Troublemaker - Full edition!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2016
  • Opdateret: 27 dec. 2016
  • Status: Igang
// Forbedret version af min gamle klassiker "Troublemaker" //

Dette er en gammel movella, som jeg redigerer lidt efter lidt, så hvis man har lyst til at læse med, så skal man være så velkommen! Der vil komme lidt kapitler dag for dag, så der vil ikke være den store ventetid, eftersom kapitlerne er skrevet og bare skal redigeres lidt efter lidt. Det er det store og det hele og intet nyt i det ;)

Til nye læsere, der ikke kender historien, så er der et kort resumé her:
"Samantha Sullivan er datter af en rigmand, der tror, at hun har det som blommen i et æg, men det er kun til hun møder den småkriminelle Justin Bieber, som går på den skole, som hun skal starte på. Så bliver der vendt op og ned på alting og hemmeligheder afsløres. Hemmeligheder, som Sam ikke troede var virkelige..."




53Likes
41Kommentarer
387542Visninger
AA

41. Skadestuen.

Sams synsvinkel:

Vi sad og ventede på at det blev min tur. Jeg havde fået noget is på foden og anklen af en sygeplejerske, så det hjalp en smule. Jeg kunne i alt fald klare den bedre end før og lige holde smerterne ud på nippet. Justin var lige smuttet udenfor for at trække lidt luft, ja det var nok rettere en smøg. For ja, han trængte vel til det? Jeg var lettet og på en måde lykkelig over, at vi havde haft vores skænderi. Hende Leighanne havde fået åbnet op for Justins sande identitet. Så han havde indrømmet alt over for mig og jeg havde kunnet mærke hans ærlighed helt igennem. Hvad jeg dog var mindre lykkelig for, var min stakkels fod. Men på den anden side, hvis jeg nu ikke var faldet og havde skadet min fod, hvor mon jeg og Justin så var nu?

Justin kom ind i venteværelset igen, og han satte sig ved siden ad mig. Han smilte kærligt til mig og gav mig et kys på kinden, "Hva' så dit stædigt æsel... Hvordan går det med foden?", spurgte han mig sødt.

Jeg grinte over hans tiltale over for mig, "Er jeg virkelig så slem Justin?", spurgte jeg med et lille grin.

Han puffede let med sin overarm til min arm, "Du er meget værre..", svarede han med et skævt og flabet smil.

"Ja, jeg elsker oss' dig!", svarede jeg med et sarkastisk grin.

"Og jeg tror, at det er anklen det er gået ud over..", tilføjede jeg med små jammerlige av'er!

"Ja, mig kan du ikke løbe om hjørner med babe..", svarede Justin med et flabet smil.

"Haha, hvor er du bare sort main.", svarede jeg sarkastisk med et flabet smil.

Justin grinte, "Det var da lige godt pokkers, så flabet min kæreste er blevet.", svarede han med et skævt smil.

Jeg fnes lettere hovedrystende, "Ja det er jo ligesom dig der har smittet mig..", svarede jeg med et løftet øjenbryn.

Justin grinte hjerteligt og lænede sig tilbage i stolen, "Kæft, vi er et godt par!", skød han ud i luften.

"Jeps! Verdens mest flabede par.", pointerede jeg og lagde min ene arm om hans nakke.

Justin så med et skævt smil på mig og lænede sig mod mig og trak mig ind i et dejligt blidt kys.

"Mmh Justin... Du sgu bare så herlig...", mumlede jeg midt i vores dejlige snav.

Han kom med et lille grin et kort sekund og kyssede mig videre...

"Samantha Sullivan?", blev der sagt højt, og dermed afbrød vores kys, så Justin trak sig fra mig med et smørret smil, mens han fugtede sine læber.

Justin rejste sig og gik bag om mig og skubbede mig afsted med kørestolen, som jeg sad i. Vi blev ført ind i et lille rum. En læge satte sig ned på en lille ståltaburet med hjul under foran mig og rakte hånden mod mig, som jeg tog imod, "Goddag Samantha, jeg er dr. Craven.", præsenterede han sig. Han slap hurtigt min hånd og gav også hånden til Justin.

"Nå, Samantha...", sagde han og jeg afbrød ham hurtigt, "Du må meget gerne kalde mig Sam.", indvendte jeg med et lille smil.

Dr. Craven nikkede med et smil. Han virkede til at være rigtig flink. Han var tydeligvis en mulat, der var kronraget og så ville jeg skyde ham til at være sidst i tyverne, "Nå Sam, kan du fortælle mig hvad der er sket med din fod?", spurgte dr Craven mig.

Jeg smilte og viste min ene platformsko, som jeg stadigt havde på, på den anden fod. Den anden sko lå ude i Justins bil.

"Jeg snublede pludseligt på skolegangen, og jeg løb ret stærkt.", svarede jeg ærligt.

Dr. Craven grinte, "Hvem i alverden får sig selv til at løbe stærkt i højhælede sko? Man skal da have løbesko på i stedet.", svarede dr. Craven med et lille kort grin.

Både Justin og jeg grinte med.

"Hvorfor i alverden vil en ung dame, som dig løbe rundt i højhælede sko?", spurgte han yderligere.

Jeg trak på skulderne og kiggede hurtigt hen på Justin, hvorefter jeg så tilbage på dr. Craven, "Jeg og Justin havde bare et lille skænderi, så jeg løb altså fra ham.", forklarede jeg bestemt. Jeg pakkede det lige lovligt meget ind, men ingen skulle vide, at det havde været et stort dramatisk øjeblik.

Dr. Craven rømmede sig, "Jo, jo... Så må vi jo lige se på din fod...", svarede han med et lille smil.

Da han begyndte at rykke en anelse i min fod, skreg jeg op.

"Aaav for helvede!"

Dr. Craven grinte indestængt, "Sikke dog et smukt ordforråd din kæreste har!", grinte han over til Justin.

Justin grinte, "Jeps.. Jeg ved det! Er hun ikke bare dejlig?", svarede Justin med et lille grin.

Dr. Craven lagde isposen ovenpå min ankel igen, og han rejste sig.  Han gik hen til et langt hvidt og ret enkelt skrivebord, hvor han skrev på en journal.

"Ja Sam, du skal vidst lige igennem en røntgen med den fod... I kan gå over til røntgenafdelingen nu og få det overstået...", sagde dr. Craven med et smil, og gik hen og gav mig min journal i min hånd. Jeg lagde den i skødet.

"Vi ses Sam.", sagde dr. Craven.

Jeg nikkede med et smil og Justin kørte mig afsted mod røntgenafdelingen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...