To dages skiftet


0Likes
0Kommentarer
94Visninger
AA

1. To dages skiftet

 
- Ved I hvor længe der går? Ved I overhovedet noget som helst om ham? I kan få mit telefonnummer, så I kan ringe mig op. Eller I...
- Jeg mener at du bør tage hjem. Ikke alt den opfaren her. Skån os helst for den. Vi har prøvet alt, hvad vi var i stand til. 
I den sætning holdt lægen en langtrukken pause. 
Ordene trængte dybt ind i hende, og de bitre tårer var ikke bare bitre. De var saltede. Ligeså saltede som den flagesalt hun havde brugt til at krydre alle deres måltider med. Men det var på tide, at den salte skulle blive bitter. Bitter gråde optrådte kun i ungdomsårene. Hun kunne heller ikke komme sig efter denne tragedie. Og nu skulle denne gråd være ustandselig. Den skulle føre hende gennem tidsrummet, der var alenlangt. Hun havde aldrig haft en overdrevet ordenssans, men de blade og magasiner på bordet var godt blandet sammen.  Hun takkede dem for det. Takkede dem for den samhørighed de havde givet hende. Bladene. De skabte tid. De skabte et område, hvor hun kunne holde ud til at være. Blade side om side og løse krydsord. Det var ikke første gang, at hun skulle være pårørende og han patient. Men hun var overbevist om, at det hele nok skulle gå. Det er bare en længerevarende proces. De mindede hende om det. At det her ikke var nogen legende. Det var ikke en historie, og den var heller ikke blevet skrevet ned i nogle af historiebøgerne, så den ville sikkert blive glemt om nogle år. Indenfor den tidsramme ville der ikke være noget. Der ville ikke være dem. De ville ikke være sammen mere. Og alene det gjorde, at hun svor, at han var den eneste ene, som man nu gør med sine kærester. Men ham her var noget særligt. 
Han tog sig til hovedet, når hun kaldte ham efter hans kaldenavn. Hans vindue lukkede i, som klappen i hans indre gik itu. Han var blevet kaldt det for mange gange, og hun havde fortsat traditionerne. Så han følte sig hjemme på stedet. Men nu kunne hun ikke. Nu var alt det nuværende bare fortid. Som en nyfødt nægtede han at sove om natten. Han fortalte om steder, som han ville erobre, sejre over og skabe et navnkundigt folk. Men de drømme var kun bedrifter inde i sit ego. Hun var kommet til at fortale sig om hans sygdom. Men det var ikke noget, som hun kunne gøre for. Der er så meget, der er andres skyld, så det var ikke hende. Det var bare hans forældre. Da de afslørede hans sygdom, ville hun blive ked af det. Og det havde de heldigvis ikke gjort endnu, men det skulle de komme til. Når hun kom hjem, skulle de trin for trin fortælle hende alt. Fortælle hende hvad der var galt med ham. Men de havde bestemt sig for, at det først skulle være, når de havde sagt farvel. For når de havde sagt farvel, var hun bedøvende ligeglad med ham. Men det passede hende ikke. Hun kunne umuligt være ligeglad. De havde drukket til deres drukture og skændtes til, at de begge var hæse næste dag, og alt energien var opbrugt. Sådan en omgang ordkløveri havde ingen budt hende før, men det var sundt for forholdet. Det fortalte parterapeuten dem. Så holdt de ellers op med at mødes med ham mere. De gange de havde gjort det var dybest set en lige så stor tragedie, som de sad i nu. Men den tragedie var der ingen ord for. Hun var i en osteklokke. Hverken sygeplejersker eller nogle andre embedsmænd ville kunne stoppe de indre blødninger i hende. Ingen ville kunne rydde bod på alt den sorg, som havde forvoldt hende i alle indlæggelser. Hver gang havde de åbenbaret, at den sveske, som ikke blev spist, blev fodret til hønsene næste dag. Så hun ville ikke få mere medicinering. Hun ville ikke få de rette kostråd. døende.
 

På hans stue var der en altan, der akkurat lignede den derhjemme. Man kunne bare ikke træde udenfor. Man kunne kun stå inde på stuen og kigge ud. Hun løftede det ene ben og forestillede sig at svæve væk. Træde ud over og flyve. Sådan kom hans liv til at være fra nu af. Det var uudholdeligt. Det lignede virkelige den runde karnap, som gav udsigten i deres lejlighed. Den var forsynet med fem vinduer, så man kunne kigge til alle hjørner og kroge. I vindueskarmen havde de også duftranker, så der var et look over det. Der måtte ikke stilles for mange, så de spærrede for udsigten og sollyset. Men det var vel smag og behag. Hun formodede, at de ikke ville komme hjem igen. Det her var den sidste indlæggelse. Der var for mange satsninger sidste gang, så hans velvære blev dårligere med tiden. Derfor tog de chancen og satte ham af der. Det havde plaget ham for meget, så deres liv blev uoverskueligt med så mange utilregnelige indlæggelser. Til sekundtælleren fortalte hun, at de havde været hinandens. Men de havde kun været det. Hinandens stjernekastere. Da lå han der. Døende igen som døende i går og aldrig levende. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...