Troublemaker - Full edition!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2016
  • Opdateret: 27 dec. 2016
  • Status: Igang
// Forbedret version af min gamle klassiker "Troublemaker" //

Dette er en gammel movella, som jeg redigerer lidt efter lidt, så hvis man har lyst til at læse med, så skal man være så velkommen! Der vil komme lidt kapitler dag for dag, så der vil ikke være den store ventetid, eftersom kapitlerne er skrevet og bare skal redigeres lidt efter lidt. Det er det store og det hele og intet nyt i det ;)

Til nye læsere, der ikke kender historien, så er der et kort resumé her:
"Samantha Sullivan er datter af en rigmand, der tror, at hun har det som blommen i et æg, men det er kun til hun møder den småkriminelle Justin Bieber, som går på den skole, som hun skal starte på. Så bliver der vendt op og ned på alting og hemmeligheder afsløres. Hemmeligheder, som Sam ikke troede var virkelige..."




53Likes
41Kommentarer
387535Visninger
AA

112. "Money can't buy me love!"


Sams synsvinkel:

"Hvad med den her så?", spurgte Jake endnu engang ud af tyve gange, mens han stod med endnu en fin kjole, han ville have jeg skulle have. Jeg stod bare og så muggent hen på ham med armene over kors.

Jake så ret opgivende ud med et nærmest desperat blik i hans øjne, "Sam for pokker! Jeg ved jo, at du elsker tøj og sko, især dine elskede Manolo Blahnik..", lokkede Jake mig gang på gang.

Jeg ville fandeme ikke have en rygende papfis af ham. Jeg hadede ham, som pesten! Jeg fattede ikke, at han gad og slæbe mig på shoppeture, der endte i ingenting.

"Sam?!", blev han ved.

Jeg gik over til ham med mine arme placeret over kors. Jeg var fucking ligeglad med hans måde, at indynde sig på og hans platte måde at sige undskyld for.

"Altså helt ærligt Jake, hvad fanden har du tænkt dig? Regner du ligesom med, at jeg vil tilgive dig dine synder, at du tæskede Justin gul og blå og blodig?", tænkte jeg arrigt.

Heldigvis vidste jeg endelig nu, at Justin stadigt levede, og jeg håbede inderligt, at han ville finde mig efter det opkald i centret i går. Det var sgu utroligt, at jeg kunne finde Lance i telefonbogen i forgårs, men det lykkedes altså. Jeg var blot mere heldig med at Lance åbenbart var hos Justin i Stratford. Det glædede mig indvendigt, at Justin havde så fantastiske venner. De venner jeg også var blevet velsignet med, men alle revet bort på grund af min fa.... mente Jake! Jeg ville absolut ikke tænke på Jake, som min far.

"Sam altså, jeg vil gerne gøre dig lidt glad!", tilføjede Jake endnu engang.

"Fint... Du vil gøre mig glad! Så gør mig den tjeneste, at lade mig og Justin være sammen og lad mig være frem over!", svarede jeg med et vredt blik på ham.

Jeg burde have vidst det...

Endnu engang skulle jeg mærke den skide hånd i mit ansigt, blot fordi jeg sagde min ærlige mening over for ham! Jeg tog mig til kinden, der sveg vildt. Jeg lagde mærke til et par vrede blikke fra visse kunder, der havde bemærket Jakes "kærlighed" på mig.

"Nå, så fik du lukket kæften på mig, hva' Jake?", udbrød jeg flabet, som reaktion på hans flad, og det eneste han kunne var at lyne med sit blik.

Jeg gik ud ad butikken og blev mødt af en ulidelig varme, trods det kun var i begyndelsen af maj måned. Men ja, på den anden side, så var vi i Florida. Et af jordens varmeste punkter. Det var så heller ikke så meget anderledes med Los Angeles. Men jeg havde heller ikke så meget tøj på i dag. Det var blot et par meget korte hvide jeans-shorts, en pink stram sommertop, der gik til lige over navlen og så en løs, tynd og hvid over-size top udover. Prikken over i'et var mine elskede sorte shades, faktisk Justins, men det nævnte vi ikke, især ikke over for en vis Jake Sullivan. Han ville flejne en grøn endnu mere over mig, og med garanti tage solbrillerne fra mig og ødelægge dem, blot fordi det var Justins.

Historien om hvorfor jeg havde Justins shades, kunne vel ikke komme bag på nogen? Jeg kunne jo bare nævne den aften i Albuquerque, hvor alt så sort ud. Jeg havde tilfældigvis Justins shades i lommen i min læderjakke, som jeg havde på den aften. Solbrillerne var det eneste lille minde, som jeg havde om min elskede Justin. Fuck, hvor jeg savnede ham! Jeg savnede bare alt ved ham, selv de gamle dage hvor han var så pokkers flabet over for mig den første skoledag. Ja tænk, at jeg netop savnede det også?

Jeg tændte en smøg og stod bare og gloede på alle de forbipasserende og kæft hvor var der mange duller på rulleskøjter langs stranden. Tænk at jeg tænkte på sådan en flabet måde. Jeg kunne takke Justin og de andre for min rapkæftethed. Desværre for mig, var min overmand Jake Sullivan, som efterhånden gav mig lussinger, så mange gange at jeg snart ikke havde tal på det længere. Det var mærkeligt at han var blevet sådan. Ja, jeg var blevet rapkæftet, men jeg kunne sagtens være pokkers sød og velopdragen, hvis han bare ikke opførte sig så djævelsk og infernalsk.

Fik jeg sagt, at jeg hadede ham? Nå, men det gjorde jeg altså!

Jeg tog endnu et stort hvæs af min smøg, og lod røgen trænge godt ned i lungerne. Det var lige før jeg fik et øjebliks rus af det - Kun næsten! Ja, det kom vel ikke som en overraskelse, at en fed eller bare en joint, ville være på sin plads lige nu?

Jeg blev prikket på ryggen. Jeg gloede bare tomt på ham, som om han var en idiot. Det var han i realiteten også!

"Kommer du med Sam? Vi skal hjem!", sagde Jake og tog sine solbriller på.

"Nej! Det gider jeg faktisk ikke Jake! Skrid bare ud af mit liv tak, så jeg kan få lov til at være mig selv! Yeah right! Hjem er ikke ordet... Det dødssyge sted med den dødssyge kælling, som er min fucking farmor! Hurraaaa.. Sam er fucking heldig med sit fucking lorteliv!", tænkte jeg med fuld af selvmedlidenhed og skoddede min Marlboro.

Yeah, Marlboro it is, no more Mistrals!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...