Winter Song | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2016
  • Opdateret: 24 dec. 2016
  • Status: Færdig
Forberedelserne til et julebryllup leder to komplet fremmede ind i hinandens arme. I en alder af 23 år bliver Adison Coopers bedsteveninde gift og i denne forbindelse træffer hun forloveren: Harry Styles. Et venskab bliver hurtigt opbygget og en vis flabethed finder sted i hver samtale mellem dem. Men Adisons fortid viser sig at få konsekvenser. De har alle odds imod dem, men finder alligevel en tryghed i hinandens selskab. Skæbnen sætter dem på prøve og det bliver en jul som aldrig før. | Vinder af den bedste fanfictionjulekalender 2016.

48Likes
45Kommentarer
10177Visninger
AA

13. "The Story of Us"

 Harrys synsvinkel d. 24. december 2016 

Julen handler om at være taknemmelig for det, som man har. Eller det gør Thanksgiving dybest set, men for mig så er julen ligeså meget om det. Og jeg havde en hel liste over ting at være taknemmelig for. En af de ting, som jeg var taknemmelig for, bankede nemlig på døren i samme øjeblik, som jeg stod og filosoferede i.

Jeg åbnede døren til mine forældres hus og mine øjne landede på Adisons store smil. ”Mistelten. Snedigt af dig, kegle,” sagde hun med en sarkastisk undertone. Hun henvendte sig selvfølgelig til misteltenen, som jeg havde hængt op, før hun kom. Den mistelten som jeg også havde tage taget ned, da min tante Veronica havde dukket op.

Som traditionen tro stillede Adison sig op og placerede et kys på min mund, der for mit vedkommende ikke varede længe nok. ”Hej,” sagde jeg til hende, da hun trak sig fra mig. Det ville da være flabet ikke at byde velkommen. ”Kom. Vi skal ind og lave mad,” sagde jeg og trak hende i armen, men hun kæmpede lettere imod mig.

”Lave mad? Wow, wow. Jeg kom ikke herover for at lave mad,” protesterede hun. ”Hvis jeg træder ind i det køkken, så er der højst sandsynlig ild om små 2 minutter. Og så skal du ikke brokke dig over, at du ikke har noget sted at lave mad i længere.”

Jeg grinede kort af hendes protester. ”Adison, hvem sagde overhovedet, at du får lov til at røre maden?” spurgte jeg om med en flabet undertone. ”Du skal bare sidde og kigge på, ikke mere.”

Hun overgav sig endelig, og jeg fik trukket hende ind i køkkenet. ”Så… hvor er din familie?” spurgte hun om, og jeg kunne ane en nervøsitet gemt i hendes stemme.

”Er du bange for at møde dem?” spurgte jeg om og hun rystede hurtigt på hovedet. ”Men de var her tidligere. De er ude og købe brændte mandler. De kommer igen om ikke så længe,” informerede jeg hende om. Hun nikkede ganske kort og hoppede op på køkkenbordet.

"For resten, jeg har nogle til dig," annoncerede jeg med det samme. Jeg fandt en meget misformet pakke frem til hende, som hun kiggede undrende på. "Hey, det er tanken, der tæller. Husk det," sagde jeg med et lille grin. Hun kiggede virkelig undrende på pakken, men foldede papiret af med et lille smil.

Da hun endelig så, hvad det var, rullede hun med øjnene og sukkede tungt. "Du har ikke købt en kegle til mig, din... åhr!" sagde hun frustreret og hun fandt åbenbart situationen en anelse fjollet og latterlig. Jeg gjorde ikke andet end at grine.

"Indrøm det, Adison. Du synes, det var sjovt," sagde jeg med et smil på læben. Jeg kiggede på hende og anede et ganske lille smil. "Du synes, det var sjovt," gentog jeg mig, da jeg vidste, at jeg havde ret. Hun placerede den orange kegle på mit hoved med smil på læben.

"To kegle sammen. Hmm, du burde næsten overveje at gifte dig med den kegle," sagde hun med et drømmende blik. Hun nød sikkert synet af mig med en kegle på hovedet.

Jeg trak lidt på skuldrene. "Nah, jeg har nu en anden i sigtekornet. Jeg lænede mig frem for at kysse hende og hun tog glædeligt imod det. Hendes fingre bevægede sig langsomt omkring min nakke, men det hele blev ødelagt, da keglen på mit hoved faldt til jorden og gav os begge et chok.

"Pokkers kegle," sagde Adison i mere mumlende tone. "Jeg har også en gave til dig." Hun fandt en pakke frem, der ikke var særlig stor - og slet ikke så misformet, som min kegle til hende havde været. Hendes øjne var låst fast på mig, da jeg pakkede gaven op. Jeg brød ud i et stort smil, da jeg så, at hun havde købt et ur til mig. "Du manglede jo et. Og jeg tænkte, at kaffedrengen hellere må have et ur, så han kan tjekke, hvornår kaffen er færdig," sagde hun i en drillende tone.

Jeg smilede stort og tog det på. "Det passer perfekt," sagde jeg i en overraskende tone. "Jason hjalp dig, gjorde han ikke?" spurgte jeg om med en lille nysgerrighed, men hun rystede kort på hovedet. Jeg nikkede ganske anerkendende til det. "Jeg har faktisk også noget til dig, som ikke er en kegle," informerede jeg hende om og fandt en lille æske frem. 

Hun tog æsken i hendes hænder og smilede allerede. Hun åbnede æsken og fandt en guld halskæde, hvor der var indgraveret et H i vedhænget, der bestod af en lille cirkel.

"H for Harry," sagde hun i en stille tone. Jeg tillod mig at give hende den på, så hun hoppede ned fra bordet, så jeg kunne give hende den på. Jeg fjernede håret fra hendes nakke og fumlede lidt med kæden. Til sidst fik jeg dog givet hende den på. "Tak," mumlede hun efterfølgende og vendte sig om.

"Altid," sagde jeg med et smil på læben.

Hun smilede som refleks tilbage. "Hør. Jeg har ikke så mange personer i mit liv, jeg kan regne med. Jeg har min familie, Stacy og... dig. I det mindste tror jeg, at jeg har dig-"

"Det har du," afbrød jeg hende hurtigt. "Jeg er her."

Eftermiddagen var røget afsted. Adison havde mødt min familie og de havde alle taget godt imod hende. Desværre måtte vi tage afsked nu, da Adison selv skulle hjem til sin familie, hvilket selvfølgelig var passende nok på juleaften. 

"Så hvornår ser vi hinanden igen?" spurgte jeg om, da vi stod ude foran hoveddøren. Det sneede en smule og det passede perfekt til julen.

"Før du ved af det. Jeg skal jo med dig til New York," sagde hun med et stort smil på læben. "For resten. Hvis jeg nu kalder dig en kaffemaskine hele året rundt, får jeg så en kaffemaskine til jul næste år?" spurgte hun om med en drillende tone.

Jeg rullede med øjnene af hende. "Sikker på, at jeg ikke skal køre dig?" sagde jeg og placerede et kys på hendes forhoved. 

"Sludder, du sidder med din familie og hygger. Jeg har små 15 minutter hjem. Hvem skulle have troet, at vi boede så tæt på hinanden? Eller vores forældre i hvert fald," sagde hun med et lille smil og jeg måtte nikke, at sandsynlighederne var vanvittig skøre.

"Jeg elsker dig," sagde jeg tilbage hende og lænede mig frem for at kysse hende. Hun gengældte det ganske blidt.

"Jeg elsker også dig," svarede hun. Vi sagde farvel og tog afsked. 

Hun vendte sig om for at gå hjemad, og efter hende råbte jeg: "Gå forsigtigt!"

Endnu engang vendte hun sig om og selvom vi stod på afstand, vidste jeg, at hun rullede med øjnene af mig. "Som om jeg ikke kan gå forsigtigt hjem, kegle," sagde hun i en flabet tone og gik videre i en hastigt tempo. Jeg vidste, det ville ende galt, da der var en is-glat derude. Og få sekunder efter hørte jeg såmænd et lille bump og et skrig fra Adison. "Din kegle!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...