Winter Song | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2016
  • Opdateret: 24 dec. 2016
  • Status: Færdig
Forberedelserne til et julebryllup leder to komplet fremmede ind i hinandens arme. I en alder af 23 år bliver Adison Coopers bedsteveninde gift og i denne forbindelse træffer hun forloveren: Harry Styles. Et venskab bliver hurtigt opbygget og en vis flabethed finder sted i hver samtale mellem dem. Men Adisons fortid viser sig at få konsekvenser. De har alle odds imod dem, men finder alligevel en tryghed i hinandens selskab. Skæbnen sætter dem på prøve og det bliver en jul som aldrig før. | Vinder af den bedste fanfictionjulekalender 2016.

49Likes
45Kommentarer
10756Visninger
AA

12. "500 Miles"

 Adisons synsvinkel d. 23. december 2016 

Jeg havde tvært i mod grædt over, at Harry havde slået op med mig. For jeg vidste ikke engang, om han kunne slå op med mig, når vi slet ikke havde noget sammen. Eller havde vi? Jeg vidste det ikke. Men ingen spildte tårer for mit vedkommende. Jeg var mere indebrændt og forvirret over hele situationen.

Stacy lagde en hånd på min skulder og kunne tydeligt se mine frustrationer. "Vil du fortælle om det?" spurgte hun om. Jeg trak lidt på mine skuldre og varmede mine hænder om den kop te, der stod foran mig. Jeg sukkede.

"Han sagde, at han elskede mig," sagde jeg med en håbløs tone. Og det var grunden til, at det hele havde faldt sammen i første omgang.

"Det er da fantastisk, Adi," udbrød hun i en glad tone og satte sig på stolen overfor mig ved spisebordet. Jeg havde besøgt hende i hendes og Jasons nye hus. Det var fantastisk smukt. 

Jeg rystede kort på hovedet til hendes begejstring. "Jeg sagde det ikke tilbage."

Hun kiggede lettere forvirret på mig. "Elsker du ham ikke?"

Det var første gang, at nogen overhovedet han spurgt mig om det. Jeg fugtede mine læber og kiggede fokuseret ned i min te. "Jeg har ikke kendt ham i mere end et måned, Stacy?" sagde jeg og kiggede frustreret op på hende.

"Og hvad så? Hvis du ved det, så ved du det. Hvor lang tid du har kendt ham, spiller ikke en rolle, Adison," forklarede hun og jeg kiggede med et interesseret blik på hende. "Du vil vide det inderst inde."

Jeg nikkede kort og indså, at jeg måske havde ødelagt det hele ved ikke at sige det tilbage. "Men det hele er lige meget nu," sagde jeg en ligeglad tone. "Han mener ikke, at vi tilhører sammen. Dean vil altid være i billedet, sagde han," fortalte jeg Stacy.

"I var det perfekte match, Adison. Og Dean er fortid. Det burde Harry også vide. Du valgte ham fremfor Dean," forklarede Stacy atter igen og jeg vidste, at hun havde ret. Det havde hun altid. Guderne måtte vide hvorfor, at hun altid havde det. "Du kørte altså 3 timer med bus for absolut ingenting?"

Jeg nikkede til hendes spørgsmål. "For absolut ingenting," gentog jeg i en sukkende tone. 

"Men vendt nu ikke for længe," sagde hun ud i det blå. 

"Med hvad?" spurgte jeg om med jordens mest forvirrende stemme.

Hun sukkede af mig. "Med at fortælle ham det," hun lagde et bestemt tryk på ordet 'det'.

Jason kom gående i et køkkenet og placerede et lille kys på Stacys forhoved. Jeg tog hurtigt en slurk af min te og smilede efterfølgende til dem begge. "Nå, Adison. Hvordan tager du så hele flytningen?" spurgte Jason mig om, og jeg rynkede en anelse på øjenbrynene af forvirring.

"Undskyld, hvad? Jeg flytter da ikke," svarede jeg til hans spørgsmål, som jeg ikke havde forstået.

"Du ved, Harrys café? De skal jo udvide. Han flytter til New York i en god periode. Jeg troede, han havde sagt det?" spurgte Jason mig om og jeg måtte ryste en anelse på hovedet. "Men er I ikke i et forhold?"

Stacy slog ud efter Jason for at fortælle ham, at han allerede havde stillet alt for mange spørgsmål - og de forkerte spørgsmål af slagsen. 

"Det forklarer hvorfor, at han ikke ville have noget med mig at gøre," sagde jeg i en sukkende tone. "Åhr, hvorfor sagde den kegle det ikke bare?" udbrød jeg frustreret.

"Hvis du vil snakke med ham, så kommer han omkring sekstiden over ved mine forældre. Det er kun 10 minutter væk herfra på gåben," forklarede Jason mig. Han var altså alligevel til noget hjælp.

Og jeg greb chancen. Jeg måtte se Harry og forsøge at forklare ham det hele. At han flyttede til New York ville ikke ændre noget. Hvis det var grunden til, at han ikke ville være sammen med længere - som jeg håbede på.

Jeg kunne se en skikkelse stige ud af bilen og noget hår, som fløj rundt i vinden. Krøller, for at være mere præcis. "Harry," råbte jeg efter personen. Det måtte have givet ham et chok, da han næsten tabte nøglerne i hånden.

Han kiggede op mod mig, da jeg nærmerede mig ham. "Adison," mumlede han lettere forskrækket.

Det var nu min store tale skule komme. Den jeg havde planlagt på 10 minutter på vej herhen. Men det hele var glemt og strøget ud af mit hoved. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige og derfor røg det blot ud af mig. "Tag ikke til New York."

Han kiggede på mig med et forvirret blik og anede formentlig ikke, hvordan jeg vidste det. 

"Bliv her, Harry. Du har ikke brug for at udvide din café. Den er perfekt, som den er," forsøgte jeg at forklare ham. 

Han rystede kort på hovedet. "Det er en enestående mulighed, Adison." Han sukkede kort og kørte en hånd igennem håret. Det gjorde han ofte, når han var lettere forvirret eller frustreret. "Hvad laver du her, Adison?"

Jeg sank den klump, der var i min hals. "Jeg beder dig om at blive. Selvom det er en enestående mulighed, så beder jeg dig om at blive her," tiggede jeg næsten om. "Jeg ved godt, du tror, at en del af mit liv tilhører Dean. Og det vil det altid. Du har måske ret. Dean var en stor del af mit liv. Men han var. Han var. Det er fortid, Harry," forsøgte jeg at forklare. Jeg trak hurtigt vejret helt ned i lungerne. "Du sagde engang, at du havde vidst det fra det første tidspunkt, du så mig, at vi skulle være sammen. Og selvom jeg synes det lyder latterligt, så... Så har du måske ret. Jeg er ikke særlig god til følelser og har aldrig været det."

Harry kiggede på mig med et meget afventende blik. "Hvad skal det her føre til, Adison?"

"Jeg elsker dig, din kegle." sagde jeg frustreret. Det røg ud af mig. Jeg havde pludselig meget på hjertet. "Ja, jeg har haft svært ved at sige de ord. De tre ord der betyder så meget. Jeg blev såret i fortiden og har haft svært ved at sige det ligesiden. Men det er ikke en undskylning, det ved jeg godt. Men jeg bliver bare nødt til at vide, om du vil det her. For hvis du ikke vil, så er det her meget pinligt for mig, når jeg lige har sagt, at jeg elsker dig."

Han lagde sin hånd frem for at ae min kind en lille smule. Jeg nød fornemmelsen af hans varme hånd mod min kind. "Tag med mig, Adison. Tag med mig til New York," foreslog han mig. Jeg blev en anelse forbløffet af hans tilbud. "Jeg ved, at jeg har prøvet at undgå det her, Adison, men det kan jeg ikke. Selvom jeg prøver at komme væk fra dig, ender jeg altid her ved dig igen. Og jeg er ikke engang ked af det," sagde han til mig med et lille smil på læberne.

"Nogle gange bliver du bare nødt til at hoppe ud i det og forsøge. Det er bedre end ingenting," foreslog han mig. "Kom med mig."

Jeg kunne ikke lade være med at smile af hans ord og uden at tænke situationen ordentlig igennem, sprang jeg ud i det. "Jeg er hundrede procent med."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...