Troublemaker - Full edition!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2016
  • Opdateret: 27 dec. 2016
  • Status: Igang
// Forbedret version af min gamle klassiker "Troublemaker" //

Dette er en gammel movella, som jeg redigerer lidt efter lidt, så hvis man har lyst til at læse med, så skal man være så velkommen! Der vil komme lidt kapitler dag for dag, så der vil ikke være den store ventetid, eftersom kapitlerne er skrevet og bare skal redigeres lidt efter lidt. Det er det store og det hele og intet nyt i det ;)

Til nye læsere, der ikke kender historien, så er der et kort resumé her:
"Samantha Sullivan er datter af en rigmand, der tror, at hun har det som blommen i et æg, men det er kun til hun møder den småkriminelle Justin Bieber, som går på den skole, som hun skal starte på. Så bliver der vendt op og ned på alting og hemmeligheder afsløres. Hemmeligheder, som Sam ikke troede var virkelige..."




53Likes
41Kommentarer
388200Visninger
AA

91. Samtalen.


Justins synsvinkel:

Efter en rimelig tilfredsstillende gang italiensk aftensmad, havde vi havde fundet os et motel et stykke uden for byen, og Sam var nu smuttet i bad, mens jeg lå på sengen og zappede på fjernbetjeningen til det lille kedelige tv, der havde godt og vel 10 røv-kedelige kanaler.

Det varme og lumre vejr fra tidligere, havde tiltrukket så meget fugt, at det nu regnede udenfor og regnen stod ned i lårtykke stråler, og der var sgu ikke meget man kunne underholde sig selv med her. Det eneste gode ved det her motelværelse, var at alt var noget bedre og i ordenligt stand i forhold til det andet, som vi havde været på sidste nat, så det var absolut ikke et snusket sted, som vi havde fundet os her.

For at udnytte tiden på en anden måde, besluttede jeg mig for, at ringe til min mor og forklare det meste. Jeg ville dog undlade at fortælle om alt den ballade og rod, som jeg ellers havde levet med før jeg mødte Sam. Der var jo absolut ingen grund til at gøre min mor endnu mere oprevet end hvad godt var. Det ville også blive ret så underligt ,at snakke med hende igen efter så lang tid. Jeg tror, at det havde været godt og vel to måneder siden sidst Ja, vi snakkede ikke særligt tit med hinanden. Hun havde ofte ringet til mig, men hvor jeg bevidst ikke havde svaret på alle hendes opkald. Jeg havde ikke kunne magte, at skulle tale med hende, fordi jeg var så meget anderledes end hun var hvad angik normer. At det hele ville ende med, at jeg ville flygte hjem til min mor, ja det havde jeg aldrig i min vildeste fantasier drømt om.

Jeg gik ind og fandt hende på seneste opkald, som én af de nederste.

(duuut.. duuut.. duuut.. duuut.. duuut....)

"Pattie Mallette..", svarede hun.

Ja, jeg havde ringet til hjemmetelefonen, så hun kunne jo ikke ligefrem se, at det var hendes egen søn der ringede til hende.

"Hej mor...", svarede jeg stille med en klump i halsen.

Der ikke gik andet end nogle sekunder, så svarede hun hurtigt, "Justin?  Aww, hvor har jeg savnet at høre fra dig... Hvordan går det? Er alt okay? Hvad med Chaz og Ryan? - Har de det godt også? Går det godt i skolen? - Nu passer du vel timerne, ikke? Der er vel ikke sket noget alvorligt, vel?", blev hun ved i en køre, så jeg sukkede tungt opgivende over alle hendes spørgsmål.

Det var det typiske ved ens mor, der altid frygtede det værste for én, hvis man ikke havde givet lyd fra sig i meget lang tid.

"- Og hvad med Sam? Hvornår får jeg hende at se? Hvad.....", blev hun ved til jeg afbrød hende med et lille akavet grin,

"Mor altså! Alt er okay med Sam og mig... Eller.....", svarede jeg lidt ved siden ad mig selv og sukkede.

"Åh nej skat... Er der sket noget alvorligt? Jeg kan ikke lide at tænke på, hvis min søn ikke trives... Justin?", svarede hun med en bekymrende stemme.

"Mor.. Sam og jeg har det godt lige nu, men jeg må desværre indrømme, at vi er ude i nogle rimelig slemme problemer for i øjeblikket..", svarede jeg med et dybt suk.

Sam kom ind på værelset fra sit bad, og hun havde kun håndklæde svøbt om sig og hendes lange hår var vådt og uredt. Hun smilte hen til mig, "Hvem snakker du med?", spurgte Sam nysgerrigt.

Jeg smilte svagt, "Min mor..", svarede jeg kort med et lille smil og vendte opmærksomheden mod min mor igen.

"Du må hilse hende..", svarede Sam igen med et smil, og gik hen og rodede i K-mart-poserne efter noget undertøj.

Jeg nikkede, "Jeg skulle forresten hilse fra Sam, mor..", sagde jeg roligt i telefonen.

"Tak min skat... Hvad er det for problemer, som i er ude i Justin?", spurgte min mor yderligere.

Jeg sukkede, og lagde mig helt ned på ryggen i sengen med min frie arm bukkende under min nakke, "Mor, nu skal du høre. Du husker vel nok sidste gang vi to snakkede sammen, der nævnte jeg Sams far for dig ikke?", begyndte jeg.

(Par sekunders stilhed...)

"Jo Justin, han hedder da Jake Sullivan, ikke?", svarede min mor.

"Ja mor....", svarede jeg kort med en dyb indånding, mens jeg fjernede min arm under nakken for at gribe ud efter min smøgpakke, der lå på sengebordet til venstre for mig, hvorefter jeg rystede en smøg ud og tog den i munden, og stak min venstre hånd ned i min bukselomme efter lighteren og tændte smøgen, og lagde derefter lighteren på sengebordet. Jeg tog et ordentligt hvæs.

"Justin er du der?", spurgte min mor undrende på grund af min langtrukne stilhed. Jeg pustede røgen stille ud, mens jeg kiggede op i loftet. Sam kom hen med et askebæger til mig og lagde den på min mave.

"Tak smukke..", sagde jeg lavt til Sam, "Ja, jeg er her mor... Jeg skulle bare lige tænde mig en smøg.. Sorry..", svarede jeg min mor.

"Justin altså, du ved godt at det gift ikke er godt for dine lunger.", svarede min mor hurtigt med en bestemt små-irriteret tone i sin stemme.

"Mor, nu er det ligesom ikke smøger og lungekræft, som jeg vil snakke med dig om vel?", svarede jeg hurtigt, mens jeg tog endnu et hvæs af min smøg.

"Hvad er det så med Sams far, Justin?", spurgte min mor med et svagt suk i den anden ende.

"Jo mor...", begyndte jeg roligt og pustede røgen ud, "Han er rocker-syg i bøtten... Sam og jeg er på flugt fra ham.. Vi befinder os pt lidt uden for byen Holbrook i Arizona...", forklarede jeg, og min mor afbrød mig midt i det hele,

"I er på flugt? I Arizona? Jamen Justin, hvad i alverden foregår der? Kan jeg få en forklaring?!", spurgte min mor med stor bekymring i stemmen.

"Jamen mor, du afbrød jo ligesom, og jeg prøver ligesom at forklare dig hele sammenhængen her, okay?!", svarede jeg hurtigt og dryssede noget af asken af smøgen ned i askebægeret, og tog endnu et hvæs

"Ej, undskyld skat... Jamen, så forklar venligst?", svarede min mor lettere nervøst i hendes stemme. Ja, det kunne jeg sgu høre.

Jeg sukkede dybt, "Jo, hør her mor... Hele sagens kerne i det her er, at Sam og jeg elsker hinanden meget højt, men Jake, altså Sams far, har åbenbart fået et helt forkert indtryk af, at jeg slet ikke er god nok til hans datter, og det er jo løgn, for jeg elsker jo hende af hele mit hjerte, og jeg ville aldrig nogensinde drømme om at gøre hende ondt... Så hvad jeg faktisk ikke har fortalt dig før overhovedet er, at Sam  og jeg har set til hinanden så meget, som overhovedet muligt siden for tre måneder siden, hvor Jake Sullivan havde sendt psykiske trusler mod mig, at hvis jeg ikke holdt mig fra hende, at det så ville blive værst for mig selv, men jeg elsker hende jo, og Jake har så ikke vidst noget om, at Sam og jeg har set hinanden hele tiden i det skjulte... Vi har før snakket løst og fast omkring de,t at vi ville stikke af, og bare væk fra det hele, og især væk fra hendes far, da han havde bandlyst hende for at have kontakt med mig, men mor som du ved, så kender du jo selv til ordsproget, at i krig og kærlighed, gælder alle kneb. Det gik for alvor op for os, hvor slem Jake faktisk er, her i forgårds, da vi uheldigvis stødte på ham på vej hjemad efter vi havde overnattet på stranden med alle vores venner... Sam gemte sig i min bil, da hun ikke måtte blive opdaget af sin far, eftersom hun var sammen med mig og de andre... Hun hørte Jake true mig åbenlyst, at han ville jagte mig noget så grusomt, hvis han fandt ud af, at jeg stadigt er sammen med Sam, som du jo nok kan forstå at vi er....", forklarede jeg, mens jeg rejste mig i sengen igen og stilte askebægeret hen på sengebordet og vendte mine ben ned på gulvet. Jeg tog mig til ansigtet og gned mig lettere i øjet, til trods for min rygende smøg i hånden.

Min mor sukkede tungt i røret, "Så du siger altså, at fordi Jake ikke vil se jer sammen og har truet dig Justin, så vil han jagte dig eller rettere jer, fordi du og Sam ikke kan holde jer fra hinanden?", spurgte min mor chokeret i stemmen

Jeg kunne lige forestille mig hendes udtryk i ansigtet. Ligbleg i ansigtet, som bare pokker til stærk kontrast for hendes lange mørkebrune hår.

"Ja..", svarede jeg stille, "Han har også truet Chaz med kvælertag her i morges hjemme hos Chaz' kæreste Kelly, hvis ikke Chaz fortalte Jake, hvor jeg og Sam var eller er på vej hen..", tilføjede jeg med en knude i maven.

"HAR HAN TAGET KVÆLERTAG PÅ CHAZ?!", fløj det brutalt ud af min mor. Hun lød meget mere chokeret nu end før.

"Ja...", svarede jeg stille, og tog det sidste hvæs af min smøg, for derefter at skodde resten i askebægeret.

"Er Chaz okay, og hvad med Ryan?", spurgte min mor klynkende, så jeg mistænkte hende for, at sidde og græde nu. Hun var tydeligvis helt ved siden af sig selv af chok nu det var tydeligt, at høre gennem telefonen.

"De har det okay nu... Jake er vidst i rygende fart efter mig og Sam..", svarede jeg med et knæk i stemmen.

Jeg mærkede Sams arme om mig bagfra, som et knugende kram.

"Vi må have fat i politiet!", røg det ud af min mor.

Jeg sukkede, "Det nytter ikke noget mor... Han truede Chaz og Kelly med, at de ikke skulle kontakte politiet, fordi han påstod at han selv ejer dem...", svarede jeg med følelsen af det tilbagevendende chok, der omringede mine nerver.

"Jamen, vi må da gøre noget?", svarede min mor grådkvalt.

"Ja.. Jeg ved ikke helt endnu, men mor...", spurgte jeg kort.

"Ja, min skat?", svarede hun.

"Vi prøver at vildlede Jake... Han tror, at vi er på vej til New York, men han ved ikke, at vi faktisk tager hjem til dig i Stratford..", svarede jeg.

Min mor hulkede i telefonen, "Ja, gør det Justin... Jeg håber, at i kommer helskindede hjem... Jeg skal nok give Jeremy besked,  og selvfølgelig det samme til dine bedsteforældre...", svarede min mor grådkvalt i telefonen.

"Ja mor... Jeg vil gøre alt! Jeg passer så godt på Sam, som overhovedet muligt.. Det hele skal nok lykkedes mor.. det forsikrer jeg dig om..", svarede jeg med en stemme, der knækkede over i svag gråd.

Ja, det var faktisk psykisk hårdt det her problem. Jeg kunne mærke, at Sam også hulkede stille ind i ryggen på mig. Hun havde slet ikke sluppet sin omfavnelse omkring maven på mig.

"Justin.... Jeg elsker dig... Pas på jer selv, og jeg håber på, at vi snart ses...", svarede min mor grådkvalt i telefonen.

"Ja mor... Jeg elsker også dig... Mor....", svarede jeg, men jeg følte virkelig, at jeg ikke kunne holde det værste væk og brød fuldkommen sammen af gråd. "Jeg er.... Vi er bange....", hviskede jeg skælvende med tårerne rendende ned ad mine kinder.

"Det skal nok gå Justin... Jeg beder alt hvad jeg kan til Gud, at han må passe på jer..", svarede min mor snøftende.

Jeg tørrede mine våde kinder med min højre hånd, "Tak mor... Det ville betyde alverden for os..", snøftede jeg.

"Pas på jer selv skat... I må hellere få noget søvn i nat...", svarede min mor stille.

"Ja mor.... Sov godt..", svarede jeg snøftende.

"Godnat min skat.. Giv Sam et stort knus fra mig...", svarede hun.

"Det skal jeg gøre mor... Farvel..", svarede jeg snøftende.

"Vi ses min skat..", svarede min mor.

(klik..)

Jeg lagde min iPhone på sengebordet ved siden af mig, og faldt tilbage i sengen med Sam omkring mig, hvor vi begge lå og græd stille.

"Det skal nok gå Justin, det skal....", hørte jeg Sam hviske ind i øret på mig bag mig.

Jeg vendte mig om på den anden side og trak hende ind til mig, så hun puttede sig på min arm og jeg trak tæppet over os....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...