Winter Song | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2016
  • Opdateret: 24 dec. 2016
  • Status: Færdig
Forberedelserne til et julebryllup leder to komplet fremmede ind i hinandens arme. I en alder af 23 år bliver Adison Coopers bedsteveninde gift og i denne forbindelse træffer hun forloveren: Harry Styles. Et venskab bliver hurtigt opbygget og en vis flabethed finder sted i hver samtale mellem dem. Men Adisons fortid viser sig at få konsekvenser. De har alle odds imod dem, men finder alligevel en tryghed i hinandens selskab. Skæbnen sætter dem på prøve og det bliver en jul som aldrig før. | Vinder af den bedste fanfictionjulekalender 2016.

48Likes
45Kommentarer
10189Visninger
AA

6. "Once In a Lifetime"

 Adisons synsvinkel d. 10. december 2016 

Det havde været en uge under pres, hvor Stacy havde gjort livet til et levende helvende for os fleste. Men som vi stod her i spisesalen, hvor alle bordene var dækket op til brylluppet, så var det dét hele var. Det var guddommeligt smukt. Der var kun nogle få minutter, før vi skulle køre til kirken. Brudepigerne var samlet sammen med Stacy, og Jason var samlet sammen med hans brudesvende.

Stacy kom gående ind i salen iført hendes brudekjole. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Hun var ufattelig smuk og kjolen klædte hende til det sidste.

"Er du klar? Klar til at gøre drømmen fra sandkassen til virkelighed?" Jeg kiggede mod hende med et stort smil, og Stacy var næsten rørt til tåre. 

"Jeg skal giftes," sagde hun med et stort smil og undslap en lille gråd. Hun gik nærmere mod mig, og jeg slog armene omkring hende. "Det er denne her dag, jeg drømt om, siden jeg var et lille barn!" grinede hun lidt i mine arme. Hun trak sig lidt ud af krammet, så hun kunne se mit ansigt ordentligt. Selv jeg var rørt lidt til tåre. "Tak, Adison. Jeg ved det ikke har været let for dig, når Dean kom brasende. Men tak fordi du har håndteret det så godt. Jeg ved, du har gjort det for min skyld og det kan jeg ikke takke dig nok for."

Jeg kiggede på hende med et kæmpe smil. "Der er ikke dét, som jeg ikke ville gøre for dig." Vi krammede hinanden endnu engang. "Kom, lad os få dig gift," sagde jeg med et enormt smil og tog hende i hånden.

En biltur senere ringende kirkeklokkerne over os. Brudepigerne og brudesvendene var klar til at gå ind i kirken. Jeg stod placeret ved siden af Harry med min arm i hans. Han sendte mig et lille smil for at berolige mig, for han vidste udmærket, at jeg var nervøs.

Dørene gik op til kirken, og vi begyndte at gå i takt til musikken fra klaveret. Alle øjne var imod os, men jeg formåede heldigvis at bevare kontrollen over mig selv. Jeg skulle nødigvis falde.

Vi kom op til alteret hvor Jason stod, og Harry og jeg skiltes fra hinanden der. Jeg gik over, hvor jeg skulle stå øverst på en trappe. 

Stacy kom gående ind i kirken med hendes far. Alle øjne var nu rettet imod hende, og hun smilede stort. 

Da alle de fantastisk ord var blevet sagt fra præsten, var det blevet tid til, at de skulle sige ja til hinanden. Jeg havde svært ved at holde mig selv sammen. Det hele var så smukt. Jason havde allerede sagt ja, nu manglede Stacy blot.

"Stacy Melanie Jackson," startede præsten ud. "Tager du Jason som din ægtemand til døden, jer skiller?"

Hun nikkede først, men hvorefter hun højlydt sagde: "Ja!"

Præsten nikkede godkendene til, at de nu måtte kysse hinanden. Jeg smilede stort, da deres læber ramte hinanden, og hvorefter kirken brød ud i en klapsalve. Min bedsteveninde var hermed gift.

"Harry," sagde jeg lettere desperat og trak i hans ærme. Han kiggede forbavset på mig og vidste ikke, om han havde gjort noget forkert. "Du bliver nødt til at hjælpe jeg," sagde jeg med et dybt alvorligt blik. Harry kneb dog blot sine øjne sammen og forstod ikke situationen. 

"Hvad er der?" sagde han uskyldigt. 

Jeg sukkede. "Hvis du overhovedet kan lide mig, så hjælper du mig nu."

Han hævede sit øjenbryn ganske kort. "Hvad får dig til at tro, at jeg kan lide dig?"

Et kort øjeblik blev jeg forvirret, da han sendte mig et dybt alvorligt blik. "Jeg mener ikke, at du kan lide mig som sådan, vel.. Jeg mener lide som ven. Ikke mere," forsvarede jeg mig selv. 

Han brød ud i et lille grin. "Jeg laver sjov med dig, Adison," sagde han med et lille smil på læben. Jeg rullede irriteret med øjnene af ham. Selvfølgelig skulle han lave sjov med mig, når jeg var en smule stresset. "Men hvad ville du?"

"Normalt spørger en dreng om det her, men siden du ikke har gjort det, så vil jeg spørge dig... Vil du danse med mig?" spurgte jeg om med en stor usikkerhed. Harrys ansigtsudtryk ændrede sig lidt. Der var en anelse glæde, men det var alligevel ret så forvirret. "Dean leder efter mig og han kan ikke snakke med mig, hvis jeg danser med dig," forklarede jeg.

"Så du vil bruge mig som undskyldning?" Han hævede sit øjenbryn væk og den der glæde, der var før, var væk fra hans ansigt,

Et suk forlod mine læber. "Nej," sagde jeg lavt. "Jeg bruger Dean som en undskyldning for at danse med dig."

Harry rullede med øjnene af mig og troede ikke et sekund på mig. "Jeg skal nok hjælpe dig. Kom, Adison." Han tog min hånd og trak mig med ud på dansegulvet. Hans hånd gled om ryggen på mig og hans anden hånd var flettet ind med min. Min frie hånd lagde jeg på hans skulder. Det var første gang, at jeg kiggede ordentlig ind i hans grønne øjne.

"Er det nu, hvor du siger, at du har elsket mig lige siden du så mig første gang?" Han kiggede på mig med et temmelig seriøst blik, og jeg blev mere nervøs. I forsøg på at skjule min nervøsitet, grinede jeg blot og rullede med øjnene af ham.

"Du har høje tanker om dig selv, Styles," sagde jeg med et smil på læben. Vi gjorde vores bedste forsøg på rent faktisk at danse rundt sammen i takt til musikken, men ingen af os var professionelle dansere. 

Han smilede kort til mig og vedligeholdt øjenkontakten imellem os. "Så, hvordan gik det med dig og Dean i går? Er I tilbage sammen?" sagde han med en lidt henkastet tone.

"Jeg smed ham ud efter 5 minutter, og han tog isen med sig," sagde jeg og lod det virke som om, at det var et ligegyldigt emne. "Du troede vel ikke, at vi kom tilbage sammen? Gjorde du?" Jeg kiggede på ham med et spørgende blik.

Han rystede kort på hovedet. "Jeg tvivlede ikke et sekund på dig."

Et smil poppede frem på mine læber ved hans svar. "Godt," svarede jeg hurtigt tilbage.

Stilheden varede imellem os i et par sekunder, før Harry selvfølgelig afbrød den. Men samtidig var der noget, der ændrede sig i hans udtryk.

"Jeg bliver nødt til at gå, Adison," sagde han hurtigt og forlod mig alene på dansegulvet. Jeg kiggede forvirret efter ham, da han løb ud af spisesalen. Med mine højhælede sko var det ikke Bolt tempo, som jeg kom op i, da jeg forsøgte at løbe efter ham.

Jeg nåede ud af spisesalen og så Harrys skikkelse smutte ud af døren. Langsomt kom jeg ned til døren, men det var håbløst at løbe efter ham i kulden. Til sidst så jeg hans skikkelse stoppe længere nede af vejen. Jeg ville til at gå ud til ham, men en anden person kom i tanker om det, før jeg gjorde. En person der var 2 meter og træls og hed Dean. Han nærmede sig bag fra Harry af og fra mit synspunkt lignede det, at de diskuterede og ligefrem råbte af hinanden.

Dean slog ud efter Harry og ramte ham i ansigtet. Jeg fik et stik i maven, da Harry ramte ned mod jorden. Med mine lettere slappe arme fik jeg skubbet døren op og begyndte så småt at løbe ned mod Harry. 

"Hey, er du okay?" spurgte jeg endelig om, da jeg kom ned til ham. Han fik stablet sig selv på benene og kløede sig selv i nakken. Han havde fået et ordentlig slag ved hans kindben. "Hvad skete der?"

"En svane," begyndte han. Jeg rynkede øjenbrynene sammen. "En svane angreb mig, okay? Er du glad nu? Jeg gik stille og roligt, og denne her svane kommer ud af det blå og angriber mig," forklarede han og levede sig meget ind i det.

Jeg nikkede kort. "Og denne her svane vil tilfældigvis ikke hedde Dean, ville den?"

Harry sukkede kort. "Jeg spurgte ikke efter hans navn, men ligheden er okay stor," sagde han. Han kiggede på mig med et lettere træt blik. "Du så det, gjorde du ikke?"

Jeg nikkede til hans spørgsmål. "Men hvorfor ville Dean slå dig? Han kender dig knap nok."

"På grund af dig," besvarede han. Jeg kiggede på ham med et forvirret blik og rystede på hovedet. Før jeg kunne nå at sige noget, så kom Harry i forkøbet. "Han tror, at der foregår noget i mellem os. Og han er jaloux."

Mit blik faldt til jorden. "Men der foregår jo ikke noget i mellem os?" sagde jeg med en bestemt stemme. Harry kiggede på mig igen, men denne gang med et mere såret blik. "Stop med at kigge på mig sådan," anklagede jeg.

Harry pressede sine øjenbryn sammen i forvirring. "Hvad?"

"Bare lad vær," sagde jeg bestemt. Harry nikkede kort, men han var ikke sikker på, hvad han havde sagt ja til. "Kom. Hvis du følger med, får du at vide, hvorfor du skal lade være med at kigge sådan på mig," sagde jeg i en drillende tone og begyndte at gå indenfor igen.

"Jeg er en heldig mand," sagde han og pludselig var vi tilbage ved vores gamle forhold. Vi var tilbage til det flabede forhold mod hinanden. Det jeg elskede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...