At skabe sig selv?

Skoleopgave om identitet med specifikke krav (essay).
Det er første gang jeg forsøger mig med et essay, såeh...

1Likes
0Kommentarer
116Visninger
AA

1. At skabe sig selv?

Jeg finder det skræmmende, at et menneske kan skrælle sig selv for selvtillid, som man skræller et æble; hvis man uhæmmet fortsætter bevægelserne, der med tiden bliver ren rutine, er der snart ikke mere æble tilbage, men blot et sølle skrog klædt med mørke kerner. Det er langt fra ualmindeligt for unge at havne i den dårlige flodstrøm af nedsættende tanker, der cirkulerer rundt i deres hoved, og især blandt teenagepiger er dette problem højtråbende.

Jeg selv var aldrig iøjefaldende højtråbende. Jeg stod ofte i det mørkeste hjørne, jeg kunne finde, og forsøgte at holde blikket sænket, for at undgå at skulle se mine stikmodsatte klassekammerater i øjnene. Deres overfladiske blikke, der hævede sig over min usikkerhed, mens de gjorde alle opmærksomme på, at de eksisterede, fik mig til at føle mig, som en brik i det forkerte puslespil.

Alligevel er jeg stolt af at være mig.

 

De mørke aftener, hvor månen har hængt lavt over horisonten iklædt en okkergul dragt, og natten har lagt sig over landet som et tæppe, har min fantasi spillet mig et puds. Hvem er jeg? Hvem kunne jeg have været? Er det overhovedet muligt at skifte retning midt på livets landevej eller er det hele forudbestemt; at jeg er mig. Hvor kommer denne personlighed fra, der er så personlig og forskellig fra alle andres? Vi har formentlig alle sammen mødt nogle, der har mindet os om nogle andre, men aldrig en klon af samme identitet. Er vi selv herre over vores identitet med alt, hvad den indebærer?

Jeg er personligt selv fascineret af forskellige personligheder – identiteter, om man vil. Hvorfor bliver nogle koldblodige mordere, andre folketingsmedlemmer, bibliotekarer eller kunstnere? Er det vores fortid der former os, vores forældre eller er det skæbnebestemt? Måske vi alle er tråde, knyttet om hinanden, og hvis én bliver fjernet, går resten op i en stor omgang kluddermor; en masse indviklede knuder, der er svære at råde bod på?

 

Hvis man leger længe nok med personligheder og identiteter, kan man næsten blive helt i tvivl om, hvem man er. Vi har alle på et eller andet tidspunkt forestillet os, at vi var en anden end vi er. Om det har været i den forstand, at vi har drømt os vej op til scenen foran et brølende publikum, eller os selv i en andens krop. Og hvad med alt det vi værdsætter ved andre? Er det en misundelse, eller er det en uopdaget del af vores egen identitet, vi blot ikke har kæmpet os vej frem til endnu?

Vores identitet er som et blomstrende træ; det vokser selvstændigt og vi kan ikke selv bestemme præcist, hvordan det skal se ud i sidste ende, eller at æbletræet skal bære oliven. Men vi kan klippe træet til og støtte det mod en pæl og deraf påvirke dets fremtid, hvis vi blot uhæmmet skubber træet i den retning, vi vil have det, uden at opgive undervejs.

Vi er blevet tildelt vores farver maling, men er vores egen herre over, hvad vi vil male med de farver, vi er i besiddelse af. Eller er vi som vi er, og lærer vi blot med tiden at leve med os selv og bliver deraf tilfredse med det vi er?

 

Er det en grundsten, der er den faste del af vores medfødte identitet, som vi selv kan bygge ovenpå? Vi udvikler os gennem hele livet, selvom teenageårene er de mest dominerende og søgende for mange, men ligger vores oprindelige identitet i virkeligheden til evig tid og slumrer, under det tykke lag af valgte identiteter? Er vores søgen efter os selv en evig vandring på livets landevej? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...