Jord - Vogterne #1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 nov. 2016
  • Opdateret: 21 nov. 2016
  • Status: Igang
"”Det her er altså lidt syret,” siger Vic så. Jeg forstår hende. Og af en eller anden grund ved jeg, at hun ikke bare taler om grotten og hvordan den ser ud, men den følelse, den har sat i mig. Jeg ved ikke, hvad det er. En slags summende fornemmelse. Det kilder i min mave, og jeg har lyst til at grine og på samme tid græde. Af glæde. Jeg blinker adskillige gange – som om følelsen måske forsvinder, hvis jeg blinker nok, men den bliver her. Og jeg har egentlig ikke noget i mod i det."

Efter en studenterfest vågner den usikre Hannah op til, at hendes plante i vindueskarmen pludselig kan tale til hende. Det er ikke ligefrem det fedeste, når man i forvejen kæmper med helt almindelige problemer som at være usikker på sin krop, sig selv og det dér med at passe ind. For hvem har lyst til at kendes ved en pige, der mener, at hun kan tale med planter?

Serien "Vogterne" handler om fire unge kvinder der balancerer mellem deres kommende liv som voksne og deres nye rolle som magikere.

25Likes
11Kommentarer
1257Visninger
AA

3. Kapitel 2

”Hey, piger. Kom lige!” Det er Vic, der åbenbart ikke er blevet helt væk. Hendes stemme er lav på grund af vinden, men vi forsøger alligevel at følge den.

”Hvor er du?” råber Laila, da vi når hen til klitterne, hvor stemmen kommer fra.

”Herovre!” råber Vic som om vi kan se hende. Jeg forestiller mig, at hun står og vifter med armene, men da vi endelig finder hende, står hun bare og stirrer ind i et stort hul i en klit. Eller måske er det næsten et stykke klippe.

”Hvad er dét der?” spørger Laila forbløffet og kommer op ved siden af Vic. Becca og jeg følger med, og det ender med, at vi alle står og kigger ind i udhulingen, der ligner en indgang til en grotte.

”Don’t know. Men jeg vil gerne tjekke det ud,” svarer Vic med et stort smil om læberne. Før nogen når at protestere, er hun gået ind i grotten.

”Hvad hvis den braser sammen?” spørger Becca. Det er præcis, hvad jeg tænkte. En grotte på en strand er ikke særlig normalt. Den kan falde sammen til enhver tid. Tror jeg.

”Den ser ret holdbar ud!” lyder det fra Vic inde fra grotten. ”Shit det her er weird.”

”Vic…” lyder det fra Becca, der for første gang i dag har talt direkte til Vic. Bekymringen i hendes stemme er så tydelig, at det gør ondt i min mave.

”Helt seriøst. Jeg tror ikke engang en bombe vil kunne ødelægge det her… okay måske en bombe. Kom nu, lad vær med at være nogle tøsedrenge. Jeg lover jer, den holder.” Hendes stemme lyder som et sært fjernt ekko. Jeg ser, om der er andre i nærheden, men der er kun os på stranden i dag. Det er nok på grund af vejret.

”Jeg ved ikke med jer, men hun lyder ret overbevist,” siger Laila og går ind i grotten, så Becca og jeg står tilbage. Jeg ved ikke, om det er forsvarligt at gå derind. Hvad hvis den virkelig styrter ned? Hvem skal så ringe efter hjælp?

”Okay piger, I bliver nødt til at komme herind,” siger Laila. Jeg kan ikke længere se hende, hvilket er højst besynderligt. Hvor dyb kan den grotte lige være?

Becca og jeg ser på hinanden, jeg kan næsten se, at hun tænker det samme som mig, og det får mig til at føle mig en smule bedre tilpas.

”Skal vi prøve?” spørger hun og tripper lidt tøvende. Hun går helt hen til åbningen og kigger ind. Jeg går også tættere på og kan se, hvordan grotten laver et sving inden i, hvor den er endnu dybere.

”Hvis den ville styrte sammen havde den nok gjort det nu,” siger Vic og lyser os i hovedet med flashen på sin telefon. Jeg kniber øjnene sammen og skærmer mine øjne. Becca ser stadig tvivlende ud.

”Okay, jeg går ind,” siger hun så endelig, men venter, indtil jeg har givet hende et form for svar.

Jeg har ikke lyst til at være en kylling – og jeg har i hvert fald ikke lyst til at være den eneste kedelige, der hverken gider nøgenbade eller gå ind i en eller anden underlig grotte, der højst sandsynligt ikke falder sammen.

”Jeg går med,” siger jeg så og følger efter hende ind i grotten. Til højre er der en væg, og foran er der også en væg, men til venstre er der en åbning, der leder os længere ind i grotten. Jeg aner ikke, hvordan der kan være så meget plads inde i den – den så så lille ud udefra.

Becca tænder lyset i sin telefon og guider os frem, men da vi når hen til de andre, behøver vi slet ikke lyset. Der er en slags åbning i loftet, der lyser direkte ned på en kæmpe sten, der står midt i det hele.

”Det her er altså lidt syret,” siger Vic så. Jeg forstår hende. Og af en eller anden grund ved jeg også, at hun ikke bare taler om grottens udseende, men den følelse, den har sat i os. Jeg ved ikke, hvad det er. En slags summende fornemmelse. Det kilder i min mave, og jeg har lyst til at grine og på samme tid græde. Af glæde. Jeg blinker adskillige gange – som om følelsen måske forsvinder, hvis jeg blinker nok, men den bliver her. Og jeg har egentlig ikke noget i mod i det.

”Wow…” siger Becca. ”Kan I også føle det?” spørger hun, og jeg ved, at jeg ikke længere ser helt rigtigt, for jeg er 99 procent sikker på, at hun faktisk lettede fra jorden i et øjeblik. Et lille øjeblik. Men det kan jo ikke passe. Det må være lyset, og den her underlige følelse, jeg næsten kun kan beskrive som et syretrip.

Hvad er det her for et sted?

”Jaer…” svarer Laila, stakåndet. Jeg drejer en omgang om mig selv, mens jeg både ser frem og op i loftet. Her er ikke rigtig noget specielt, men det er specielt alligevel.

”Jeg sagde jo, at her ikke var farligt,” siger Vic og ruller øjne af os, mens hun ikke gør særlig meget for at tørre sit hoverende smil af læberne. Hun har sat sig på stenen og lyset får hendes lyse og korte hår til at ligne en glorie.

”Jeg vil gerne vide, hvad det er for et sted, det her. Jeg mener – det ligner ikke, at der har været nogen her før,” siger Laila og sætter sig ved siden af Vic, mens hun ser ned i sandet efter det, jeg gætter på, er fodspor.

”Måske har folk bare ikke nice findeskills som mig,” svarer Vic og griner. Hun rykker sig en anelse tættere på Laila.

”Hey, Hannah, vil du ikke sætte dig hen på stenen også. Så kan jeg få mit billede,” svarer Becca og smiler til mig, selvom jeg på en eller anden måde kan føle en bebrejdelse rettet mod Vic. Det er trods alt hendes skyld, at Becca ikke fik sit billede før.

”Jo…” Jeg sætter mig hen ved siden af Laila.

”Sig whiskey!” Becca smiler bredt og står klar med sit kamera, og vi råber whiskey i kor, og jeg glemmer i et øjeblik, at det er et kamera, hun peger mod os, og at hun netop har taget et billede af mig.

”Uh, se hvor godt, det blev,” siger Becca, da billedet er kommet frem. Hun kommer hen til os, og jeg gør plads til hende, så hun kan sidde på stenen. Præcis da hun sætter sig, skyder en summende og varm følelse op i min krop. Det giver et sæt i mig, og det samme i Becca.

”Hov, jeg giver vist stød,” griner Becca og viser os billedet. Lyset på os får billedet til at virke meget mere eventyrligt. Næsten taget fra en fantasybog eller sådan noget. For en gangs skyld er jeg ikke helt utilfreds med et billede af mig.

”Er der nogen, der ved, hvad klokken er?” spørger Vic og gaber af noget, der kunne minde om kedsomhed. Jeg ved ikke, hvad der er med hende, men hun er begyndt at gå mig på nerverne.

What. Jeg tror mit ur er i stykker!” udbryder Laila, da hun ser på sin telefon.

”Hvorfor, hvad viser den da?” spørger Vic og læner sig frem, så hun kan se Lailas telefon. ”Ah… ja, der er helt klart noget galt med den. Lad mig se…” Vic vrikker sin telefon ud af bukselommen og ser på den, kun for at udbryde: ”What the fuck.”

”Hvad er der?” spørger Laila, og nu er det hendes tur til at læne sig ind over Vics telefon.

”Okay, wow, what… Hvad med jer andre? Hvad siger jeres telefoner?”

Jeg er ikke sikker på, om de laver sjov med os eller ej, men jeg finder min telefon frem alligevel. Så spærrer jeg øjnene op, da jeg ser, at klokken er over tolv midnat. Vi tog fra sommerhuset omkring tyve. Altså for fire timer siden. Vi kan umuligt have brugt fire timer herude. Umuligt.

”Okay, det her er sært,” siger Becca, der også har sin telefon fremme, og som ser på min skærm.

”Er vi ikke enige om, at der ikke er gået fire timer, siden vi gik herud?” spørger Vic og hæver øjenbrynene så meget, at de næsten forsvinder op under hendes pandehår.

”Jo,” svarer Laila tøvende. Hun rynker brynene, og de brune øjne spærrer pludselig op. ”Jeg skal ringe til mine forældre!”

”Der er tilfældigvis ikke nogen af jer, der kan give et lift?” spørger Vic en smule dovent. Hun ser lidt på sine negle, før hun ser direkte på mig, fryser Becca totalt ude.

”Øh… det kan du nok, jeg kan lige spørge min far,” siger jeg, selvom jeg ved, at han ikke vil sige nej. Alligevel håber jeg det inderst inde, og det får mig til at føle mig som det ondeste menneske i verden.

Laila siger noget på et eller andet sprog i telefonen. Hun sætter sit sorte hår om bag øret adskillige gange, fordi det glider fri.

”Er der nogen, der forstår noget af det dér?” spørger Vic. Jeg regner med, at det er et retorisk spørgsmål, som jeg lader være med at svare.

”Det er tamilsk,” svarer Becca, og jeg kan næsten fornemme, at hun har lyst til at rulle øjne af Vic.

”Hej, hej,” siger Laila til sidst i telefonen på dansk, og Vic udbryder: ”Dét forstod jeg!”

”Vi kan godt give dig et lift hjem,” siger Laila og griner af Vics joke, som hun nok er den eneste, der synes, er sjov.

”Fedt!” udbryder Vic og hopper ned fra stenen. Hun går mod udgangen med flashen tændt på sin telefon, og de andre følger med, så jeg gør det samme. Da vi kommer ud fra grotten er det blevet mørkt. Der er kun lys langt ude i vandet, og oppe ved sommerhusene, og jeg håber inderligt, at pigerne ved, hvor vi skal gå hen, for at komme tilbage, for jeg kan hverken se ordentlig eller huske, hvor vi kom fra. Det eneste, jeg erindrer er, at vi passerede en badebro. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...