❆ A nerdy Christmas - L.T ❆

Louis Tomlinson også kendt som hele skolens bad boy, sammen med hans vedhæng Liam Payne, Zayn Malik, Harry Styles og Niall Horan. En ellers helt normal fysiktime, bliver afbrudt da der skal arbejdes i gruppe. Louis Tomlinson havner sammen med skolens største nørd; Perrie Edwards. På mindre end fireogtyve dage bliver Louis' følelser for Perrie vendt op og ned. Der er bare lige den ulempe; Han kan ikke blive set med Perrie, uden at blive dømt. Dette ville enten blive den bedste eller værste jul for Louis og Perrie. Vil der blomstre følelser op mellem Louis og Perrie? Og vigtigst af alt, vil Louis blive sødere i julemåneden?

OBS stødende scener kan forekomme, plus voldsomt sprogbrug.
PLUS dette er vores bidrag til julekalender-konkurrencen 2016 med valgmulighed nummer 1. Drengene er IKKE kendte.

90Likes
78Kommentarer
46308Visninger
AA

9. 8. december | Don't ever talk to her again

 

 


8.    D E C E M B E R    2 0 1 6 

Jeg kom gående ned af hospitalsgangen, med en bukket blomster i min hånd. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvorfor Lexa og Lina havde været så modbydelige mod Perrie i går. Det knuste virkelig mig hjerte. Perrie var nemlig mega sød, når man lærte hende ordentlig at kende. Jeg havde selvfølgelig dømt Perrie før vi mødtes og blev, hvad jeg vil kalde det for venner. Jeg havde altid dømt Perrie som værende en irriterende nørd, der bare prøvede på at imponere lærerne.

Så for Perries skyld, og særdeles også min egen har jeg besluttet mig for, ikke at pjække sådan rigtigt mere. I dag var dog lige en undtagelse, men jeg ville dog komme tilbage på skolen efter besøget. Jeg havde nemlig fået afvide af receptionisten, at jeg kun ville kunne have mulighed for at besøge Perrie i maks et kvarter. Fordi jeg ikke er pårørende eller en del af familien.

Jeg stod ude foran døren, hvor jeg vidste at Perrie lå. Jeg bankede forsigtigt på døren, hvor jeg kunne høre et svagt kom ind. Jeg åbnede langsomt døren op, og så Perrie ligge i sin seng og bare kigge ud i luften. Perrie kiggede hurtigt over på mig og sendte mig et hurtigt smil, inden hun kiggede ned i hendes hænder.

Jeg gik målrettet over mod Perrie og satte mig på stolen ved siden af hende. Jeg sendte hende et smil, inden jeg rakte hende blomsterne som havde de flotteste nuancer af lilla og lyserød. “Her,” jeg gav hende hurtigt blomsterne. Perrie måbede ret meget, inden hun omfavnede mig i et uskyldigt nervøst kram. “Tak,” hviskede hun ind i øret på mig, dog stadig ikke helt sikkert på sig selv og om hun overhovedet havde sagt det rigtige.

“Er du okay?” spurgte jeg en smule usikkert, mens jeg bed mig selv i læben. Efter at Lexa og Lina havde overfaldet Perrie, havde der kommet en ambulance og hente hende. Lige nu gik vi bare rundt og ventede på, hvad der skulle ske med Lexa og Lina. De vil højst sandsynlig få en bortvisning på et par dage, hvis ikke mere.

“Jeg klarer mig..” hviskede Perrie, mens hun legede med hendes drop. Jeg kiggede nøje på Perries ansigt og så, at hun ikke havde sine briller på. Jeg kan huske, da Perrie var taget afsted lå hendes briller helt knuste på gulvet. Det var ikke de kønneste briller jeg havde set, men de klædte Perrie rigtig meget.

“Hvornår bliver du udskrevet?” jeg ville ikke gætte på, at Perrie ville komme tilbage lige med det samme på skolen. Eller det tror jeg ikke hun må, måske ville der gå tre fire dage, men så er det godt, at Perrie er heldig og det er op til weekenden. Så alt i alt, ville Perrie nok være tilbage på skolen på mandag.

“Jeg bliver udskrevet i morgen, hvis alt går efter planen,” jeg nikkede stille, og skulle til at spørge Perrie om noget, men vi blev afbrudt af en der åbnede døren. Ind kom Alex - Perries far. Plus hendes mor gik ved siden af, hende havde jeg ikke mødt. Hun var hjemme da jeg var hjemme hos Perrie, men jeg havde dog aldrig mødt hende.

“Er det Louis?” halv hviskede Perries mor, ind i øret på Alex. Jeg kunne tyde, at Alex nikkede. “Det var også Louis der ringede efter en ambulance,” tilføjede Alex hurtigt inden han gav mig hånden. Jeg tog hurtigt i mod hans hånd og rystede den en gang.

Perries mor begyndte stille og rolig, at gå hen mod mig mens hun sendte mig et smil. “Debbie Edwards,” sagde hun pænt og gav mig hånden. Jeg tog hurtigt imod hendes hånd, og sendte hende et smil. Jeg vidste godt, at hun ved at jeg hedder Louis, men for at være høflig ville jeg jeg lige sige det igen. “Louis Tomlinson, en fornøjelse at møde dem Mrs. Edwards.”

“Louis dog,” grinede hun hurtigt inden hun trak hendes hånd tilbage. “Kald mig dog for Debbie, jeg hader når folk siger ‘Mrs. Edwards’, det lyder så forkert,” tilføjede hun med et kæmpe smil plastret i ansigtet. Jeg måtte sige, at hendes smil smitter.

“Tak fordi du ringede efter en ambulance,” takkede Debbie nu for tredje gang indenfor de seneste ti minutter. Jeg som før, gentog bare den samme sætning: “Det var så lidt.” Jeg havde faktisk snakket så meget med Perries forældre, at det føltes helt naturligt nu.

“En eller anden dag, er du velkommen-” vi blev afbrudt af en sygeplejerske der åbnede døren og søgte rummet. Han pegede hurtigt mig ud. “Så er besøgstiden ovre,” mumlede han rettere sagt gnavent. Jeg sukkede irriteret - jeg ville nemlig ønske, at jeg havde længere tid sammen med Perrie og hendes vidunderlige forældre.

Jeg rejste mig hurtigt fra min stol, og gik over til Perrie og gav hende et kram. “Vi ses Perrie, pas godt på dig selv,” hviskede jeg ind i øret på hende og trak mig fra krammet. Efter det gik jeg over til Debbie og Alex og ruskede deres hånd og mumlede et farvel, inden jeg gik ud af døren til den gnavne sygeplejerske.

❆❆❆

Da jeg var kommet tilbage på skolen, var Lexa og Lina der stadig. De var ikke blevet bortvist endnu. Jeg havde på ingen måde lyst til at være i nærheden af dem, bare så meget som se på dem. Jeg kunne lige ud sagt ikke fordrage dem mere - det kunne jeg heller ikke før, men nu kunne jeg slet ikke.

Jeg gik ned til mit skab så jeg kunne hente mine bøger. Jeg skulle have engelsk med Harry og Liam, ikke at jeg gad, men nu havde jeg lovet mig selv, og Perrie i mine tanker, at jeg skulle lade vær med at pjække. Det ville mine forældre nok også sætte vældig meget pris på, nu hvor mit fravær er så højt. Perries ansigt omringet af maskinerne sad klistret fast på nethinden. Jeg prøvede at ryste det af mig, men det gik ikke specielt godt..

Jeg var den første i lokalet mens alle andre havde frikvarter. Jeg havde på en måde bare ikke lyst til at være social og vise jeg var okay. For det var jeg ikke. Det var bare en facade. Jeg havde det så dårligt med at Perrie lå på hospitalet og jeg ikke var kommet noget før så jeg kunne have hjulpet hende.

Jeg sad og stenede ned i bordet mens jeg ventede på resten. Jeg sprang næsten op fra stolen da der blev lagt et sæt hænder på mine skuldre. “Hvis du ser hende igen, så slipper hun ikke så nemt. Det bliver værst for hende selv..” Lexas hviskende stemme var ikke til at tage fejl af. Jeg stivnede lidt da hendes ånde blev ved med at virke varm mod mit øre.

“Husk lige på det næste gang du overvejer at besøge hende,” sagde Lina spidst som stod på den anden side af mig. Jeg vidste ikke rigtig hvordan jeg skulle reagere. Jeg stod bare og stivnede ud i luften.

“Hvorfor skal I ødelægge det for mig?” hvæsede jeg irriteret og skulle til at vende om på hælen, men Lexa rev fat om mig bagfra. Jeg kunne mærke det var Lexa, djævelen hende selv. “Fordi det er Perrie? Hvad ser du i hende?”

“Hun er sød, det bør I måske lære lidt af,” sagde jeg irriteret og gik min vej. Hvorfor ødelægger de det altid for mig OG Perrie? Hvordan kan de selv have selvtillid at gøre det mod et andet menneske? De er rent ud sagt forfærdelige mennesker.

Jeg vidste godt, at Lexa og Lina ville holde deres løfte. Hvis jeg blev set sammen med Perrie igen, ville de bare smadre Perrie endnu mere. Derfor bliver jeg desværre nødt til at tage afstand fra Perrie, afstand fra skolen, ignorere Perrie. Dette ville blive det hårdeste nogensinde, men jeg må gøre det for Perrie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...