❆ A nerdy Christmas - L.T ❆

Louis Tomlinson også kendt som hele skolens bad boy, sammen med hans vedhæng Liam Payne, Zayn Malik, Harry Styles og Niall Horan. En ellers helt normal fysiktime, bliver afbrudt da der skal arbejdes i gruppe. Louis Tomlinson havner sammen med skolens største nørd; Perrie Edwards. På mindre end fireogtyve dage bliver Louis' følelser for Perrie vendt op og ned. Der er bare lige den ulempe; Han kan ikke blive set med Perrie, uden at blive dømt. Dette ville enten blive den bedste eller værste jul for Louis og Perrie. Vil der blomstre følelser op mellem Louis og Perrie? Og vigtigst af alt, vil Louis blive sødere i julemåneden?

OBS stødende scener kan forekomme, plus voldsomt sprogbrug.
PLUS dette er vores bidrag til julekalender-konkurrencen 2016 med valgmulighed nummer 1. Drengene er IKKE kendte.

90Likes
78Kommentarer
47197Visninger
AA

7. 6. december | This is my sister


6.     D E C E M B E R     2 0 1 6

Jeg kiggede hurtigt på min telefon og så, at vi havde halvtreds minutter tilbage og så havde vi fri. Jeg havde brugt de sidste tyve minutter på at lede efter Perrie, jeg havde endda været inde i flere klasser for at spørge efter hende. Folk tror sikkert at jeg er sur på hende, eller at hun skal have tæsk - men hun skal egentlig bare vide at jeg gerne vil være sammen med hende i dag - om projektet selvfølgelig.

Jeg bankede blidt på døren ind til biologi, hvor jeg håbede Perrie befandt sig. En kilden i min mave spredte sig - ligesom alle de andre gange. Da jeg havde åbnede døren skimmede jeg hurtigt omkring, men Perrie var ikke til at se. “Perrie er tilfældigvis ikke her, vel?” jeg spurgte en lille smule ivrigt, Mrs. Smith (som udmærket godt ved min had til Perrie) kiggede overraskede på mig, og rystede så på hovedet. Jeg skulle til at gå ud, da jeg hørte Lexas irriterende stemme. Jeg kunne ikke fordrage hende, eller Lina for den sags skyld.

“Hvad skal du med NP?” hvinede hendes ellers så irriterende lyse stemme op. Jeg rullede hurtigt med mine øjne inden jeg kiggede ned på Lexa. Jeg ved godt jeg fandt på navnet NP, men nu blev jeg bare irriteret over, at folk kaldte Perrie for det. “For det første hedder hun Perrie, ikke NP. Plus det rager ikke dig hvad jeg skal,” jeg lød pisse irriteret, men det var jeg også. Jeg gad ikke, at kigge en eneste gang tilbage på Lexa, så jeg vendte mig irriteret om og gik ud af klasselokalet.

Jeg kiggede videre rundt på gangene for at lede efter Perrie, men jeg havde været alle steder på nær et sted. Idræt. Jeg vidste dog at ingen havde idræt på det her tidspunkt om tirsdagen. Det er nemlig der drengene og jeg plejer at hænge ud omkring nu. Drengene er der sikkert, men hvis jeg gik derover ville jeg ikke kunne være sammen med Perrie senere. Så ville de insistere på, at jeg skulle blive der og alt mulig pis. Det er med vilje jeg ikke har svaret på deres utallige beskeder.

Jeg gik så meget i mine egne tanker, at jeg ramte ind i noget hårdt. Jeg kiggede ned på gulvet, hvor Perrie sad. Jeg samlede hurtigt hendes bøger op, og gav hende en hånd så hun kunne komme op fra det hårde gulv. Da Perrie var kommet op fra gulvet, gik det op for mig at hun græd. Jeg spærrede hurtigt øjne op.

“Perrie, hvad er der sket?” spurgte jeg lettere frustreret. Perrie undlod at svare mig, men kiggede i stedet den anden vej. Jeg tog hurtigt Perrie i armen og gik ind på pigetoilettet med hende, jeg låste hurtigt døren, så vi ikke blev forstyrret af nogle. Jeg kiggede en gang på Perrie, og tog så forsigtigt hendes briller af, og tog noget papir for at tørre hende øjne.

“Tak,” mumlede Perrie. Jeg havde forsigtigt lagt hendes briller på håndvasken, jeg var sikker på at de ikke ville falde ned fra vasken fordi jeg havde lagt dem så langt inde som muligt. Jeg kiggede hurtigt på Perrie som nu ikke havde hendes briller på. Hun var virkelig smuk, det var som om at jeg hele tiden glemte hvor smuk hun var.

“Må jeg prøve noget?” spurgte jeg en smule usikkert om, mens jeg bed mig forsigtigt i læben. Perrie nikkede stille, mens der stadig strømmede tårer ned af hendes kinder. Jeg fik det dårligt af det, og havde faktisk virkelig lyst til at hjælpe hende. Men det er bare lidt svært når jeg ikke ved, hvad det drejer sig om..

Jeg tog langsomt Perries kasket af, og lagde den på vasken. Jeg vendte Perries hovede om så hun kiggede ind i spejlet. “Kan du se det?” spurgte jeg en gang om. Perrie rystede hurtigt på hovedet og kiggede undrende over på mig. “Du er smuk,” halv hviskede jeg, fordi at Perries skønhed overtog alt hvad jeg havde at sige. Perrie rystede hurtigt på hovedet og langede så ud efter hendes kasket og tog den på.

“Perrie sid ned,” sagde jeg og pegede på toilettet. Perrie gjorde hurtigt, hvad jeg sagde og satte sig ned på toilettet. Jeg kiggede nøje på hver en bevægelse hun foretog sig. Jeg tog hurtigt et stykke papir af toiletrullen og tørrede Perries øjne igen. Hendes tårer blev ved med at komme, og hendes røde øjne hjalp heller ikke på sagen.

“Perrie, hvad skete der?” jeg kiggede Perrie som ikke havde briller på i øjne. Perrie tøvede en smule nervøst, selvfølgelig gjorde hun det. Hun vidste jo ikke om hun skulle fortælle det til mig eller ej. Hvis jeg var Perrie havde jeg også tvivlet så gevaldigt på om hun kunne stole på mig. Jeg har jo skabt mange rygter om Perrie, jeg vil ikke sige jeg fortryder det, men altså lidt, jo. “Perrie jeg lover jeg fortæller det ikke til nogen,” lovede jeg. Perrie kiggede hurtigt op på mig og nikkede så.

“Det d..et fordi.. mi..in søster P..aig..e døde den en.. ogtyvende .. dec..ember.. 2014,” mumlede Perrie ned i skødet på hende selv. Det kom som et chok for mig, jeg vidste ikke at hun havde haft en søster. Jeg fik det helt dårligt og aede så Perrie forsigtigt i håret, så hun kunne få en følelse af tryghed. “Men..” hviskede Perrie svagt, jeg lyttede stadig og kiggede op på Perrie.

“Lina bru..gte det mod mi..g,” hviskede Perrie med endnu flere tårer ned af hendes kinder. Jeg rejste mig hurtigt fra min position. Havde Lina brugt det mod Perrie? Jeg kiggede Perrie direkte i øjne og aede hende en sidste gang i håret, inden jeg tog min telefon op af lommen. “Pis!” hviskede jeg hidsigt, Perrie kiggede hurtigt op på mig, med et undrende blik. “Lina har fri nu, jeg ville ellers tage en snak med hende,” hviskede jeg lettere sagt irriteret.

Perrie rystede hurtigt på hovedet. “Please nej.. Jeg vil ikke have, at.. du er u..venner med dine venner på grund af.. mi..g,” hviskede Perrie. Hun skulle bare vide, hvor store nogle røvhuller de alle sammen var. Hvis hun vidste det, ville hun heller ikke være venner med dem. Jeg kiggede en sidste gang på Perrie, inden jeg tog hendes briller op og gav hende dem på.

“Kom, lad os tage hjem til dig,” smilede jeg og låste op fra toilettet. Perrie rejste sig hurtig fra toilettet, inden hun fulgte efter mig. Jeg sendte hende et lille smil. Vi gik sammen ud i den bidende kulde og gik ned til parkerings hallen. Jeg kunne skimte Liam og Harry komme gående imod os. Jeg er fuldstændig ligeglad med om de ser os, jeg har jo bare undskyldningen der hedder at vi skal lave fysik.

Jeg gik hurtigere end nogensinde forbi Liam og Harry, mens jeg kiggede den anden vej. Jeg kunne jo også altid bruge undskyldningen, at jeg ikke havde set dem. Da de var godt og vel langt væk fra os, kiggede Perrie på mig, med et undrende smil.

“Vi kan tage min bil,” sagde jeg da vi ankom til parkerings hallen. Perrie nikkede hurtigt, jeg førte hende vej hen til min bil. Hvis jeg selv skulle sige det ville jeg sige at det absolut var drømmebilen for mig. “Bare sæt dig ind,” sagde jeg og åbnede passagerdøren for Perrie. Perrie mumlede et hurtigt tak, inden hun gik ind i bilen.

❆❆❆

Vi ankom hurtigt til Perries hus, som faktisk var kæmpe stort. Jeg holdte foran en flot Audi, hvor garagen var let åben. Jeg steg hurtigt ud af bilen og åbnede bildøren for Perrie. Perrie mumlede igen endnu en gang tak. Vi gik sammen op til det store hus, men Perrie førte dog an. Da Perrie åbnede døren råbte hun hurtigt; “Jeg er hjemme!”

Nogle fodtrin kunne hurtigt høres og ud kom en meget nydelig og velholdt mand. “Og han er?” han kiggede hurtigt over på Perrie som sendte ham et uskyldigt smil. Et eller andet siger mig, at Perrie ikke har mange drenge med hjemme. “Louis Tomlinson, en fornøjelse at møde dem Mr. Edwards,” sagde jeg og rækkede ud efter hånden. Han tog hurtigt imod hånden med et smil. “Bare kald mig for Alex,” sagde Alex og rystede min hånd en gang.

“Far vi skal bare lave lektier. Det er til vores fysikprojekt,” sagde Perrie nervøst. Alex nikkede hurtigt. “Jamen det er bare helt i orden! Sig til, hvis I mangler noget,” sagde Alex hurtigt og sendte os et smil. “Oh, og Louis det var fantastisk at møde dig,” sagde Alex hurtigt inden han forsvandt ud af gangen.

Jeg tog hurtigt mine sko og min jakke af. Jeg stillede skoene pænt på måtten og hang min jakke pænt op på en knage. Perrie sendte mig et hurtigt smil. “Du kan.. øh.. bare følge efter mig,” sagde Perrie uskyldigt, jeg fulgte hurtigt efter Perrie.

Deres hus så ud til virkelig at have en god aroma. De virkede virkelig som en kernefamilie, der hang også små billeder rundt omkring af familien. Jeg tror ikke jeg ikke kunne finde et billede, hvor de ikke smilte. De så bare alle sammen så glade ud. Huset var også rent, pænt og lyst at se på. Jeg kiggede nøje på alle billederne, og så et billede der virkelig rørte mig. Det var et billede af en gravsten, med en masse blomster rundt om den. Den indgraverede skrift var ikke til at tage fejl af. Det var Perries søster, der lå der. Der stod fint på stenen Paige Alma Edwards.

“Vi er her..” sagde Perrie en smule forsigtigt, jeg nikkede hurtigt og gik ind på hendes værelse. Hendes værelse var virkelig stort, og der hang også en masse billeder rundt omkring af hende og hendes søster. Jeg gik tættere på et billede, Perrie havde slet ikke briller, bøjle, kasket eller dårlig stil. Hun lignede en helt almindelig pige - selvfølgelig ti gange kønnere.  

“Det er min søster,” smilede Perrie og gik over til billedet. Hun tog hurtigt billedet ned fra væggen og gav mig det i hånden. Jeg tog imod det og nærstuderede det langsomt. Jeg kiggede tilbage på det tomme søm, hvor der hang et stykke papir bag ved. Perrie tog hurtigt papiret ned, og gav det til mig. Jeg gav hurtigt Perrie billedet igen.

Kære Perrie

Tak fordi du er sådan en fantastisk søster, jeg ved ikke hvordan jeg skal starte det her brev. Det ender sikkert med, at jeg aldrig giver dig det, men så kan du få det når vi er omkring 90 år gamle og bor på samme plejehjem. Du kan virkelig altid få mig til at grine, og det ved jeg at jeg også kan med dig. Selvom du ikke ville indrømme det, så ved jeg at jeg kan få dig til at grine - og sådan er det bare. Ej, til det seriøse. Jeg elsker dig virkelig højt Perrie, du er så smuk og jeg håber en dag du får prinsen på den hvide hest. Hvis du ikke får ham nogensinde så vil jeg bare gerne lige sige, at det er helt okay - for en eller anden dag kommer han, det ved jeg! Bare vent! Når du mindst venter det, så kommer han. Og jeg ved, at I to vil få det fantastisk sammen. For den da Perrie, hvor jeg dog elsker dig.

“Det var et brev vi fandt, da vi gjorde hendes værelse rent,” hviskede Perrie. Jeg nikkede hurtigt på hovedet og gav Perrie et hurtigt kram. Jeg ved ikke, hvorfor jeg følte bare, at Perrie havde brug for et kram. Hun havde brug for opmuntring, og det vil jeg give hende. Men jeg er desværre bange for at jeg ændrer attitude i skolen i morgen. Jeg må prøve mit bedste for ikke, at gøre det.

“Jeg henter lige noget at drikke, men du kan jo.. øh.. bare gå i øh.. gang,” sagde Perrie nervøst og gik ud fra værelset og hentede os noget at drikke. Det mindede mig om det jeg sagde til Perrie første gang vi var sammen.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...