Jord - Vogterne #1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 nov. 2016
  • Opdateret: 21 nov. 2016
  • Status: Igang
"”Det her er altså lidt syret,” siger Vic så. Jeg forstår hende. Og af en eller anden grund ved jeg, at hun ikke bare taler om grotten og hvordan den ser ud, men den følelse, den har sat i mig. Jeg ved ikke, hvad det er. En slags summende fornemmelse. Det kilder i min mave, og jeg har lyst til at grine og på samme tid græde. Af glæde. Jeg blinker adskillige gange – som om følelsen måske forsvinder, hvis jeg blinker nok, men den bliver her. Og jeg har egentlig ikke noget i mod i det."

Efter en studenterfest vågner den usikre Hannah op til, at hendes plante i vindueskarmen pludselig kan tale til hende. Det er ikke ligefrem det fedeste, når man i forvejen kæmper med helt almindelige problemer som at være usikker på sin krop, sig selv og det dér med at passe ind. For hvem har lyst til at kendes ved en pige, der mener, at hun kan tale med planter?

Serien "Vogterne" handler om fire unge kvinder der balancerer mellem deres kommende liv som voksne og deres nye rolle som magikere.

25Likes
11Kommentarer
1280Visninger
AA

2. Kapitel 1

Der er mange ting, jeg fortryder i mit liv, og at tage til studenterfest hos min klasse, der aldrig har villet kendes ved mig, er en af dem.

Hvorfor har jeg så gjort det? spørger du nok om. Jeg ved det ikke. Måske fordi det i virkeligheden vil være utrolig trist at sidde hjemme og skrive på sin roman, mens alle andre er ude at fejre, at de har fået deres hue på? Selvom det er dét, jeg allerhelst vil lige nu.

”Okay, er der nogen af jer, der har fået bølgen?” spørger Vic. Hun hedder egentlig Victoria, men hun myrder dig, hvis du kalder hende det. Jeg har gået i klasse med Vic i tre år nu, og det eneste tidspunkt, hun har skænket mig et blik, er når vi skulle være i samme gruppe. Og selv der var hun omhyggelig med at undgå mig.

I virkeligheden er det min egen skyld, for jeg ville hellere tilbringe frikvartererne med mine karakterer end med mine klassekammerater, og i gruppearbejdet ville jeg hellere arbejde selv. Desværre er grupper med mig og mig selv ikke en valid gruppe.

 De blå øjne lyser legesygt op, og jeg bemærker, hvor meget, hun ser på Laila. Faktisk har hendes øjne ikke været fokuseret på noget som helst andet, siden Laila og Becca kom herhen. Laila og Becca går begge to i vores parallelklasse og er af en eller anden grund blevet inviteret med til festen, selvom den egentlig kun er for 3. A. Men mens jeg lige med nød og næppe blev inviteret med til min egen klasses fest, er der selvfølgelig nogen, der let bliver inviteret med til fester, de slet ikke skal være med til.

”Hvordan er det nu, man får den?” spørger Laila med et hævet øjenbryn. Jeg er lidt glad for, at jeg ikke er den eneste, der ikke ved det.

”Nøgenbadning.” Vic gør trutmund, og jeg fornemmer, hvordan min mave trækker sig lidt sammen. Jeg skal ikke nøgenbade. Med nogen.

”Den har vi ikke fået endnu,” svarer Laila og smiler bredt og udfordrende. Jeg ser mig lidt omkring, overvejer om jeg kan forsvinde let og elegant, men hvor skulle jeg gå hen? Vi er så langt væk hjemmefra, at mine forældre først kan hente mig om en halv time, hvis jeg ringer efter dem nu…

Og her er virkelig ikke andre, jeg har lyst til at sidde med. Ikke at jeg ligefrem elsker at sidde her, men de er de eneste, der bare virker en smule ædru og som ikke laver et eller andet vildt.

Indtil nu i hvert fald.

”Fantastisk – så ved jeg præcis, hvad vi skal,” blinker Vic og rejser sig op. ”Jeg får lige fat på nogle håndklæder,” tilføjer hun og forsvinder ud af stuen.

”Vi går over og spiller beerpong,” siger Emilie og hiver Sarah med sig, så det kun er Laila, Becca og mig, der sidder tilbage.

Jeg stirrer på min telefon, så det ligner, at jeg er travlt optaget af noget helt andet. Forhåbentlig har de glemt, at jeg er her.

Det vil ikke engang undre mig. Jeg har været usynlig de sidste tre år – hvorfor skulle jeg blive synlig igen nu?

”Nå, hvad venter I på. Få røven op,” udbryder Vic, da hun vender tilbage med en stak håndklæder. Laila og Becca rejser sig begge to op.

”Vil du ikke med?” Der går et langt øjeblik, før det går op for mig, at Becca taler til mig. Jeg ser op i de grå øjne, der smiler venligt til mig, og jeg føler mig straks varm inden i.

”Jeg er ikke så meget for nøgenbadning,” indrømmer jeg og prøver ikke at se hende i øjnene. Eller nogle af de andre i øjnene. Faktisk er jeg ikke meget for at bade med andre generelt – med eller uden badetøj.

Jeg har lyst til at begrave mig i sofaen. Jeg har ikke været nøgen foran andre siden de yngre klasser i gymnastik. Ikke engang til svømning. Jeg har så vidt muligt undgået det, da vi blev ældre.

”Du behøver ikke hoppe i,” forsikrer Becca, og jeg bider mig lidt i læben. Det varme smil, hun sender mig, gør mig en smule bedre tilpas.

”Du kan holde håndklæderne,” siger Vic og smider en pose med håndklæder i favnen på mig, før hun går mod udgangen. Jeg stirrer på håndklæderne, derefter på Beccas undskyldende blik.

”Det er kun, hvis du vil,” siger hun og skal til at samle håndklæderne op, men jeg rejser mig og tager dem under armen.

”Jeg har ikke noget at lave her alligevel,” svarer jeg og følger med Becca ud fra sommerhuset. De andre er nogle meter foran, men vi skynder os ikke for at indhente dem.

Det er så varmt, at man nærmest ikke mærker forskellen på ude og inde udover den stille vind, der engang i mellem kærtegner vores hud.

”Vic kan godt være lidt… hård nogle gange. Men det er sådan, hun er,” forklarer Becca, og jeg rynker let på brynene. Jeg tror ikke, at Vic på noget tidspunkt har set ud som om, hun kender Becca, mens vi har været her.

”Kender I hinanden?” ryger det ud af mig. ”Godt?” skynder jeg at tilføje. Becca trækker på skulderne og smiler et let smil, selvom det ikke helt virker oprigtigt.

Jeg kan ikke lade være med at bide mærke i, hvor pæn hun er. Selv når hun ikke smiler med hele hjertet. Og hun går næsten som om, hun svæver. Lette, næsten hoppende skridt. Jeg prøver at holde mine misundelige tanker for mig selv, men det er ikke let. Hun gør det ikke let. Eller de andre to for den sags skyld.

”Vi var veninder i folkeskolen, men så gled vi fra hinanden,” svarer hun tøvende. Jeg nikker langsomt og hanker lidt bedre op i posen med håndklæder. Jeg aner ikke, hvor Vic har fået fat på dem henne – det er en af drengenes bedsteforældres sommerhus, som han har fået lov til at låne til denne særlige anledning.

”Du går i klasse med Vic, ik?” spørger Becca så, og jeg nikker, mens jeg inderst inde håber, at hun ikke vil spørge mere ind til det. Jeg har ikke lyst til at forklare hende, hvilken sørgelig person jeg er.

”Hey, skynd jer lidt!” råber Vic længere fremme og laver hastende armbevægelser. Becca ser spørgende på mig, før hun begynder at løbe mod de andre. Jeg vælger at gå resten af vejen. Jeg skal jo alligevel ikke i vandet. Og at se mig løbe, er bedst at skåne alle for.

Da jeg når hen til de andre, er de ved at tage tøjet af. Jeg prøver ikke at stirre for meget på dem, men jeg kan ikke lade være. Jeg ved, at Vic svømmer meget, og det kan man også tydeligt se på hende, men det ligner også, at de andre to er et fast inventar i fitnesscenteret.

Eller også er det i virkeligheden bare mig, der både spiser for meget og motionerer for lidt.

”Er du sikker på, du ikke vil med i?” spørger Laila, der nu står i undertøj. Vic har for længst smidt alt tøjet og er på vej mod vandet.

”Lad dog barnet være!” råber hun og hviner så, da vandet rammer hende i en bølge. Det har været et utrolig skiftende vejr på det sidste, men det er lidt gråligt i dag og en anelse køligt, især nu, hvor vi er kommet så tæt på vandet.

Jeg forstår slet ikke, at de har lyst til at springe i vandet.

”Jeg har det fint her,” svarer jeg, da Laila ser afventende på mig, mens hun griner af Vic.

”Okay så,” svarer hun og kommer af med det sidste tøj, før hun også løber mod vandet. Becca følger med et øjeblik efter, og jeg sætter mig i sandet, selvom det er fugtigt og siver halvt ind i mit tøj.

Både Laila og Becca skriger, da vandet rammer deres nøgne hud, og jeg kan ikke lade være med at grine. Måske skulle jeg prøve? Måske skulle jeg slippe mine hæmninger en enkelt gang og bare springe i vandet? Men tanken om, at de skal se mig uden tøj på, er skræmmende. Min mave blævrer ud over buksekanten, og jeg er helt sikkert ikke barberet de rigtige steder. Og selvom jeg med stor sandsynlighed aldrig kommer til at se dem igen, kan jeg ikke få mig selv til det. Jeg er ikke pæn nok til at smide tøjet. Og hvad hvis der kommer andre forbi? Jeg gyser ved tanken, føler et fugtigt ubehag risle over mig, så jeg trækker min cardigan tættere om mig. På den måde kan jeg også skjule de uperfektheder, der gemmer sig under. Mine lår virker også meget større i dag.

Nej, at nøgenbade lyder på ingen måder som en god idé.

”Fuuuuuuuuuck det er koldt,” skriger Vic, men svømmer rutineret længere ud i vandet. Jeg lukker øjnene et øjeblik og nyder den kølige vind, mens jeg ikke prøver at ryste af kulde bare over tanken om, hvor koldt vandet nok er.

”Jeg går op!” råber Laila og kommer et øjeblik efter løbende over strandkanten. Jeg skynder mig at hive et håndklæde frem og rækker hende den, mens jeg halvt ser den anden vej. Hun vikler sig selv ind i håndklædet og vrider sit sorte hår, der går hende til midt på ryggen.

Det gør mig af en eller anden grund bevist om mit eget leverpostejhår, der hænger slapt ned over mit hoved, fordi jeg ikke har orket at gå til frisøren. Jeg burde måske gøre det – og meningen var også at gøre det, inden jeg fik min hue, men det har været så stressende alt det med eksaminer, at jeg bare ikke har kunnet få mig selv til det.

”Okay, det gør jeg aldrig igen!” udbryder Becca, da hun er kommet op ved siden af Laila. Jeg rækker også hende et håndklæde, og ser over på Vic, der stadig er i vandet.

”Jeg forstår ikke, at hun ikke er frosset til en ispind endnu,” griner Laila og får sit tøj på, mens håndklædet stadig er viklet om hende.

”I er nogle kyllinger,” råber Vic fra vandet, og Laila ruller med øjnene og lader mig holde sin hue, mens hun tørrer sit hår.

Der går nogle minutter, før Vic endelig beslutter sig for at komme op af vandet. Jeg har et håndklæde klar til hende. Hun tørrer sig kun kort, før hun vikler håndklædet om sit hår, så vi nu har udsigt til hele hendes nøgne krop. Mine kinder bliver så varme, at jeg næsten ikke kan mærke den kølige vind.

”Det her var bare slet ikke den bølge værd,” beklager Becca sig, men Laila griner.

”Det var da sjovt.” Hun tager sin hue og tager den på hovedet, men hendes blik er landet på min.

”Har du ikke fået bidt i din?” spørger hun og tager den af mit hoved, mens hun undersøger den nærmere.

”Nej, det…” er fordi jeg ikke rigtig har nogen venner, der kan bide i min hue. Jeg når ikke at sige noget, før Laila har tygget godt og grundigt på skyggen. Og jeg når heller ikke at sige noget, før hun har sendt den videre til Becca.

”Må jeg skrive i den, når vi kommer tilbage?” spørger Becca, og jeg trækker på skulderne, mest af at overvældet over, at de rent faktisk gider.

”Ja,” ender jeg med at sige, selvom jeg har svært ved at se, hvad en person, der ikke kender mig, har at skrive i min hue.

Huen bliver sendt videre til Vic, og jeg har det lidt ambivalent med det her. De står rent faktisk og bider i min hue. Da jeg får den tilbage er skyggen fyldt med bidemærker, og jeg sender indvendigt min hue en trøstende tanke.

”Hey piger, må jeg tage et billede til min skrabbog?” spørger Becca pludselig og står allerede klar med et instantkamera, hun har fisket op af sin taske. Den er gul og matcher hende på en eller anden måde utrolig godt. ”Jeg tager billeder fra hele studenterugen som et minde,” uddyber hun.

Jeg ser op på Laila, håber, at hun af en eller anden grund siger, at det er en dårlig idé, men hvorfor skulle en smuk og sikkert utrolig fotogen pige som Laila gøre det?

Jeg har ikke lyst, men jeg føler heller ikke, jeg kan sige nej.

”Selvfølgelig, Becks,” smiler Laila og sætter sig ned ved siden af mig. Hun ser lidt rundt, og jeg tror først, det er dér, at det går op for os alle sammen, at Vic er væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...