Troublemaker - Full edition!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2016
  • Opdateret: 27 dec. 2016
  • Status: Igang
// Forbedret version af min gamle klassiker "Troublemaker" //

Dette er en gammel movella, som jeg redigerer lidt efter lidt, så hvis man har lyst til at læse med, så skal man være så velkommen! Der vil komme lidt kapitler dag for dag, så der vil ikke være den store ventetid, eftersom kapitlerne er skrevet og bare skal redigeres lidt efter lidt. Det er det store og det hele og intet nyt i det ;)

Til nye læsere, der ikke kender historien, så er der et kort resumé her:
"Samantha Sullivan er datter af en rigmand, der tror, at hun har det som blommen i et æg, men det er kun til hun møder den småkriminelle Justin Bieber, som går på den skole, som hun skal starte på. Så bliver der vendt op og ned på alting og hemmeligheder afsløres. Hemmeligheder, som Sam ikke troede var virkelige..."




53Likes
41Kommentarer
387711Visninger
AA

79. Flugtens begyndelse.


Sams synsvinkel:

Jeg kunne bare ikke stoppe min gråd. Jeg følte mig fuldkommen opløst efterhånden. Jeg var virkelig bange... Bange for, at jeg ikke så Justin mere.

Min fastnetstelefon havde ringet før en hel del, men min far havde sagt, at hvis jeg tog den, ville han lytte med. Det var garanteret Justin, så jeg turde ikke tage den i frygt for min far skulle finde ud af det. Jeg følte alt håb var ude... Jeg magtede næsten ikke mere.

Jeg sad og genkaldte alle de gode minder, som jeg havde haft sammen med Justin. Jeg savnede ham virkelig, og jeg håbede ikke, at min far havde sat en jagt ud efter ham. Ja, jeg var sgu mega-bekymret for Justins velbefindende.

Jeg lagde mig op i min seng og græd stille videre, hvortil jeg faldt stille hen... Jeg kunne fornemme, at min dør åbnede sig, men jeg så slet ikke derhen. Blot, lå jeg helt stille og græd stille mens jeg krammede hjørnet af min hovedpude tæt ved mine dirrende læber.

"Godnat Sam..", hørte jeg min fars stemme sige stille ind i mit værelse, og straks slukkede mit lys oppe fra loftet af, så det eneste lys, der nu brændte, var lyset fra min sengelampe.

Jeg hørte min far atter lukkede døren roligt til mit værelse, og jeg lå og stirrede med en tom følelse ud i luften.

Jeg følte mig knust i millioner af stykker!

Jeg famlede efter sengetæppet et sted bag min ryg, til jeg fik fat i det og jeg puttede det over mig, uden tanken om at smide tøjet, som jeg havde på, og jeg lukkede skælvende mine øjne, efter at have grædt så forfærdeligt meget.

Jeg faldt pludseligt i søvn...

(Duk duk duk duk!)

Jeg slog øjnene op med et spjæt i kroppen!

(Duk duk duk!), lød det fra mit vindue af bag gardinerne.

Jeg rejste mig straks fra sengen, og gik hen og trak gardinet fra. Jeg følte et opvakt håb i mig, da jeg opdagede Justin ude på den anden side af vinduet. Jeg ville ikke snakke i frygt for at min far ville kunne høre mig, så jeg slog vinduessikringen fra meget forsigtigt, og åbnede vinduet med tungen lige i munden.

"Babe, vi må væk nu...", hviskede Justin med en dub fure i panden, så det var tydeligt, at se på ham, at han nok var rædselslagen for, hvis vi skulle blive opdaget.

Jeg nikkede og gik hen og greb efter min kuffert.

"Nej, lad den ligge babe... Den vil bare larme med et skrald, når den lander nede på fliserne...", hviskede han anstrengt ovre fra den anden side af vinduet af.

Jeg så målløs hen på ham, "Men?", hviskede jeg målløs.

"Det er lige meget Sam.. Kom nu...", hviskede han febrilsk med spændte kæber og så tydeligvis hen mod min dør og et par gange uden for, for at være sikker på, at min far ikke pludseligt dukkede op.

Jeg stod bare målløs og så hen på Justin, "Men tøje..." "Kom nu bare Sam - Vi har ikke tid til det der...", hviskede han desperat, mens han vinkede mig hen mod ham.

Jeg nikkede med en knude i maven og gik hen til ham og mit åbne vindue og begyndte forsigtigt at klatre over vindueskarmen, hvor Justin hjalp mig ud ad vinduet, og vi med stor forsigtighed kravlede vi roligt ned ad afløbsrøret.

(Krrrriiissh!), sagde det pludseligt.

"Hvad var det?", spurgte jeg lavt med hjertet i halsen.

"Ikke noget babe.. Bare fortsæt...", hviskede Justin anspændt.

Vi nåede helskinnede ned...

"Hvorfor gik alarmen ikke i gang her?", spurgte jeg lavt og temmelig undrende.

Justin smilte smørret, "Jeg fandt relæet udenfor og kappede strømledningen til alarmsystemet...", svarede han lavt med et lumsk smil.

Hold da op! Han var sgu da dygtig! Dygtigere end en indbrudstyv!

"Kom babe..", hviskede Justin og tog mig i hånden og trak mig afsted med mig i snigløb.

Vi kravlede forsigtigt over porten, og nåede sikkert ned på den anden side.

"Justin hvor er din bil henne?", spurgte jeg undrende og nu i nogenlunde normalt toneleje, eftersom vi var langt væk fra huset.

Justin kom med et skævt smil, "Det er denne her!", svarede han med et lille smil, mens han åbnede døren til en grå lukket bil, der holdte foran os op ad fortorvet.

"Jamen, det er da ikke den?", svarede jeg spørgende, mens Justin gelejdede mig ind i bilen.

"Jeg har byttet bil!", svarede han hurtigt og smækkede døren til mig, hvorefter han løb om på den anden side af bilen og steg hurtigt ind, hvorefter han smækkede døren i og så over på mig med et skævt smil, "Selen på babe!"

Jeg nikkede og gjorde, som han sagde. Han startede bilen hurtigt og gassede hurtigt op.

"Hvor tager vi hen skat?", spurgte jeg undrende.

Justin koncentrerede sig om sin kørsel, "Babe, kan du ikke lige tænde mig en smøg? Jeg stresser simpelthen af det her!", svarede han bare.

Jeg nikkede lettere forvirret, "Jo skat.", svarede jeg bestemt, og fiskede efter hans smøgpakke i hans læderjakke.

Jeg fandt pakken, og trak en marlboro op og tændte den for ham og placerede den i munden på ham.

"Tak smukke.", sagde han med et skævt smil og tog et stort hvæs.

"Hvor skal vi hen Justin?", spurgte jeg endnu engang.

"Vi skal nå det næste tog i Oklahoma, babe! Vi kom jo desværre ikke med toget fra stationen, der skulle bringe os til Oklahoma..", svarede Justin bestemt.

"Skal vi da længere væk end Oklahoma?", spurgte jeg yderligere.

Justin nikkede med et svagt smil, "Ja babe! Vi skal helt til New York, har jeg bestemt mig for.."

Jeg blev målløs...

"New York!", gentog jeg målløst...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...