Troublemaker - Full edition!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2016
  • Opdateret: 27 dec. 2016
  • Status: Igang
// Forbedret version af min gamle klassiker "Troublemaker" //

Dette er en gammel movella, som jeg redigerer lidt efter lidt, så hvis man har lyst til at læse med, så skal man være så velkommen! Der vil komme lidt kapitler dag for dag, så der vil ikke være den store ventetid, eftersom kapitlerne er skrevet og bare skal redigeres lidt efter lidt. Det er det store og det hele og intet nyt i det ;)

Til nye læsere, der ikke kender historien, så er der et kort resumé her:
"Samantha Sullivan er datter af en rigmand, der tror, at hun har det som blommen i et æg, men det er kun til hun møder den småkriminelle Justin Bieber, som går på den skole, som hun skal starte på. Så bliver der vendt op og ned på alting og hemmeligheder afsløres. Hemmeligheder, som Sam ikke troede var virkelige..."




54Likes
41Kommentarer
402870Visninger
AA

149. Missionen skydes i gang.


Sams synsvinkel:

Posen, som jeg havde fået over hovedet, inden jeg var blevet kastet ind i en bil hjemmefra min indkørsel, blev nu flået af mit hoved, hvor ved jeg blev skubbet af én eller anden ind i et rum, der tydeligt havde en dunst af fed, der havde hængt længe i luften, for det var tydeligt, at der ikke havde været luftet ud længe, og døren blev lukket efter mig med et ordentligt smæk. Mine hænder var stadig bundet på ryggen.

Rummet var domineret af en råhvid slidt sofa og et enkelt sofabord. Der var banket brædder op for det eneste vindue her fandtes herinde.

Ja, så troede jeg da pokker, at der ikke kunne luftes ud?

Der var åbenbart tale om ret kriminelle mænd og det skulle lige tilføjes, at de var langtfra i nærheden af at være rare. Alle var højrystede og tydeligvis påvirkede af et eller andet, som jeg selvfølgelig godt kunne forestille mig var deres hash, eftersom jeg kunne genkende lugten af den her i rummet.

Her var ikke decideret rart, og jeg forstod simpelthen ikke, hvorfor pokker jeg skulle tages til gidsel? Det var jo i princippet fucking tredje gang inden for rimelig kort periode!

Først var det min far, der havde sørget for, at jeg ikke fik set Justin igen ved at hive mig med til min bedstemor i Florida, dernæst var det min "gudfar" Wyat og nu dette her med en samling kriminelle pothoveder?

Hvad fanden skete der for det?

Jeg sukkede og gik hen og satte mig akavet på kanten af den slidte sofa, og i det samme gik døren op, hvor en fed afroamerikaner dukkede alene op. Som jeg kunne forestille mig, så var det vidst ham, der styrede det her foretagende? Han lukkede døren efter sig med et smørret smil, som slet ikke huede mig det mindste.

"Hvad fanden vil i med mig?!", råbte jeg frustreret op, så han så med et løftet øjenbryn på mig.

"Nu skal du ikke være næsvis unge dame!", svarede han bestemt med et løftet øjenbryn hen på mig. Jeg sank en klump og prøvede virkelig at vriste mine hænder fri fra ryggen, men det lykkedes ikke det mindste. De var virkelig bundet stramt sammen.

"Jamen, hvad fanden er meningen med, at i skal tage mig til fangen på den måde? Ved i slet ikke hvordan man behandler folk eller hvad?!", fløj det nok lettere flabet ud af mig. Ja, jeg var efterhånden nået til det punkt, at jeg ikke magtede mere af den slags her!

Jeg savnede allerede det huslige, skolen og Justins genoptræning og frem for alt - Justin!

Det der med, at jeg havde savnet mere spænding i hverdagen, fortrød jeg bittert! Nu fik jeg det, men det var ikke lige den slags spænding, som jeg havde håbet på.

Manden så skulende ned på mig, "Du er sgu ikke bange af dig hva'?", spurgte han med et løftet øjenbryn og han trak en pakke smøger op fra hans jakkelomme, som var en sort løs læderlignende jakke, men vidst ikke havde set synet af læder før, uanset hvad, så kunne man tydeligt se på hans tøjstil, at han lignede en typisk pimp.

Jeg fnøs, mens jeg betragtede ham stå og tænde sig en smøg, uden at sige noget rigtigt. Men hans øjne hvilede virkelig meget på mig, og jeg så sukkende ned på sofabordet.

"Hvis du var i mit sted, ville du sikkert have reageret på samme måde...", mumlede jeg og så spydigt op på ham igen, "Tre fucking gange inden for de sidste fire måneder, har jeg været blevet taget som gidsel! Forstår du?!", råbte jeg frustreret, så manden grinte smørret med et rimelig klamt grin, mens han pustede sin røg ud.

"Wow! Du må sgu da være populær hva'?", grinte han smørret, så jeg så fnysende op på ham.

"Hvad?! Det er fandeme ikke sjovt det her! Slip mig så fri!", skreg jeg frustreret, hvorpå jeg igen prøvede at lirke lidt i mine hænder, men det var håbløst.

"Du kan godt glemme det Sam.. Var det det, som Justin kaldte dig? Anyway, dine hænder er bundet med plastikstrips, så jo mindre du vil se blod, så synes jeg ærligt talt, at du skulle droppe de håndvrid du har gang i...", kom det tørt fra manden, så jeg så målløs op på ham.

Manden smilede falsk og nikkede, "Ja, uanset hvad, så slipper du sgu ikke så let lille frøken... Justin skal først fuldføre sin opgave, før du kan få set friheden og ham igen..", forklarede han bestemt og tog et hvæs af sin smøg igen, så jeg så undrende op på ham, "Hvilken opgave?!", spurgte jeg med en klump i halsen.

Manden pustede røgen ud og smilte stramt, "Det rager så ikke dig lille ven! Hovedsagen er, at han tager imod denne opgave, ellers bliver det værst for jer begge... Så lad os håbe, at han ikke laver lort i den, for så...", forklarede manden med et skulende blik og vendte sig omkring og gik hen til døren og åbnede den.

Jeg sad med hjertet i halsen, "Så hvad?!", råbte jeg frustreret, men han ignorerede mig og lukkede døren efter sig.

"HALLO! DU KAN IKKE BARE GÅ PÅ DEN MÅDE?! JEG BEHØVER SVAR HER!", råbte jeg frustreret op og følte pludseligt, at det svimlede lettere for mig.

Jeg havde seriøst kvalme, og følte, at jeg kunne kaste op når som helst...

Ja, der var ingen tvivl om, at alt det der konstant foregik omkring Justin og jeg hang mig langt ud af halsen! Jeg kunne slet ikke magte alt det her mere. Jeg ønskede kun ro, tryghed og kærlighed omkring mig sammen med Justin.

Jeg havde fået nok!

~


Justins synsvinkel:

Jeg følte mig tom og ødelagt inden i. Hvad fanden skulle jeg gøre? Jeg havde intet vidst? Og så dukker Brad og hans lusede håndlangere bare op. Hvad fucked skete der for det? Jeg troede at Brad ruskede tremmer, men åbenbart ikke? Hans foretagende var åbenbart større og mere lusket end jeg overhovedet havde troet muligt. Hvordan han lige havde fået frisag fra fængslet kunne undre mig, men han havde åbenbart visse metoder eller problemløsere for ham?

"Og du ved ikke hvor han opholder sig Justin?", spurgte Lance mig stille, mens han tog et hvæs af sin smøg.

Jeg rystede på hovedet og sukkede. Jeg magtede snart ikke mere. Der havde ikke været andet end problemer med kriminalitet og bevæbnede fyre. Der havde nærmest ikke været andet i Sams og mit liv efterhånden. Lige hvor jeg netop troede, at vi var ved at få en nogenlunde normal ungdom og tilværelse op, så skete dette igen. Jeg kørte mine hænder opgivende igennem mit hår.

"Hvad har du tænkt dig at gøre?", spurgte Chaz, mens Kelly sad og nussede ham på hans mave uden på hans trøje. Jeg så hen på ham og rystede på hovedet.

"Jeg aner jo intet om hvor Sam er henne og hvor Brads nye narkobule er henne, så jeg kan ikke gøre andet end at få afleveret den skide pakke!", forklarede jeg i monotont toneleje.

"Jamen, hvad med Sam?", spurgte Kelly forfærdet. Jeg sukkede tungt og rystede opgivende på hovedet, mens jeg stirrede tomt for mig i gulvet.

"Jeg ville skam helst redde hende, men alt virker til, at jeg skal aflevere den pakke før jeg kan få Sam tilbage...", forklarede jeg med et hårdt suk og så atter hen på Chaz og Kelly.

"Hvad er der da i den pakke?", spurgte Ryan tørt, så jeg hurtigt så på ham, mens han tydeligvis sad og gloede på pakken, der lå midt på sofabordet. Jeg sukkede hårdt og rystede på hovedet.

"Jeg aner det sgu ikke, men noget siger mig at det er noget af det fineste kokain?", svarede jeg, så Ryan så chokeret på mig, "Seriøst?!", fløj det chokeret ud af ham, så jeg nikkede kraftigt, "Gutter, der ligger for fyrre millioner dollars i den pakke!", slog jeg fast, "Når det drejer sig om mange penge, så kan det fandeme kun være kokain, eller det der ligner, som ligger inden i den, ikke?", tilføjede jeg skarpt, så jeg så på skift på dem alle, der nikkede ret målløse uden at tilføje noget.

"Fuck Justin! Hvad hvis politiet får fat i dig? Du ryger jo ind på livstid, hvis de finder dig i besiddelse med det stads der?", udbrød Chaz voldsomt. Jeg flyttede mit blik fra pakken og hen på Chaz og nikkede svagt med et sarkastisk smil.

"Aargh, det er måske i overkanten at kalde det livstid, men temmelig længe i spjældet. Mindst 6 år eller noget?", svarede jeg tørt.

"Hvordan vil du klare det?", spurgte Michael og jeg rykkede mit blik hen på ham, hvor han sad i den ene af vores lænestole og jeg lagde mærke til, at hans øjne flakkede på skift mellem pakken og mig.

Det gjorde de alle. Det var også ret vanvittigt, at der lå for fyrre millioner af dollars stoffer på sofabordet. Pænt risikabelt faktisk! Jeg så rundt på alle vennerne og sukkede svagt.

"Jeg tænkte på om i er friske på at hjælpe mig, for det her klarer jeg ikke selv.", spurgte jeg med et smørret smil.

"Haha! Justin og banden er på banen igen! Hvornår går vi i gang?", kom det frisk fra Chaz.

Jeg grinte smørret og tændte en smøg. Ja, han kedede sig åbenbart i skolen, så ham kunne jeg godt regne med. De andre nikkede med smil.

"Du kan regne med os Justin. Jeg gør det sgu ikke for den pakke der, men for Sams skyld.", kom det fra Bryan af, som sad til højre for mig, så jeg nikkede med et taknemmelig smil. Jessica sad og hang ham om halsen bagfra, eftersom han lå halvt ned med ryggen op ad hende mellem hendes ben i sofaen.

"Damn, og hende har jeg dusket?", tænkte jeg lettere fraværende. Jeg nikkede og så på alle sammen.

"Tak alle sammen. Jeg vidste, at jeg kunne regne med jer..", sagde jeg fuld af taknemmelighed og pustede røgen ud fra min marlboro.

"Hvornår tager vi så afsted, og hvor går turen hen med den pakke?", spurgte Lance, der sad på gulvet med lettere bukkede ben og stirrede nærmest stadigt på den skide pakke på glassofabordet.

De andre så opmærksomt på mig.

"Vi skal helt til Las Vegas venner. Den skal afleveres inden fredag næste uge, så vi har præcist seks dage, til at træde vores speedere i bund!", forklarede jeg bestemt. De nikkede allesammen.

"Vi kan jo ikke være ni personer i din og min bil Justin..", forklarede Bryan. Jeg rystede på hovedet.

"Nej, men har I glemt, at Sam har hele fire biler selv i garagen? Så er I friske på lidt roadtrip venner?", grinte jeg smørret og prøvede på den måde, at holde humøret oppe, trods mine tanker fokuserede temmelig meget på, om Sam nu var i god behold. Alle jublede.

"Woohoo! Endelig kan jeg indvie mit kørekort!", kom det fra Jessica, mens hun dansede sejrsdans midt på gulvet.

Vi gloede alle mærkeligt på hende. Ja, lidt blond var hun faktisk, meget mere end Kelly, der nærmest var en "normal" blondine, selv om hun havde sine kejtede øjeblikke. Det var sgu ligesom Chaz, der ikke altid opfattede hvad man forklarede ham. Hah, måske derfor Kelly og han passede så godt sammen? Jeg rakte min hånd frem lettere over sofabordet i luften. Jeg så på alle drengene og pigerne.

"Så det er det vi gør?", spurgte jeg med et smørret smil.

Alle klaskede deres hænder oven på min.

"Vi gør det sgu!", svarede Ryan med et blink med øjet.

"Vi gør det fandeme!", kom det fra Michael. Jeg nikkede med et stort smil.

"Vi vinder fandeme Sam tilbage!", kom det storsmilende fra Britany.

"Vi giver Brad og hans bande baghjul! Jeg skal fandeme have min Sam igen!", svarede jeg fuld af mod i mig.

Den gamle ulmende vrede vældede op i mig inden i mig. Jeg kunne føle det. Fuck det, at jeg var lettere handicappet. Det skulle fandeme ikke stoppe mig. Jeg og mine venner havde en mission for!

"Vi tager afsted med det samme! Er der nogle der kan hjælpe mig på med noget ordenligt tøj og med at pakke lidt tøj til mig, så kan alle jer andre tage hjem og pakke jeres.", forklarede jeg.

"Vi bliver og hjælper dig Justin..", forklarede Chaz, og Kelly nikkede med et lille smil. Jeg nikkede selv.

"Godt så!", svarede jeg og så på mit fine Rolex i guld, som jeg havde fået af Sam for et par uger tilbage.

"Vi mødes her om et par timer, så går jeg ud fra at alle har pakket og så tager vi afsted! Aftale?", forklarede jeg. Alle nikkede.

Missionen var i gang!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...