Troublemaker - Full edition!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2016
  • Opdateret: 27 dec. 2016
  • Status: Igang
// Forbedret version af min gamle klassiker "Troublemaker" //

Dette er en gammel movella, som jeg redigerer lidt efter lidt, så hvis man har lyst til at læse med, så skal man være så velkommen! Der vil komme lidt kapitler dag for dag, så der vil ikke være den store ventetid, eftersom kapitlerne er skrevet og bare skal redigeres lidt efter lidt. Det er det store og det hele og intet nyt i det ;)

Til nye læsere, der ikke kender historien, så er der et kort resumé her:
"Samantha Sullivan er datter af en rigmand, der tror, at hun har det som blommen i et æg, men det er kun til hun møder den småkriminelle Justin Bieber, som går på den skole, som hun skal starte på. Så bliver der vendt op og ned på alting og hemmeligheder afsløres. Hemmeligheder, som Sam ikke troede var virkelige..."




54Likes
41Kommentarer
396664Visninger
AA

32. Brat opvågning.


Sams synsvinkel:

Jeg vågnede pludseligt, ved at min iPhone ringede. Justin lå ved siden af og gned sig i øjnene. Jeg kiggede på mit armbåndsur og opdagede noget lettere ubehageligt, "FUCK!", udbrød jeg, da jeg så hvad klokken var.

Den var godt og vel ved at være 17 om eftermiddagen. Vi var åbenbart faldet i søvn. Det var slet ikke gode tegn.

Min iPhone ringede igen og jeg blev nød til at rejse mig fra sengen. Jeg kravlede over Justin eftersom han lå yderst. Hans seng var pænt lille i forhold til min store brede seng, så forestil dig lige hvor tæt vi havde ligget sammen her.

Jeg fik rejst mig og gik lettere fortumlet hen til min taske, der lå på det rodede gulv mellem tøj og andre ting, som Justin åbenbart havde smidt ad helvede til. Ja, meget kunne man på stå om Justin, men noget ordensmenneske, var han slet ikke! Jeg greb ud efter min taske og fandt hurtigt min iPhone, men nåede lige præcist ikke at tage den.

"Fire ubesvarede opkald.. én fra Jones og tre fra min far..", tænkte jeg med et suk, da jeg opdagede de ubesvarede opkald. Det her lovede langtfra godt!

Jeg bemærkede ud ad øjenkrogen, at Justin vendte sig om mod mig, "Er der noget galt smukke?", spurgte han mig søvndrukken.

"Justin, har du ikke engang set hvad klokken er?!", udbrød jeg bekymret.

Han kiggede over på sin klokradio, "Heh, den er kun fem...", svarede han med en lille ligegyldigt grin og så atter hen på mig og klappede på madrassen, "Kom nu hen i sengen igen babe... Jeg behøver dig her..", sagde han videre med en hæs og fræk stemme.

Jeg gjorde store øjne, "Sig mig, er du stadigvæk i drømmeland eller hvad? Jeg får sgu jordens største skideballe! Jones har ringet én gang til mig, vel og mærke klokken halv fem. Han har sikkert undret sig over hvor pokker jeg var blevet af på skolen? Og min far har ringet tre gange, garanteret fordi Jones har givet min far besked om at jeg ikke var at finde på skolen og nu vil du have, at jeg kommer tilbage i sengen igen Justin? Sig mig, er du fuldstændigt uden for nogen form for realistisk sund fornuft?!", forklarede jeg temmelig oprevet.

Justin rejste sig med mindre besvær i sengen, "For pokker babe, så slemt kan det vel heller ikke være?", svarede Justin med mindre ligegyldighed.

Jeg gryntede frustreret, "Måske ikke for dig, men mig kommer det til at gå ud over!", svarede jeg sarkastisk tilbage, mens jeg pegede mod ham. Justin sukkede, så det virkelig lød nærmest ynkeligt.

"Ja, for det er jo ikke dig det kommer til at gå ud over, vel?", konstaterede jeg yderligere med en vrissende stemme, og jeg begyndte at samle mit tøj op fra gulvet og tog det på stykke for stykke.

Justin satte sig ordenligt op på sengekanten med benene i gulvet og bukkede sig lettere forover for at række ud efter hans boksershorts, der lå på gulvet mellem hans tøj, hvorefter han smuttede dem på. Jeg havde allerede fået mit tøj på og manglede bare lige stiletterne.

Han kiggede over på mig, "Jeg er sgu ikke helt sikker på, at det er dig der får al balladen Sam.", sagde han ligeud.

Jeg kiggede undrende hen på ham, "Hvad mener du med det Justin?", spurgte jeg med løftet øjenbryn.

"Skal jeg sgu være helt ærlig babe, så vil indrømme blankt, at jeg ved, at din far ikke kan lide mig... Han har meget imod mig.. Tro mig!", forklarede Justin med stærk overbevisning.

"Altså, han havde vel bare en dårlig dag i går Justin..", svarede jeg, men Justin brød hurtigt ind, "Jeg tror sgu ikke, at du skal tro på det er det Sam... Han gjorde det mig meget klart i går, at han ikke er vild med mig...", svarede han.

Jeg rystede lettere på hovedet, "Altså hvad mener du?", spurgte jeg undrende.

Justin sukkede dybt mens han kiggede ned i gulvet et øjeblik, "Bare tro på hvad jeg siger Sam... Din far kan ikke lide mig..", svarede han og gik ud på badeværelset.

Kunne det virkelig passe at min far slet ikke kunne lide Justin?. Nok vidste jeg selv, at min far ikke var synderligt begejstret for ham, og det nævnte han jo trods alt selv her til morgen inden han tog på arbejde, men som Justin fortalte mig det, så lød det ligefrem, som om at min far skulle have påstået at Justin var noget af det mest usle, der nogensinde var sket for mig. Jeg var fast besluttet - Jeg ville ikke lade min far komme i vejen for min lykke med Justin. Jeg holdte jo virkelig meget af Justin.Nok mere end min far var i stand til at forstå. Og det var rettere nok meget mere, end jeg selv havde troet muligt?

Justin fik mig til at føle, at jeg levede i en drøm. Justin var alt det modsatte af hvad jeg var. Han havde øjensynligt levet et hårdt liv, hvor imod jeg var født og opvokset med en sølvske i munden. Dog virkede vi til at være så forskellige, men alligevel følte jeg mig som én hel person, når jeg var sammen med Justin. Jeg følte det som det mest rigtige jeg nogensinde havde gjort i mit liv. Justin var min livredder fra det kolde og rige liv jeg havde. Det eneste der holdte mig kørende i mit rige liv, var min far, men siden Justin dukkede op i mit liv, kom mit liv til endnu en overvejelse. Justin var det manglende led i mit ensomme liv, der fik mig til at blomstre op og se livet fra en anden synsvinkel af.

Justin kom ind igen og begyndte at tage tøjet på. Han kiggede opgivende hen på mig, men brød det dog med en lille antydning af smil, "Skal jeg køre dig hjem babe?", spurgte han sødt.

Jeg smilte og rejste mig fra stolen, "Det må du godt.", svarede jeg.

Han kom hen til mig og placerede sine hænder om mine hofter. Vi mødte hinandens læber i et blidt og lidenskabeligt kys. Vi slap kort efter hinanden, "Tag din taske smukke, så kører jeg dig hjem...", sagde han sødt. Jeg nikkede med et lille smil...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...