Winter Song | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2016
  • Opdateret: 24 dec. 2016
  • Status: Færdig
Forberedelserne til et julebryllup leder to komplet fremmede ind i hinandens arme. I en alder af 23 år bliver Adison Coopers bedsteveninde gift og i denne forbindelse træffer hun forloveren: Harry Styles. Et venskab bliver hurtigt opbygget og en vis flabethed finder sted i hver samtale mellem dem. Men Adisons fortid viser sig at få konsekvenser. De har alle odds imod dem, men finder alligevel en tryghed i hinandens selskab. Skæbnen sætter dem på prøve og det bliver en jul som aldrig før. | Vinder af den bedste fanfictionjulekalender 2016.

48Likes
45Kommentarer
10189Visninger
AA

8. "You Found Me"

 Adisons synsvinkel d. 15. december 2016 

Jeg havde prøvet at finde på mange undskyldninger for hvorfor, at Harry havde taget afsted uden at sige noget. Der måtte være en begrundelse. Måske var der et dødsfald i familien? Men så skulle Jason have været med ham. Måske skulle han bare passe sin mormors kat eller sådan noget.

Sandheden var, at jeg ikke turde se sandheden i øjnene. Han havde ikke følt noget for mig, som jeg havde følt for ham. Og hvad var det overhovedet jeg følte for ham?

Jeg sad med mobilen i hånden og vidste ikke, om jeg skulle ringe eller lade være. Mine øjne faldt over hans navn på skærmen og rystende trykkede jeg på ringe op. Inderst inde håbede jeg, at han ikke ville tage den, for jeg vidste ikke, hvad jeg ville sige til ham. Skulle jeg skælde ham ud eller bare føre en helt normal samtale?

Det var pinefuldt at høre på den bip-lyd, der var i ventetiden. 

"Hej, det er Harry," startede det hele ud og jeg fik et stik i maven. "Jeg kan desværre ikke komme til telefonen lige nu, så efterlad en besked efter den der irriterende bip-lyd, okay? Farvel, tror jeg," lød det fra telefonsvareren. Det fik mig alligevel til at smile lidt. Bare af at høre hans stemme.

Jeg hørte bip-lyden og anede ikke, hvad jeg skulle sige. "Okay.. Det er Adison. Du ved, ja mig. Okay, hvor starter jeg? Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med det her," plaprede jeg som et vandfald. Jeg kunne ikke finde hoved og hale i det, som jeg sagde. "Hvorfor forsvandt du?" spurgte jeg om, selvom jeg vidste, at jeg ikke fik et svar. "Jeg ved, at du ikke skylder mig en forklaring. Det er, hvad det er... Jeg ved ikke engang hvorfor, jeg ringer. Og nu får du en irriterende lang telefonsvarer besked," sagde jeg i en sukkende tone.

"Jeg tror vel bare, at jeg godt kunne lide dig, men jeg bliver nok nødt til at lade det forsvinde," sagde jeg ud af det blå. "Farvel, Harry," afsluttede jeg og lagde på. Jeg var ved at ryge ud af mit gode skind. Hvorfor cirkulerede hele min verdenen om en eller anden dum dreng, der ikke engang synes, at jeg var værd at sige farvel til? Det var latterligt og åndssvagt. 

Min hånd snoede sig omkring koppens varme fra Starbucks. Jeg vandrede langs fortovet og kiggede på julestemningen, der havde bredt sig i storbyen. Jeg havde taget herind i et forsøg for at glemme mine tanker. De var ved at gøre mig lettere vanvittig. Den første tår jeg tog af min kakao, brændte jeg mig på tungen. Det var håbløst.

Jeg rettede blikket op og kiggede i retningen mod en bus. ”Hampton,” mumlede jeg for mig selv, da jeg læste bussens navn op. Hurtigt fik jeg mine ben stablet i retningen af bussen og da jeg trådte ind, havde jeg ingen idé om, hvor bussen ville føre mig hen. Men forhåbentlig til en bestemt person. ”En billet til Hampton, tak,” bedte jeg om. Jeg gav ham pengene og fik billetten retur. Jeg fandt et sæde, hvor jeg satte mig ned. Hvad var der gået af mig? Jeg kunne ikke forklare det, men jeg vidste, at jeg måtte se ham.

Der gik små 3 timer, før jeg ankom til Hampton. Klokken nærmere sig godt og vel 4 tiden, og jeg havde absolut ingen plan. Jeg havde sprunget ind i bussen uden nogen plan. Jeg fulgte blot mit hjerte. Men nu snakkede realiteten til mig. Hvad skulle jeg sige? Hvor var han overhovedet? Skulle jeg fortælle, at jeg bare lige var i nabolaget og ville sige hej? Det kunne jeg umuligt gøre, når jeg havde sagt til ham, at jeg måske kunne lide ham. At jeg måske var ved at falde for ham.

Jeg steg ud af bussen udvidende om, hvad jeg skulle gøre. Jeg sukkede. Hvorfor var der aldrig nogen, der fortalte, at jeg ikke skulle følge mig hjerte? Og måske tænke mig om lidt mere?

Min krop trængte efter koffein, og derfor smuttede jeg ind på en lille men hyggelig café. Og der spottede jeg en bekendt person bag disken. Ligeså hurtigt som jeg var kommet ind i caféen, ligeså hurtigt havde jeg smuttet ud af døren. Der var han. Ham jeg havde kørt helt til Hampton for at møde og så snart jeg så ham, var jeg en lille kylling, der ikke turde gøre noget.

”Adison?” en bekendt stemme lød bag mig og samme øjeblik, vidste jeg, at det var ham. Harry. ”Hvad laver du her?”

Jeg vendte mig om og mødte hans ansigt, der smilede stort. Han virkede glad, og jeg kunne kun håbe på, at det var på grund af mig. Men måske håbede jeg lidt for meget. ”Jeg var lige i nabolaget,” sagde jeg og kunne slå mig i hovedet samme øjeblik.

”I nabolaget? Du bor 2-3 timer væk,” sagde han og jeg måtte nikke kort og sukke efterfølgende.

”Jeg ville vel bare se dig,” sagde jeg hudløst ærligt. ”Og før du svarer, bliver jeg nødt til at vide, om du har hørt nogle af de beskeder, som jeg har lagt på din telefonsvarer?” Jeg kiggede på ham med et hævet øjenbryn. Det kunne være jordens mest pinlige situation.

Han nikkede og hans blik faldt lidt til jorden. ”Omkring 40 gange,” svarede han. Jeg kiggede chokeret ham. 40 gange? Havde han lyttet til den åndsvage besked 40 gange? Det kunne ikke være værre.

”Du tog bare afsted, Harry? Ingen besked, intet. Var der overhovedet en god undskyldning for det?” spurgte jeg om og hævede mit toneleje en smule. Jeg måtte have en god forklaring fra ham.

Han trak på sine skuldre. ”Nej,” sagde han. Fuldkommen ærlig var han.

”Nej? Du havde muligheden for at finde en undskyldning, og så siger du bare nej?” spurgte jeg om. Måske hidsede jeg mig lidt op. Måske dummede jeg mig gevaldigt. ”Det var spild af tid at tage herned,” sagde jeg og vendte mig om for at løbe væk fra ham. Jeg anede ikke, hvorfor jeg løbede væk fra ham. Men jeg måtte væk.

”Adison! Kom tilbage,” råbte Harry efter mig og da jeg kiggede bagover, kunne jeg se, at han løb efter mig. ”Adison!” gentog han.

Jeg forsat med at løbe, selvom jeg ikke anede, hvor jeg løbede hen. Til sidst gav jeg op, da han halede ind på mig. ”Hvad er der?” sagde jeg forpustet, da han stod over for mig.

”Hvem har lært dig at løbe sådan?” spurgte han og kiggede på mig med et forvirret blik.

Jeg rullede med øjnene af ham. Det var slet ikke tidspunktet, hvor han skulle lave sjov. ”Du er en kegle.”

Han smilede af mig, da jeg kaldte ham en kegle. Han nikkede blot og trådte et skridt tættere på mig. Langsomt lagde han en hånd på min kind og løftede min hage en smule. I endnu en langsom bevægelse pressede han sine læber mod mine. Det var vores andet kys nogensinde. Jeg nød øjeblikket og så længe det ømme kys varede.

”Jeg kan måske også godt lide dig,” mumlede han mod mine læber. Jeg havde lyst til at rulle med øjnene af ham igen.

Jeg trak mig fra ham og pludselig slog det mig, om han ikke skulle tilbage på caféen. ”Er du egentlig ikke på arbejde? I caféen?” spurgte jeg om, og han nikkede ganske hurtigt.

”Jeg fik en til at dække for mig, da jeg så en eller anden kegle løbe ud af døren,” svarede han.

Timerne gik og klokken nærmede sig omtrent ottetiden. Vi havde ikke gjort andet end at hygge snakke og gå ture i skoven og ved en dam. Vi stod og ventede på, at min bus ankom.

”Kunne du ikke bare blive?” spurgte Harry om med et bedende blik i øjet. ”Du kunne sove hos mig?”

Jeg smilede lidt ved tanken, men måtte ryste på hovedet. ”Familietradition, vi skal julehygge. Du må gerne komme, hvis du vil?” tilbød jeg.

Han måtte trække lidt på smilebåndet. ”Arbejde,” svarede han. Skæbnen arbejdede imod os. Der var ingen chance for, at vi kunne tilbringe mere tid sammen. Og hvem anede hvornår, at vi ville se hinanden igen?

Bussen kom og vi sagde farvel til hinanden. Han stod og ventede på, at bussen kørte. Jeg åbnede vinduet fra bussen, da det var en af de ældre af slagsen, hvorr man selv kunne åbne vinduet. Praktisk.

”Hey, hvorfor kom du egentlig her?” spurgte han om.

Jeg smilede lidt til ham. ”Du sagde ikke farvel den anden dag.”

Han nikkede. ”Farvel, Adison.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...