Troublemaker - Full edition!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2016
  • Opdateret: 27 dec. 2016
  • Status: Igang
// Forbedret version af min gamle klassiker "Troublemaker" //

Dette er en gammel movella, som jeg redigerer lidt efter lidt, så hvis man har lyst til at læse med, så skal man være så velkommen! Der vil komme lidt kapitler dag for dag, så der vil ikke være den store ventetid, eftersom kapitlerne er skrevet og bare skal redigeres lidt efter lidt. Det er det store og det hele og intet nyt i det ;)

Til nye læsere, der ikke kender historien, så er der et kort resumé her:
"Samantha Sullivan er datter af en rigmand, der tror, at hun har det som blommen i et æg, men det er kun til hun møder den småkriminelle Justin Bieber, som går på den skole, som hun skal starte på. Så bliver der vendt op og ned på alting og hemmeligheder afsløres. Hemmeligheder, som Sam ikke troede var virkelige..."




53Likes
41Kommentarer
383154Visninger
AA

39. Tilståelsen!

Sams synsvinkel:

Jeg kunne ikke tro det. Justin havde blot leget med mine følelser og så havde han fandeme været sammen med ikke bare én, men hele tre piger på skolen ud over mig. Det vendte sig frygteligt i mig.

Jeg stoppede et øjeblik ved en busk nær ved én af skolebygningerne og hev efter vejret. Jeg var forpustet af at løbe, og af at tude så voldsomt samtidig.

"Også Jessica?", udbrød jeg hulkende og følte virkelig, at jeg havde fået mit hjerte knust. Så var det rigtigt hvad jeg havde set mellem Jessica og Justin i svømmehallen i tirsdags. Det gav så meget mening nu. Han havde bare leget med mig og holdt mig tykt for nar. Ikke en skid, at han elskede mig! Jeg kunne simpelthen ikke tro på det.

"Sam!", kunne jeg høre Justin råbe efter mig, mens han tydeligvis løb. Han var et godt stykke bagude mig, og trods det faktum, at jeg var grædefærdig og forpustet, så løb jeg videre. Jeg skulle bare væk fra ham! Fuck, en idiot han var! Jeg burde have lyttet til min fornuft i mandags, da Justin prøvede mig af. Jeg burde have indset allerede der tilbage, at jeg ikke skulle have fundet mig i noget fra ham.

Jeg stoppede kort efter op igen for at hive efter vejret...

"Sam!", råbte han igen, "For helvede, du må altså høre på mig!", råbte han yderligere og var godt ved at indhente mig.

"Jeg stolede kraftedeme på dig Justin! Trods det faktum, at du er en flabet type! Du er ikke andet end en kæmpe idiot, som jeg endelig har indset, at jeg ikke kan stole på! Jeg hader dig Justin! Lad mig fucking være!", råbte jeg arrigt tilbage, selv om gråden var ret god til at overmande mig, og jeg stak straks i løb igen mod en tilfældig indgang til skolen.

Jeg bed slet ikke mærke i hvilken indgang det var eller alle de omkringstående måbende elever, der stod og gloede underligt på mig og Justin, som farede forbi dem alle.

"Sam!", råbte han igen, så det rungede i skolegangen. Kunne han for helvede ikke bare stoppe sin skide jagt på mig? Det var pænt utroligt, at jeg overhovedet kunne løbe stærkt i mine platformsko. Tja, jeg rendte jo sjældent i flade sko, så det var vel derfor? Jeg skyndte mig videre ind ad en anden skolegang, og der var ikke så mange elever på gangene, men jeg fandt hurtigt ud af at jeg var nået ind på  de 1. g'ernes område. De fleste var vel omkring de 15-16 år.

"Sam for helvede! Så stop dog!", råbte Justin næsten bag mig.

Ja, det kunne jeg fornemme, og desværre havde jeg ikke så meget kontrol over mine ben længere, så jeg snublede over mit ene ben og endte med et brag på gulvet..

"Aaav for helvede!", skreg jeg højt af smerte og kæmpede mig lettere op at sidde på gulvet. Jeg tog mig jamrede i smerte til min fod. Et par piger kom hen til mig, "Er du okay?", spurgte de i mundene på hinanden, men desværre nåede Justin selvfølgelig hen til mig, så jeg ikke kunne stikke af nu.

Jeg tudbrølede højt, nu både pga Justin, men også pga af den sygelige smerte, som jeg havde pålagt min stakkels fod. Justin satte sig på hug foran mig. De to piger udbrød: "Du er da Justin Bieber?", sagde de med et suk og flirtende fnis. Jeg bandede indvendigt. Ja selvfølgelig kendte alle pigerne ham mere eller mindre, eftersom jeg havde fundet ud af at han var jordens største player og idiot!

"Sam, for helvede... Undskyld.. Jeg har været sådan en klam idiot... Og du har god grund til at hade mig for det, men jeg er ikke sådan mere... Jeg elsker dig jo, og jeg har kun øjnene, og vel og mærke mine hænder kun for dig.. Du må tro på mig?", græd han forpustet.

"Aaarh!", udbrød jeg jamrende over den brændende smerte i min fod, og hørte kun det halve af hvad Justin sad og sagde til mig, kun fordi smerten overtog meget af min koncentration og jeg tog mig ømmende til foden. Jeg kæmpede min platformsko af. Fuck hvor den brændte af smerte!

"Babe? Hørte du hvad jeg lige sagde?", spurgte Justin desperat. Jeg så med et smertende blik på ham og så atter ned på min smertende foid, som jeg gnubbede forsigtigt på, i håb om, at den ville blive bedre af det.

"Babe? Er du okay?", spurgte Justin mig med en bekymret stemme og skulle til at stryge sin hånd over min arm, men jeg skubbede han  hånd væk fra mig, "Justin, hold dig fra mig!", bad jeg med en træt og desperat stemme.

Træt af at græde og træt af at føle den brændende smerte i min fod og værst af alt; Træt af Justin!

"Aaav, det gør så ooondt!", skreg jeg yderligere, mens jeg stadigt prøvede at bide smerten i mig.

Justin veg sig tydeligvis ikke en eneste millimeter fra mig og jeg så med et olmt blik på ham, "Sig mig? Fattede du ikke lige hvad jeg sagde?!", udbrød jeg frustreret og med knust hjerte.

"Du kan sige hvad pokker du vil babe! For jeg viger mig ikke fra dig og det vil jeg aldrig nogensinde gøre!", råbte Justin frustreret i ansigtet på mig, så jeg forstummede i sekundet og sank en ubarmhjertig hård klump.

Han græd stille, "Sam.. for helvede....", græd han i en desperat tone og snøftede hårdt ind, "- Så forstå det dog... Jeg tilstår at jeg var en player, men siden jeg mødte dig i mandags, så vendte min verden sig til det stik modsatte... Du fik mig til at indse hvad kærlighed er, og at man ikke skal dømme folk på forhånd uden at man kender dem....", forklarede han med en træt og grådkvalt stemme og snøftede yderligere, "Sam.... Forstå det nu... Jeg elsker dig så ufatteligt højt..", hviskede han grædende.

Fedt! Så sad vi begge på gangen og græd og vel og mærke på  1. g'ernes område!

Hvor lavt kunne man synke?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...