Winter Song | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2016
  • Opdateret: 24 dec. 2016
  • Status: Færdig
Forberedelserne til et julebryllup leder to komplet fremmede ind i hinandens arme. I en alder af 23 år bliver Adison Coopers bedsteveninde gift og i denne forbindelse træffer hun forloveren: Harry Styles. Et venskab bliver hurtigt opbygget og en vis flabethed finder sted i hver samtale mellem dem. Men Adisons fortid viser sig at få konsekvenser. De har alle odds imod dem, men finder alligevel en tryghed i hinandens selskab. Skæbnen sætter dem på prøve og det bliver en jul som aldrig før. | Vinder af den bedste fanfictionjulekalender 2016.

48Likes
45Kommentarer
10179Visninger
AA

2. "Strangers Passing in the Night"

 Adisons synsvinkel d. 1. december 2016 

Når ens omgangskreds bliver gift og venter børn, kan man ikke undlade at reflektere tilbage på sit eget liv. Og i en alder af 23 år havde jeg ikke opnået vitterlig meget. Jeg ventede hverken et skrigende barn, eller havde en flot diamantring siddende om fingeren.

Og her sad jeg plantet ved et bord, hvor folk blev ved med at spørge, om jeg var blevet forlovet igen. Omtrent 5 gange måtte jeg ryste på hovedet og skuffe dem med nyheden, at jeg stadig var single og endnu ikke havde slået mig ned. Folk havde åbenbart travlt i vores by med at blive gift og få børn. 

"Adi!" hviskede Stacy ivrigt efter mig. "Kan du bedst lide vaniljekagen eller chokoladekagen?" Hun forventede et hurtigt svar, og jeg forhastede mig ud i et halvhjertet svar.

"Chokoladekagen," svarede jeg. "Den er hamrende god."

Stacy pressede sine læber sammen og virkede ikke helt tilfreds med mit svar. "Men hvad er chancen for, at alle kan lide chokoladekage? Jeg mener, der findes jo folk, der ikke kan."

"Hvorfor bestiller du så ikke bare to slags kager?" spurgte jeg om og jeg vidste inderligt ikke, om jeg havde stillet et dumt spørgsmål. Kunne man godt have to bryllupskager? Men alt var muligt, når man hed Stacy Collins. Sådan havde det altid været. Brylluppet skulle være perfekt - koste hvad det ville. Der skulle ikke være en eneste finger af sætte på noget som gæst. Det var også derfor, at brudepiger, svende og den nærmeste familie var samlet sammen 10 dage før brylluppet, så selv den mindste detalje kunne komme på plads.

"Du er genial, Adi! Hvorfor nøjes med én, når man kan have to?" Stacy grinede sit lettere arrogante grin, og man ville sikkert hade hende, hvis man ikke kendte hende personligt. Vi havde været venner siden sandkassen og havde altid snakket om det store og perfekte bryllup. Men vi havde gættet på, at det var mig, der skulle gå ned langs kirkegulvet først. Alt havde været på plads for et år siden og samme øjeblik havde alt smuldret mellem hænderne på mig. 

"Okay, om ikke så længe foregår vinsmagningen, så vi også kan få det på plads," annoncerede Stacy til gæsterne ved bordet.

Efter et par vinglas og smag på andre drikkevarer, trængte jeg til en god mængde luft og derfor stod jeg placeret ude på verandaen i nattens mørke og kulde. Det eneste, der lyste verandaen op, var lyset indefra dagligstuen og et par lanterner. Hele Stacys bryllup bragte væmmelige minder frem. For næsten et år siden stod jeg i hendes situation. Klar til at blive gift og leve sammen med, hvad jeg troede var, min anden halvdel. 

"Er du faret vild, eller studerer du bare nattens stjerner?" En ukendt stemme bagfra mig, fik mig af forskrækkelse til at gipse. Jeg vendte mig om og blev mødt af et ansigt, jeg fandt kun en anelse bekendt. "Det var ikke min mening at skræmme dig, beklager," sagde han med sin dybe stemme.

"Du kunne stå ansigt til ansigt med mig og du ville stadig kunne give mig et chok," røg det ud af mig. Jeg spekulerede hurtigt over, hvad jeg egentlig havde sagt og fortrød straks ordene. "Ikke fordi du ser skræmmende ud, men fordi... ja," jeg opgav med et lettere suk af forklare, hvad jeg egentlig mente. Jeg ville næppe selv forstå det.

Han grinede lidt og stillede sig op ved siden af med mig med fronten til haven. "Du er Adison, ikke?" spurgte han om, og jeg nikkede ganske kort, men blev også en anelse pinlig berørt over, at jeg ikke kendte hans navn.

"Jeg ved, du er gommens forlover, men navnet har jeg glemt. Vil du minde mig om det?" Jeg kiggede over mod ham og mødte hans grønne øjne for første gang. Jeg var næsten sikker på, at jeg rødmede, så jeg drejede hurtigt øjnene udover haven igen.

"Harry," præsenterede han sig. Og jeg nikkede ganske kort til det. "Du besvarede ikke mit spørgsmål tidligere."

Jeg rynkede kort med brynene og samlede mod til at kigge mod ham igen. "Hvilket?"

"Er du faret vild, eller studerer du nattens stjerner?" spurgte han mig om, og det måtte være anden gang, at han spurgte. Jeg lod spørgsmålet hænge lidt i luften før, jeg besvarede det. 

"Ærligt? Jeg havde brug for noget luft. Det hele bringer minder frem. Nogle jeg har prøvet at glemme," besvarede jeg og stolede samtidig blindt på ham. "Ikke at jeg ikke er glad for Stacy, men det er svært samtidig at være her." Han kiggede på mig med et uforstående blik, og jeg vidste, at jeg var nødt til at forklare mig ud af denne her. "Jeg var forlovet, klar til at blive gift. Men fandt ham utro to dage før brylluppet. Det hele blev aflyst."

Harrys blik virkede overvældet og formentlig havde han ikke set den komme. Han tyggede lidt på det, jeg havde sagt. "Det beklager jeg. Men hvis du skulle se det fra en lys side, så giftede du dig heldigvis ikke med svinet. Hvis jeg må kalde ham det," sagde han med en bitter underklang. 

Jeg undslap et grin, for han var den første person, der nogensinde havde set sådan på situationen. Alle andre havde været tavse eller givet mig et kram og sagt, at det hele nok skulle gå. Mit grin blev gengældt af hans, og vores øjne mødte hinanden i et blink. Han havde et af de specielle smil, som man ikke mødte mange gange i livet. Der var noget specielt over det.

Vi stod i nogle minutter og kiggede ud over haven, der var lyst op af lyskæder hist og pist. 

"Jeg siger tak for grinet, men jeg tror, det er på tide, at jeg smutter i seng. Der er trods alt en stor dag i vente i morgen," sagde jeg med et prøvende smil. "Godnat, Harry." Jeg vendte mig om og fandt vejen hen til døren igen.

"Godnat, Adison," svarede han mig og sendte et smil i min retning. 

Jeg lukkede mig selv indenfor igen og blev straks mødt af Stacy. "Der var du!" udbrød du. "Hvad har du lavet ude på verandaen?" Hun kiggede ud gennem glasdøren og så Harrys skikkelse. Hun vendte øjnene mod mig med et lumsk blik. "Adison Cooper!"

"Shh, Stacy," tyssede jeg på hende. "Du vækker folk op!"

"Rolig, de har fået nok at drikke. De sover som sten. Men ligger du an på Harry? Jasons bror?" spurgte Stacy i en ivrig stemme, men stadig med det samme gamle smil på læberne, der antydede en ironi og glæde.

Jeg rystede på hovedet af hende. "Vi faldt bare i snak, Stacy. Og jeg vidste ikke, det var Jasons bror," besvarede jeg og forsvarede mig samtidig. 

Hun kiggede på mig og vidste ikke, om hun skulle stole på mig eller ej. "En dag, Adi, så vil du møde en ny person, okay? Og du vil forelske dig fuldstændig," sagde hun og skiftede emneskift på ingen tid. "Jeg ved, en del af dig savner det her sted. De her mennesker, vores venner. Jeg ved godt, at det er svært at være tilbage, men jeg har virkelig brug for dig, Adison. Virkelig."

"Jeg er her nu, Stacy," sagde jeg med et lille smil og omfavnede hende i et længe ventet kram. "Jeg er her."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...