” mumlede han lavt. ”Ikke når du er i denne her tilstand,” fortalte han mig. Han knugrede mig tættere ind mod sig. Hans hjertebanken havde en effekt på mig, men det var som om, at effekten ikke fandtes og jeg bare forsatte med at græde.

”Please?” tiggede jeg, hvorefter jeg vendte blikket op mod ham. Jeg havde rødsprængte øjne, ligesom han havde. Han blik var fyldt med sorg og urolighed. Men mere nåede jeg ikke at se, inden et par læber ramte mine. Han kyssede mig. Der var håb. Mit indre jeg kunne endelig slappe sådan lidt af, og det fik mig til at kysse svagt med.

Kysset varede ikke længe, men hans ord fik mig til at smile kort. ”Jeg tilgiver dig for hurtig,” sagde han lavt mod mine læber. Jeg gav ham ret. I flere dage havde han formået at give mig utrolig mange chancer for mine dumheder.

Harry skulle til at kysse mig igen, men så dukkede der noget larm op, som fik mig til at træde et skridt tilbage. Hvad skete der? Han kiggede lidt undrede på mig, hvorefter han tog fat i mig igen. ”Det er ingenting, det er måske var en eller anden fugl, som er på taget,” forsikrede han mig om, hvorefter han så prøvede at fuldføre kysset, som mislykkes før.

Hans læber ramte mine i et kys fyldt med følelser. Forsigtigt fik jeg mine arme om hans nakke, hvorefter han fik mig løftet op og førte mig hen til sengen.

Det ene førte til det andet og inden vi rigtig gik i gang, så kom den underlige lyd igen. Jeg stoppede alting og hørte at lyden gentog sig. ”Jeg tror ikke, at det er nogen fugl,” hviskede jeg stille. Han sukkede tungt og rejste sig op, hvorefter han fik snuppet sine bukser og trøje. Hurtigt var han ude af rummet, men jeg kunne ikke lade være med at tage mit eget tøj igen.

Tænk nu, hvis der faktisk kom nogen og ville redde os. Den tanke fik mig til at smile.

”Mor, far,” kunne jeg høre Harry sige. Hurtigt var jeg ude af sengen og henne ved dem, hvorefter jeg krammede dem hårdt. ”I har ingen idé om, hvor bekymret vi alle har været,” fortalte hans forældre os. Jeg kunne næsten græde af glæde over, at vi var blevet reddet. I den mest akavede situation nogensinde.

Vi blev reddet inden vi skulle have sex. Vores såkaldte ”legeri” måtte vente til en anden gang. Lige nu ville jeg bare hjem og fejre julen med familien og alle dem, jeg elskede. 

Dette kapitel burde egentlig blive udgivet i går, men ja, jeg endte med at falde i søvn, ups. 

Håber, at I har haft en fantastisk jul - og fortæl mig endelig, hvad I har fået i gaver! Er herre nysgerrig, hihih

Og kommenter lige, da her virker ret stille i kommentar-feltet, øv.

Hvad er jeres mening omkring denne her historie? Nogle fordele og ulemper omkring Mercy? 

Jeg elsker alle jer, som vælger at følge med i denne her historie - og hvem følger med endnu?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...