Troublemaker - Full edition!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2016
  • Opdateret: 27 dec. 2016
  • Status: Igang
// Forbedret version af min gamle klassiker "Troublemaker" //

Dette er en gammel movella, som jeg redigerer lidt efter lidt, så hvis man har lyst til at læse med, så skal man være så velkommen! Der vil komme lidt kapitler dag for dag, så der vil ikke være den store ventetid, eftersom kapitlerne er skrevet og bare skal redigeres lidt efter lidt. Det er det store og det hele og intet nyt i det ;)

Til nye læsere, der ikke kender historien, så er der et kort resumé her:
"Samantha Sullivan er datter af en rigmand, der tror, at hun har det som blommen i et æg, men det er kun til hun møder den småkriminelle Justin Bieber, som går på den skole, som hun skal starte på. Så bliver der vendt op og ned på alting og hemmeligheder afsløres. Hemmeligheder, som Sam ikke troede var virkelige..."




54Likes
41Kommentarer
403024Visninger
AA

153. "Et offer!"


Justins synsvinkel:

Highway 15 - Kunne noget føles mindre stimulerende end en dødssyg lang kørsel mod Las Vegas? Jeg og vennerne havde seriøst taget flyet og sparet tid på den måde, hvis ikke det havde været for den skide brune pakke, der garanteret var fyldt med kokain eller noget i den dur? Vi skulle ikke risikere at blive snuppet i tolden om det så var LAX eller lufthavnen i Las Vegas. Nul du, mit liv var for kort til at skulle sidde og ruske tremmer i sådan en ung alder og det var vennerne med garanti enige i og ikke mindst min Sam, min elskede Sam, som jeg savnede og havde en hård knude i maven over hvilke grusomheder hun mon gennemgik lige for tiden.

Offer for vold... Ja, jeg elskede virkelig ikke det udtryk, særligt ikke, når det var min Sam det gik ud over. Dem der slog hende, de skulle personligt få min "kærlighed" at føle. Ja, det skulle menes sarkastisk. Handi-ben eller ej, jeg var fucking ligeglad! Jeg ville flække dem på langs én efter én, så de ville føle dem som stakkels udskud hele bundtet. Jeg ville ønske, at jeg kunne spærre dem inde, så de kunne blive voldtaget og misbrugt af de andre indsatte, indtil deres lortedød. Ja, det var ikke ligefrem søde tanker jeg havde om dem, men nok ikke noget, som jeg i realiteten kunne realisere overhovedet!

Hvad andet var, så havde jeg undladt at fortælle Lance og de andre, at jeg faktisk var blevet truet af Brad, at jeg ville få følgeskab af én eller anden, som langtfra ville blive behageligt, hvis Sam skulle kontakte mig igen mod deres vilje. Tanken var bestemt ikke rar, og jeg håbede, at Sam ville holde sig i skinnet og forhåbentligt ville de ikke gøre hende ondt igen.

Puh, bare tanken om at hun led, uden jeg kunne gøre noget som helst? Det var sgu en hård kost, at sluge ene og alene..

"Var det ikke en idé, at du og Sam smuttede langt pokker i vold for en tid, så i kan slippe for alle de skide problemer i bliver ved med at støde ind i, i tide og utide?", fik Ryan pludseligt min opmærksomhed fra forsædet af, hvor han sad bag rattet og Britany sad på passagersædet foran , mens jeg sad på tværs af bagsædet i min bil med benene op, simpelthen pga det hårde slag fra faldet i går aftes, så Michael, Bryan, Jessica, Kelly, Chaz og Lance var stuvet sammen den anden bil. Ja, hurra for brede amerikanerbiler, ellers havde de da slet ikke kunne være der!

Jeg så træt over på ham, hvor Ryan virkelig koncentrerede sig om sin kørsel med min bil. Alt havde virket så pokkers stille indtil nu hvor Ryan havde brudt stilheden med sit spørgsmål. Jeg så flygtigt ud af bagvinduet, hvor jeg kunne se de andre køre lige bag os, hvorefter jeg så tilbage på Ryans lettere blottede nakke.

"Det lød godt nok optimistisk...", sukkede jeg med et himlende blik og ret opgivende over at få sådan et spørgsmål fra Ryan, som i min verden i øjeblikket virkede som en by i Rusland. Lige nu kunne jeg slet ikke se noget godt for enden af denne problematiske tunnel, som der var skabt for Sams og mit vedkommende. Jeg greb opgivende ud efter efter min smøgpakke i min mavelomme på min hoodie og stak en smøg i kæften på mig selv og tændte den med en skide engangslighter.

"Hvor pokker er min zippo?", tænktee jeg lettere fraværende og rystede hurtigt tanken fra mig igen.

"Vi bliver jo ligesom nød til at være optimistiske Justin - Det er ligesom altid det der har holdt dig i gang for at redde Sam ud af de problemer i har været i...", kom det som et skud fra Ryan, hvor ved han hurtigt så sig tilbage over skulderen for splitsekunder, inden han så frem for sig igen.

Jeg så flygtigt på ham med et hårdt suk og tog et kraftigt hvæs af min smøg. Jeg lukkede øjnene i sekunder, blot for at nyde nikotinen i min i forvejen stressede krop. Det stressede mig, at jeg ikke anede hvor Sam var. Det stressede mig, at jeg følte mig så pokkers hjælpeløs pga mit skide lorteben og det stressede mig, at jeg og mine venner havde en skide deadline for at aflevere den skide lortepakke for den skide lort til Brad og hans skide lorte narko-bande. Yup, jeg kunne bande alt langt pokker i vold. Hvorfor fanden, skulle jeg altid ende i lort til halsen? Var det bare sådan realiteten var? At jeg var en skide ballademager, der aldrig kunne gøre en eneste skide ting rigtig? Jeg sukkede yderligere over mine lorte-tanker og så tog mig lettere til hovedet og så ned på mit dårlige ben.

"Du har nok ret Ryan, men som alt ser ud nu, ser det slet ikke ud til at være nogen løsning.. Jeg skal bare havde gennemført det her, før jeg kan få set Sam igen..", sukkede jeg irriteret og strakte mig en anelse ned mod gulvet i bilen og fangede en tom øldåse, der havde trillet rundt under Britanys sæde, så jeg kunne aske min smøg nede i hullet på den tomme dåse ind i mellem.

"Om igen Justin... Du har os andre at støtte dig op ad..", kom det oplivende fra Britany foran mig - Ja, hende som ikke sagde så meget. Hun var for det meste meget stille og åbnede sjældent rigtigt munden for os andre. Dog snakkede hun selvfølgelig fint med Ryan, eftersom de var kærester, og selv om Britany var en stille pige, så var hun trods alt en sød pige og nede på jorden.

Jeg smilede svagt og så bare mellem Ryans og hendes bilsæder og gloede nok på rattet foran Ryan, "Tak..", mumlede jeg bare.

"Brit har ret Justin - Du har vores alles støtte og du kommer bestemt ikke til at stå alene med alt det her.. Bare rolig, vi skal nok få din Sam tilbage i god behold..", tilføjede Ryan optimistisk, så jeg så med et svagt smil hen på ham, selv om han bare koncentrerede sig med blikket mod vejen.

Jeg nikkede svagt og tog endnu et hvæs af min smøg, "Tak buddy.. Jeg håber fandeme ikke for Brad og hans klamme pusherbande, at de lægger hånd på Sam igen... Bare tanken om hvad hun bliver udsat for og jeg intet kan gøre? Det gør fandeme ondt i hjertet på mig Ryan!", udbrød jeg frustreret med et suk, og bemærkede Ryan nikke svagt, uden at flytte blikket fra vejen.

"Jeg forstår godt din frustration Justin, og netop derfor synes jeg, at du og Sam skulle rejse væk for en stund, så i bare kan være sammen uden problemer omkring jer, når alt det her engang er overstået Justin..", forklarede Ryan, så jeg nikkede svagt med et tungt suk.

"Ja.. Hvis det altså lykkedes?", svarede jeg lettere mumlende og sukkede yderligere og røg videre af min smøg og valgte at se frem for mig, så jeg så ud på markerne vi susede forbi.

Jeg gruede ærligt talt stadigt for fremtiden!

~


Sams synsvinkel:

Jeg var stadigt forundret over, at jeg ikke var blevet fjernet fra det behagelige værelse endnu, så jeg nød helt sikkert at opholde mig her.

Jeg rejste mig fra sengen og begav mig hen til det lille vindue der var. Det var placeret oppe under loftet, så noget kunne helt sikkert tyde på, at jeg var i kælderetagen et sted, men det var faktisk et rigtigt rart værelse. Jeg betragtede værelset og fik øje på en lille taburet, som jeg gik hen og greb fat i med min "raske" arm og bar den hen til væggen, hvor vinduet var placeret oppe under loftet og forsigtigt kravlede jeg op på taburetten og stilte mig på den og kunne endelig åbne vinduet med min raske arm. Det var næsten en befriende følelse, da mit ansigt blev invaderet af en masse frisk havluft, som ramte min lugtesans og jeg nød den anelse frihed, som jeg kunne få ud af det.

Det gik endelig op fro mig, at jeg åbenbart var taget til gidsel et sted tæt på en strand eller havn. Endelig kunne jeg sætte en nogenlunde placering på, at jeg altså opholdte mig et sted tæt på havet. Det hjalp kun en smule på humøret med den tanke, men bestemt en hjælp for mig og for Justin, hvis jeg dog kom til at snakke med ham igen, hvad jeg egentligt tvivlede lidt på, eftersom jeg var blevet truet på livet eller noget i den dur, hvis jeg luskede mig til et opkald igen.

Dog havde jeg ikke set nogen mobiltelefon eller fastnettelefon her på værelset, så den mulighed var helt udelukkende!

Jeg sukkede med ansigtet mod den kølige havluft fra sprækken af vinduet og lukkede øjnene lidt og forestillede mig tilbage til de dage på stranden...

Vi hyggede os gevaldigt ved bålet på stranden. Justin gjorde den hyggelige aftenstemning ved vandet endnu mere romantisk, da Michael begyndte at spille på sin guitar og Justin begyndte at synge én af Chris Browns velkendte sange...

"I need you boo, (oh)
I gotta see you boo (hey)
And the hearts all over the world tonight,
Said the hearts all over the world tonight..."

 

Han havde sunget så dejligt og jeg havde elsket, at vi havde haft øjenkontakt gennem hele sangen. Det hele havde følt så magisk for os begge to.

Det havde været så romantisk med hans sang, og at han efterfølgende havde puttet sig ned i min sovepose den aften. Jeg havde elsket atmosfæren og den hyggelige knitren fra trækævler og grene der knak i ilden. Masser af aske, der var fløjet op i det mørke himmelrum, som bare havde lyst svagt af en masse galaktiske stjerner. Månen havde også været at finde. Det var nok mest den, der havde givet mest lys ud over det store bål i midten. Det havde emmet af romantik. Jeg huskede at vi bare havde kunne ligge og kysse stille og jeg havde nydt Justins læber og tunge og det var til trods for at de andre havde skabt dem åndssvagt ved at lege tagfat, og de havde larmet og hygget dem med deres druk og fede, men det havde ikke generet mig det mindste. Justin og jeg havde bare ligget i min sovepose, hvor vi havde kysset intenst med hinanden og hvor ved han havde givet mig finger, mens jeg havde masseret hans pik. Alt det uden at vi kom til at kneppe den aften, men det havde heller ikke gjort noget overhovedet. Det havde nok været én af de allerbedste aftener vi nogensinde havde haft sammen. En aften jeg aldrig ville glemme....

"Sam?"

Stemmen fra Brad, fik mig straks ud af mine drømmende tanker ved det lille vindue. Jeg vendte mig forsigtigt omkring på taburetten og så hen på Brad, der stod henne i dørkarmen til værelset.

"Hvad laver du?", spurgte han lettere strengt.

Jeg sukkede og trådte lettere vaklende ned fra taburetten.

"Jeg trak bare lidt frisk luft...", mumlede jeg stille.

Han så på mig med løftede øjenbryn. Jeg begav mig hen i sengen igen, for mine bare ben var blevet lettere kolde. Det var ikke sådan, når de ligesom havde taget mit tøj og jeg kun kunne vimse rundt i en gammel stor t-shirt og mine trusser. Jeg puttede dynen over mine ben og så hen på ham.

"Hvad vil du?", spurgte jeg stille og så ned i dynen foran mig.

Jeg håbede inderligt, at han ikke var kommet for at lægge hånd på mig igen. Tro mig, arrene sad stadigt dybt i mig og det var ikke nemt med alle de drømmerier og tvangstanker om at jeg bare kunne lægge mig til at dø, eftersom jeg følte at den rest fornuft jeg ellers havde i mig, var som forsvundet. Jeg savnede Justin inderligt og jeg var bange for at vi aldrig ville komme til at se hinanden igen. Det var en forfærdelig tanke, at have.

Alt jeg havde, var de gode minder om mit liv med Justin...

"Jeg har en vigtig opgave til dig Sam..."

Jeg så undrende op på Brad, der satte sig i benenden i sengen.

"J... jamen? Hvad vil du have mig til at gøre? Du og de andre er jo alligevel så ligeglade med mig.", snøftede jeg svagt.

Brad så bare på mig, som om jeg havde sagt noget fuldkommen idiotisk, af hvad der vidst ikke passede overhovedet.

"Du skal ringe til Justin!", beordrede han og mit hjerte skippede straks flere oktaver.

Mit hjerte blev fyldt med glæde. Jeg nikkede ivrigt med et et svagt smil, "Ja, hvad skal jeg sige til ham?", spurgte jeg febrilsk.

Brad grinte på sin klamme måde. Hans store kadaver gav mig kvalme. Han havde med garanti en mega usund levestil med den store mave, som han rendte rundt med.

"Du skal sige til ham, at hvis han ikke gør hvad han udtrykkeligt får besked på, så kommer du til at lide for det ved tortur og tro mig Sam, det bliver ikke ligefrem sjovt...", forklarede Brad i en truende tone. Jeg gispede forskræmt og trak dynen op til min hage, blot for at føle en form for tryghed.

"Hv.. hvad mener du med den konstatering?", stammede jeg skræmt, så Brad smilte lusket.

"Det vil du bestemt ikke vide Sam, men jeg lover dig, at det bliver ubehageligt for dit vedkommende, hvis du ikke makker ret..", svarede han med et lusket smil og han gav mig et lik, der føltes virkelig ubehageligt.

Hvad fanden foregik der i hovedet på ham?

Han rakte mig en mobiltelefon. Jeg gloede på den.

"Hv... hvad vil i gøre?", spurgte jeg igen og var seriøst skrækslagen for den trussel, som han var kommet med.

"Bekymrer du dig ikke mere om det lille Samantha. Hvis bare din lille kæreste sørger for at gøre, hvad han præcist får besked på, så kommer der ikke til at ske dig noget!", forklarede han med et ledt smil. Jeg følte varmen blusse i mine kinder og mine øjenkroge begyndte at dugge, og sekunder efter kunne jeg ikke holde tårerne tilbage, der rendte langsomt ned ad mine kinder, mens jeg tog imod mobiltelefonen. Jeg var bange, virkelig bange....

~

Jeg beklager, at der ikke har været kommet noget over længere tid, men jeg været igennem ret meget sygdom den sidste måneds tid, og det har slet ikke været behageligt. Jeg har ind imellem kæmpet med at få skrevet noget her og på nogle af mine andre historier, hvor det kun er blevet til meget lidt, og det beklager jeg. :( Jeg satser på, at der snart vil komme mere hen ad vejen, nu hvor jeg endelig er kommet gennem det værste sygdom og forhåbentligt kan gå et "raskt" nytår i møde.

Jeg håber, at i alle hver især har haft en dejlig og berigende jul med jeres kære. Glædelig bagjul og snarligt gensyn herfra.

Ida.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...