Winter Song | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2016
  • Opdateret: 24 dec. 2016
  • Status: Færdig
Forberedelserne til et julebryllup leder to komplet fremmede ind i hinandens arme. I en alder af 23 år bliver Adison Coopers bedsteveninde gift og i denne forbindelse træffer hun forloveren: Harry Styles. Et venskab bliver hurtigt opbygget og en vis flabethed finder sted i hver samtale mellem dem. Men Adisons fortid viser sig at få konsekvenser. De har alle odds imod dem, men finder alligevel en tryghed i hinandens selskab. Skæbnen sætter dem på prøve og det bliver en jul som aldrig før. | Vinder af den bedste fanfictionjulekalender 2016.

48Likes
45Kommentarer
10184Visninger
AA

4. "Grow Up"

 Adisons synsvinkel d. 5. december 2016 

Jeg sendte Stacy et fuldkommen håbløst blik. "Hvordan forventer du, at jeg skal kunne lave svaner ud af de her servietter, Stacy? Jeg har aldrig foldet en serviet før," forklarede jeg hende og stadig med mit håbløse blik. Stacy rullede dog bare med øjnene af mig.

"Få Harry til at hjælpe dig. Det kunne være hyggeligt," foreslog Stacy. Jeg kiggede op på hende for at se, om hun virkelig mente det. "Kom nu, du ved ikke, om Harry er god til at lave svaner?"

"Svaner ud af servietter? Det tvivler jeg næppe på, at han er," sagde jeg bestemt. 

Jason kom snigende bag Stacy og viklede sine arme omkring hendes liv. Jeg smilede lidt ved synet af bruden og gommen sammen. "Så hvad diskuterer I nu om?" spurgte han om og placerede ligeledes et kys på Stacys kind.

"Om hvorvidt Adison kan lave svaner ud af de her servietter," sagde Stacy med et tungt suk. "Måske skulle vi bare lave blomster i stedet for med servietterne?"

"Blomster kan jeg finde ud af at lave. Harry og jeg må have lavet tusinde af dem til vores forældres bryllup." Efter Jason havde snakket færdigt, lyste Stacys ansigt op, og jeg vidste allerede, hvad hun var ude på.

Hun smilede lidt og lagde hovedet på skrå bagefter. "Så er det på plads. Blomster det bliver. Du kan spørge Harry om hjælp, ikke Adi?" spurgte Stacy om med et drillende smil. "Jason og jeg skal ind og danse vores brudevals igen."

Med de ord forduftede Jason og Stacy, og jeg var efterladt med 345 servietter, der skulle foldes. Og laves til blomster.

I den første halvetime, hvor jeg forsøgte at lave blomster, gik det ikke vitterlig godt. Det endte ud med at ligne en blomst, der var blevet trampet på. Men min stolthed havde været for stor til at spørge Harry. Derfor sad jeg selv og kæmpede med blomsterne.

"Vælg et kort," beordrede en person foran mig. Jeg løftede blikket og mødte Harrys grønne øjne. Han holdt nogle spillekort op foran mig, men jeg gjorde ikke andet end at kigge på dem. Til sidst tog jeg alle kortene og smed dem på gulvet. "Okay... der gjorde du lige mit korttrick en smule sværere," sagde han opgivende.

Han studerede ganske kort, hvad jeg lavede og lagde hovedet en anelse på skrå. "Hvad pokker er det lige, du prøver at lave?" 

Jeg sukkede højlydt af ham. "En blomst. Er det virkelig så svært at se?" Mit blik var en anelse irriteret, men servietter var ikke og blev aldrig min spidskompetence. 

"Hey, du skal bare gøre sådan her," sagde Harry i en lettere overlegen tone, hvorefter han begyndte at folde servietten i en bestemt måde. Til sidst endte det ud med at blive en blomst.

"Okay, du laver lige 345 af dem," sagde jeg med et smil på læben. Det ville være luksus.

Han kiggede på mig og smilede ganske kort tilbage. "Kun hvis du hjælper."

4 timer senere og 350 blomster senere var jeg placeret i en hestevogn, der kørte gennem landsbyen. Det bedste ved julen, var, at hele byen var pyntet op med det fineste pynt. Og når hestevognen kørte gennem byen, kunne jeg ikke modstå at få en tur. Muligvis havde jeg taget den alene, men jeg hyggede mig alligevel ganske fint. Folk ville sikkert synes, at det var mærkeligt, at jeg kørte i en hestevogn alene, når den var beregnet til to eller flere, men her sad jeg alene. Alene og glad.

Det havde egentlig været hyggeligt med Harry og folde servietter, men jeg havde vel brug for et pusterum. Julen var generelt svær at komme igennem taget på bekostning af, at min sidste jul havde været et mareridt.

Jeg fik en kæmpe forskrækkelse, da en person pludselig hoppede op i hestevognen ved siden af mig. "Hvad laver du?" udbrød jeg, da jeg så, at det var Harry. Han smilede blot til mig, selvom han havde været ved at tage livet af mig.

"Du bryder reglerne. Man er aldrig mindre end to personer i en hestevogn," forklarede han.

"Du kunne have skadet dig selv, spade," sagde jeg i en bestemt tone. Han var ikke helt klog.

Han trak ganske kort på skuldrene. "Jeg lever livet på kanten," besvarede han med et glimt i øjet. Jeg rystede på hovedet af ham. 

"Du bliver ved med at lave det der med øjnene. Det der glimt," sagde jeg lettere irriteret. 

"Hvilket?" Han kiggede på mig med det samme glimt i øjet.

Jeg rullede med øjnene af ham, for det nytteløst at forklare ham det. 

"Så, Adison Cooper. Fortæl mig en ting omkring dig." Han kiggede på mig med et seriøst blik, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. "Bare det første der falder dig ind," forklarede han.

Jeg hævede øjenbrynet og trak kort på skuldrene. "Jeg er født og opvokset i denne her by," sagde jeg som mit bedste forsøg.

"Det var to ting," forklarede Harry med et lille smil placeret på læberne. "Men har du seriøst altid boet her i Evergreen? Jeg havde aldrig hørt om byen, før Stacy kom vadende ind i vores liv."

Jeg nikkede til hans spørgsmål. "Jep, det har jeg skam. Altså, nu bor jeg i North Carolina, men ellers ja." Han nikkede lettere imponeret. "Hvad er der?" spurgte jeg om.

Han trak lidt på skuldrene. "Vil du ikke gerne se verdenden?"

"Jo, selvfølgelig. Men én dag af gangen, ikke?" sagde jeg med et lille fnis. Jeg vidste ikke engang hvorfor, at jeg fniste. Jeg plejede aldrig at fnise, men alligevel sad jeg her og gjorde det. Harry havde en eller anden underlig effekt på mig. "Hvad med dig? En konkret ting om dig?"

Han overvejede ganske kort sit svar. "Jeg har aldrig forstået det citat her. Det lyder lidt sådan her... Når livet giver dig citroner, skal du lave lemonade." Han kiggede på mig med et blik, der var forvirret. "Hvis jeg vil lave lemonade køber jeg selv citroner. Livet giver mig dem ikke," sagde han i en tvær tone.

Jeg kunne ikke lade være med at grine af hans uvidenhed. Han var vel ikke den store filosof alligevel.

Da vi var kommet hjem, fulgte Harry mig helt ned til mit værelse og trådte endda også ind på værelset. Jeg kiggede på ham med et lidt undrende blik. Var han farret vild eller? Han slog sig ned på sengen og fattede ikke helt, da jeg stirrede intenst på ham.

"Hvad?" spurgte han om fuldkommen uvidende.

"Skal du ikke i seng?" spurgte jeg om, men han rystede straks på hovedet. "Men det skal jeg, så hvis du vil forlade mit værelse, så ville det være skønt."

"Lyseslukker," sagde han og rejste sig op. Han gik mod døren og udbrød pludselig et lille skrig af smerte.

Jeg kiggede på ham forskrækket og vidste ikke, hvad han havde lavet. "Hvad nu?" Mit blik var en anelse bekymret og forsigtigt lod jeg en hånd lægge på hans skulder. 

"Jeg tror, jeg vred min ankel om. Jeg må hellere lægge mig ned," sagde han og med det samme vidste jeg, at han havde lavet sjov med mig. Han grinede en smule af mig, men rullede blot med øjnene. Han stod ansigt til ansigt med mig, og jeg lagde begge mine hænder på hans skuldre. Jeg begyndte langsomt at skubbe ham ud af værelset, hvilket han ikke virkede helt tilfreds med. "Du er ikke særlig sjov, når du er træt."

Jeg skubbede ham det sidste styk ud af værelset, hvor jeg var ved at skubbe ham ind i Jason, der kom gående samtidig på gangen. "Yndefuldt, Harry," sagde Jason i en ironisk tone.

"Det var hende, der skubbede mig," prøvede Harry at forsvare sig.

"Sagsøg mig," sagde jeg hurtigt tilbage, før jeg lukkede døren i Harrys ansigt med et smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...