Winter Song | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2016
  • Opdateret: 24 dec. 2016
  • Status: Færdig
Forberedelserne til et julebryllup leder to komplet fremmede ind i hinandens arme. I en alder af 23 år bliver Adison Coopers bedsteveninde gift og i denne forbindelse træffer hun forloveren: Harry Styles. Et venskab bliver hurtigt opbygget og en vis flabethed finder sted i hver samtale mellem dem. Men Adisons fortid viser sig at få konsekvenser. De har alle odds imod dem, men finder alligevel en tryghed i hinandens selskab. Skæbnen sætter dem på prøve og det bliver en jul som aldrig før. | Vinder af den bedste fanfictionjulekalender 2016.

48Likes
45Kommentarer
10188Visninger
AA

7. "A Better Time"

 Harrys synsvinkel d. 11. december 2016 

Jeg kiggede mod mit eget spejlbillede i spejlet og studerede mit mærke i ansigtet. Dean havde lavet et nogenlunde slag og det kunne ses på mit kindben. Jeg sukkede kort. Brylluppet havde været fantastisk, og jeg elskede at se Stacy og Jason så lykkelige. Jeg kunne kun håbe på, at det en dag ville være mig.

Et bank lød fra døren og et ansigt tittede frem bag døren. "Er du færdig med at studere dit spejlbillede og kan du eventuelt hjælpe os andre med at rydde op?" Adison havde den samme flabede undetone, som hun altid brugte, når hun snakkede med mig. Det fik mig til at trække lidt i smilebåndet.

"Hvordan kan man ikke lade være med at studere sig selv, når man ser sådan her ud?" svarede jeg tilbage med en lignende tone af flabethed.

"Hmm, så kom de høje tanker om sig selv igen, ikke sandt?" Hun grinede lidt af mig, men jeg trak blot på mine skuldre. "Men kommer du?"

Jeg nikkede og fulgte efter hende ud af døren. Vi skulle åbenbart alle hjælpe med at rydde op fra festen i går. Tallerkener og det hele var væk. Det var blot bordene, der skulle pakkes sammen og de mindst tusinde pynteting.

I takt gik vi ned mod salen, hvor alt havde været levende aftenen før. Jeg kiggede mod dansegulvet, hvor Adison og jeg havde danset sammen. Og i samme øjeblik følte jeg mig splittet. Jeg vidste, at jeg skulle hjem i dag, men en del af mig ville blive her. Her hvor alt var godt.

"Kunne du stoppe med at tænke over dit udseende og hjælpe med at løfte de her kasser op på loftet?" Adison fik mig væk fra mine tanker, og jeg nikkede hurtigt uden rigtigt af vide, hvad jeg havde nikket til. "De her kasser op på loftet, Harry? Er du vågen?"

"Ja, undskyld," sagde jeg hurtigt og løftede en kasse op. "Viser du vej op til loftet?" spurgte jeg om, hvorefter hun nikkede til mig. Hun viste vej og efter en del trapper, endte vi endelig oppe på loftet. Hun åbnede døren indtil loftet, og jeg fulgte efter hende. Vi stillede kasserne på et godt spot. 

Jeg kiggede rundt på loftet, hvor der stod tons af vis af kasser. "Hvis hus er det her egentlig? Det er jo enormt," sagde jeg for at indlede en samtale.

"Det er Stacys forældre. Største hus i hele byen," besvarede hun og kiggede rundt med et lille smil på læben. "Vi legede altid gemmeleg, når vi var her. Der er så mange gode gemmesteder," fortalte hun.

Forsigtigt trådte jeg et par skridt tættere mod hende, og endelig kiggede hun i min retning. Vi stod ualmindeligt tæt på hinanden. Med en forsigtig handling, lod jeg min ene hånd tage hendes, hvorefter vi flettede hinandens fingre sammen. Med den frie hånd tog jeg hendes anden hånd.

"Hej," mumlede hun lavt, da vi stod helt tæt på hinanden.

Jeg smilede kort og studerede hendes øjne. "Hej," svarede jeg tilbage, før jeg lænede frem for at lade mine læber møde hendes i et ømt kys. Vi stod i et par ganske få sekunder, før døren til loftet blev slået op. Hurtigt slap vi hinanden og trådte et skridt tilbage. Stacy kiggede lettere forskrækket over at se os heroppe, men havde heldigvis ikke nået at se, at vi kyssede.

"Hey, kunne I måske komme ned og hjælpe?" spurgte hun om, og Adison var hurtig til at nikke.

"Jeg var på vej. Æh, Harry, tak fordi du gad at hjælpe med at løfte kassen op," sagde hun som en undskyldning for, at vi var heroppe sammen. Hun tumlede forbi Stacy og stødte ind i døren, da hun var på vej ud af den. Langsomt forsvandt hun ned af trappen.

Stacy kiggede på mig med et hævet øjenbryn. "Harry, du ender med at såre hende. Du tager jo hjem i dag. 4 timer herfra," mindede hun mig om.

"Det ved jeg godt," sagde jeg i en lav tone. "Jeg sårer hende ikke, Stacy."

"Det ender det ud med. Tro mig. Jeg har kendt dig i et stykke tid, Harry og hver gang du har haft noget med en pige, har du stukket af, da det blev seriøst," sagde hun i en bestemt tone. Jeg kiggede undrende på hende. "Du skal ikke såre Adison. Hvis du vil noget med hende, så gør du det med hele dit hjerte og stikker ikke af."

Mit blik var slået fast på Stacy. Hendes ord ramte mig i hjertet. Om jeg ville det eller ej, så havde hun ret. "Hun vil finde mig med tiden," prøvede jeg at sige for at finde en undskyldning.

"Hvis hun bliver ved med at lede efter dig, så ja." Stacy lavede en udmærket pointe. "Hun har været såret før. Lad det ikke ske igen," sagde hun og stillede kassen fra sig. Hun kiggede på mig en sidste gang, før hun forsvandt ned af trappen.

 

"Er det sandt?" Jasons stemme forskrækkede mig, da jeg var ved at pakke mine ting sammen inde på det værelse, som jeg havde boet i de sidste godt og vel elleve dage. "Adison og dig?"

"Er du her for at skælde mig ud eller belære mig igen, Jason? For hvis du er, så gider jeg ikke lytte på det," sagde jeg fastbesluttet. Jeg var træt af, at Jason skulle belære mig om alt muligt og bestemme for mig, hvem jeg måtte date og ikke måtte date. 

Han rystede kort på hovedet, hvilket fik mig til at kigge afventende på ham. "Så hvad nu? Stikker du af igen?" Han hævede sit øjenbryn. Hvorfor blev folk ved med at spørge mig, om jeg stak af? 

"Hvad mener du?" spurgte jeg om for at få ham til at uddybe.  

Han sukkede af mig. "Der er tusindevis af andre piger ude i verdenen, Harry. Kan du i det mindste ikke bare finde en, som du rent faktisk bekymrer dig om?"

Jeg rynkede brynene sammen. "Tror du, at jeg ikke bekymrer mig om Adison?" 

"Du er ved at pakke dine ting og hvis jeg har ret, så vil du tage afsted uden at sige farvel," sagde han. Jeg kiggede på ham med et skuffet blik. "Så nej. Jeg tror ikke, du kan lide Adison. For hvis du virkelig bekymrede dig om hende, så ville du ikke efterlade hende."

Han ramte et ømt punkt hos mig, men jeg nænnede at give ham ret. "Det er ikke os alle, der kan finde den rette person og gifte os med vedkommende. Ikke os alle får en lykkelig ende," forklarede jeg til ham. 

"For at rent faktisk at være i et forhold, så bliver du nødt til at åbne munden og ikke stikke af hver gang, Harry," sagde han og efterlod mig med den sidste sætning alene i værelset. Jeg sukkede, for jeg vidste, at han havde ret. 

Men alligevel pakkede jeg min taske sammen og sneg mig ud af huset uden at støde ind i Adison. Jeg kunne ikke se Adison i øjnene og fortælle hende sandheden. Jeg steg i stedet for ind i bilen og begyndte at køre væk fra huset og i retningen af motorvejen.

Da jeg havde kørt i et godt stykke tid, ringede min mobil. Jeg kiggede hurtigt på skærmen, og så Stacys navn lyse op på skærmen. Med den ene hånd fik jeg trykket på accepter opkaldet.

"Så du er på vej hjem igen?" var det første Stacy sagde, da jeg havde taget mobilen. "Jeg troede, du var bedre end det her, Harry."

Selvfølgelig skulle jeg få smidt i hovedet, at jeg var bedre end min beslutning - at hun var skuffet over mig. Men jeg vendte ikke om. Det kunne jeg ikke få mig selv til. 

"Bare sig, at jeg er ked af det til hende, okay?" sagde jeg i en lavere tone. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. For jeg vidste udmærket, at lige meget hvad jeg ville sige, så ville det ikke være en god nok undskyldning. "Hun er bedre fortjent uden mig," tilføjede jeg.

"Åhr, stop med det der. Hun er ikke bedre fortjent uden dig. Du fik hende til at smile igen som aldrig før, Harry! Så drop det med, at hun er bedre end dig. Hun har været igennem helvede, men du fik hende til at se lyset igen i en kort periode. Og nu stikker du af. Er du virkelig så bange for at tilslutte dig et sted?" råbte hun nærmest af mig. Jeg lyttede til hvert ord, som hun sagde, men jeg havde intet at svare tilbage, for jeg vidste, at hun havde ret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...