Troublemaker - Full edition!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2016
  • Opdateret: 27 dec. 2016
  • Status: Igang
// Forbedret version af min gamle klassiker "Troublemaker" //

Dette er en gammel movella, som jeg redigerer lidt efter lidt, så hvis man har lyst til at læse med, så skal man være så velkommen! Der vil komme lidt kapitler dag for dag, så der vil ikke være den store ventetid, eftersom kapitlerne er skrevet og bare skal redigeres lidt efter lidt. Det er det store og det hele og intet nyt i det ;)

Til nye læsere, der ikke kender historien, så er der et kort resumé her:
"Samantha Sullivan er datter af en rigmand, der tror, at hun har det som blommen i et æg, men det er kun til hun møder den småkriminelle Justin Bieber, som går på den skole, som hun skal starte på. Så bliver der vendt op og ned på alting og hemmeligheder afsløres. Hemmeligheder, som Sam ikke troede var virkelige..."




53Likes
41Kommentarer
388031Visninger
AA

150. Alt er ikke så ligetil!


Sams synsvinkel:

Jeg snøftede tørt og så igen hen mod hjørnet i lokalet. Den pøl stank og jeg havde ingen tid på hvor længe jeg havde siddet i her med hænderne bundet på ryggen?

Ingen havde kommet indenfor i lang tid!

Så selv om jeg ikke kendte til den tid, som jeg havde opholdt mig her, så var jeg sikker på, at jeg havde været her mange timer nu. Jeg havde endda ligget og sovet på ubestemt tid i sofaen, selvom jeg havde sovet pisse ukomfortabelt med hænderne på ryggen.

Mine skuldre var ømme, mine arme trætte og mine håndled smertede og gjorde ondt på grund de plastikstrips.

Jeg skulede igen hen på den brækpøl i hjørnet af rummet. Den afskyelige stank, kunne jeg takke helt og holdent mig selv for! Kvalmen havde med det samme fortaget sig, da jeg knækkede mig lettere voldsomt her tidligere, men en ny og anderledes kvalme var at finde i mig. Jeg var blevet pokkers sulten og havde ærligt talt ikke spist noget siden frokost, og det var inden jeg var blevet færdig med det huslige og inden jeg var smuttet på løbetur.

Det fik mig til at tænke på, at selv om Justin havde været alene hjemme og uden stand til at forsvare sig selv, havde det så været anderledes, hvis jeg havde ventet med at træde ind der hjemme, til de her pothoveder var skredet deres vej igen? Havde jeg så været hjemme sammen med Justin nu?

Jeg sukkede tungt og så trist ned på mine nøgne lår, kun fordi, jeg i realiteten stadigt var i mine stramme løbeshorts og mine træningstop og hvide ærmeløse t-shirt ud over. Jeg stank af gammelt sved fra min løbetur tidligere i dag. Jeg var pokkers i vildrede.

Jeg så straks op, da jeg hørte en nøgle rumstere henne fra døren af og straks åbnede døren, hvor en fyr omkring min alder trådte ind med pizzabakke og en halvanden liter cola i i hver hånd, mens han gik over mod mig.

Endelig mad!

Men jeg opdagede straks, at han undlod, at lukke døren, så jeg rejste mig hurtigt, og smuttede forbi ham, eftersom det forvirrede ham og jeg var ikke sen til, at løbe hen til den åbne dør, men gispede forskrækket op, da en ældre afroamerikaner stod med et smørret smil og spærrede for mig, "Ikke så hurtig lille ven.. Ind med dig!", kommanderede han og trådte frem mod mig, så jeg trådte nogle skridt baglæns ind i lokalet igen, hvorefter fyren lukkede døren efter sig, så jeg var blevet efterladt med fyren på min alder og maden der duftede samtidigt med den svage dunst af bræk ovre fra hjørnet af.

"Kom og spis din mad Sam og slap hellere af..", udbrød fyren, så jeg vendte mig omkring med hjertet i halsen og så hen på ham, hvor han stod med et skævt smil.

"Tja, du kan lige så godt opgive med at flygte Sam, for vi sidder alle sammen på den anden side af væggen... Kom nu og spis din mad.. Du må være sulten?", forklarede fyren, så jeg så uforstående hen på ham.

"Hvordan fanden, ville du kunne forestille dig, at jeg ville kunne spise med hænderne bundet for ryggen?!", spurgte jeg spidst, så fyren smilede svagt og nikkede.

"Forståeligt.. Kom herhen Sam og vend dig om..", svarede han og jeg sank en hård klump, da jeg så ham tage en lille sort foldekniv frem fra hans inderlomme i hans jakke.

Jeg stivnede lettere og blev blot stående, så han så hen på mig med et løftet øjenbryn og smilede med en anelse grin på, "Ej, kom nu Sam.. Jeg har jo ikke tænkt mig at stikke dig ned vel?", lød det lettere opgivende fra ham, så jeg nikkede svagt og gik hen til ham og stilte mig med ryggen til og tog en dyb indånding, hvor jeg kunne mærke, at han førte knivbladet mellem mine håndled og splitsekunder efter åndede jeg lettet ud over at kunne mærke friheden.

Jeg så straks på mine håndled og nærstuderede dem grundigt. De var ildrøde og ømme, men heldigvis blødte jeg ikke.

"Du er okay Sam.. Sæt dig ned og spis din mad, mens pizzaen stadig er lun...", tilskyndede fyren bag mig, så jeg vendte mig omkring og så med et svagt smil på ham, "Tak... Hvad hedder du?", spurgte jeg stille og gik hen og satte mig på sofaen og åbnede straks pizzaæsken foran mig, så en okay fornuftig pizza kom til syne.

Fyren sad på sofabordet og smilede skævt til mig, mens jeg tog mig for rette for den første pizzaslice, "Jeg hedder Ricky...", svarede han, så jeg nikkede med et lille smil.

"Hey Ricky..", mumlede jeg, så han trak svagt på smilebåndet.

"Du ved vel ikke, om jeg snart kommer ud herfra?", pustede jeg hårdt ud og tog endnu en bid af min pizza, så Ricky rystede på hovedet, "Nej Brad har åbenbart planer for at beholde dig, indtil din kæreste får løst opgaven...", forklarede Ricky, så jeg så målløst på ham, "Jamen hvorfor?! Hvorfor kan han ikke bare lade mig følges med Justin på hans "opgave"? Det her med at tage mig til gidseltagning, er jo fuldkommen latterligt!", protesterede jeg med et hårdt suk.

Ricky rystede på hovedet,  "Så let er det ikke Sam... Brad ønsker ikke, at Justin snyder ham eller laver udspekulerede numre over for ham, så derfor vælger Brad at beholde dig..", forklarede Ricky, så jeg sukkede hårdt og så ned på min mad.

"Må jeg i det mindste ikke ringe til Justin og fortælle ham, at jeg er i god behold?", mumlede jeg med blikket ned på min mad.

"Så let er det vidst ikke Sam... Jeg er straks tilbage...", svarede Ricky, så jeg så målløs op og betragtede ham gå hen til døren, "Hvad skal du?!", udbrød jeg lettere nervøst.

Ricky så tilbage hen på mig med et svagt smil, "Jeg henter lige nogle tæpper og puder til dig, så du har noget til natten.. Jeg er str.." "Skal jeg blive her?!", afbrød jeg ham chokeret, så Ricky nikkede, "Ja Sam... Spis nu din mad imens...", svarede han roligt og åbnede døren og snakkede tydeligvis lavt med én eller anden bag døren, som jeg ikke kunne høre hvad var, hvorefter døren lukkede i igen og lyden af at der blev låst på den anden side kunne høres.

Jeg sukkede trist og desværre slørrede mit blik sig, eftersom de første tårer rendte deres langsomme færd ned ad mine kinder.

Grædende sad jeg og spiste min mad og håbede inderligt, at Justin løste opgaven hurtigst muligt...

~


Justins synsvinkel:

Det var egentligt ikke selve rejsen, der ville blive problemet for os, eftersom vi kunne være i Las Vegas indenfor fire timer i bil, hvis der vel og mærke ikke ville ske trafikproblemer undervejs, og med de store motorveje, kunne vi aldrig vide os sikre, men vi skulle under alle omstændigheder nok nå til Las Vegas inden da. Det var nok mest det med selve handlen, som vi skulle gennemføre, uden at politiet ville opdage os, og det var fandeme en stor risiko at skulle køre med stoffer for fyre millioner af dollars.

Ja, den var fandeme ikke god!

Vi havde kørt godt og vel 100 km, men der var langt endnu, eftersom hele strækningen var på omkring 476 km og det var fandeme længe at køre i bil, så vi havde taget os den frihed med et pit-stop på en diner, så vi kunne få os noget aftensmad.

Egentligt kunne vi bare fortsætte hele vejen til Las Vegas, men vi var flere, der var trætte, og særligt jeg var træt med mit handicappede ben, så alt endte nok ud i, at vi halvvejs ville gøre et holdt på et motel, hvorefter vi ville køre resten af vejen i morgen.

"So far so good..", kom det lettere nervøst fra Ryan.

Jeg lod mærke til, at han spejdede rundt med blikket. For hans synsvinkel, virkede alt omkring ham og os andre garanteret, som spionage eller rettere mistænkeligt med visse mennesker. Jeg sukkede lettere.

"Ryan, der er jo ingen der holder øje med os vel?", konstaterede jeg i nærmest et svævende spørgsmål.

De andre grinte bare og jeg trak på smilebåndet.

"Det er nok ikke kun Ryan, der har det sådan lidt, you know?", kom det fra Britany.

Jeg så træt hen på hende.

"Ja, du bekymrer dig mindst lige så meget, fordi Ryan gør..", svarede jeg med et suk og tog en slurk af min jordbærmilkshake.

Jeg sad og betragtede Chaz og Kelly sidde og snave hinanden i gulvet. Jeg sukkede og lod mit blik vandre over på Ryan og Britany, der også begyndte at udforske hinanden.

"Altså helt ærligt?", mumlede jeg med et suk og kiggede nu hen på Jessica, der sad og kyssede en masse små kys på Bryan.

"Kæft, hvor er i bare irriterende alle sammen! Kan i ikke bare snave hinanden i gulvet, når jeg ikke skal se på det?", udbrød jeg irriteret.

Ja, jeg savnede Sam for voldsomt. Jeg savnede hendes arme om mig. Jeg savnede hendes søde og fjollede grin, og jeg savnede hendes lange tykke brune hår, der altid duftede så fantastisk. Særligt om morgenen, efter en nat med søvn og sex.

Jeg savnede hendes til tider fjollede bemærkninger, der gjorde hende lidt goofy-agtig. Jeg savnede hendes kærtegn og hendes dejlige blide kys, og jeg savnede i hele taget bare at stirre ind i hendes smukke øjne. Det kunne jeg nok aldrig blive træt af.

Jeg mærkede en arm om min skulder.

"Så ved du hvordan jeg og Michael har det..", kom det med et smørret grin fra Lance.

Jeg sukkede og så på ham og nikkede.

"Var der ikke nogle spillemaskiner her et sted?", spurgte jeg med et smørret smil.

Lance nikkede med et smil.

"Jeg hjælper dig op..", kom det fra Michael, som jeg bemærkede allerede havde rejst sig fra bordet.

Han var tydeligvis enig med Lance og jeg, om at lade de omklamrende par sidde lidt for dem selv. Jeg kom med lettere besvær op at stå. Jeg så på de andre, der sad og madede hinanden, slugte hinandens tunger og fniste ærke-romantisk. Det var til at brække sig over! Var jeg og Sam også sådan, når det endelig kom til stykket?

Tænk at en skide enarmet tyveknægt og Lance og Michael kunne være så underholdende? Yup, jeg manglede aldrig en eneste dollar på lommen, efter jeg var flyttet sammen med Sam. Hun sørgede for at give mig de fornødenheder, som jeg måtte have brug for, så jeg aldrig manglede noget som helst! Det var stadigt mærkeligt, at jeg ikke behøvede at arbejde for det. Alt jeg skulle gøre, var at agere god kæreste. Det havde vidst heller ikke været noget problem med undtagelse til nu.

Jeg sukkede hårdt med tanken over, at hun var taget som gidsel og bare tanken om, hvis de gjorde hende fortræd. Det gjorde mig rædselslagen og arrig indvendig. Det boblede i mit blod af arrigskab, der lurede i mit indre.

Hvorfor skulle jeg og Sam altid udsættes for alle mulige grumme ting og prøvelser? Hvorfor kunne vi ikke bare have et helt normalt forhold uden alle de kriminelle mennesker, der absolut skulle blande dem konstant? Jeg havde ikke vidst om jeg skulle sige noget om det til Jake? Jeg var bange for, at jeg ville give manden et hjertestop, men på den anden side, så var det også min pligt, at fortælle ham hvordan hans datter havde det, så jeg havde i realiteten ikke noget andet valg.

Jeg sukkede og trak min iPhone op fra min bukselomme i mine baggybukser. Jeg sad og tøvede lidt med, om jeg nu skulle ringe til ham?

"Hvad stirrer du sådan i din telefon for Justin?", spurgte Lance undrende til højre for mig, så jeg så op på ham med et tungt suk. Han sad halvt optaget i sin egen enarmede. Jeg smilte meget svagt.

"Jeg bliver nød til at fortælle ham det..", svarede jeg med et suk.

"Hvem?", kom det fra Michael fra min venstre side.

Lance nikkede stille og smilte ikke.

"Ja, selv om han sidder i fængsel, så har han vel ret til at vide det? Det er jo trods alt hans elskede datter..", svarede Lance.

Jeg nikkede med et svagt smil.

"Snakker i om Jake Sullivan?", kom det overrasket fra Michael, så jeg så hen på Michael med et svagt smil og nikkede.

"Ja, lidt langsomt opfattende må jeg vel godt være, siden i nærmest sad og snakkede i koder..", grinte Michael smørret.

Jeg klappede ham et øjeblik på hans skulder og blinkede til ham.

"Du er lovligt tilgivet!", svarede jeg med et lille smil.

Jeg rejste mig med besvær og greb ud efter mine krykker, der stod op af spillemaskinen. Jeg så på skift på Lance og Michael.

"Jeg går udenfor og snakker..", forklarede jeg med et svagt smil. De nikkede enigt.

"Eller humper?", grinte Lance smørret.

Jeg så på ham med et løftet øjenbryn.

"Haha, du er sjov!", grinte jeg sarkastisk og jeg humpede stille ud af dineren.

Jeg kunne da godt gå, men det var med besvær.

Kort efter nåede jeg udenfor i den friske luft. Der var nærmest ikke meget andet end en halvøde landevej og halvørken et stykke herfra. Jeg tjekkede for en sikkerheds skyld om der var dækning på min mobil. Jeg smilte svagt, da jeg kunne se, at der var fuld dækning.

"Ja, så er jeg da ikke på Lars Tyndskids Marker endnu?", mumlede jeg med et lille grin.

Jeg humpede hen til en bænk og satte mig ned på den med besvær. Jeg fandt nummeret på fængslet og ringede op.

"Duut... duut... duut... duu... Ja, det er fængselsinspektør Brock Holden, hvem taler jeg med?", kom det fra den anden ende. Jeg sank en svag klump.

"Du taler med Justin Bieber, kan jeg snakke med indsat Jake Sullivan? Det er ret vigtigt!", svarede jeg behersket.

"Jeg skal få fat i ham, vent venligst!", svarede det i den anden ende. Jeg nikkede.

"Ja, jeg venter...", svarede jeg med et suk.

Jeg anede ikke hvor længe jeg sad og ventede, men der gik vidst nok et kvarter til tyve minutter, før jeg kunne høre stemmer nær telefonen i den anden ende. Alt den tid og masen for at hente en fange? Jeg sukkede svagt og kunne høre det knitrede i røret.

"Justin?", kom det med overrasket stemme fra Jake.

Jeg smilte rørt over at høre hans stemme igen.

"Ja, det er mig. Går det godt Jake?", spurgte jeg stille.

Jeg hørte et svagt suk i den anden ende.

"Ja, det går da. En måned i fængsel har føltes som en evighed. Det samme tummerum ved at glo på de skide tremmer, når jeg ikke er på gangen og udenfor i gården. Der sker da mange ting, for der er altid ballade med mange forskellige af de indsatte, men det er jo ikke noget nyt... Dog har jeg indtil nu sluppet for de større kontroverser. Ja, jeg holder mig mest for mig selv og holder mig til arbejdet i renseriet... Så jeg overlever da. Dog savner jeg allerede livet udenfor. Næsten fyrre års fængsel forude, tja.... Det er ikke den fedeste tanke...", kom det i en lang smøre efterfulgt af et hårdt suk fra Jake.

Ja, hvor utroligt det end måtte lyde, så havde jeg faktisk ondt af manden. Men man høster jo, som man sår. Jeg sukkede hårdt og tog mig til hovedet. Jeg valgte bare, at buse ud med det samme om det med Sam.

"Jake... Jeg har dårlige nyheder..", sagde jeg med et suk og jeg følte flere tårer vandre langsomt ned ad mine kinder.

"Åh nej....", kom det med chokeret stemme i den anden ende.

"Hvad er det Justin? Kom så med det?!", kom det med en knækket stemme fra Jake.

Jeg sukkede tung og snøftede stille.

"Det er Sam... Hun er blevet kidnappet og jeg aner ikke hvor hun er? Jeg kan kun få hende tilbage, hvis jeg gennemfører en opgave, som jeg er blevet tildelt af ham jeg engang arbejdede for, du ved som jeg solgte stoffer for. Han er godt på vej til at ødelægge vores liv og jeg er rædselslagen for hvad Sam gennemgår lige nu.....", min stemme knækkede over i gråd.

"Fuck Justin, hvad er det dog for noget i er rodet ud i? Jeg troede du var stoppet det fortagende for længst?", kom det chokeret fra Jake. Jeg hulkede.

"Jeg var stoppet det Jake, men pludseligt stod de der hjemme i stuen foran mig. Jeg kunne intet gøre, for jeg er jo langtfra færdig med min genoptræning. Jeg humper stadigt rundt med krykkerne efter mit skudsår. Jeg har intet ulovligt lavet og jeg har svoret ved mig selv, ikke at foretage sådan noget igen, eller i hele taget noget kriminelt...", forklarede jeg lettere frustreret og snøftede svagt, hvorefter jeg gned de løbske tårer væk fra mine kinder.

"Hvad er det for en opgave Justin?", spurgte Jake med et hårdt suk.

"Jeg aner ikke præcist hvad det er, men jeg skal aflevere en brun pakke i Las Vegas inden fredag, så kan jeg få Sam igen. Det lovede han mig...", forklarede jeg med et snøft.

"Hmm Justin? Hvad er der i den pakke?", spurgte Jake fattet.

"Jeg er ikke sikker på hvad det er, men det er nok stoffer, for jeg skal bytte det til fyrre millioner dollars...", svarede jeg lavt og så mig omkring for at sikre mig, at jeg ikke blev skygget af nogen, og heldigvis så det ikke ud til at være tilfældet.

"Sagde du fyrre millioner?", kom det med chokeret stemme fra Jake af.

Jeg sukkede og nikkede.

"Ja, du hørte ikke forkert Jake, så nu ved du, at jeg altså gør alt for at få Sam igen..", græd jeg stille.

"Kæft Justin, sikke en redelighed!"

(stilhed...)

"Justin, du har stadigt det samme telefonnummer, ikke?", kom det fra Jake.

Jeg sukkede og nikkede.

"Ja, det har jeg Jake...", svarede jeg stille.

"Okay Justin, jeg finder på noget... Jeg har muligvis nogle kontakter udenfor, der kan hjælpe dig en hel del. Sørg for at have din mobil tændt hele tiden... Jeg har noget arbejde for, kan jeg se. Jeg vender tilbage til dig sønnike... Jeg må smutte nu. Tiden løber ud her..", forklarede Jake.

Jeg nikkede med et lille taknemmelig smil, "Tak Jake, vi tales ved..", svarede jeg taknemmelig.

"Pas på dig selv Justin, jeg må løbe!", svarede han forhippet. Jeg nikkede.

"Hej...", svarede jeg stille og jeg hørte et klik i den anden ende.

Jeg smilte svagt med indgydt håb. Jake kunne formentligt hjælpe mig....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...