Den Sorte Rytter.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2016
  • Opdateret: 27 nov. 2016
  • Status: Igang
Julekalenderkonkurrencen: Mulighed 2.

3Likes
2Kommentarer
320Visninger
AA

1. Prolog

Prolog:
Luften var iskold, men hun var ligeglad med det. Følelserne var i oprør hos hende. Vrede, ydmygelse, forvirring og fornægtelse. Alt sammen blandet i en stor kogende pærevælling, der pressede efter at komme ud af hende.
Hun løb gennem skoven på bare fødder fordi hun havde i skyndingen ikke nået at tage sine sko på. Hendes hvide kjole ville sikkert blive beskidt, men hvad forskel gjorde det? Hun fik jo ikke brug for den længere.
Hun ænsede ikke skoven, der omgav den vej hun tog. Store nøgne fyrtræer. Over dem var solen allerede gået ned og himlen var sort som blæk.
Alle de følelser, der havde givet hende kræfter til sin flugt var ved at brænde op, kunne hun mærke. Hun satte farten ned og stoppede til sidst op i en lysning.
Midt i den lysning var der en kæmpe menneskeskabt høj med en indgang, der var lukket af med en gitterdør.
Da gik det op for hende, hvor hun var endt.
Ved gravhøjen i Nitskoven.
Hun havde aldrig været her før, selvom hun havde boet på egnen hele sit liv. Men hun havde vidst, at der i skoven fandtes en gravhøj. Ikke sådan fra vikingetiden. Denne her var fra 1600-tallet. En eller anden excentrisk herremand med fascination for dansk oldtid fik den lavet. Den kunstige gravhøj blev den kaldt.
Hun satte sig ved foden af den. Hun havde ikke lyst til at gå tilbage. Lige nu ville hun bare være alene – overladt til sine egne tanker. Have lov til at have ondt af sig selv.
Hun tog den grankrads, hun havde på hovedet, af og lagde den på jorden. Med ét følte hun sig dum over alle de gange hun havde prøvet at have den på foran spejlet. De gange hvor hun havde beundret sig selv og følt sig så stolt.
Men hun kunne ikke have vidst, at det hele ville ende sådan. Hvorfor skete det? Hvorfor lige i dag? Nu hvor alting så ud til at tegne sig lyst?
Nu kunne hun ikke holde tårerne tilbage, og hun tillod sig at græde her, hvor ingen kunne se hende.
Så hørte hun noget. Hun holdt op med at græde og så sig omkring. Dog så så hun ikke andet end skoven, der kredsede omkring højen.
Var der nogen her?
Så gentog lyden sig, og denne gang kunne hun høre hvad det var.
Klare toner fra klokker. Eller bjælder?
Hun stivnede. Det kunne da ikke være rigtigt. Hvad var det alle sagde om den sorte rytter?
En sort rytter af ukendt herkomst
Bjælder skal synge hans ankomst.
Sort som natten, fri som tåge.
Tag dig i agt, siger den kloge.

Hun havde hørt det vers for længe siden, da hun hørte om den sorte rytter, en legendarisk figur, der altid kom ridende i Nitskoven om vinteren. Hun havde altid været betaget af den historie. Men han var jo bare et eventyr. Han skulle ikke være virkelig.
Nej, nej. Nu måtte hun ikke lade sin fantasi løbe af med hende. Hun prøvede at holde hovedet koldt. Hun befandt sig jo i en skov en sen aften, så det var ikke underligt, at hun var lidt bange og sikkert overreagerede.
Hun trak sine ben tæt ind til sig. Så hørte hun lyden af bjælder igen. Hun holdt hænderne for ørerne og lukkede øjnene. Prøvede at fortrænge frygten, som hun vidste var latterlig.
Men frygten havde man ikke altid kontrol over.
Hun burde måske gå, skynde sig væk, men hun turde ikke rykke sig fra hvor hun sad. I stedet prøvede hun at gøre sig så muselille som mulig.
Lyden af bjælder blev højere for hvert sekund.
Det kan ikke være virkeligt. Det kan ikke være virkeligt.
Da lyden pludselig stoppede, åbnede hun langsomt øjnene op.
Hun holdt vejret i chok.
Foran hende stod en kulsort hest og prustende af hende. Dens ånde var kridhvid i den kolde aften.
På den hest sad en rytter indhyllet i sort fra top til tå og med et sværd ved sin side.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...