Winter Song | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2016
  • Opdateret: 24 dec. 2016
  • Status: Færdig
Forberedelserne til et julebryllup leder to komplet fremmede ind i hinandens arme. I en alder af 23 år bliver Adison Coopers bedsteveninde gift og i denne forbindelse træffer hun forloveren: Harry Styles. Et venskab bliver hurtigt opbygget og en vis flabethed finder sted i hver samtale mellem dem. Men Adisons fortid viser sig at få konsekvenser. De har alle odds imod dem, men finder alligevel en tryghed i hinandens selskab. Skæbnen sætter dem på prøve og det bliver en jul som aldrig før. | Vinder af den bedste fanfictionjulekalender 2016.

49Likes
45Kommentarer
11758Visninger
AA

3. "Water Under the Bridge"

 Harrys synsvinkel d. 3. december 2016 

Dagen i går havde forløbet nogenlunde. Det var for det meste gentagelser, da Stacy skulle have alt perfekt. Til tider undrede det mig, at Jason kunne holde hende ud. De var fuldstændig modsætninger. Måske var det derfor, at det fungerede så perfekt for dem.

Jeg listede op af mod Stacy og Jasons værelse, hvor jeg formentlig skulle kunne finde Stacy. Med et par bank på døren og en godkendelse fra den anden side af døren til at komme ind, fik jeg åbnet døren roligt. Stacy lå begravet under dyner og puder. Hun lignede ikke bruden, der skulle forestille sig at være i sit es.

"Er du okay, Stacy?" Jeg hævede øjenbrynet forsigtigt og kunne næsten selv svare på spørgsmålet. Hun lignede langt fra en, der var okay. "Skal jeg hente Jason?"

Hun rettede sig lidt op i sengen og kiggede på mig med et alvorligt blik. "Du skal ikke hente Jason, så vil han ikke gifte sig med mig, når han ser hvordan jeg ser ud," sagde hun opgivende, men i en kommanderende tone. "Jeg har en tid klokken tolv ved syersken. Jeg skulle prøve min kjole for sidste gang for at sikre, at den passede perfekt," forklarede hun. 

"Men det kan du umuligt, når du ser sådan ud. Kan vi ikke udskyde det?" Jeg satte mig på sengekanten og kiggede på hende med et spørgende blik. Stacy var som en søster for mig. Hun havde faldet perfekt ind i vores familie. 

"Tro det eller ej, men der er også andre, der har bryllupper på denne tid af året," sagde hun i en irriteret tone og faldt sammen i sengen igen. "Find Adison og tag hende med. Vi har samme størrelse. Hun må kunne prøve den for mig." Jeg nikkede kort til hendes ordre og begav mig efterfølgende ud for at finde Adison.

"Adison?" råbte jeg lettere højt og kiggede efter hende med et håbløst blik. Huset var kæmpe stort, og hun kunne være over det hele. Men til mit held besvarede hun mig med et ja ude fra køkkenet af. "Der var du," sagde jeg med et lille smil. "Stacy vil have dig ned og prøve hendes kjole her om en lille time. Du har samme størrelse som hende, så du er næsten den eneste, der kan gøre det for hende."

Hun kiggede på mig med et målløst blik og vidste ikke, hvad hun skulle svare. "Er du sikker? Det er Stacys kjole. Er det ikke forkert at gøre det?" Hun hævede øjenbrynet i et øjeblik og overanalyserede hele situationen. Det var for pokker blot en kjole.

"Stacy er syg. Du får hende ikke ud af sengen i dag. Gør det for din bedste veninde. Vi kører om et kvarter," beordrede jeg og forsvandt ud af køkkenet igen.

"Er du kommet i den?" spurgte jeg om, da jeg sad og ventede utålmodigt på Adison. Vi var ved syersken, hvor hun skulle prøve Stacys kjole. Men det tog åbenbart mere end 3 minutter at komme i sådan en kjole.

"Slap af, Styles. Der er sådan tusinde knapper bagpå," svarede hun tilbage i en flabet tone. Jeg småsmilede for mig selv og rystede lidt på hovedet. For at fordrive min ventetid kastede jeg blikket over mod en skål med pebernødder, som jeg tog et par stykker af. Hvem elskede ikke gratis mad?

Jeg vendte mig om, da jeg hørte gardinet fra prøverummet blev trukket fra og ud trådte Adison i den smukkeste kjole, jeg nogensinde havde set. Også en af de første brudekjoler jeg nogensinde havde set, men det var ikke pointen. Jeg stod helt mundlam og vidste ikke, hvad jeg skulle sige.

"Ser jeg så forfærdelig ud i den?" Adison hævede øjenbrynet og stillede sig foran spejlet, så hun kunne se sig selv. Jeg bemærkede, at der var noget, der ændrede sig i hendes blik. En slags tristhed kunne ses i hendes øjne.

"Den er vidunderlig," sagde jeg med et smil. Jeg stillede mig ved siden af hende i spejlet og kunne ikke tage øjnene fra hende. Den var som syet til hende, selvom det var Stacys kjole. Nu var de også samme størrelse, så det spillede sikkert en rolle. 

Adison satte et smil på sine læber. "Selvfølgelig. Stacy har også valgt den," sagde hun prøvende og forsøgte at skjule den tristhed, jeg havde set i hendes øjne. "Men nu har vi set, at den passer, så behøver vi vel ikke at gøre mere?" spurgte Adison om til syersken, der blot nikkede godkendende til hende.

Da Adison havde fået kjolen af og sit eget tøj tilbage på, forlod vi butikken med kjolen i hånden. Vi gik i retningen af bilen, hvor vi fik smidt kjolen lagt ind på bagsædet.

"Harry, se!" Adison pegede i en retning af et lille julemarked, hvor der blev solgt bolcher, vafler og meget mere. "Kom," sagde hun beordrende. Jeg rystede på hovedet af hende. "Stol på mig. Det bliver sjovt," sagde hun og prøvede at være overbevisende.

"Jeg kender dig ikke engang, og du beder mig om at stole på dig?" Jeg hævede mit øjenbryn, som jeg havde set hende gøre tidligere.

Hun rullede med øjnene af mig. "Men ser jeg ikke troværdig ud?" Hun smilede en smule og brugte sine øjne til at overbevise mig. Men da hun begyndte at fornemme, at jeg ikke kunne overtales, gik hun over til mig og hev mig med i retningen af julemarkedet.

"Pas på jakken," sagde jeg advarende, da hun hev i min arm.

"Tag dig sammen," fik jeg smidt i hovedet, hvilket fik mig til at smile. Til sidst gik jeg frivilligt med.

Vi nåede frem til boden, og Adisons øjne lyste op som små julelys. "Hvad vil du have?" spurgte jeg om og kiggede på de mange ting i boden. Maden duftede guddommeligt. Der var bare noget specielt over julemad.

"En vaffel og det får du også. Det her er byens bedste," sagde hun overbevisende, og jeg måtte overgive mig.

Med en vaffel i hånden var vi på vej hjemad i bilen. "Adison, tag lige rattet. Jeg er ved at spilde sukker og det hele med den her vaffel," sagde jeg og slap ligeså stille rattet.

Vi kørte heldigvis ude på en øde vej, men alligevel panikkede Adison en smule. "Jeg kan ikke holde rattet. Den person der kører, skal holde rattet. Det lærer man i køreskolen. Det er det første, man lærer," sagde hun og forsøgte at holde rattet.

"Jeg var der ikke den dag," sagde jeg med et glimt i øjet. Jeg prøvede at få styr på situationen med vaflen, men det gik ikke fremragende.

"Okay, du tager det her rat tilbage og når du gør det, så dræber jeg dig. Jeg vil bare lige lade dig vide det," annoncerede hun og kæmpede fortsat med at holde rattet.

Jeg spiste videre af min vaffel. "Det sætter jeg pris på, at du siger," sagde jeg i en ironisk tone.

"Harry!" udbrød Adison.

"Ih guder, Adison. Jeg har rattet nu," sagde jeg og proppede det sidste af min vaffel ind i munden. Jeg tyggede af munden og kiggede over mod hende med et lille smil. "Hold da op, du er blevet bleg. Er du okay?" Jeg kunne ikke undgå at grine lidt.

"Død, Harry. Og det bliver smertefuldt," advarede hun mig om.

Jeg rystede på hovedet. "Du dræber mig ikke. Tænk hvor kedeligt dit liv ville være uden mig," sagde jeg stilfuldt.

"Jeg har først lige mødt dig," sagde hun og rynkede på øjenbrynene.

Jeg trak kort på skulderne. "Og har vi det ikke allerede sjovt?"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...