Troublemaker - Full edition!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2016
  • Opdateret: 27 dec. 2016
  • Status: Igang
// Forbedret version af min gamle klassiker "Troublemaker" //

Dette er en gammel movella, som jeg redigerer lidt efter lidt, så hvis man har lyst til at læse med, så skal man være så velkommen! Der vil komme lidt kapitler dag for dag, så der vil ikke være den store ventetid, eftersom kapitlerne er skrevet og bare skal redigeres lidt efter lidt. Det er det store og det hele og intet nyt i det ;)

Til nye læsere, der ikke kender historien, så er der et kort resumé her:
"Samantha Sullivan er datter af en rigmand, der tror, at hun har det som blommen i et æg, men det er kun til hun møder den småkriminelle Justin Bieber, som går på den skole, som hun skal starte på. Så bliver der vendt op og ned på alting og hemmeligheder afsløres. Hemmeligheder, som Sam ikke troede var virkelige..."




53Likes
41Kommentarer
388512Visninger
AA

105. Kærlighedens smerte.


Justins synsvinkel:

Jeg havde fået én af hospitalets hvide morgenkåber på, og jeg traskede med besvær ned ad gangen med min mor ved min side. Gal, jeg glædede mig til at se vennerne.

Vi ankom langt om længe til det store opholdsrum, hvor besøgende og patienter kunne gå hen og hygge med kaffe, spil og hvad der nu kunne diskes op med. Den første jeg fik øje på var Ryan, der vendte sig om fra kaffeautomaten, med en kop rygende kaffe i et krus.

Han bemærkede mig, og jeg blev mødt af det største smil fra ham, mens han gik hen til mig, "Justin din røvabe! Du må sgu ikke gøre os andre så pissebange main...", udbrød han, og jeg bemærkede straks de andre, der vendte sig ivrigt og rejste sig, for selv, at komme over til min mor, Ryan og jeg. De var her allesammen, med undtagelse af min elskede Sam.

Jeg var bange for, at jeg havde mistet hende for altid...

"Justin... Vi har alle været så bekymret for dig de sidste 36 timer..", udbrød Kelly med et trist smil.

"36 timer?! Jeg forstår ikke?!", udbrød jeg lettere chokeret.

"Du har været helt væk i et halvandet døgns tid Justin...", bekræftede Chaz.

"What?! Har jeg været væk så længe?", spurgte jeg med opspærret blik.

Jeg var helt målløs...

"Så jeg blev altså ikke indlagt i går?", spurgte jeg yderligere.

De rystede alle på hovedet...

"Har i set Sam?", spurgte jeg bekymret og med en ubehagelig følelse i hjertet.

"Ingen af os har set hende Justin..", svarede Lance med et trist blik. De andre var lige så triste. Jeg nikkede trist og var ærligt talt pisse bange.

Jeg måtte sidde ned...

Jeg kunne mærke gråden overtage mig igen. Jeg tog mig til hovedet, "For helvede Sam... Jeg har svigtet dig... Hvor fanden er du henne? Jeg kan ikke leve uden dig.. Sam...", hviskede jeg lettere hulkende og sank mit grædende blik i gulvet, og jeg mærkede flere hænder lægge sig om min ryg.

"Justin, det er jo ikke din skyld, det er gået så skævt...", forklarede Ryan med en medfølende og trøstende stemme et sted over mig.

"Jeg har svigtet hende... Jeg havde lovet at passe på hende... Mit liv er forsvundet fra mig... Min elskede Sam...", hviskede jeg nærmest og hulkede endnu mere over hvor fucking ondt det gjorde i hjertet på mig over at miste hende. Smerten var på én eller anden måde værre end de smerter jeg havde i mine ribben - intet kunne måle sig med den smertende tomhed, som jeg havde i hjertet!

Jeg løftede mit hoved, og kunne ikke holde smerten ud længere, så jeg skreg grådkvalt ud i luften, "Saaaaaaaaaaaaam!"

Jeg følte min verden styrte i grus igen, ligesom dengang for tre måneder siden ved skolens baseball-kamp, men følte blot det hele tusinde gange værre, fordi jeg ikke anede hvor hun var eller om hun overhovedet var i god behold, hvad jeg tvivlede stærkt på.

"Vi skal nok finde hende Justin..", svarede min mor, mens hun bøjede sig lettere over mig og lagde armene omkring mig i et knugede knus. Jeg følte jeg snart ingen tårer havde tilbage.

Tænk, at kærligheden kunne gøre så ondt?

"Jeg kan..... Jeg.. Kan ikke leve... Uden hende... Saaaam....", hulkede jeg videre

Jeg mærkede flere nusse min ryg, og nogle havde valgt og omfavne mig bagfra.

"Sam....", græd jeg stille....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...