Mercy ❅ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 16 jan. 2017
  • Status: Færdig
To bedste venner, som ikke har set hinanden i årevis, skal denne her gang tilbringe julen sammen. Deres adskillelse skyldes flytninger, beskyldninger, og massere af drama, som har skilt dem fuldkommen ad. Denne her jul bliver fyldt med drama, flere knuste hjerter og ikke mindst: hemmeligheder fra fortiden. Men i hans øjne, er hun hans Mercy. ❅ Mit bidrag til "Julekalender-konkurrence" med valgmulighed nummer 1: fanfiction. ❅

52Likes
51Kommentarer
19561Visninger
AA

4. Kapitel 1 ❅ "Do you remember Mercy and her family?"

1. december

år 2016

Harrys synsvinkel

Sneen var kommet i løbet af natten og det bragte et smil på mine læber. Ikke på grund af sneen, men på grund af minderne, som hele tiden poppede frem i mine tanker – dag ind og dag ud. Sneen gav mig både gode og dårlige minder. Minder som kom helt tilbage til Mercy, vores minder sammen var uforglemmelige – men sneen gav også dårlige minder, da jeg mistede nogen, som jeg havde holdt nær i snevejret.  

Åh Mercy, hvor jeg dog savnede hende.

I flere år, havde jeg savnet hende, og det værste var, at hun havde cuttet kontakten til mig til sidst, det sårede mig vitterligt meget. Aldrig havde jeg virket så indelukket, så trist og asocial. Ofte havde jeg tænkt på at begå selvmord, men der blev jeg enig med mig selv, at det var måske en smule overdrivelse.

Hun var mit et og alt, så valgte hun at droppe mig på den groveste måde.

”Harry, har du hørt alt det, som jeg lige har sagt til dig?” min mors stemme vækkede mig væk fra mine tanker. Jeg rettede blikket hen mod hende, hvorefter jeg kort nikkede. Egentlig havde jeg ikke lyttet til hendes ord, men lod bare som om, at jeg havde lyttet til det hele – en typisk Harry-ting.

Vi var inde i køkkenet, og var i gang med at spise noget morgenmad. Det var ikke så tit at hele familien var samlet, når vi skulle spise noget morgenmad – generelle måltider sammen.

Gemma sad overfor mig og stirrede på mig med et mistænkeligt blik. ”Han har ikke lyttet til en skid, hvad du har sagt, mor,” fortalte Gemma vores mor, inden hun spiste mere af sin morgenmad. Jeg skød mit bryn i vejret over hendes ord, hvordan hun vidste det, havde jeg ingen idé om, men en ting var sikkert: det var skræmmende, at hun kunne se det.

Jeg rullede kort med mine øjne over hende. ”Passer det, Harry?” min mor lød ikke just særlig glad for det. ”Ja, det passer, mine tanker var et andet sted,” indrømmede jeg. Jeg kunne ligeså godt fortælle hende sandheden, i stedet for at fyre endnu en løgn af sted. ”Undskyld.”

Straks blev min mors blik bekymret, da hun nok havde regnet ud, hvorfor jeg var væk i mine egne tanker. ”Noget du har lyst til at snak-” hurtigt afbrød jeg hende. ”For gud skyld nej!”

”Jeg har ikke brug for en samtale omkring mine tanker, det har jeg virkelig ikke lyst til,” sagde jeg lidt små irriteret, hvorefter jeg rejste mig op og efterlod dem alene.

Der røg den perfekte måltid sammen med familien.

 

❅ ❅ ❅

 

Efter flere timer, så havde jeg stukket af hjemmefra, for at smutte om til en café sammen med et par venner. Jeg havde brug for at komme ud af lejligheden i en fart, og det kunne heller ikke gå for langsom.

Jeg stod foran den velbekendte café som gik under navnet Café Costa. Caféen havde altid den mest fantastiske atmosfære derinde, og medarbejderne gav den bedste kundeservice og var altid så venlige ved os, det satte jeg en del pris på – nok også derfor, at jeg drak ofte kaffe der, når jeg havde brug for at komme væk hjemmefra.

Sammen med Zack, Gale og Aiden var vi smuttet hen til caféen – eller rettelse: de alle sammen ventede på mig, da jeg var den langsomme kamel, der findes og jeg kom ret ofte for sent, når trafikken var imod mig.

”Der er du langsomme ged,” lo Gale, der altid skulle komme med en eller anden kommentar, for at få gang i samtalerne. ”Ja ja, trafikken stod i vejen,” lød min undskyldning på. ”Som altid,” pointerede Aiden. Jeg lod samtalen være, i stedet for at køre mere i gryden.

”Var der dame-problemer, Harry?” lød det spørgende og nysgerrigt fra Zack, som sad ved min side. Jeg tøvede lidt, men endte at nikke. Alle sammen kendte godt til mit venskab til Mercy. Jeg havde ingen hemmeligheder overfor dem, kun overfor hende – det var meget unfair på en måde, men jeg kunne være mere åben med nogle som havde det samme køn, som jeg. ”Hende eller din mor?”

”Bare min mor,” svarede jeg kortfattet. ”Hun kunne ikke rigtig fatte, at jeg sad i min egen lille verden,” forklarede jeg dem yderligere. ”End of the story.”

En yndig servitrice trådte frem og smilede venligt til os. ”Har I besluttet jer?” spurgte hun os ad, hvor vi kort kiggede på hinanden og nikkede så. Vi blev alle sammen enige i om en kop kaffe og lidt brunch. Hun skrev det ned med et smil, inden hun så forsvandt hen til kokken for at række ham bestillingerne.

”Så hun ikke bekendt ud?” lød det undrende fra Zack, som kiggede på os alle tre på skift. Jeg skød mit ene bryn i vejret. Så hun bekendt ud? ”Det tror jeg ikke,” mumlede jeg tvivlsomt.

”Zack har fat i noget, hun ligner en vi alle sammen kender,” sagde Gale og gravede dybere i emnet. ”Men hvem?” spurgte jeg dem forvirret om.

”Kan nogen af jer huske Valerie? Det er hende,” fortalte Zack os om. Nu kunne jeg huske hende! Valerie var min ekskæreste, ikke en at råbe hurra for. Jeg var fuldkommen forblæst i Mercy dengang, at jeg ofte glemte Valerie – dårlig kæreste var jeg dengang, men jeg havde forandret mig.

”Nå hende,” sagde jeg lidt ligegyldigt. ”Din eks ser ret lækker ud,” røg det ud af Aidens mund. ”Tag hende endelig!” fik jeg sagt ret hurtigt.

Der blev stille, da Valerie kom med vores kopper kaffe og brunch. Ingen af os sagde noget, men smilede bare til hende som en tak. Inden hun forlod os, så skulle Aiden selvfølgelig sige et eller andet til hende. ”Tak Valerie.”

Hun kiggede lidt undrende på os, men mest på mig, indtil det nok gik op for hende, at hun kunne genkende os alle. ”Selv tak, drenge – og velbekomme,” smilede hun venligt, inden hun forlod os for alvor.

”Skulle du absolut sige noget til hende?” sukkede jeg irriteret, idet jeg tog fat i min gaffel. Jeg fandt det irriterende, at han skulle sige et eller andet til Valerie – nu kunne hun jo genkende mig, og det var absolut det, jeg ikke ville have, der skulle ske. Så flot klaret, Aiden.

”Rolig nu, Harry,” smågrinende han, som om at det her var en eller anden intern joke. ”Yo, stop dig selv – der findes grænser på det her,” fortalte jeg ham, hvorefter jeg fik lukket munden på ham og kunne endelig spise i fred uden at høre på hans latterlige kommentarer.

”Lad os snakke om noget andet, sagde Gale og prøvede at skifte emne, da stemningen var blevet ret trykket heromme. Jeg nikkede kort som i, at jeg var enig med ham – et emneskift var lige noget, jeg havde brug for. ”God idé, lad os snakke om at det er snart jul,” smilede Zack. Han havde en stor svaghed for julen, da han plejede at forkæle sin kæreste der. De havde snart to årsdag – til nytåret faktisk.

”Det virker ret underligt, at din familie ikke vil fortælle dig, hvem I skal fejre julen sammen med,” indskød Aiden for at deltage ind i samtalen. Jeg nikkede kort. ”Ja, men jeg er også egentlig lidt ligeglad. Jeg kommer kun for at spise mig tyk og fed, og ligne derefter en sumobryder,” lo jeg, selvom den del faktisk passede.

”Du er jo mega skinny, så jeg tvivler på, at du vil få lidt mere fedt på kroppen,” sagde Gale tvivlsomt og legede kloge åge. Jeg rullede kort med øjnene over ham. ”Jeg æder som et svin til hvert år,” fortalte jeg ham, idet jeg kort lo over min kommentar.

”Jeg tvivler, Harry,” mumlede han lavmælt. ”Du tvivler altid, stol på mig.”

Der var kort stilhed, indtil Zack igen afbrød stilheden. ”Skal I lave noget specielt de kommende dage?” spurgte han os om, mens han spiste sin brunch og drak af og til sin kaffe. ”Jeg skal vel intet, tror jeg,” lød det ubeslutsomt fra mig.

”Hvad med jer andre? Hvad skal I så lave?” kørte jeg videre på spørgsmålet. Jeg sendte dem alle et svagt smil, mens jeg spiste lidt brunch. Jeg kunne godt mærke, at jeg var ved at blive lidt mæt. Jeg anede ikke, hvad de puttede i maden, men jeg blev næsten altid mæt inden jeg var næsten færdig med tallerkenen.

”Være sammen med min kæreste,” svarede Zack. ”Nørde spil,” svarede Gale. ”Score din eks,” svarede Aiden. Hans svar kom dog ikke som et chok for mig, da han selv fortalte mig for et par minutter siden, at hun var lækker.

I mine øjne var hun kun okay, Mercy var meget mere attraktiv end Valerie og hendes falske former.

Igen vibrerede min mobil, men denne her gang valgte jeg at tjekke den. Det var min mor – igen, som kontaktede mig. Denne her gang blev jeg utrolig meget nysgerrig og mærkede en dårlig fornemmelse i maven, da jeg læste hendes besked.  

Harry, vi to skal snakke sammen, når du kommer hjem.

”Er der noget galt, Harry?” spurgte Zack mig, da han lagde mærke til min manglende tilstedeværelse. Jeg kiggede op på ham og rystede stille på hovedet. ”Nej, det var bare min mor der skrev. Intet seriøst,” sagde jeg og prøvede at smile, bare for at komme væk fra emnet.

”Er du helt sikker på det? Du virker ret usikker lige nu,” lød det undrede fra ham. Jeg nikkede hurtigt. ”Jeg er sikker, tro mig.”

 

❅ ❅ ❅

 

Efter min mors besked, så var jeg faktisk blevet nervøs for, hvad hun ville sige til mig. Jeg havde med vilje ikke skrevet tilbage til hende, da jeg ikke havde overskud til det – eller magtede at svare hende.

Klokken var lidt i tre om dagen og jeg var lige kommet hjem, men jeg prøvede at gøre min entre lydløs, men det mislykkes fuldkommen, da vores hund kom frem. Den begyndte at gø og logre med halen. Jeg blev opdaget og nu var min dag slut.

Kort tid efter kom min mor. ”Du kom endelig hjem. Næste gang må du gerne svare mig ellers er det slut med at have en mobil, er det forstået?” hendes ord lød som en harmløs trussel, men jeg endte alligevel med at nikke over hendes ord. ”Ja mor, er der ellers andet de vil sige inden jeg kan gå?”

Hun kiggede lidt skeptisk på mig. ”Ja, følg med mig,” sagde hun, hvorefter hun gik ind til køkkenet, hvor resten af flokken sad og ventede på mig. Jeg følte nærmest, som at dette var noget af et forhør, når man havde gjort noget kriminelt eller noget i den stil. Jeg følte mig meget utilpas.

”Har jeg gjort noget galt?” røg der ud af mig, idet jeg kløede mig lidt nervøst i nakken. ”Overhovedet ikke, min søn,” smilede min far. Okay, det her var officielt for mærkeligt. Hvad gik det her lige ud på? Mine tanker løb nærmest deres eget ræs, og jeg kunne næppe følge med i det.

Jeg satte mig ned, da min far gjorde tegn på det. Jeg sad nærmest som en lille dreng, der var nervøs på første skoledag. Jeg sank kort en klump ned, mens jeg kiggede på alle tre. ”Kan nogen af jer fortælle mig, hvad der foregår?”

Min mor nikkede. ”Kan du huske Mercy og hendes familie?” spurgte min mor mig om. Jeg nikkede lidt, da jeg aldrig kunne glemme hende. ”Ja, hende husker jeg godt,” mumlede jeg lavt.

Min mor og far kiggede kort på hinanden. ”Er der sket hende noget?” spurgte jeg dem hurtigt om, da bekymringen tog overhånd. Jeg havde de sygeste tanker om dem nu, at Mercy var død, skadet eller noget lignende.

”Nej nej, hun er fuldkommen okay,” forsikrede hun med et kærligt smil på læben. ”Jamen hvad filen er der så galt?” lød det frustreret fra mig. Jeg kørte hånden gennem mine lokker og kiggede lidt skiftevis på dem alle igen.

”Vi skal holde jul sammen med dem i år,” annoncerede hun. Min verden braste sammen, men alligevel glædede jeg mig som en eller anden glad julegris, der skulle se sin gamle bedste veninde.

”Er det helt i orden med dig, Harry? Vi aftalte bagved din ryg.. Mercy ved det heller ikke,” klukkede hun. Vidste Mercy det heller ikke? Mine fingre begyndte helt at krible og jeg fik helt lyst til at kontakte hende, for at fortælle hende denne fantastiske nyhed, men på den anden side, hun droppede mig. Hun cuttede kontakten.

Jeg var håbløs i flere måneder på grund af hende.

Så kom første kapitel endelig! Kan ikke få mine hænder ned af begejstring, det er fantastisk! Og hvad er mere fantastisk end et kapitel på første december?

Hvordan tror I, at Mercy reagerer, når hun får nyheden af vide? Fortæl mig endelig, hvad I tror omkring Mercy. 

Og er det meget fair, at hun cuttede kontakten til lille Harry-mus? Lad os lige sørge os over det, øv.

Og hvad glæder I jer allermest ved denne her historie? Er hammer lammer nysgerrig, heheh.

De kærligste julehilsner, 

Louise B

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...