Den Sorte Rytter.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2016
  • Opdateret: 27 nov. 2016
  • Status: Igang
Julekalenderkonkurrencen: Mulighed 2.

3Likes
2Kommentarer
382Visninger
AA

3. Kapitel 1: Vandrerhistorie

Tobias lod sin sovepose falde til gulvet, da han trådte ind i klasseværelset. Brilleaben Cecilie var allerede kommet, havde pakket sin sovepose ud, trukket sig i sin lyseblå pyjamas og læste nu i ’Dødsspillet’.
Hun løftede sit blik fra bogen og så hen mod ham. ”Hej, Tobias. Har du husket at tage wienerbrødet med?”
”Ja, ja,” mumlede han og lagde mærke til at der lå flere soveposer og tasker omkring i lokalet. ”Er de andre kommet?”
”Ja, de gik en halv time før du kom. De ville hente nogen mere sodavand og snacks og leje et par film hos videoudlejeren.”
Det var fredag før først advent. Tobias og en gruppe af hans klassekammerater havde fået lov til at overnatte på skolen. Han var på sin vis glad for at komme lidt væk hjemmefra. Hans forældre havde lige haft et stort skænderi, og han havde brug for en pause fra dem. Derfor havde han set frem til overnatningen.
”Og hvad laver du så?” spurgt han Cecilie.
”Jeg holder skansen her,” svarede hun uden at se op fra sin bog. ”Nogen skal jo være her og tage imod dig.”
Tobias syntes ikke, at Cecilie havde udvist en meget imødekommende velkomst, men han kommenterede det ikke.
Cecilie var en brunhåret pige med store runde briller, som hun ofte måtte skubbe på plads på næsen. Efter Tobias’ mening så ejede hun ikke humor, men havde altid en alvorlig mine, som var hun til begravelse. I døråbningen trådte der en stor dreng ind.
”WOW,” råbte Rasmus og løftede to tunge indkøbsposer op. ”Der er du. Jeg har købt rigeligt til alle.”
Efter ham trådte Dina og Victor ind, ligesom Rasmus bar de på indkøbsposer.
”Jeg har skaffet nogle gyserfilm,” sagde Victor. ”Butikken havde i dag en rabat på lejen.”
”Og jeg,” sagde Dina stolt, ”har fundet nogle bloklys.” Hun tog en række forskelligfarvede bloklys op af posen og stillede dem på gulvet. Så tog hun en æske tændstikker frem.
”Det er altid mere hyggeligt med levende lys.”
Tobias begyndte at pakke sin sovepose ud. Han skævede til stearinlysene, der nu var tændte, og huskede på, at han ikke skulle ligge nær dem, hvis han ville undgå at blive brændt.
”I overmorgen er det første advent,” sagde Dina. ”Det er der Den Sorte Rytter først dukker op.”
Den sorte rytter var en lokal sagnfigur. Han blev beskrevet som en sortklædt rytter, der red på en sort hest, i Nitskoven. Hestens seletøj havde sølvbjælder syet i, så man kunne høre ham komme. Der var mange teorier om hvem denne person skulle være. Nogen sagde, at han var djævelens håndlanger. Andre sagde, at han var skovens vogter. Men det der man holdt fast ved i alle versioner om ham, var at han altid begyndte at dukke op i skoven på første advent, og ville blive set frem til juleaften. Derfor blev han også kaldt for Vinterridderen eller Julens vogter.
En ren og skær skrøne, mente Tobias.
”Jeg har hørt et par historier om ham,” sagde Cecilie, der smækkede sin bog i. ”Der er en om han blev set skræmme ulve ud af skoven, dengang den uddøde her i landet.”
Dina nikkede ivrigt. ”Ja, ja, jeg kender en vers om ham. Æhm… ’En sort rytter af ukendt herkomst. Bjælder skal synge hans ankomst. Sort som natten, fri som tåge. Tag dig i agt, siger den kloge.’”
”’Bjælder skal synge hans ankomst’?” gentog Rasmus med en grimasse.
”Ja, det betyder, at hvis man høre bjælderne i hans hests seletøj, så kommer han.” Dina gøs af fryd. ”Er det ikke spændende?”
Victor slukkede for lyset, så det kun var stearinlysene, der lyste i klasseværelset.
”Jeg kender en historie, som I sikker ikke kender.”
”En historie om den sorte rytter?” spurgte Cecilie.
”Netop,” svarede Victor og satte sig nær lysene så skæret kastede skygger på hans ansigt.
”Fortæl,” bad Dina.
Victor gjorde tegn til at de skulle sætte sig omkring ham om lysene.
”Den er en ret frisk vandrerhistorie. Min storebror har den fra sin lærer, der fortalte den i sidste måned til sin klasse. På Halloween.”
”Hvad mener du med frisk?” spurgte Rasmus.
”Den er kun over ti år gammel. På skolen gik der en pige, der var tolv år gammel ligesom os. Astrid hed hun. Hun var en helt almindelig pige. Hun havde før i tiden haft en ærkefjende i klassen, Emma. Hun var en meget populær pige. Men Emma skiftede så skole. Så var der det, at Astrids årgang skulle stå for et luciaoptog. I ved med hvide kjoler og lys. Pigerne trak lod om hvem der skulle være luciabruden og stå i spidsen af optoget, og det blev Astrid der vandt. Det hele skete på fair vis. På dagen for optoget, Luciadag, kom Emma pludselig på besøg i sin gamle klasse. Hun var iført en rigtig flot kjole på, også begynde hele klassen at råbe op, at Emma skulle være luciabrud i stedet for Astrid. Selv læreren mente, at når nu Emma kom på besøg, så skulle hun have lov at være luciabrud. Stakkels Astrid blev så knust, at hun flygtede fra skolen. Ingen tænkte på at stoppe hende. For luciaoptoget skulle straks i gang. Efter optoget, begyndte man så at lede efter hende. Nogen havde set hende løbe ind i Nitskoven, men hvor meget de end søgte i skoven, så fandt de hende ikke. Hun var helt forsvundet.”
”Og hvor kommer den sorte rytter så ind?” spurgte Cecilie.
”Lad mig nu blive færdig. Alt man fandt var den grankrans, hun skulle have båret i spidsen af optoget. Den lå ved den gravhøj i Nitskoven, hvor den sorte rytter rider kommer tit. Alle mente, at den sorte rytter fandt hende først, løftede hende op på sin sorte hest og tog hende med sig til der han end kom fra.”
”Uuh,” sagde Dina. ”Jeg får gåsehud. Det lyder ret uhyggeligt… men også romantisk.”
Tobias løftede øjenbryn af hende. ”Hvordan kan det være romantisk?”
”Jeg kan lige se det hele for mig. En pige i en hvid kjole og en sort rytter på en sort hest. En mørk aften i en skov. Fuldmånen, der lyser ned på dem. Er det ikke romantisk?”
Tobias havde meget svært ved at være enig med Dina. En 12årige pige og en rytter til hest. Hvad romantisk var der ved det?
”Historien ender ikke her,” sagde Victor. ”Det siges, at hvis man går hen til gravhøjen Luciadag efter solnedgang, lægger en krans der og synge luciasangen, så kan man høre hende synge med. Altså sådan…” Her begyndte Victor at dæmpe stemme og synge i en svag sørgmodig tone: ”Sa-an-ta Lu-u-ci-ia. Santa-a Lucia.
Det lød ret uhyggeligt, syntes Tobias. Mon det virkeligt ville ske?
”Er det faktisk sket?” spurgte Tobias skeptisk. ”Er nogen virkelig forsvundet her fra skolen på Luciadag?”
”Det sagde min storebror ikke noget om,” svarede Victor. ”Men det er jo bare en skrøne.”
”Vandrerhistorier er ofte baseret på virkelige hændelser,” sagde Cecilie i sin bedrevidende tone, mens hun tog sine briller af. ”Hvis nogen virkelig forsvandt her i byen, må det havde været i aviserne. Jeg kan tjekke min fars samling, når jeg kommer hjem i morgen. Han har skannet aviser til sin computer fra mere tyve år.”
Tobias skar en grimasse. Han fandt Cecilies måde at tale på lige så irriterende som larmen fra at kradse negle mod en tavle. Hun var sådan en Kloge-Åge. Altid brillerede hun med sin viden om alt, især i undervisningen. Lærerens kæledække, blev hun kaldt, men hun var tilsyneladende ligeglad med det.
”Skulle vi ikke prøve det d. 13 december?” spurgte Rasmus. Han var altid med på vilde ideer. ”Vi kunne tage en grankrans med os i skoven og så synge.”
”Orv, ja. Ejer din far ikke halvdelen af Nitskoven?” spurgte Dina. Det var henvendt til Tobias
”Det er min grandtante, der ejer halvdelen,” svarede Tobias. ”Min far er den, der ordner vedligeholdelsen af skoven.”
Grandtante Feodora var en ældre dame, der altid har boet i det selvsamme hus, hvor hun var født og opvokset. Hun var en smule sær, men meget rig og sparsommelig. Hun havde købt halvdelen af Nitskoven for mange år siden af godsejeren på Birtelyst, der selv beholdt den anden halvdel. Tobias kendte hende knap nok selvom de boede i samme by. Hans far, Jesper Eriksen, der var Feodoras nevø, kom ikke godt ud med hende, men ingen ville sige hvorfor. Dog så var Jesper villige til at tage sig af tantens finanser, så som at betale for at få hendes halvdel af skoven passet.
Det var ikke fordi at Tante Feodora ikke kunne find ud af det med økonomi. Problemet lå bare i, at hun ikke finde ud af gøre tingene over nettet, fordi hun stadig levede som hun gjorde da hun var tredive. Selv hendes telefon var gammel. Så gammel, at den havde en drejeskive til at ringe nummeret op med.
”Desuden så ligger gravhøjen på godsejerens halvdel. Og jeg tror ikke, at han vil lade os gå derhen.”
Faktisk så var hans forældre ikke just på god fod med godsejer Thøstesen-Folkver. Eller for at være ærlig så talte de slet ikke sammen, og hans far var ikke en fan af ham og hans familie. Tobias kendte ikke grunden til det. Men han havde hørt sin far tale om familien som en flok ’stædige æsler’. Hvad Tobias vidste om familien på Birtelyst var at den nuværende godsejer er gift, og at parret har levet i Sverige for et par år, inden de overtog godset for fem måneder siden. Udover dem så boede godsejerens tvillingesøster der også.
”Vi kan vel ringe og spørge,” sagde Rasmus. ”Hvad siger du, Victor?”
”Jeg kan ikke,” sagde Victor. ”Jeg er nødt til at tage med mine forældre til Spanien den 10. december. Min mormor har snart fødselsdag og vi bliver der indtil efter nytår.” Det kunne ikke høres om han var skuffet eller ej. ”Men hvis I nu tager hen til højen d. 13., gider I fortælle mig hvordan det gik.”
Rasmus lovede ham det, og Tobias rejste sig for at tænde lyset i klasseværelset igen. Han håbede på at der var mere gang i de film, som Victor havde skaffet.

[-]

Gravhøjen i Nitskoven lå badet i månelys. I udkanten af lysning stod to små skikkelse og betragtede den. Vinden var kold og fik grenene på træerne til at spille en dyster melodi, der gav gåsehud, som sendte angst lige ind til knoglerne.
”To dage tilbage, og så bryder det løs igen,” hviskede den ene.
”Jeg hader, når det sker,” mumlede den anden og pustede til sine hænder for at holde dem varme.
Den første så hen på sin kammerat. ”Men det sker. Vi må bare være glade for at Den Sorte Rytter kommer. Du har husket at sende ham beskeden om at vi ville være her, ikke?”
Den anden nikkede.
”Godt, så ved han hvor vi bor for øjeblikket. Jeg er bekymret for hvordan det hele skal udvikle sig i år.”
”Er der grund til bekymring? Den Sorte Rytter har ellers klaret sig meget godt indtil videre.”
”Min bekymring er, om de har nye knep at benytte sig af. Når jeg tænker på hvad den pige blev udsat for…”
”Det var over ti år siden,” afbrød den anden.
”Det betyder at de har haft mere end ti år til at finde på nye planer.”
De vidste begge at det var sandt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...