Troublemaker - Full edition!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2016
  • Opdateret: 27 dec. 2016
  • Status: Igang
// Forbedret version af min gamle klassiker "Troublemaker" //

Dette er en gammel movella, som jeg redigerer lidt efter lidt, så hvis man har lyst til at læse med, så skal man være så velkommen! Der vil komme lidt kapitler dag for dag, så der vil ikke være den store ventetid, eftersom kapitlerne er skrevet og bare skal redigeres lidt efter lidt. Det er det store og det hele og intet nyt i det ;)

Til nye læsere, der ikke kender historien, så er der et kort resumé her:
"Samantha Sullivan er datter af en rigmand, der tror, at hun har det som blommen i et æg, men det er kun til hun møder den småkriminelle Justin Bieber, som går på den skole, som hun skal starte på. Så bliver der vendt op og ned på alting og hemmeligheder afsløres. Hemmeligheder, som Sam ikke troede var virkelige..."




54Likes
41Kommentarer
394588Visninger
AA

108. "Gidsel"


Sams synsvinkel:

Jeg sad stille og græd.Jeg græd bare hele tiden, og jeg følte min lykke var blevet revet bort fra mig. Ja, det kunne ligefrem lyde dramatisk, men sådan havde jeg det virkelig! Jeg havde haft mange mareridt, faktisk hver eneste nat siden den aften i Albuquerque, hvor den mand jeg engang kaldte far, havde nådeløst tævet Justin til ukendelighed.

Jeg var bange..

Jeg var så bange for, at Justin ikke havde klaret den. Jeg savnede ham - Overordentligt meget! Mit hjerte var knust i så mange stykker, i atomer, så stykkerne ikke kunne tælles. Jeg frygtede, at Justin ikke levede mere.

Jeg græd videre, og følte at mine tårer aldrig ville stoppe med at rende. Min elskede Justin... Hvor er du? Millioner af spørgsmål svirrede rundt i mine tanker. Justin fyldte absolut det meste af mine tanker.

(Duk duk duk..)

Jeg svarede ikke. Jeg vidste godt at det var Jake, der bankede på døren for 117'ende gang. Jeg stirrede bare tomt ud af vinduet. Ud til den lille parcelhusvej et sted her i Jacksonville i Florida. Hos en gammel krage, kaldet Jakes mor, som øjensynligt var min farmor, som jeg aldrig havde kendt til.

"Sam altså... Du kan ikke blive ved på den måde... Du har ikke engang rørt din mad..", sagde Jake med en frustreret stemme et sted her i det her usle værelse.

Jeg nænnede ikke engang at glo på ham...

Det syge svin! Han var ikke min far! Jeg hadede ham! Jeg var ikke engang stolt af at være hans lede afkom. Jeg ville ønske mig død et vis sted, eller langt hellere, at leve sammen med Justin. Hvis han da levede?

Jeg vidste intet? Jeg vidste kun, at jeg var blevet gemt væk fra omverdenen af en ond, ond mand, som jeg hadede, som bare pesten...

"Sam for helvede!", udbrød Jake lettere hårdt. Så jeg kunne høre, hvor meget det frustrerede ham, at jeg slet ikke gad ham.

Jeg veg ikke mit tomme blik væk fra vinduet af. Jake Sullivan var en led stodder, der ikke fortjente mig!

"Sam?", sagde Jake endnu engang med et tungt suk, "Jeg elsker dig jo min skat..", sagde han yderligere - nu i en blidere tone.

Jeg svarede med ét ord, "Nå!", svarede jeg koldt og ret ligeglad med ham, uden at flytte blikket fra vinduet.

Jeg kunne fornemme ud af min øjenkrog, at han kom hen til mig. Han stilte sig lige op ad mig, så mit udsyn blev blokeret fra siden af, "Vil du ikke nok lade være med at hade mig på den måde Sam?", spurgte han frustreret.

Jeg troede aldrig jeg skulle gøre det, men jeg rejste mig og gav ham det værste dræberblik på ham, "Jeg vil hade dig til du ligger død og begravet!", svarede jeg olmt, og det sydede og kogte indvendigt i mig af raseri.

En flad hånd fløj lige på min kind. Det brændte og sveg...

Jeg tog mig til kinden og stirrede bare koldt på ham, "Hvor er du sej Jake!", var det eneste jeg kunne sige, inden jeg gik ud af værelset og direkte gennem den lille klamme stue, hvor damen, kaldet min farmor sad i en hæslig blomster-mønstret lænestol, inden jeg nåede ud i den store baghave, og satte mig arrigt på en stenbænk med udsigt ned til stranden.

De indebrændte tårer rendte ned ad mine kinder, og jeg begyndte at græde højlydt. Jeg følte, at  knuden i maven voksede sig større og større og hjertet, hvis det overhovedet var der, var koldt og knust! Det gjorde så ondt...

"Justin... Hjælp mig... Hjælp mig... Jeg lider.. Jeg savner dig...", hulkede jeg voldsomt...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...