00:01

Nogen gange skal man ikke tænke, men blot få ting på papir

0Likes
0Kommentarer
38Visninger
AA

1. 00:01 - Tilsyneladende perfekt

00:01

 

Jeg kan ikke lade vær med at tænke, det undre mig. Jeg tænker altid, og jeg kan ikke lade være, man ville næsten kunne kalde det at gruble. 

Jeg lever hvad der ser ud som et yderst udemærket liv på overfladen, glansbilledet er fortryllende, bindende, og lettere overfladisk, men endnu eksisterende og tryllebindende. 

Jeg er en pige, allerede der kan man fornemme drama, en pige med kæreste, to bedste veninder (der er alt andet end bagtalende og sladrende, men faktisk er oprigtige og fantastiske personligeheder med unikke træk, og ikke bare en dårlig kopi af den seneste mode.) Jeg har en bedste ven, som har kendt mig altid, og en lang række venner efter det som jeg også stoler på og sætter højt på listen (heriblandt en ældre veninde jeg holder meget af, et par fantastiske piger som jeg ville betro mig til, og en dreng som jeg kan grine med, og opføre mig fuldkommen helt og aldeles som mig med.)

Måske lyder det fantastisk, og det er det nok også, jeg lyder nok heller ikke som den værste person, når nu jeg har alle de folk omkring mig. 

Men sandheden er, at jeg, som så mange andre piger, også har problemer med mig selv. 

Jeg er ikke høj, og heller ikke lav, måske på grænsen til, men ikke helt lav endnu. Jeg er ‘curvy’ eller småfed, jeg havde skulderlangt stort lyst krøllet hår, og store øjne. 

min næse er underlig, mit ansigt rundt, mine kinder store og min hud uren. Jeg kan ikke se mig i spejlet uden at finde en fejl. Håret er for stort, tøjet sidder forkert, man kan se den fede mave jeg prøver at gemme, halvdelen af neglene er lange, den anden halvdel knækket af fordi jeg lige skulle klatre i træer, lege med min søster, eller ordne noget i køkkenet. 

Jeg er ikke feminin, overhovedet. Og jeg ville så gerne være det, for jeg dur ikke til at være en drengepige. Jeg kan godt lide at klatre i træer, og nyder at spille den største del af videospil (pc og PS4/3) men fodbold, håndbold, løb, osv, er ikke noget jeg dur til. 

Jeg er for klodset og stinker faktisk bare lidt til det hele. 

Jeg elsker drenges selvskab, det er mere fredsfyldt end med piger, der er altid et eller andet at bitche om med dem, med drenge behøver man ikke snakke, man kan sidde og spille, eller bare se tv. 

Alt er mere simpelt. 

Men jeg er fanget i den her mellemting mellem drengepige og feminin. 

Jeg kan ikke lide kjoler, jeg hader dem. og i forholdt til at jeg går i kjole måske 3 gange hver halve år (ja, det er med de fester mine forældre har tvunget mig til at tage kjoler på til) er 16 kjoler måske lige i overkanten at have i sit skab.

Misforstå mig ikke, jeg elsker måden kjoler ser ud på, jeg kan faktisk godt lide hvordan jeg ser ud i nogle af dem (wow hvilket chok) men de gør mig ubehageligt tilpas. 

De strammer de forkerte steder, har underlige længder, og skal lynes steder jeg ikke kan nå. 

Nok om kjoler. 

 

Mine venner er fantastiske for at sige det lige ud, min gamle flirt og jeg er tætte (vi fandt ud af det ikke fungerede, gik lidt akavet og skævede til hindanden et par uger, og var ellers fine venner siden det) han kommer godt ud af det med den før omtalte kæreste, (som i øvrigt er alt for god til mig, på en god dag er jeg måske en 7’er, hvis jeg skruer charmen på. han er en stærk 9’er, - på hans værste dage. Stort set alle mine veninder har haft en ting for ham, og jeg hadede ham rundt regnet de første 18 måneder jeg kendte ham.)

 

Jeg hader at snakke om mit forhold og/eller O (det kalder vi ham bare for nu) med andre, for jeg får gang, på gang, på gang, på gang at vide at O er for god til mig, at ‘oh misforstå mig ikke, du er skøn og smuk, men O er O, han er lækker! Han kunne få hvem som helst, så hvorfor dig? men misforstå mig ikke, du er skøn og jeg elsker dig’ 

og så et falsk smil og et blik man på lang afstand kan læse ‘mon han holder sig til kun dig?’

Og tro mig, jeg har selv undret mig det samme, er jeg den eneste, eller er jeg måske bare et dårligt cover, en dårlig joke for at han kan have noget kørende med andre uden at virke som en player, for  ‘oh ja, han har jo en kæreste’

Måske er jeg bare hans bootycall, hans nærværs luder, hans seneste pige i rækken. 

Jeg tror alt dette, at jeg ikke er god nok til ham, og at det er umuligt han føler noget oprigtigt for mig, - fordi det er hvad folk bliver ved og ved og ved med at gentage. 

 

Jeg har aldrig været forelsket før, jeg har aldrig før haft følelser for noget på den her måde, jeg elsker mine venner, jeg elsker dem alle. 

Men jeg har aldrig elsket nogen som jeg elsker O, han er min bedste ven, det startede han med at være (fem måneder inden vi fandt sammen cirka) 

 

Jeg stoler på ham, jeg ville gøre stort set alt for ham, og jeg elsker at bruge tid med ham. 

 

Problemet er så bare, at jeg tvivler på han har det på samme måde.

Han virker fuldkommen ligeglad med at jeg bliver såret, ligeglad med at jeg elsker ham, ligeglad med mine følelser. 

Han kan være kold, kynisk, og virke som om han ærligt talt ikke gider mig. 

 

Hans familie skulle til Frankrig, hans far (som havde en ekstra bilet til 7 dage dernede, fly frem og tilbage osv.) og spurgte O om han ikke ville have mig med. O fortalte mig det, jeg regnede stærkt med at han fortalte det fordi han ville have mig med. 

Men nej, han følte åbenbart bare for at dele den information med mig, jeg fik ikke andet at vide første gang han nævnte det (over besked) end at jeg muligvis kunne komme med derned i 7 dage ud af de 14 han skulle være der, (det vil sige han stadig skulle være der en uge efter jeg var taget hjem, altså en uge uden mig i Frankrig) 

Jeg elskede ideen, mig og O ved en varm pool, hans udlandske venner omkring os, hans familie, osv. det ville være perfekt i min verden. 

Men ikke i hans.

Som sagt vidste jeg ikke meget, så næste gang vi var sammen fik jeg ham til at forklare. han sagde han bare ville dele informationen med mig, at de havde ekstra billetter, og at jeg kunne få dem. 

Jeg spurgte om han rent faktisk ville have mig med, og han blev stille.

Man skulle være dum hvis man havde troet det svar var et ja, så jeg sad bare lidt. Stille. Jeg græder aldrig, og det gjorde jeg heller ikke der. Men det gjorde ondt alligevel. 

Jeg spurgte hvorfor, og han kunne ikke give mig et svar. 

 

Hans far spurgte ham fortsat flere og flere gange om jeg ikke ville med, og om han ‘havde spurgt’, og han spurgte da også, og jeg kunne have sagt ja, jeg kunne have siddet en uge i Frankrig med en person jeg elsker at bruge tid med, men jeg takkede nej (til O selvfølgelig, hans far blandede sig udenom)

Jeg ville ikke med hvis han ikke ville have  mig med. Ikke tale om. Så hellere være hjemme i kolde danmark og forblive bleg. 

Bleg, klodset og småfed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...