❆ A nerdy Christmas - L.T ❆

Louis Tomlinson også kendt som hele skolens bad boy, sammen med hans vedhæng Liam Payne, Zayn Malik, Harry Styles og Niall Horan. En ellers helt normal fysiktime, bliver afbrudt da der skal arbejdes i gruppe. Louis Tomlinson havner sammen med skolens største nørd; Perrie Edwards. På mindre end fireogtyve dage bliver Louis' følelser for Perrie vendt op og ned. Der er bare lige den ulempe; Han kan ikke blive set med Perrie, uden at blive dømt. Dette ville enten blive den bedste eller værste jul for Louis og Perrie. Vil der blomstre følelser op mellem Louis og Perrie? Og vigtigst af alt, vil Louis blive sødere i julemåneden?

OBS stødende scener kan forekomme, plus voldsomt sprogbrug.
PLUS dette er vores bidrag til julekalender-konkurrencen 2016 med valgmulighed nummer 1. Drengene er IKKE kendte.

90Likes
78Kommentarer
46108Visninger
AA

6. 5. december | Why are you home?

 


5.   D E C E M B E R   2 0 1 6

Jeg sad igen alene i klassen og kiggede rundt i det tomme lokale, vi skulle have musik og vi skulle også fremlægge vores opgave vi fik for i sidste uge, om at lave en duet. Charles-Otto og jeg havde lavet en fængende duet om kærlighed og sex.

Jeg sad og kræset nogle små kruseduller og citater ind i forsiden på det slidte røde musik hæfte, hvor der også var nogle få noder på. Jeg holdte hovedet med den ene hånd mens den anden arbejdede intenst med de fine tegninger og citater i skråskrift.

Jeg kunne snart ikke finde mere plads på forsiden og prøvede at klemme det hele ind uden det så alt for dumt ud, men jeg kunne godt opgive. Jeg trak det blå hæfte frem nedenunder som var mit hæfte til alt: Alle fag, tanker, tegninger, mit private hæfte med alt jeg elskede og hadede.

Dette hæfte var nyere, men stadig slidt - det var heller ikke på samme måde overtegnet - men jeg havde brug for at lave noget med mine hænder mens jeg ventede, så jeg slog op på en tilfældig side for at tegne og skrive videre.

Klassen blev hurtigt fyldt og Charles-Otto dumpede ned ved siden af mig. “Er du klar Pez?” spurgte han med et smil, hans smil smittede mens jeg nikkede. “Og hvad med dig Charles?” han nikkede også et hurtigt ja. Jeg kiggede dermed forsigtigt tilbage på mit kladdehæfte som jeg nu stille lagde tilbage i min slidte taske.

“Godt! Stille!” Vores lærer - Mr. Johnson, eller Mark, om man vil - kom ind i lokalet med sin mappe under armen. Han lagde hurtigt mappen på katederet inden han begyndte at tælle op på, hvor mange vi var. Han førte en hurtig navneopråbning. Da Mark råbte hver et navn op, kom der altid en mumlen efterfølgende, af enten et; Ja, mmh, jeps osv. Da Mark havde fuldendt protokollen kunne timen nu langt om længe begynde - jeg havde jo også siddet og ventet i jeg ved ikke, hvor lang tid.    

“Godt! I får 10 minutter til at øve igennem og så klør vi på! Jeg skal have en kopi af jeres noder og tekst,” informerede han hurtigt om, inden alle begynde at larme og forsvinde ud af lokalet, for at sætte sig de fjerneste steder på gangen. Charles-Otto og jeg blev efterladt alene i det store tomme og især tavse rum. 

“Vi tager da bare klaveret så,” grinede Charles-Otto, og lettede den stemning der lige havde været stille. Jeg nikkede hurtigt inden jeg rejste mig fra min plads, og kiggede over på Charles-Otto, som hurtigt rejste sig efter mig. Et lille smil dannede sig hurtigt på hans læber, og som før - han smil smittede virkeligt af. Vi gik sammen med et kæmpe smil smørret på op mod det nu indvaderede klaver. 

“Husk jeg skal have jeres noder og tekster,” sagde Mark igen oppe fra hans disk. Mark stod og ventede på vores kopi, så jeg kiggede hurtigt over på Charles-Otto for at aflæse om han ville have æren af, at give Charles-Otto kopien.

“Ja, jeg har nogle kopier,” sagde jeg (da Charles-Otto tydeligvis ikke gjorde det) og gik op med dem. Mark tog hurtigt imod dem og sendte mig så et kærligt smil, inden jeg gik ned til Charles-Otto som havde taget plads ved det store sorte blanke klaver. Jeg stillede mig hen ved siden af ham, og ventede så på, at han ville begynde, at spille. 

Han begynde at spille og fløjte som starten var. Det lød altid så pisse smuk, når Charles-Otto spiller på klaver. Det undrer mig hver gang, at nogle kan have så meget talent indenfor klaverspilning. Jeg havde helt glemt jeg skulle synge, og begyndte så at synge med da det gik op for mig, at jeg faktisk skulle synge.

“Oops, my baby, you woke up in my bed
Oops, we broke up, we’re better off as friends
Now I accidentally need you, I don’t know what to do
Oops, baby, I love you…” Jeg stod ved nodestativet med teksten og ramte hver en tone, ellers ville Charles-Otto have stoppet mig. Han har perfect pitch og ville stoppe mig hvis han hørte en fejl. Men han stoppede mig ikke, hvilket gjorde mig glad - så vidste jeg, at jeg havde gjort noget rigtigt. 

Han overtog i andet vers, hvor jeg hurtigt kiggede over mod den åbne dør hvor Louis’ skikkelse stod og kiggede på os mens vi øvede. Han havde et skævt smil på læberne og blev stående mens vi havde en intens øjenkontakt. Jeg vidste hvornår og hvad jeg skulle synge så jeg startede med at synge mens jeg kiggede på Louis, men fik tvunget mine øjne fra ham da jeg kunne mærke en nervøsiten stige. Charles-Otto kiggede på mig mens vi sang omkvædet - sammen den her gang. Han skævede kun kort ned på tangenterne.

“And when I think about the way you touch my body
This could be my greatest mistake
You’ve got me singing,” følelsen af at nogle der kiggede på mig blev ved i længere tid. Som om personen - som sikkert stadig var Louis - ikke kunne få øjnene fra mig. Jeg kunne mærke mine kinder blusse op, så jeg lukkede øjnene og gav den hele armen. Ingen grund til at holde igen. 
“Oops, my baby, you woke up in my bed
Oops, we broke up, we’re better off as friends
Now I accidentally need you, I don’t know what to do
Oops, baby, I love you…”

Jeg kunne mærke sommerfuglende i maven på mig, eftersom at Louis havde kigget på mig. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at han ikke var flot - for det var han, virkelig. Men jeg havde droppet alle chancerne om, at få Louis. Jeg er en nørd, og Louis er den sejeste dreng på hele skolen. Jeg har gået rundt og crushet på Louis i endeløs tid, og nu er jeg sammen med ham i fysikprojektet. Jeg måtte og skal bare ikke sige noget dumt til ham, for ellers ville han ikke arbejde sammen med mig. Selvom han er lidt tvunget til det, men så ville han jo bare ikke dukke op på min matrikel. 

Da klassen var blevet fyldt igen, havde vi alle sunget for klassen. Vi blev hevet ud af klassen en ad gangen så vi kunne få feedback. Jeg stod ude på gangen med Mark som smilede stort til mig. “Jeg ved Charlie er en fantastisk sangskriver og jeg ved du også er, men det der. Det I gjorde var så godt! Vi skal jo have nogen til at synge til jule afslutningen - altså the Christmas prom. Jeg vælger nogen og sætter jer sammen i forskellige grupper, måske på tværs af holdene. Tænkt over det.”

Jeg smilede og nikkede “Det vil jeg,” jeg havde lyst, virkelig meget endda, men om jeg kunne vidste jeg ikke. Jeg var allerede meget nervøs nu, men mest af alt fordi at jeg ved at Louis ville være der. Men plus det, så er det også omkring den 21. at eventet finder sted. 

Jeg havde altid sunget med min søster og vi havde drømt om at stå på en kæmpe scene sammen og synge for et stort publikum, men det kan vi ikke nu. Jeg vidste ikke engang om jeg gad prom, det var så overfladisk. Om jeg ville få en date? Det ville jeg ikke. Jeg er skolens mest upopulære pige, så om jeg ville få en date. Jeg tror desværre, at svaret er et stort nej

Invitationen til Promet var kommet i går, så alle snakkede om det i dag og der skulle nomineres Christmas King & Queen. De nomineret ville blive afsløret den 12. Som om jeg ville få en date, det var det der frustrede mig mest og så plus det, at det er dagen før den 21. altså den dag min elskede søster gik bort. Jeg plejer altid at sørge 3 dage inden det skete, og 2 dage efter det skete. Det vil sige, at jeg er fri den 24. til juleaften og julemorgen. Rygterne går også på, at Louis har fødselsdag den 24. december, men jeg er ikke sikker. Jeg vil ikke virke som en stalker. 

Jeg holdte mig altid meget neutralt omkring nomineringerne til Promet. Jeg havde ikke stemt de sidste to år og ville nok heller ikke komme til det. Lexa og Lina ville nok blive nomineret, og det samme med Louis og hans slæng - måske på undtagelse af Niall. Niall er ikke så populær, og jeg er bange for at det er min skyld. Jeg er bange for, at jeg har gjort ham upopulær efter de få gange vi er blevet set sammen.

❆❆❆

Jeg parkerede min jeep i indkørslen derhjemme. Noget var anderledes, måske det faktum, at min fars store audi holdte i den let åbnede garage. Jeg stirrede let på den inden jeg gik indenfor. Jeg fik næsten et chok da jeg kom ind i huset som nu var fyldt med julepynt. Mine forældre har altid haft den holdning, at jul er overfladsik - jeg giver dem ret. Men efter min søsters død har vi pyntet meget op og holdt en kæmpe jul, fordi hun elskede julen højt. Som hun altid sagde; Julen er hjerternes fest. Det er bare synd for dem der ingen familie har, når jeg bliver ældre, giver jeg de ensomme masser af kærlighed. Og sammen kan vi alle få en bedre jul.

“Pep? Er det dig?” kunne jeg høre min far råbe ude fra køkkenet. Han var faktisk hjemme, det undrede mig rigtig meget. Han var næsten aldrig hjemme, han havde mere travlt med at arbejde så familien kunne få penge, og så vi kunne fungere som en kernefamilie. Problemet er så bare, at vi aldrig bliver en kernefamilie fordi vi mangler Paige min dejlige søster - og så er mine forældre arbejsnarkomaner.  “Ja,” råbte jeg til ham mens jeg hang min jakke op og smed mine sko ude i gangen, hvor andre sko også var smidt rundt - der i blandt også Paiges gamle sko, som aldrig bliver brugt mere.

“Kommer du ikke ind i stuen og ser en julefilm med os?” spurgte min mor roligt som nu stod i åbningen til gangen. Sig mig, nu var hun også hjemme? Hvad sker der lige for, at der er to hjemme på en gang? Det er et sjældent tilfælde. “Ohh… Jo, men skulle I ikke arbejde? I arbejder altid i december,” jeg var en smule forvirret over at de var hjemme. De er aldrig hjemme. Ikke at der var nået i vejen i det, det var der ikke, overhovedet.

“Vi har valgt at tage fri så vi kan være sammen med dig, og så arbejder vi kun hver anden uge på højtryk i december. Er det okay med dig?” jeg nikkede bare og tøffede ind i stuen hvor de havde sat Alone Home på. Det var altid en film vi så sammen med Paige, vi har aldrig set den siden hun gik bort. Men nu var det tid til at se den. Min far sad i lænestolen med benene oppe, og hans briller hængende på næsen mens han kiggede ned i hans computer. Han lukkede den hurtigt da han så mig. Han rejste sig og trak mig ind i et kram.

“Har du haft en god dag i skolen, Pep?” Spurgte min far med et smil. “Ja, den har været okay,” svarede jeg roligt og trak mig fra vores kram. Skolen i dag har været okay, jeg har ikke rigtig fået nogle grimme kommentar, kun de få nogle jeg får hver dag. Men det var som om der var blevet lagt en dæmper over det. Siden jeg var hjemme ved Louis, havde han ikke sagt et eneste ondt ord til mig, hvilket chokerede mig.

“Hvad har I så lavet?” spurgte han videre inden han  satte sig tilbage i lænestolen. Jeg derimod satte mig med benene under mig i sofaen. “Ikke så meget, bare det normale,” svarede jeg og kiggede ned på min ring som mine fingre hurtigt startede at pille ved.

“Så skal der hygges” smilede min mor da hun kom ind i stuen igen med en bakke i hænderne hvorpå der stod to kopper kakao og en med kaffe. Jeg fik min kop og kiggede ned i kakaoen med skumfiduser. Jeg kiggede hurtigt op på tv'et igen, mens jeg startede med at tænke. Hvorfor var mine forældre så meget om mig? Hvad foregår der med dem? Så mange spørgsmål gik gennem mit hovede. Jeg koncentrerede mig slet ikke om den klassiske julefilm alle havde set en million gange. Det eneste jeg tænkte på, var hvad der gik af mine forældre. 

Jeg måtte finde ud af hvad mine forældre var ude på..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...