Troublemaker - Full edition!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2016
  • Opdateret: 27 dec. 2016
  • Status: Igang
// Forbedret version af min gamle klassiker "Troublemaker" //

Dette er en gammel movella, som jeg redigerer lidt efter lidt, så hvis man har lyst til at læse med, så skal man være så velkommen! Der vil komme lidt kapitler dag for dag, så der vil ikke være den store ventetid, eftersom kapitlerne er skrevet og bare skal redigeres lidt efter lidt. Det er det store og det hele og intet nyt i det ;)

Til nye læsere, der ikke kender historien, så er der et kort resumé her:
"Samantha Sullivan er datter af en rigmand, der tror, at hun har det som blommen i et æg, men det er kun til hun møder den småkriminelle Justin Bieber, som går på den skole, som hun skal starte på. Så bliver der vendt op og ned på alting og hemmeligheder afsløres. Hemmeligheder, som Sam ikke troede var virkelige..."




53Likes
41Kommentarer
387517Visninger
AA

135. Hvor er jeg?


Sams synsvinkel:

Jeg var blevet efterladt koldt igen i det lille rum, hvor der kun var en seng man lå for råddent i, et lille bord og en stol og en ret gammel stålreol, hvor der var efterladt nogle tomme kasser med undtagelse af en lille stak hvide kopipapirer og en lille kasse med et par industrikuglepenne, hvor der stod SimCorp på, og et vindue der var låst med udsigt lige til en mur til en tilstødende bygning, så jeg kunne slet ikke fornemme hvor jeg var henne.

Sengen var ikke andet end en gammel drømmeseng med en alt for slidt madras, så man kunne mærke nogle af fjedrene under den. Det var tydeligt at dette rum nok havde været brugt som lager til kontorartikler. Så min første tanke var, om at det var et nedlagt firma, havde åbenbart været rigtigt, da jeg havde siddet i går aftes midt i det store kolde rum bagbundet på en stol, mens Wyat Sisemore truede mig med sin store kniv.

Samtalen med med min far i aftes havde ændret på mange ting. Ja, nu kunne jeg endelig sige "far" igen, da jeg havde fået en opvakt tro på, at han ikke var efter Justin mere og havde sagt, at han nu endelig accepterede, at jeg var sammen med Justin. Jeg havde kunnet høre hvor ked af det han var, og hvor meget han angrede over sine djævelske gerninger. Ja, jeg var næsten begyndt at tro, at min far endelig ville tage sig sammen og så skulle sådan noget, som en dom og fængsel åbenbart til, før han indså alt det.

Nu var han indespærret og jeg var taget til kidnapning eller gidsel var det nok nærmere. Som sikkerhed for, at min far ikke sladrede til myndighederne om Wyat Sisemore og hans gangsterbande. Sikke en grum klemme jeg var kommet i. Jeg var virkelig rædselslagen og turde ikke noget.

(Duk duk duk!)

Jeg fik et chok med hjertet i halsen, da jeg blev forstyrret midt i mine foruroligende tanker fra den bankende lyd fra døren.

"Ja!", svarede jeg beklemt og nervøst.

Der blev raslet ved låsen, til at der var én der stod og fumlede med en nøgle i nøglehullet. Døren gik op og der stod én af bagmændene med en pose duftende kinesisk mad, og en stor coca cola i posen. Han stilte det på bordet til mig.

"Jeg beklager, at du ikke har fået morgenmad Sam, men her har du noget mad, som du må klare dig med for i dag..", sagde den unge mand, som jeg ville skyde på var midt eller sidst i tyverne, som jeg ikke anede navnet på, før en ældre bagmand sagde noget til ham.

"Mike, bossen vil tale med dig. Så jeg tager lige over her for en stund.", sagde den ældre bagmand. Mike, som den unge mand åbenbart hed nikkede bestemt, og han efterlod mig og den anden mand.

"Skal du på toilettet Sam, inden jeg låser af for dig igen?", spurgte den ældre bagmand.

Han havde brunt hår med vigende hårgrænse for til og gedebukkeskæg, samt sorte store solbriller. Ville snildt skyde manden til at være sidst i 30'erne, men jeg var noget usikker. Han var langtfra en grim mand, men hårdkogt var han bestemt. Det var de alle på hver deres måde. Jeg havde åbenlyst registreret, at de var mellem syv til  ti mænd her.

Jeg nikkede, "Ja, jeg har kun været på toilettet tidligt i morges.", svarede jeg forsigtigt.

Jeg turde ikke se eller gøre noget forkert, i frygt for hvad de kunne finde på at gøre ved mig.

Han nikkede, "Følg mig Sam!", svarede han køligt og holdte med et fast greb om min ene arm.

Det var i det mindste rart, at jeg ikke var bagbundet mere. Jeg havde tydeligt vist, at jeg var alt for bange til at kunne finde på at stikke af....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...