Troublemaker - Full edition!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2016
  • Opdateret: 27 dec. 2016
  • Status: Igang
// Forbedret version af min gamle klassiker "Troublemaker" //

Dette er en gammel movella, som jeg redigerer lidt efter lidt, så hvis man har lyst til at læse med, så skal man være så velkommen! Der vil komme lidt kapitler dag for dag, så der vil ikke være den store ventetid, eftersom kapitlerne er skrevet og bare skal redigeres lidt efter lidt. Det er det store og det hele og intet nyt i det ;)

Til nye læsere, der ikke kender historien, så er der et kort resumé her:
"Samantha Sullivan er datter af en rigmand, der tror, at hun har det som blommen i et æg, men det er kun til hun møder den småkriminelle Justin Bieber, som går på den skole, som hun skal starte på. Så bliver der vendt op og ned på alting og hemmeligheder afsløres. Hemmeligheder, som Sam ikke troede var virkelige..."




52Likes
40Kommentarer
382906Visninger
AA

11. Kathryn Stewens


Sams synsvinkel:

Justin sagde ikke meget og han kiggede for det meste ud af vinduet. Han så ikke ligefrem vildt frisk ud, hvis jeg skulle være helt ærlig.

"Er du okay?", spurgte jeg stille.

Jeg fik straks hans opmærksomhed. Han smilte skævt til mig.

"Ja babe! Alt er fint..", svarede han med et lidt skævt smil. Som jeg så det, så det nærmest ligegyldigt ud.

"Må jeg spørge dig om noget?", spurgte jeg stille.

Han smilede med en underlig form for charme.

"Hvad vil du vide?", svarede Justin med et selvsikkert smil. Jeg trak lidt på skulderne.

"Hvad lavede du ved min nabo i går?", spurgte jeg nysgerrigt.

Justin så pludselig ret bleg ud.

"Sig mig, er du okay?", spurgte jeg yderligere.

Han rystede lettere på hovedet og kiggede ned i gulvet af bilen.

"Kan vi ikke stoppe bilen?", spurgte han med en kvalmende mine og blikket stadigt i gulvet.

Jeg nikkede. Kiggede over mod Jones.

"Jones, vær lige sød at køre ind til siden.", sagde jeg hurtigt.

Han nikkede og drejede hurtigt ind. Justin åbnede med stort iver bildøren op, og sekunder efter bukkede han sig ned og jeg hørte at han knækkede sig i stride strømme. Jeg følte mig magtesløs et øjeblik og vidste ikke rigtigt om jeg skulle tage mig af ham, men min omsorgsfulde side overtog mig, så jeg steg selv ud af den anden side i bilen.

Jeg hørte godt Jones kalde underligt på mig. Den havde han vidst ikke set komme, at jeg bare selv åbnede døren og gik ud. Jeg nåede om på den anden side af bilen, hvor Justin stadigt hang ud af bilen og knækkede sig for stride strømme. Da han var færdig trak jeg en lommelet op fra min lille håndtaske jeg havde om skulderen. Jeg satte mig på hug foran ham, vel og mærke et stykke fra brækket. Jeg tørrede hans mund forsigtigt og lagde min ene arm om hans ryg.

Justin kiggede op på mig. Han så stadig dårlig ud, men gudskelov med mere farve i ansigtet. Et skævt smil kom fra ham.

"Undskyld..", mumlede han. Jeg rystede på hovedet.

"Du skal da ikke undskylde Justin..", smilte jeg svagt med et træk på skuldrene.

Jeg vidste ikke hvad der lige gik ad mig, men at se ham være syg og fuldstændig forsvarsløs, gjorde at jeg førte min hånd op til hans kind og nussede ham blidt på kinden. Altså, den knægt tryllebandt mig jo på én eller anden sær måde. Jeg prøvede at indse at han bare var syg, men stadig var en bad-ass, men mit hjerte sagde noget helt andet. Justin smilede lidt og greb fat om min hånd. Han holdte den et øjeblik og blikket i ham sagde mig, at det her var helt forkert, så jeg trak hurtigt hånden til mig. Justin rejste sig op at sidde på sædet i bilen igen.

"Er du okay Justin?", spurgte jeg igen og rejste mig op på mine sorte platform stiletter.

Han nikkede og jeg lagde mærke til at han lige gav mig elevatorblikket, inden jeg smækkede bildøren i igen. Jeg begav mig atter tilbage på den anden side af bilen, og Jones havde åbnet døren for mig, hvorefter jeg steg ind.

"Okay, til skolen Jones!", beordrede jeg pænt.

Han nikkede og lukkede bildøren for mig.

Vi kørte videre og jeg så hen på Justin. Han så pænt frisk ud igen og nød blæsten fra det oprullede vindue. Han kiggede på mig. Mon han kunne mærke mit blik på sig?

"Bare lidt forretninger!", sagde han med et skævt smil. Jeg kiggede undrende på ham. Ja, jeg var helt sikkert tabt bag en vogn nu, eftersom jeg ikke anede hvad pokker han vrøvlede med?

"Eh.. Hvad mener du?", spurgte jeg uforstående.

Han grinte småflabet. Åh gud hvor jeg virkelig ikke kunne døje hans flabethed, når den dukkede op. Han var sgu tusind gange sødere, som syg eller som ved de få øjeblikke hvor han ikke spillede røvsmart.

"Ja altså, du spurgte mig jo om hvad jeg lavede i går hos din nabo og jeg svarede.", svarede han med et lille skævt smil. Jeg smilte uforstående.

"Hvad for forretninger? - Jeg kunne fornemme at du gav min nabo et eller andet småt, hvorefter du modtog en konvolut?", spurgte jeg nysgerrigt.

(kort stilhed)

Justin trak på skulderne.

"Det var bare en lille computerchip jeg afleverede og fik lidt penge for opgaven!", svarede han bestemt. Jeg nikkede.

"Okay, fair nok..", svarede jeg med et lille smil.

"Så smukke.. Skal vi ikke hænge ud sammen senere efter skole?", spurgte han pludseligt. Den havde jeg slet ikke set komme.

"Eh.. Nej, det tror jeg ikke er så godt...", svarede jeg usikkert og lettere tøvende. Justin smilte selvsikkert.

"Aarh come on babe! Jeg skal sgu nok være sød.", svarede han og løftede frækt med det ene øjenbryn, så jeg indvendigt følte en øjeblikkelig brændende følelse.

Altså den knægt. Hans charme! God Damn! Jeg kunne ikke modstå hans charmerende smil.

"Mmkay...", svarede jeg småmumlende.

"Sam hvad fanden har du gang i?", tænkte min hjerne som en indre krig.

Fristelsen var åbenbart for stor?

Vi stoppede kort tid efter, og Jones lukkede mig ud af bilen. Justin havde selv lukket sig ud af bilen. Han tog et par solbriller i ansigtet. Han spillede røvsmart, gjorde han!

"Hent mig klokken 16.15 Jones.", beordrede jeg Jones. Han nikkede med et lille smil.

"Hav en god skoledag Sam.", svarede han og satte sig derefter ind i bilen og kørte væk.

Jeg gik over til Justin. Han vippede ned i sine solbriller mod næsetippen og fangede mit blik oven over kanten af solbrillerne - som om han ikke kunne se mig gennem de tonede brilleglas? For pokker hvor jeg hadede den røvsmarte attitude!

"Så er det en aftale?", befalede han nærmest, som om jeg intet havde at skulle have sagt til mit forsvar?

Jeg nikkede med et meget usikkert lille smil. Opdagede min far det her, ville han ikke blive synderligt begejstret. Ja, jeg kendte ligesom til min fars holdninger til typer, som Justin var.

Jeg betragtede Justin stæse afsted på sit skateboard op ad stien mellem alle eleverne, der selv var på vej mod indgangen til skolen. Jeg opdagede, at han fik skubbet til en buttet pige med brune krøller, for hun endte i alt fald på græsset med sine bøger spredt ud over det hele. Ingen tog sig af det! Jeg løb hen til hende og rakte hende en støttende hånd og hjalp hende op at stå.

"Tak, tak..", sagde hun lettere nervøst, mens hun børstede sine brune velourbukser fri for græstørv og små jordpletter på knæene.

Nok kritiserede jeg ikke folk, men helt ærligt, så var hun ikke noget af det kønneste væsen, som jeg havde set. Hun havde tykke briller, der mindede om de der lupglas, og en opstoppernæse, der mindede lidt om en grisetryne, men jeg sagde ikke noget. Hendes tøjvalg var langtfra stilligt. Hun havde en grøn løs trøje med v-udskæring og en hvid skjorte indvendig plus de brune velourbukser med de brede snit og armyfarvede sneakers.

Hendes korte brune optrækkerkrøller gjorde intet godt for hendes udseende. Den første tanke der slog mig var, at hun formentligt var én af Justins mobbeofre? Jeg smilte roligt til hende.

"Er du okay?", spurgte jeg venligt. Hun smilede.

"Ja jeg er okay..", mumlede hun, som om hun var dybt forlegen over dette øjeblik her?

"Justin er bare en idiot, ikke andet.", svarede jeg medfølende. Hun nikkede med et lille svagt smil.

"Det her var ikke engang det værste han har gjort mod mig!", svarede hun tørt.

Jeg nikkede stille. Vidste det bare. Nok mobbede jeg ikke andre, men jeg havde ikke svært ved at se hvem på skolen der var potentielle mobbeofre.

"Mit navn er Kathryn Stewens.", sagde hun sødt og gav mig hånden.

"Sam Sullivan.", svarede jeg høfligt.

"Skal vi følges ind til time?", spurgte jeg med et lille smil.

"Det kan vi da godt!", svarede Kathryn smilende.

Den første pige jeg snakkede med på skolen, og hun virkede til at være godt munter og behagelig. Jeg tog mig slet ikke af at folk gloede mærkeligt på os. Ja vi var sgu et umage par, men skidt med det. Jeg smilede stort...

~

Det var sidste kapitel lige for i dag, eftersom det er så korte kapitler. Derfor fik i så mange i dag ;) - Der kommer flere kapitler engang i morgen.

Fortsat god aften, og tusind tak for den varme modtagelse af Troublemaker. Jeg havde ærligt talt ikke regnet med, at nogen gad at læse på en gammel movellas, men der kan man bare se? ;) Glæd jer til mere.

Knus herfra.

Ida.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...