Troublemaker - Full edition!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2016
  • Opdateret: 27 dec. 2016
  • Status: Igang
// Forbedret version af min gamle klassiker "Troublemaker" //

Dette er en gammel movella, som jeg redigerer lidt efter lidt, så hvis man har lyst til at læse med, så skal man være så velkommen! Der vil komme lidt kapitler dag for dag, så der vil ikke være den store ventetid, eftersom kapitlerne er skrevet og bare skal redigeres lidt efter lidt. Det er det store og det hele og intet nyt i det ;)

Til nye læsere, der ikke kender historien, så er der et kort resumé her:
"Samantha Sullivan er datter af en rigmand, der tror, at hun har det som blommen i et æg, men det er kun til hun møder den småkriminelle Justin Bieber, som går på den skole, som hun skal starte på. Så bliver der vendt op og ned på alting og hemmeligheder afsløres. Hemmeligheder, som Sam ikke troede var virkelige..."




53Likes
41Kommentarer
382947Visninger
AA

134. "I rør IKKE min datter!"


Jakes synsvinkel:

Jeg var kraftedeme ved at blive blødsøden. Det lignede mig ikke, men måske det var det der skulle til, for at sikre min datter kunne få et lykkeligt liv resten af sit liv trods alt. Spillet var tabt. I alt fald for mig! Ingen lysere fremtid gik mig i møde. Jeg havde ændret mig markant, siden jeg satte mine fødder her inde for fængslets mure. Jeg så ingen anden udvej, end at kaste håndklædet i ringen, og så bare håbe på min datter ville tilgive mig en skønne dag.

Jeg måtte endelig give mig over for Justin. Han havde vundet og jeg undt ham nu for allerførste gang min datters hånd. Hvis han kunne redde hende helt uskadt ud af Wyat Sisemore og resten af hans bande, så var det helt sikkert og ærligt, at jeg endelig kunne acceptere Justin Drew Bieber, som min svigersøn. Bare ordet svigersøn, fik et lille smil over mine læber. Det var sgu helt vildt, at jeg kunne smile, nu hvor jeg sad inde og ikke kunne hævne Wyat selv.

Det havde overrasket mig, at Justin, Ryan og Chaz havde været mine første besøgende, siden jeg røg ind. Sharon havde slået op med mig, da det kom frem ved anholdelsen, at jeg havde været med i mafiaen i mange år. Jeg savnede hende og håbede inderligt hun med tiden ville kunne tilgive mig, men håbet var spinkelt for mig. Sharon var en smuk ung kvinde på 28 år, hun kunne få hvem pokker hun ville. Med en fremtid, som indespærret for foreløbigt 37 år, som dommen lød på, så var det meste håb ude. Jeg ville være gammel og grå, når jeg endelig ville blive løsladt.

Bare tanken om, at Sam ville vokse op, blive gift og få børn, uden jeg ville kunne deltage i hendes liv, gjorde voldsomt ondt på mig. Jeg havde svigtet min egen datter, det eneste og dyrebareste jeg havde haft hele mit liv. Jeg ønskede bare, at hun skulle være lykkelig, og det hele skulle endelig gå op for mig, hvor lykkelig hun var sammen med Justin, som jeg fejlagtigt havde fejlbedømt, blot fordi han mindede mig om mig, som ung, så havde jeg troet, at han var alt andet end godt for min datter, men jeg havde taget så frygtelig fejl af ham. Han var jo faktisk det bedste, der kunne ske for Sam.

Knægten kæmpede for helvede for min datter!

Han var langtfra ligeglad med hende. Al min lid, lå nu i Justins og hans venners hænder. Jeg begyndte at angre og kunne godt se hvilket kæmpefjols jeg havde været.

Jeg tror jeg sad i min celle og græd i nogle timer over, hvor meget jeg skammede mig over min opførsel. Jeg havde ikke gjort andet end uret over for min datter og havde stemplet Justin som det værste, når han faktisk ikke var andet end alt det gode i virkeligheden. Nok havde knægten en masse fejl, men jeg havde flere. Jeg havde været blind og hadet havde forblændet mig i lang tid, til at kunne se det gode i Justin. Men det kunne jeg først nu, hvor alt var for sent. Det eneste lille spinkle håb, der vakte i mig, var at Justin havde indvilliget i at besøge mig igen.

Det havde varmet så meget om mit optøede hjerte, at ham jeg troede der var fjenden, ville besøge mig igen med god vilje. Altså den dreng. Han havde jo et vildt godt hjerte. Man skulle blot nå ind til hinanden. Jeg græd af bar skuffelse over mig selv, at jeg havde truet ham på livet løs og havde været tæt på at slå ham ihjel uden omtanke for ham. Der var virkelig ikke noget at sige til, at Sam, min egen datter havde vendt mig ryggen og påstået flere gange at hun hadede mig. Jeg havde været en hadefuld og tyrannisk far!

Ufatteligt, at Justin havde blevet ved med at stå imod mig, trods mine trusler og fysiske vold mod ham. Han havde ikke stukket af et eneste sekund. Han gik imod mig, netop fordi hans kærlighed var endeløs og hele livet for Sam. Jeg havde fortjent den straf han og hans venner havde gjort mig og de havde endda kun kunne have gjort det hele værre, men de gjorde det ikke. Jeg var fast besluttet på, at ville give Justin en overordentlig undskyldning, og håbe om tilgivelse trods mine mange fejl, næste gang han ville besøge mig. Jeg håbede inderligt, at Sam også ville tilgive mig.

Jeg blev afbrudt min gråd og anger, ved at det raslede i låsen på døren udefra min celle. Jeg kiggede over mod døren og tørrede mine våde øjne med mit ærme.

"Jake Sullivan?", sagde en fængselsvagt i døråbningen.

"Ja..", svarede jeg med et knæk i stemmen efter al min gråd.

"Der er telefon til dig!", svarede fængselsvagten. Jeg nikkede.

Fængselsvagten gik hen og gav mig fod og håndlænker på. Om jeg begreb hvorfor alt den tumult skulle til, men det var åbenbart deres sikkerhedsforanstaltninger, for jeg ikke skulle gå amok. De havde fået et syn på mig, at jeg var en kold og hård fyr, men de tog fejl og det ville de nok sande med tiden.

Tænk at en 19 årig knægt skulle kunne knække min hårde kerne på den måde. Jeg var blevet et følelsesladet fjols! Jeg grinte ad mig selv, bare tanken om det.

Jeg fulgte i hælene på fængselsvagten og lænkerne raslede voldsomt og de var med til at føle mig som én der ikke skulle tro han var noget. De andre indsatte, der fik lov til at gå frit rundt hujede og piftede nedladende ad mig. Nogle raslede med ting til mig, så det lød som mine lænker, blot for at hidse mig op. Jeg kæmpede indvendigt for ikke at bryde sammen. Jeg måtte ignorere de andre så godt jeg kunne, så jeg måske snart kunne få lov til at gå frit i fængslet som de andre.

Jeg blev ført ind i et rum, hvor der kun var placeret et bord med en stak papirer og en blyant der var så lille, at den godt kunne trænges til at blive udskiftet. Der stod en enkelt telefon på bordet, og der var en enkelt stol i det kolde lille rum. Det var koldere end min egen lille celle med tremmerne for vinduet.

Vagten tog mine håndlænker af og tog fat i røret og trykkede på en knap hvor ved han lagde røret til sit øre, "Ja, Jake Sullivan sidder klar, der kan blive stillet om nu.", sagde vagten i røret og gav mig det.

"Tak!", svarede jeg nikkende og tog imod røret. Vagten gik ud af rummet og lukkede døren efter sig.

"Ja, det Jake.", svarede jeg i røret.

"Jake.. Det er mig..", lød det fra en grådkvalt og bange Sam.

Jeg begyndte selv at græde, "Sam, min lille Sam, hvorfor har Wyat kidnappet dig?", spurgte jeg med gråd i stemmen, og var samtidigt lykkelig for at høre hende i live i telefonen.

"Vidste du det?", græd hun med en overrasket stemme.

Jeg nikkede, selv om hun selvfølgelig ikke kunne se mig, "Justin har været her og har sagt det til mig.. Så jeg kunne regne mig til, at det er Wyat Sisemore der står bag det her.. Seriøst Sam, jeg havde aldrig troet, at han ville kunne finde på sådan noget? Jeg har gjort dig og Justin så meget uret.. Kan du tilgive mig Sam?", svarede jeg med gråd i stemmen.

"Far... Accepterer du virkelig Justin?", spurgte hun grædende. Bare det, at hun sagde far til mig igen, gav mig fornyet håb.

"Ja, min skat... Det gør jeg...", svarede jeg grådkvalt, "Hvad er det Wyat vil dig?", spurgte jeg yderligere.

"Du får ham lige far.. - Og far... Tak..", svarede Sam inden hun forsvandt igen.

Jeg var lettet. Det var det første skridt tilbage til min datters hjerte. Det raslede lidt i røret.

"Jake! Hør rigtigt godt efter!", lød en alt for velkendt stemme. Det var med sikkerhed Wyat.

"Hvad vil du med min datter Wyat? Hun har intet mellem os at gøre!", spurgte jeg med vrede i stemmen.

"Jake, det bliver værst for din datter, hvis du så meget, som røber over for politiet eller FBI, hvor vi tilholder os! Så hvis du nogensinde vil håbe på at se din datter i live, så synes jeg ærligt talt du skal holde din fede kæft. Jeg ved, at FBI og politiet vil granske sagen nærmere, og komme til dig på et tidspunkt. Ind til da, så beholder jeg min lille sikkerhedsforanstaltning her! Er du MED?", svarede Wyat koldt i røret.

Jeg kunne høre Sam græde højlydt i baggrunden...

"I RØRER IKKE MIN DATTER!", røg det truende fra mig.

"Tænk over det Jake! Træk nu ikke det forkerte lod!", svarede Wyat.

(Klik!)

Uden noget yderligere svar eller noget, blev der smækket på i den anden ende. Jeg var rædselslagen! Det værste ved det hele var, at jeg allerede havde lækket en masse oplysninger til både politiet og FBI langt før. Jeg håbede ikke Wyat Sisemore vidste noget til det. Al mit håb og min lid lå i Justins hænder. Jeg håbede han vidste hvad han skulle gøre. Hvis bare han havde lignende planer, der var så vellykkede, som den plan han havde da han og hans venner overmandede mig i Florida, så var der måske et spinkelt håb.

Jeg rejste mig fra stolen og bankede på døren. Døren åbnede sig med vagten på den anden side.

"Jeg vil gerne skrifte hos præsten..", sagde jeg stille.

"Meget vel Jake. Du kan åbenbart have brug for det?", svarede vagten og gav mig håndlænkerne på igen og førte mig til fængslets præst.....

~

Og det var dagens kapitler!

Fortsat god lille-fredag!

Ida.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...