Change my mind II HDIYL 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2016
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
Evelyn vågnede fra komaen, da hun hørte Zayn’s stemme. Det er nu 6 måneder siden, og Evelyn er kommet oven på ulykken. Evelyn har dog ikke snakket med drengene siden den dag hun vågnede - hun har nemlig været i Danmark ved hendes veninde Paige. Nu, efter 6 måneder, vender Evelyn tilbage til hendes gamle lejlighed og gamle liv i London. Hun troede alt ville blive som før, dog er der en ting som er anderledes; hun har besluttet ikke at tage kontakt til One Direction, og derved også hendes gamle flamme og bedsteven; Zayn Malik. (Dette er 3'eren til "How deep is your love?". Det anbefales at læse 1’eren “How deep is your love?” og 2’eren “Dreams and disasters”.)

4Likes
0Kommentarer
249Visninger
AA

2. Chapter 1.

Evelyns synsvinkel

 

Jeg banede min vej hjem i Londons gader med en enkel kuffert. Jeg havde mine høretelefoner i ørene, fordi jeg brug for at tænke. Der var 6 måneder siden jeg havde set det her. Det var 6 måneder siden jeg havde været i London, og det var 6 måneder siden jeg havde snakket med Zayn og de andre drenge. Det var mærkeligt at være tilbage.

 

Jeg drejede ind af min vej og så min længe ventede lejlighed. Jeg havde fået min gamle lejlighed tilbage efter bruddet med Zayn, og den havde egentlig bare stået klar til mig. Da jeg gik forbi indkørslen spottede jeg mine forældres bil, hvilket gjorde jeg fik et lille smil på læberne. I og med det var 6 måneder siden jeg havde været i London, var det også 6 måneder siden jeg havde set mine forældre, og savnet var stort. Efter ulykken havde de det rigtig dårligt med, at jeg tog til Danmark for at være ved min veninde Paige, men jeg manglede hende, og jeg manglede hendes omsorg.

 

Jeg trådte indenfor i min lejlighed og duften af kage ramte min næse. Jeg lukkede øjnene og lod mig selv nyde min mors hjemmebag. ”Hej min skat!” Jeg åbnede dog mine øjne da jeg hørte min far. Jeg smilede stort til ham og lod ham trække mig ind i et kram. ”Hej far.” Jeg trak mig fra ham. ”Hvor er mor?”

 

”Køkkenet.” Min far tog min kuffert, og jeg fik mine sko af. Jeg gik derefter målrettet mod køkkenet og så min mor ligge sidste hånd på kagen. ”Hej mor.” Jeg trak hende ind i et langt kram. ”Jeg har savnet jer.” Min mor trak sig fra mig, men holdte dog stadig ved mine arme ”Vi har skam også savnet dig, min smukke datter.” Jeg grinte af min mors kommentar og satte mig ned på en stol. Min far satte sig ved siden af.

 

”Hvordan var Danmark? Og hvad med Paige?” Min mor satte en tallerken hen til både min far og jeg med et stykke kage, og jeg spiste et lille styk inden jeg svarede hende. ”Det var fantastisk. De bor i København, og de har en lejlighed med den smukkeste udsigt. Jeg fik set både det de kalder Sjælland, men vi var også på Jylland. Jeg fik faktisk set hele Danmark.” Jeg spiste endnu et stykke. ”Paige og Stefan er stadig lige forelsket som sidst, og jeg tror, at da de flyttede til Danmark, så tog de deres forhold til helt nye højder.” Min mor smilte. ”Jeg tror jeg havde godt af at komme lidt væk, det kunne jeg mærke.” Denne gang var det min far til at spørge om noget.

 

”Har du tænkt at kontakte dem igen?” Min far kiggede meget forsigtigt til mig, og jeg sendte ham et lille forsigtigt smil igen. Men hvad skulle jeg svare? Havde jeg tænkt mig at kontakte dem igen?

 

”Jeg har ikke besluttet mig endnu.” Men sandheden var vel bare jeg var bange. Jeg havde ikke lyst til at kigge dem i øjnene. Jeg forlod dem. Jeg forlod Zayn.

 

”Jeg ved de savner dig.” Jeg kiggede mærkeligt på min mor. ”Jeg stødte ind i Zayn for 1 måned siden, og han fortalte mig at han savnede dig rigtig meget, og ville ønske du kom tilbage til dem. Han lød rigtig trist.” Jeg tror min mor prøvede at give mig dårlig samvittighed, men jeg var bange. Jeg var bange for de synes jeg var den største kujon, fordi det var det billede jeg havde af mig selv. Efter jeg vågnede fra komaen, og blev klar til at rejse, havde jeg en samtale med drengene og så rejste jeg.  

 

”Jeg vil helst ikke snakke om det. Jeg har stadig ikke taget stilling til en masse endnu, og jeg vil bare gerne have en dejlig aften med mine forældre.” Jeg smilte til dem begge to, og lagde en arm på min fars skulder. ”Vil i hjælpe med at pakke ud?” De nikkede begge to.

 

Jeg satte min mor til at ordne mit køkken færdig, fordi det havde hun været i gang med inden jeg kom hjem. Min far gik i gang i stuen, hvor han fik mine bøger og tv op igen. Jeg havde ikke nået at flytte særlig mange ting i lejligheden, men små ting som køkkenting, bøger osv. Havde jeg pakkede ned, så de skulle bare pakkes ud igen. Jeg selv gik i gang med mit værelse. Jeg nåede dog kun lige at rydde op i mit tøj inden mine forældre kaldte på mig, og spurte om vi ikke skulle lave noget mad.

 

”Hvad har i lyst til?” Jeg havde ikke rigtig særlig meget at gøre godt med, så jeg håbede virkelig de bare ville have pizza eller lignende.

 

”Du har ikke rigtig særlig meget, så vi tænkte vi ville bestille noget kinesisk mad?” Jeg nikkede bare lidt det, og efter vi havde bestemt hvad vi ville have ringede min far efter buddet. Det kom efter en halv time, og vi gav os til at spise.

 

”Hvad vil du så lave nu når du er kommet tilbage?” Det var egentlig et meget godt spørgsmål min mor kom med. ”Mmh, jeg ved det ikke helt endnu.” Jeg slugte det jeg havde i munden.

 

Ja, jeg snakker med mad i munden.

 

”Stefan lærte mig at spille guitar, da jeg var i Danmark, og det nyder jeg egentlig rimmelig meget.” Jeg tog noget vand. ”Jeg ved ikke rigtig med job endnu, men jeg tror det skal være noget indenfor musikverdenen, fordi jeg elsker det virkelig.” Og det var sandheden. Jeg var begyndt at komponere mine egne sange, og det gav mig sådan en dejlig rolig følelse i maven.

 

Efter det sad mine forældre og jeg var og snakkede, hvilket var rart. Men da klokken var begyndt at blive mange rejste min far sig. ”Nå skat, vi må nok hellere se at komme hjem.” Jeg rejste mig og gav min far et langt kram. ”Tak fordi i gad at komme.” Jeg krammede min mor og hjalp dem ud til døren. ”Kør forsigtig.” Jeg gav dem begge lige et kram mere, og så betragtede jeg dem gå hånd i hånd ned til deres bil.

 

Efter jeg havde set dem køre afsted gik jeg ind på mit værelse for at finde noget nattøj frem, men da jeg stak min hånd ind i skabet kunne jeg mærke noget hårdt og firkantet. Jeg tog det ud, og så det var en af Zayn’s sorte T-shirts, hvor jeg indeni havde pakket en billederamme ind. Jeg lagde det på sengen, og tog billedet frem. Det var et billede at Zayn og jeg den dag vi havde kysset. Vi lå i sofaen og puttede, hvor jeg derefter var faldet i søvn. Jeg duftede til hans trøje, og besluttede mig for at tage den på. Og med mindet om Zayn lagde jeg mig til at sove, dog kunne jeg ikke stoppe med at tænke på dette øjeblik.

 

”Harry har jo intet med det at gøre! Han er min ven, forhelvede. Jeg føler intet for ham ud over venskabelige følelser, ligesom med alle de andre drenge. Jeg vil hellere end gerne bruge min tid med dig, men du lukker mig ude! Jeg vil ikke være sammen med Ha-” og da jeg skulle til at afslutte den sætning brød Zayn de 6 meter mellem os og lagde hård sine bløde løber på mine.

 

Aldrig havde jeg følt mig så forpustet. Aldrig jeg havde følt så mange sommerfugle i min mave. Aldrig havde jeg troet jeg skulle føle sådan her. Alt gik pludselig op for mig. Jeg havde lagt alle mine følelser på hylden, pakket dem væk. Og det samme havde Zayn gjort. Vi havde ignoreret dem. Og nu stod vi her. Jeg følte en havde sparket mig i maven, men et var en rar følelse. De sommerfugle der havde været i koma i mange år fandt vejen op, og jeg kunne ikke lade vær med at smile. Og det var lige i det øjeblik jeg opdagede hvor stærke mine følelser var for Zayn, og jeg vidste han kunne mærke det. Jeg kunne mærke hvordan alle hans tårer strømmede ned af hans kinder, men det gjorde ikke spor.

 

Da jeg trak mig fra Zayn kunne jeg ikke lade vær med at smile og det samme med ham. Vi havde begge ventet på dette øjeblik, om vi ville indrømme det eller ej.

 

Zayns synvinkel

 

”Drenge, der er noget jeg gerne vil snakke med jer om.” Jeg betragtede Evelyn da hun besværligt satte sig ned. Efter ulykken havde hun stadig ondt, men hun havde gjort klart hun gerne selv ville kom på benene igen, og vi havde lyttet til hendes ønske.

 

Jeg satte mig ved siden af Liam der sendte et lille smil til mig. Jeg kiggede rundt i min stue. Louis og Niall sad sammen i den anden sofa, og jeg sad ved siden af Liam, som sad ved siden af Harry i den anden sofa. Evelyn sad i lænestolen.

 

”Hva så girl?” Jeg rettede min opmærksomhed mod Harry, men kiggede dog tilbage på Evelyn. Jeg prøvede at fange hendes blik, men hendes blik var alle andre steder end på mig. Jeg kiggede på Liam, som også havde bemærket det.

 

”Evelyn, er der noget galt?” Jeg skulle lige til at rejse mig, men hun holdte sin hånd og signalerede jeg skulle sætte mig ned igen. Jeg sank den kæmpe klump jeg havde i halsen, og jeg kunne mærke hvordan min mave begyndte at trække sig sammen. Var der noget galt med hende?

 

”Jeg har taget en beslutning, og det ville betyde meget hvis i ville respektere den.” Evelyn fældede en tåre, og knuden i maven blev større. Ville hun forlade os? ”Det har ikke noget med jer at gøre, men jeg har brug for en pause.” Først da kiggede hun mig i øjnene og hun fældede flere tåre.

 

”Hvad snakker du om Evelyn?” Igen prøvede jeg at rejse mig for at trøste hende, men hun rejste sig også og stillede sig bagved lænestolen. Jeg kiggede mærkeligt på hende, og et hulk forlod hendes mund. Jeg gik et skridt tættere på hende, men hun gik to skridt væk fra mig.

 

”Zayn, lad vær.” Hun hviskede det så jeg kunne knap nok høre det. Jeg kiggede rundt på de andre drenge, som alle sad og havde et tomt blik. Både de og jeg vidste hvor det her førte hen.

 

”Jeg rejser, og jeg vil derfor bede jer om ikke at kontakte mig, før jeg kontakter jer igen.” Da de ord havde forladt hendes mund eksploderede knuden i maven, og det føltes som om jeg fik en mavepumper. Jeg havde en tusind spørgsmål, men min mund føltes tør. Rejser? Hvad snakkede hun om?

 

”Jeg rejser til Danmark på ubestemt tid. I har gjort så meget godt for mig, og jeg vil gerne takke jer. Men jeg kan ikke være her lige nu, jeg har brug for at komme væk. Jeg elsker jer.” Hun kiggede mig direkte ind i øjnene, og med de ord forsvandt hun hurtigt ud af døren. Jeg kunne ikke flytte mig, og jeg kunne ikke høre noget. Alt blev stille – det hele stod stille. Jeg faldte ned på mine knæ, og lukkede alt ude. Forlod hun mig?

 

”Zayn? Zayn? Zayn?!” Louis ruskede i mig og jeg kom ”tilbage”. Jeg kiggede rundt og lagde mærke til Harry og Liam ikke var der. ”Liam og Harry er gået efter hende.” Men idet han havde sagt den sætning kom de ind af døren i min lejlighed. Liam kiggede på mig.

 

”Hun er væk.”

 

Jeg havde aldrig følt den form for smerte før, og alligevel tænkte jeg stadig på hende. Jeg havde ikke snakket med hende i 6 måneder – ingen af os havde snakket med Evelyn i 6 måneder. Savnet blev ikke mindre, men det blev større. Jeg vågnede hver morgenen og håbede hun havde skrevet til ham.

 

”Zayn?” Jeg blev rettet ud af mine tanker og kiggede op på Simon. ”Er du klar til at indspille?” Jeg nikkede og gav min telefon til Liam der sad ved siden af mig. Liam havde været der rigtig meget for mig siden Evelyn var taget afsted, fordi han var bange for at jeg bare ville lukke mig inde i mig selv, hvilket egentlig også var min plan.

 

Jeg stillede mig ind i båsen, og hørte melodien til ”If I could fly” starte. Jeg ventede til jeg skulle synge, og mens jeg sang min del, kunne jeg kun tænkte på Evelyn. Jeg havde skrevet denne sang til Evelyn, i håbet hun ville høre den og komme tilbage.

 

“If I could fly

I'd be coming right back home to you

I think I might give up everything

Just ask me to

Pay attention

I hope that you listen 'cause I let my guard down

Right now I'm completely defenseless”

 

Jeg blev færdig med at synge, og Simon gav mig lov til at komme ud. Jeg satte mig ned ved siden af Harry og fik min telefon igen. ”Jeg kommer tilbage lige om 2 sekunder.” mumlede jeg og gik ud af lokalet. Da jeg havde lukket døren fandt jeg Evelyn’s nummer og ringede op, men ligesom sidst fik jeg den besked at nummeret ikke længere var i brug. Jeg slog min hånd ind i væggen, hvilket gav en høj lyd og hurtigt kom Liam ud til mig. ”Zayn, hun skal nok kontakte os når hun er klar.” Det var hvad Liam havde fortalt sig selv og mig de sidste 6 måneder.

 

”Men hvornår er det Liam?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...