Troublemaker - Full edition!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2016
  • Opdateret: 27 dec. 2016
  • Status: Igang
// Forbedret version af min gamle klassiker "Troublemaker" //

Dette er en gammel movella, som jeg redigerer lidt efter lidt, så hvis man har lyst til at læse med, så skal man være så velkommen! Der vil komme lidt kapitler dag for dag, så der vil ikke være den store ventetid, eftersom kapitlerne er skrevet og bare skal redigeres lidt efter lidt. Det er det store og det hele og intet nyt i det ;)

Til nye læsere, der ikke kender historien, så er der et kort resumé her:
"Samantha Sullivan er datter af en rigmand, der tror, at hun har det som blommen i et æg, men det er kun til hun møder den småkriminelle Justin Bieber, som går på den skole, som hun skal starte på. Så bliver der vendt op og ned på alting og hemmeligheder afsløres. Hemmeligheder, som Sam ikke troede var virkelige..."




54Likes
41Kommentarer
403178Visninger
AA

8. Sams liv.

Sams synsvinkel:

De store sorte jern-gitre åbnede automatisk, som de altid plejede. Jones kørte bilen forsigtigt ind ad den lange vej, med retningen op mod villaen. Paladset, som jeg kaldte det. Lågerne lukkede hurtigt i lige efter. Der skulle ikke risikeres at fremmede, nysgerrige og ubudne gæster kom ind uden tilladelse. Min far så meget stort på sikkerheden og jeg forstod ham da også. Det var jo ikke ligefrem altid. at der åndede fred her i det her område, til trods for vi boede i de riges kvarter lidt udenfor selve storbyen.

Jones åbnede døren for mig og jeg tog min store håndtaske, og steg ud af bilen, og gik derefter med halvtunge skridt op mod hoveddøren. Jeg håbede virkelig at skoledagen i morgen ville blive bedre. Jeg orkede virkelig ikke, at tænke på Justins evindelige "overgreb" på mig. Jeg måtte da indrømme, at han trods alt havde været ret sød da jeg ventede på Jones på skolens parkeringsplads.

Jeg rystede hurtigt på hovedet i forvirring over mig selv.

"Sam hvad fanden er det du tænker? Justin? Sød?!", sagde jeg halvhøjt til mig selv.

Halleluja hvor kørte det bare godt det her! Jeg blev mødt af det sædvanlige hysteri her i hjemmet. Min mor, som gik helt amok på cocktails og hendes total klamme musiksmag, der drønede ud af højtalerne for fuld skrue i hele palæet. Hun elskede bare at høre opera. Jeg kunne ikke selv udstå opera.

Jeg stak hovedet ind i den gevaldige åbne stue, hvor min mor lå og slangede sig på chaiselongen med grøn maske i hovedet, agurkeskiver for øjnene og nippede martinis i sig. God Damn, min mor var fandeme ikke rask!

"HEJ MOR!", råbte jeg for vilden sky, for hun kunne høre mig.

Hun fjernede agurkeskiverne og skruede ned for musikken fra fjernbetjeningen af.

"Nå hej skat! Har du haft en god skoledag?", spurgte hun med nærmest ligegyldighed.

For at sige det pænt, så var min mor og jeg desværre ikke særligt tætte på hinanden. Jeg anede ikke helt hvorfor? Måske, var det bare faktummet, at hun bare aldrig rigtigt havde ønsket sig noget barn. Jeg var enebarn, og det var vidst min far, der så brændende havde ønsket sig et barn, og min mor havde så åbenbart gået med til det, blot for at få lov til at beholde det her "imperium".

Min mor viste sjældent rigtige følelser for mig. Al kærligheden fik jeg faktisk af min far, både af omsorg og af materielle goder. Han gav den ikke for lidt. Jeg var virkelig ønsket af min far og en rigtig fars pige og stadigt efter lidt over sytten år, var jeg stadigt hans et og alt. Jeg smilte skævt.

"Ja det var en fin dag!", svarede jeg ligegyldigt med et træk på skuldrene, og gik hurtigt over til den store trappe i hallen.

Jeg magtede virkelig ikke, at uddybe mig over for min mor, hvilken træls dag jeg faktisk havde haft., og desuden troede jeg heller ikke, at min mor gad at lytte eller for den sags skyld snakke om tingene. Og hvor havde jeg dog ret. Hun spurgte ikke engang videre til mig eller noget, og sekunder efter tunede operaen atter ud for vilde gardiner igen.

Jeg sukkede og gik med trætte skridt op ad den lange brede trappe i vores enorme fornemme hall. Jeg nåede endeligt ovenpå og gik helt ned for enden ad gangen med de mange værelser vi havde. Jo jo, der var vidst mere end rigeligt med plads i det her palæ. Masser af tomhed for mit vedkommende, til trods for der var møbler i alle rum mere eller mindre. Man kunne vel godt sige at det med at være velhavende for mit vedkommende ikke var lig med lutter lykke og lagkage!

Ja alle de andre skulle bare vide hvor hårdt det faktisk godt kunne være at være rig. Det trættede mig til tider meget. Jeg savnede spænding og alsidige oplevelser. Jeg følte mig ofte som en fangen her. Her var så koldt og ensomt. Min far arbejdede meget. "Tid er penge!", sagde han tit. "Ja ja far, det er jeg klar over, men savner dig nu også herhjemme.", svarede jeg gerne igen.

Han var nok først hjemme ved en 19-tiden hvis jeg var ret så heldig. Jeg sukkede og smed mig ned på min store hvide seng. Jeg gloede bare op i loftet. Den renæssance-stil gik virkelig igen og igen i hvert eneste rum vi havde i det her overdådige palæ.

Smukt var det, men koldt og kedeligt synes jeg.

Jeg rejste mig op med et suk, og gik hen til det store panoramavindue og satte mig i vindueskarmen og kiggede bare ud. Jeg kunne se helt over til vores nabo på den anden side af vejen. Det var ikke meget jeg havde set til vores nabo derovre. Alt var så forbandet kedeligt her på villavejen.

Pludseligt kom en sort Porche kørende hen til naboen og parkerede ude foran. Jeg havde da aldrig set den Porche før? En knægt med sort lædercap steg ud ad bilen.

"My god! Det er jo Justin!", udbrød jeg højt og måbende og følte virkelig, at jeg i nuet ikke kunne tage blikket væk fra ham.

Hvad fanden lavede han i den her del af byen? Jeg syntes da ellers, at han havde set temmelig målløs ud, da han fandt ud af at jeg var rig og så kom han helt seriøst selv kørende i en lækker sort Porche? Jeg var målløs. Sig mig, var han selv rig?

Han gik op til vores nabos dør og ringede på. Kendte han virkelig min nabo? Min nabo åbnede. Det var åbenbart en mand i fyrrerne ville jeg skyde på. Han stod i hvid badekåbe og en fræk ung blondine stod lige bag ham. Playboy! Var det første jeg tænkte der. Jeg så, at Justin rakte manden et eller andet, hvorefter Justin fik en konvolut med det samme som han kiggede ned i.

Gad vide hvad det var? For pludseligt vendte Justin om og gik hen til bilen med konvolutten i hånden. Det virkede ret mistænkeligt alt det her. Justin skulle til at sætte sig ind i Porchen igen, da han pludseligt stoppede op og vendte sin opmærksomhed mod mit hus.

Han kiggede ret så meget over på vores villa og haven, kunne jeg fornemme. Det var da pokkers så nysgerrig han var. Nok var jeg udmærket klar over, at det hus jeg boede i, var det største og mest prangende af alle sammen her i villakvarteret. Hans blik kørte lidt frem og tilbage lagde jeg mærke til.

Pludseligt kiggede han op mod mit vindue, og det gav et sæt i mig da han smilte lusket og løftede hånden for et vink. Jeg hev hurtigt mit store gardin for, men det var vidst lidt for sent. Havde han opdaget mig? Jeg trak forsigtigt gardinet fra igen, og så at han satte sig ind i sin Porche igen og kørte væk igen. Fuck! Vidste Justin nu hvor jeg boede?

Jeg håbede lidt, at jeg ikke var genkendt, men alligevel? Hvorfor skulle han så smile og vinke til mig? Jeg ønskede ikke han skulle vide at jeg boede her, men alligevel var der er sær tanke i mit hoved, der bare ønskede at han dukkede op igen. Og hvorfor tænkte jeg nu sådan? Han var jo alt hvad jeg hadede ved sådan en type som ham, og dog synes jeg alligevel at alt det han var, var ufatteligt spændende!

"Sam? Det var sgu da en psyko-tanke at have...", mumlede jeg formig selv og slog mig til panden. Altså hvad fanden gik der af mig? Det lignede ikke Samantha Sullivan at hige efter spænding og bad-asses. Jeg grinte af dyb forvirring.

"Justin, du forvirrer mig..", sagde jeg lavt til mig selv...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...