❆ A nerdy Christmas - L.T ❆

Louis Tomlinson også kendt som hele skolens bad boy, sammen med hans vedhæng Liam Payne, Zayn Malik, Harry Styles og Niall Horan. En ellers helt normal fysiktime, bliver afbrudt da der skal arbejdes i gruppe. Louis Tomlinson havner sammen med skolens største nørd; Perrie Edwards. På mindre end fireogtyve dage bliver Louis' følelser for Perrie vendt op og ned. Der er bare lige den ulempe; Han kan ikke blive set med Perrie, uden at blive dømt. Dette ville enten blive den bedste eller værste jul for Louis og Perrie. Vil der blomstre følelser op mellem Louis og Perrie? Og vigtigst af alt, vil Louis blive sødere i julemåneden?

OBS stødende scener kan forekomme, plus voldsomt sprogbrug.
PLUS dette er vores bidrag til julekalender-konkurrencen 2016 med valgmulighed nummer 1. Drengene er IKKE kendte.

90Likes
78Kommentarer
48430Visninger
AA

12. 11. december | Hey Paige


1 1.    D E C E M B E R     2 0 1 6

Jeg havde stadig ikke hørt en fra Louis, det irriterede mig grænseløst. Han kunne ikke bare forsvinde ud af mit liv nu, hvor jeg er begyndt at holde så meget af ham. Mine forældre for den sags skyld elsker ham også, fordi han hjalp mig.

Jeg lå bare i min seng med min computer. Der var en masse billeder fra en fest hos Zayn i går aftes. Louis havde været der og siddet sammen med en eller anden tøs, hvilket gjorde mig ked af det - jeg siger ikke, at Louis er min, men det gør mig virkelig ked af det. Men det så ikke ud til han havde lavet noget dumt, eller jeg prøvede ikke at forestille mig det værste, men det var så svært når han ikke havde svaret mig og derfor kan jeg ikke spørge ham.

Jeg lukkede irriteret min computer da et billede Lexa havde lagt op kom frem, det var af hende og Louis der snavede - det så desværre sådan ud. Jeg brækkede mig bogstavligtalt over det. Jeg valgte at tage nogle lyse jeans og en jule sweater på. Jeg puttede min mobil og mine hovedtelefoner i baglommen inden jeg gik ned af trappen og tog mine vinterstøvler på i gangen.

“Jeg kører en tur!” informerede jeg højt og tog min vinterjakke på sammen med mine handsker og mit halstørklæde inden jeg tog nøglerne til min nye Rang Rover. Jeg havde sådan glædet mig til at køre i den.

Jeg kørte langsomt ind til byen, jeg skulle nemlig købe nogle blomster til Paige. Jeg holdte min nye bil forsigtigt ude foran en blomsterhandler. Det var altid her Paige købte blomster til mig, Paige plejede altid at købe blomster til mig, nu hvor hun vidste, hvor svært jeg havde det.

Nu kan man vel godt sige, at det er fuldstændigt omvendt. Nu måtte jeg købe blomster til Paige. Tanken om at min søster ikke er her mere, knuste virkelig mit hjerte. Jeg savnede virkelig Paige. Det var nu jeg kunne bruge en masse råd om kærlighedslivet, og hvorfor at Louis lige pludselig havde droppet mig. Tanken var slet ikke til at bære. Var det fordi jeg var nørd og han ikke var? Var det fordi han er skolens mest populære dreng? Var det fordi jeg er skolens mest upopulære?

Jeg åbnede stille døren ind til blomsterhandlerne, så den lille klokke ringede. Sanne strømmede hurtigt ud, og gik om bag disken. Sanne og jeg kender udmærket hinanden, efter jeg havde været her så mange gange, både med Paige, men også alene.

“Perrie!” Sanne kom løbende over mod mig, og gav mig et kæmpe knus. Jeg gav hurtigt Sanne et knus igen. “En kop kaffe?” det sædvanlige spørgsmål blev spurgt, jeg nikkede hurtigt og mumlede: “Ja tak.”

“Hvad er det for noget jeg hører om dig?” mumlede Sanne over ved kaffemaskinen. Hørt, hvad om mig? Havde Lexa og Lina været her, og snakke med hende? En kæmpe pil skød gennem mit hjerte, det havde de desværre nok. “Hvad mener du?” halv mumlede jeg, mens jeg bed mig i læben som Louis altid plejede at gøre. Igen, hvorfor tænker jeg på Louis?

“Der var en eller anden mørkhåret dreng der købte blomster, og snakkede om en Perrie. Så tænkte jeg det var min Perrie,” grinede Sanne, mens hun rakte mig en kop kaffe. Jeg tog hurtigt imod den og tog en tår. Så, Louis havde været her? Så var det her fra han havde købt blomsterne, men hvorfor sagde han noget om mig?

“Bare rolig, du skal ikke være bekymret for, om han sagde noget dårligt om dig. Det gjorde han ikke,” jeg tog en tår af min kaffe og kiggede så over på Sanne. Han havde ikke sagt noget dårligt om mig? Det gjorde mig virkelig glad, at vide at han intet dårligt havde sagt om mig. Et lille smil sneg sig frem på min læbe. Men hvorfor i alverden skulle han så bare droppe mig, eller ignorere mig?

“Hvad sagde han helt præcis?” spurgte jeg en smule ivrigt om. Jeg havde virkelig brug for at vide, hvad det var han havde sagt om mig. Hvis det ikke var noget dårligt, så vidste jeg virkelig ikke, hvad det var han havde sagt om mig. Der var jo ikke ligefrem noget godt og sige om mig.

“Han sagde: ‘Jeg håber virkelig Perrie er okay. Jeg hader dem der har voldt hende smerte.. Jeg tror jeg er ved at blive forelsket i hende’ noget i den dur i hvert fald,” jeg kiggede overrasket over på Sanne med et smil. “Mener du det?” spurgte jeg meget begejstret. Sanne nikkede smilende på hovedet.

Med et smil på læben fandt jeg hurtigt den flotteste og sikkert også dyreste buket blomster. Det var Paiges yndlingsblomster, franske anemoner. Det var ikke bare franske anemoner, der var alle mulige andre blomster i. Men jeg ville dog mest tage udgangspunkt i de franske anemoner, nu hvor det var Paiges yndlingsblomster.

Da jeg havde købt dem, hoppede jeg med et smil på læben ind i min bil. Jeg vidste godt, at jeg ikke måtte køre endnu, men jeg kunne simpelthen ikke lade hver. Jeg blev bare nødt til at besøge Paige, det havde været så lang tid siden, at jeg sidst havde besøgt hende. Derfor måtte jeg risikere mit liv på det.

❆❆❆

Da jeg ankom til kirkegården, var der helt tomt for mennesker. Det er ikke mange der kommer og besøger deres kære. Jeg ved selvfølgelig godt, at det er bedst at være der for dem når de eksistere. Men jeg savner bare Paige så meget.

Jeg gik igennem den lille havelåge, som knirkede en høj lyd der gav mig en smule hovedpine. De havde aldrig smurt den låge siden Paige var kommet, det var virkelig en ide, at de skulle gøre det.

Jeg gik med målrettet skridt hen mod Paiges gravsted. Paige blev ikke brændt, hun røg direkte ned i jorden. Hun røg ned i jorden, fordi at jeg gerne ville have muligheden for at ligge ved siden af hende, når jeg en dag dør. For få måneder siden ønskede jeg faktisk at dø, jeg ville lyve, hvis jeg sagde at jeg ikke stadig ønsker det. For det gør jeg. Bestemt nu, hvor Louis har brændt mig af.

Da jeg stod foran Paiges gravsted, trillede en tåre ned af min kind. Jeg lagde stille blomsterne ved siden af hendes grav, mens jeg kom i tanke om alle de mange minder som vi har haft sammen. Vi havde altid sagt, at når vi blev gamle skulle vi sammen dø. Men Paige døde lige foran mine øjne.

“Skal vi ikke pranke nogle?” jeg kiggede over på Paige med et smil på læben, og nikkede så. “Hvad skal vi pranke med?” spurgte jeg en smule nervøst. Paige havde altid været bedst til at pranke nogle, og holde masken. Hun var også det kreative hovede af os to, hvor jeg var mere boglig.

“Skal jeg sige, at jeg ikke kan finde hjem. Filmer du så?” jeg nikkede hurtigt og tog imod Paiges telefon. Paige gik langsomt ud mod den store mennesker mængde der gik travlt op og ned af Oxfords gader. Paige kiggede en hurtig gang tilbage på mig, mens det lignede hun havde tåre ned af kinderne.

Paige er virkelig også god til at spille skuespil. Hvis det ikke var fordi hun var i gang med at blive uddannet lærer, skulle hun havde været skuespiller. Hun ville være en dame version af Leonardo, hun har nemlig også udseendet med sig. Det har hun været heldig at arve fra mor og far, mens jeg har arvet deres hjerner.

“Jeg kan ikke finde hjem,” græd Paige til en tilfældig mand. Jeg forstår ikke, hvorfor hun turde at sige det til ham, han så nemlig rimelig hård ud. Paige kiggede hurtigt tilbage på mig, jeg sendte hende hurtigt et thumbs up.

“Du kan låne min telefon til at ringe til dine forældre,” vrissede han irriteret, mens han bøvlede med at tage sin telefon op af lommen. Paige kiggede endnu en gang tilbage på mig, og så ud til at hun var ved at dø af grin. Jeg kom til at skraldgrine, og det samme gjorde Paige.

“Undskyld, men det var en prank,” grinede Paige med tårer ned af øjne. Enten var det fordi, at det var så sjovt, eller også var det for hendes skuespil før.

Manden så overhovedet ikke særlig venligt ud mere - det gjorde han egentlig heller ikke før. “Du har lige taget min tid. Din irriterende lille møgunge!” råbte han op, så hele England kunne høre ham. Paige skyndte sig hurtigt at løbe over mod mig. “Løb Perrie!” råbte Paige, og sammen løb vi fra manden, som vi begge var mere end bange for.

Jeg kiggede ned på gravstenen igen, og samlede så mine hænder så jeg kunne snakke med Paige. Det gør jeg hver gang jeg er her, og det vil jeg altid blive ved med. “Hej Paige. Jeg savner dig rigtig meget, det er helt utroligt. Hvorfor skulle du lige dø? Du var verdens bedste søster, og det synes jeg du fortjener at vide. Lige nu har jeg det bestemt ikke sjovt. Louis vil ikke svare mig - og hey, jeg har også glemt at fortælle, hvem Louis er. Louis var min ven. Vi blev sat sammen i et fysikprojekt, og jeg er desværre bange for, at jeg har fået følelser for ham, men de er nok ikke gengældt. Han har hverken svaret på mine beskeder, eller ringet tilbage. Han lovede mig på hospitalet, at han ville besøge mig i går, men det gjorde han ikke. I stedet var han til Zayns fest. Er jeg alt for paranoid? Men i hvert fald, ville jeg ønske at jeg kørte galt på vejen hjem så jeg kunne komme op i himlen til dig. Paige for søren da, du er virkelig savnet. Kan du ikke please komme tilbage igen, jeg mangler dig i mit liv.”

♡♡♡

Jeg tror slet ikke vi har fået skrevet om Louis, og hvad er er sket de sidste par dage. Jeg har så ondt af ham, men jeg er samtidig SÅ stolt over ham. Hans optræden på X-Factor var fantastisk, og jeg måtte sige, at jeg begyndte at græde. Han fortjener virkelig det bedste frem over, selvom jeg ikke kender ham har han fået mig til at smile utallige gange. Han er bare den bedste. Kan vi ikke også lige tale om, at Niall, Liam og Harry smed alt, hvad de havde i hænderne for at støtte Louis. (Der går også rygter om, at Zayn var det. Hvis han var, har han virkelig et hjerte af guld)

Jeg vil også gerne lige undskylde for, at vi publicere så sent. Men vi har begge nogle terminsprøver der hænger over vores hoveder. I dag er det faktisk mig (Fie N) der hr skrevet det meste af kapitlet, men det er kun fordi, at jeg ikke har tid i morgen, der skal jeg på arbejde - helt til klokken 21:15. Derfor skriver Blomme imorgen, vi plejer jo nemlig at dele det op, så Blomme skriver fra Perries synsvinkel, og jeg fra Louis' synsvinkel. Jeg håber, at I kunne lide kapitlet. Kommenter meget gerne, hvad I tror der sker i morgen.

Knus Fie N

♡♡♡

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...