Winter Song | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2016
  • Opdateret: 24 dec. 2016
  • Status: Færdig
Forberedelserne til et julebryllup leder to komplet fremmede ind i hinandens arme. I en alder af 23 år bliver Adison Coopers bedsteveninde gift og i denne forbindelse træffer hun forloveren: Harry Styles. Et venskab bliver hurtigt opbygget og en vis flabethed finder sted i hver samtale mellem dem. Men Adisons fortid viser sig at få konsekvenser. De har alle odds imod dem, men finder alligevel en tryghed i hinandens selskab. Skæbnen sætter dem på prøve og det bliver en jul som aldrig før. | Vinder af den bedste fanfictionjulekalender 2016.

47Likes
45Kommentarer
10141Visninger
AA

9. "Love Like Fools"

 Harrys synsvinkel d. 16. december 2016 

Som en overraskelse var jeg på vej til Adison for at deltage i hendes families julehygge. Jeg kunne ikke modstå at se hende igen og da jeg havde taget fri fra arbejde, kunne jeg vel og mærke bruge godt og vel 2-3 timer i en bil for at se den pige, der havde kaldt mig kegle alt for mange gange.

Jeg steg ud af bilen og mærkede et sus i maven. Jeg var nervøs. Hendes familie var alle sammen ventende derinde. Og de anede ikke, hvem jeg var. Jeg kom blot brasende. Jason og Stacy var dog til stede og de vidste udmærket, at jeg kom - men som en del af overraskelsen, skulle de selvfølgelig ikke fortælle noget til Adison.

"Dean, hvad regner du med?" hørte jeg Adisons stemme sige fra et rum, da jeg ankom inde i gangen. Jeg hørte noget støj ude fra køkkenet, hvor jeg formodede alle de andre var. Men jeg var nysgerrig efter at høre mere af Adisons stemme. 

Jeg hørte et tungt suk inde fra kontoret af, hvor jeg hurtigt så Deans og Adisons skygge. Jeg rystede på hovedet. Hvorfor talte de overhovedet sammen?

"Jeg ved godt, at du ikke kunne regne med mig før, Adison, men det kan du nu. Jeg har ændret mig, okay? Du kender mig godt nok til at vide det," hørte jeg Deans stemme sige. Jeg krydsede mine fingre for, at Adison ikke lyttede til ham.

"Du var mig utro, Dean. Det ændrer sig ikke. Du tog væk og sagde ikke farvel til mig," forklarede hun til ham. 

Jeg var alt for nysgerrig til at gå væk fra samtalen. Derfor blev jeg stående og lyttede efter mere. "Du ville ikke tale med mig, Adison!" svarede Dean i en hård tone tilbage. "Men nu er jeg her, Adison. Jeg elsker dig. Behøver jeg sige mere?" Der blev en stille stund efter, at Dean havde annonceret, at han stadig elskede Adison. "Vil du gifte dig med mig?" hørte jeg ham sige, og jeg var ved at blive kvalt, da jeg hørte ordene.

"Du var væk i et år, og nu kommer du og siger, at du elsker mig?" svarede Adison i et lavere toneleje. "Jeg bliver nødt til at tænke over det her, Dean," svarede hun. Hun svarede ikke nej til ham. Hun svarede ikke nej til, om hun ville gifte sig med ham. Det var som at få en kniv i ryggen.

"Jeg har brug for noget luft," sagde Adison og forlod kontoret. Og det var på det tidspunkt, at hun så mig og det gik op for hende, at jeg havde hørt størstedelen af samtalen. "Harry," sagde hun chokeret.

"Spar mig," svarede jeg og forsvandt ud i gangen igen, hvor jeg åbnede døren og stormede udenfor igen. Adison var lige i hælene på mig. Jeg vendte mig om og sendte hende et skuffet blik. "Hvad er jeg for dig? Er jeg bare en ven, du skulle lege rundt med, fordi du stadig var såret over Dean?" spurgte jeg om med et højere toneleje.

Hun sukkede og rystede på hovedet. Hun havde tårer i øjnene. "Nej, Harry. Selvfølgelig er du ikke det," forsøgte hun, men hun vidste selv, at det ikke var en god undskyldning. Jeg havde overhørt deres samtale og det havde skåret mig i hjertet.

"Hvorfor sagde du så ikke nej til ham?" spurgte jeg om og kiggede på hende med et afventende blik. 

"Fordi der stadig er en del af mig, der ønsker mit gamle liv, okay? Jeg var bange, Harry. Bange for hvad jeg føler for dig. Bange for, at du vil lave de samme fejl, som Dean lavede mod mig," sagde hun og denne gang rynkede jeg mine øjenbryn sammen i forvirring. "Ja, jeg ved godt, at det ikke giver mening at gå tilbage til Dean, men det er dét alle forventer. Min mor, min far... De alle regner med, at det bliver Dean og Adison igen."

Jeg kiggede på hende og forstod mere og mere af hendes liv. "Hvad med dig?" spurgte jeg. "Hvad vil du?" Hun virkede som en lille pige, der ikke vidste, hvad hun ville have. 

"Jeg ved det ikke, Harry, okay?" sagde hun håbløst og trak på sine skuldre.

"Tag med mig, Adison," foreslog jeg ud af det blå. "Du skal ikke sige nej, fordi du vil have mig til at forsvinde eller til at stoppe med at snakke. Sig kun nej, hvis du virkelig ikke vil have mig,"

"Nej-" afbrød hun mig hurtigt. 

Jeg kiggede forvirret på mig. "Du ved, at vi skal være sammen, Adison. Jeg vidste det fra første gang jeg så dig. Ja, det var 16 dage siden, jeg først så dig, men det har været 16 fantastiske dage," sagde jeg med et håb om, at hun ændrede sin mening.

Hun kiggede på mig, og jeg anede et lille smil. "Jeg sagde nej til at tage med dig, fordi jeg hellere vil spise alle de julesmåkager, som min familie står og bager lige nu, din kegle."

Jeg kunne endelig trække vejret dybt. "Så du siger nej til Dean?"

"Ja. I stedet for siger jeg ja til den kegle, der giver mig sommerfugle i maven."

Adison kiggede på mig med et lille smil på læben. "Hvad vil du egentlig være?" spurgte hun om. Jeg rynkede lidt på øjnene til hendes spørgsmål. "Altså, du arbejder hos en lille café. Vil du ikke mere end det?"

Jeg trak lidt på mine skuldre. "Nu arbejder jeg ikke kun på caféen. Jeg ejer den," sagde jeg med en lettere tilfreds stemme. Hun kiggede på mig med chokeret blik. "Det er rigtigt," tilføjede jeg med et lille grin.

"Du ejer en café, wow," sagde hun helt overrasket.

"Hvad med dig?" tillod jeg mig at spørge om, når hun allerede havde spurgt mig.

Hun kiggede på mig og virkede ikke til at ane, hvad hun skulle svare. Og jeg havde ret. "Jeg ved det ikke. Jeg er ikke så beslutsom," sagde hun og satte sig bedre tilpas i sin seng, som vi sad i.

Jeg tog hendes hånd og gav den et lille klem. "Så er det godt, at du stadig har tid til at finde ud af det." Hun smilede og nikkede hurtigt. Hun lænede sig op af mig, og jeg lagde mine arme omkring hende.

"Jeg vil ikke såres, Harry," mumlede hun lavt, men jeg hørte udmærket hendes ord.

Jeg placerede et lille kys i hendes hovedbund. "Jeg vil aldrig såre dig," lovede jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...