Intet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2016
  • Opdateret: 19 nov. 2016
  • Status: Færdig
Hvor langt tankerne kan rejse blot ved ordene: "Det var mørkt."

0Likes
0Kommentarer
54Visninger

1. Intet

    Det var mørkt. Jeg havde åbne øjne, men kunne ikke se noget. Intet. Jeg blinkede et par gange - håbede, at det kunne give mig synet tilbage. Jeg prøvede at bevæge mig. Først kun en finger, derefter hele ben og arme. Jeg bukkede og strakte, prøvede at føle omkring mig. Jeg kunne intet mærke. Det føltes som om, jeg svævede i ingenting. Selvom jeg bevægede armen hurtigt igennem luften, kom der ikke det sædvanlige swuish. Jeg kunne intet lugte, høre eller se. Ikke engang smagen af spyttet i min mund trængte igennem. Kun følelser og tanker eksisterede. Jeg slappede helt af i kroppen et øjeblik, prøvende at lokalisere tyngdekraften og derved, hvad der var op og ned. Mine lemmer faldt ikke mod en bestemt retning, det var mere ligesom i vand - følelsen af ingen tyngde. Jeg prøvede at åbne munden - sige noget. ”Hey.” Ordet føltes så klart i min mund, jeg udtalte det, mærkede hvordan det rejste gennem min hals og ud forbi mine tænder. Men jeg kunne ikke høre det. ”Hey! Hallo? Hey!!” Jeg åbnede munden så meget som muligt og råbte af mine lungers fulde kraft - men der var intet. Ikke en eneste lyd. Panikken begyndte at gribe mig. Spørgsmålene eksploderede i mit hoved; hvor var jeg? Hvad skete der? Hvordan var jeg havnet her? Hvorfor kunne jeg ikke høre noget? Hvorfor kunne jeg ikke mærke tyngdekraften? Hvorfor kunne jeg ikke se noget? Det hele overvældede mig, og jeg krummede benene sammen til brystet og lod mine arme omfavne dem. Panisk knugede jeg mig selv. Der var intet fysisk end mit eget legeme begrænset til kun en sans. Manglen på fysisk fik mit mentale til at eksplodere. Jeg ikke alene frygtede, hvad der skete lige nu, jeg frygtede, hvad der ville ske fremover. Jeg prøvede alle mulige forklaringer på det; at jeg drømte, at jeg var bevidstløs, ja selv at jeg var død. Hvis jeg drømte, måtte jeg jo vågne på et tidspunkt. Hvis jeg var bevidstløs, måtte jeg jo komme til bevidsthed igen. Men hvis jeg var død… Tanken slog mig: Hvad hvis jeg skulle tilbringe evigheden her? Det var det værste - den værste tanke jeg overhovedet kunne få. Det her - hvad det end var - skræmte mig mere end noget andet. At forestille mig at tilbringe evigheden fanget i intetheden og mit fyldte hoved… Jeg ville hellere dø. Bogstavelig talt. Selv evighedens muligheder kørte jeg igennem i hovedet; ville jeg ældes og dø af alderdom? Ville min krop stadig reagere på sult og tørst? Ville jeg så dø af mangel på mad og vand? Ville min krop eksistere i denne form for evigt? Eller kunne der være en ende på evigheden? Spørgsmålene stoppede ikke - nogle af dem forsvandt, fordi jeg udelukkede visse scenarier, men de stoppede ikke. Der kom hele tiden flere imellem tankekaosset, der herskede i mit hoved. Langsomt begyndte jeg at skabe andre versioner af mig selv, som jeg forestillede mig svævede i intetheden sammen med mig. Der var en optimist, en pessimist, en, der var ligeglad med det hele, en deprimeret, en lalleglad osv. Ja, alle sider af mig blev formet indtil hver sin person. De svævede sammen med mig i en stor cirkel her i intetheden. De fleste nænnede ikke at vende ryggen mod cirklen og stirre ud i det uendelige intet, men der var nogle få. Pessimisten kastede regelmæssigt et blik mod det endeløse mørke, men den nysgerrige flyttede aldrig blikket derfra - vendte som den eneste hele tiden med ryggen mod os andre. Vi havde lange samtaler om alt mellem himmel og jord; hvor vi var, hvor vi kom fra, hvad der ville ske med os, om tro, om drømme, liv og død… Alt. Tid eksisterede ikke, intet havde en ende. Vi fortsatte og dog var vi aldrig startet. Uendeligheden havde overtaget os og udslettet al eksistens. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...