Troublemaker - Full edition!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2016
  • Opdateret: 27 dec. 2016
  • Status: Igang
// Forbedret version af min gamle klassiker "Troublemaker" //

Dette er en gammel movella, som jeg redigerer lidt efter lidt, så hvis man har lyst til at læse med, så skal man være så velkommen! Der vil komme lidt kapitler dag for dag, så der vil ikke være den store ventetid, eftersom kapitlerne er skrevet og bare skal redigeres lidt efter lidt. Det er det store og det hele og intet nyt i det ;)

Til nye læsere, der ikke kender historien, så er der et kort resumé her:
"Samantha Sullivan er datter af en rigmand, der tror, at hun har det som blommen i et æg, men det er kun til hun møder den småkriminelle Justin Bieber, som går på den skole, som hun skal starte på. Så bliver der vendt op og ned på alting og hemmeligheder afsløres. Hemmeligheder, som Sam ikke troede var virkelige..."




53Likes
41Kommentarer
388043Visninger
AA

104. Opvågningen.


Justins synsvinkel:

Jeg slog øjnene op med besvær. Jeg mærkede en hånd holde om min til venstre hånd for mig.

"Justin... Jeg har været så bekymret for dig..", sagde en meget velkendt stemme.

Jeg drejede hovedet til venstre for mig, og troede først jeg så en engel. Mit blik var småsløret efter min ret døsige søvn fra før, men jeg kunne pludseligt se hvem det var.

"Mor?", spurgte jeg målløs og stadigt ret desorienteret.

Jeg bemærkede dog straks, at hun sad og græd med et lille svagt smil på læben, "Min dreng... Jeg er så lykkelig for du er i god behold...", sagde min mor roligt, og rejste sig over mig og kyssede mig på panden, mens hun aede mig i håret.

"Er jeg i god behold? Av av av..", svarede jeg med besvær og jamrede mig ømmede over en ulidelig smerte i maven, eller det var vidst rettere nær mine ribben og i ansigtet?

Jeg så stadigt forvirret rundt i det ret hvide og kedelige rum, "Hvor er jeg? Drømmer jeg?", spurgte jeg stadigt forvirret. Ja, det var som om, at jeg ikke rigtigt kunne forstå, at min mor skulle være hos mig?

Min mor så på mig med tårerne trillende roligt ned ad sine kinder, "Mor, hvor er jeg? - Er jeg død?", spurgte jeg forvirret. Ja, jeg havde ellers været ret sikker på, at jeg var døden nær på et eller andet tidspunkt? Eller... Jeg vrøvlede vidst nu?

Min mor smilede og rystede med et bekymret smil til mig, hvor hun endnu engang tegnegnede mig i håret, "Nej, min skat.. Du er på det lokale hospital i Albuquerque. Et ungt par i tyverne fandt dig liggende forslået og helt væk ved din bil... De så dig tilfældigvis, eftersom de gik tur med deres hund...", forklarede min mor snøftende.

"Albuquerque?!", sagde jeg højt, og satte mig op for fulde gardiner, og jamrede mig højt af smerter, "Aaaaarrgh!", skreg jeg højt.

"Sam? Sam? Hvor er hun?", spurgte jeg uroligt og kunne endelig huske, hvad der var sket.

"Justin læg dig ned igen... Du har brug for hvile..", beordrede min mor stille.

"Nej! Jeg må finde Sam.. Jake har hende! Han må ikke!", svarede jeg desperat.

"Skat, læg dig nu ned... Du har brug for hvile lige nu.. Det har lægen kraftigt beordret...", svarede min mor og hjalp mig ned at ligge igen.

En læge kom ind til os, "Jamen, god morgen Justin, eller skal jeg sige god aften?", sagde lægen med et venligt smil.

Jeg så ret forvirret op på ham...

"Jeg er dr. Matheson..",præsenterede han dig og gav mig hånden.

Han trak en stol hen til sengen ved siden ad mig. Min mor satte sig ned igen ved min anden side.

Han rømmede sig, "Det er godt nok nogle voldsomme knubs, som du har fået dig... Du har været heldig, at intet alvorligt er sket med dine indvolde, men du har desværre brækket et af dine nederste ribben, så der kan nok forekomme en del smerter derfra..", forklarede dr. Matheson, og jeg tog mig pludseligt til det ømme sted ved mine ribben.

"Ja, det må du nok sige.. Det gør fandeme ondt..", svarede jeg ømmende, og bemærkede min mors ansigtsudtryk, der sagde alt!

"Sorry mor...", mumlede jeg lavt, eftersom jeg godt var klar over, at det var mit sprog, som hun ikke brød sig om. Min mor smilede svagt og nussede mig på hånden.

"Men jeg overlever det da ikke?", spurgte jeg pludseligt dybt rystet over tilbageblikket på hvad der var sket.

Dr. Matheson smilte nikkende, "Ja, selvfølgelig gør du da det.. Du skal blot holde dig i ro i nogle uger...", svarede han med et smil.

"I NOGLE UGER? FOR FANDEN, DET KAN JEG SGU IKKE!", udbrød jeg frustreret og jamrede mig igen over min skide lortekrop.

"Av av av av av!", jamrede jeg mig.

"Det må du desværre blive nød til Justin.. Din mor vil tage sig af dig... Men Justin, nu noget andet... Kan du venligst forklare mig, hvem og hvorfor det skete?", spurgte dr. Matheson.

Jeg tog mig til ansigtet og jeg mærkede nogle tårer presse sig på.

"Han er farlig og komplet sindssyg..", udbrød jeg med en sammenblanding af had, lede og skræk.

"Hvem Justin?", spurgte dr. Matheson.

"Jake Sullivan. Det var ham der tæskede mig gul og blå.", svarede jeg med med en klump i halsen, og jeg hørte min mor græde ved min side.

Jeg vendte mit blik mod hende. Hun havde slet ikke sluppet min hånd endnu, "Hvilken djævelsk mand, kan finde på at tæske et ungt menneske på 19 år så koldblodigt, og uden nogen følelse for at hente hjælp?", spurgte min mor forfærdet, mens hun græd.

"Mor, jeg lever jo endnu..", svarede jeg med et frustreret suk.

"Du kunne have været død skat, hvis ingen havde fundet dig.", svarede min mor hulkende.

"Mor... Jeg er jo langtfra død...", sukkede jeg opgivende.

"Ja du har været heldig Justin.. Politiet kommer lige straks og vil gerne have en vidneforklaring fra dig..", svarede dr. Matheson. Jeg rystede på hovedet.

"Jamen, de kan ikke gøre noget. Jake påstår, at han ejer politiet.", svarede jeg frustreret.

"Arh Justin, der er ingen der ejer politiet...", svarede han.

"Jamen, det sagde han selv! Seriøst, jeg tror Jake er i et eller andet gangster eller mafiaforetagende eller noget i den dur?", svarede jeg desperat.

"Hmm, så endnu en grund til at politiet kan fælde ham Justin.. Sådan en mand skal ikke rende frit rundt..", svarede dr. Matheson.

Han rejste sig, "Justin, hør her.. Der er absolut ingen grund til at rende rundt og spille helt, for at redde sin elskede.. Det fungerer måske nok i heltefilm, men i den barske realitet, går det sjældent som man ønsker det.. Du må tænke fornuftigt og så må politiet og FBI ind i den her sag... Du må love mig, at vidne så godt du nu kan... Din mor vil vidne og dine venner har også sagt, at de gerne vil vidne..", svarede dr. Matheson.

"Mine venner? Men? Er de også her?.." udbrød jeg med en anelse håb i mig.

Han nikkede med et smil, "De er her allesammen ude i venteværelset...", svarede han.

Jeg begyndte, at grine af ren glæde, "Men Sam? Jeg må have hende i sikkerhed!", udbrød jeg bekymret.

"Du må forklare alt hvad du kan Justin...", svarede dr. Matheson og gik......

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...