Novembernat. En tilstand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2016
  • Opdateret: 30 nov. 2016
  • Status: Igang
Et Tindereventyr uden filter (ligesom hans joints)

5Likes
8Kommentarer
417Visninger
AA

3. 26 (teknisk set 27)

Det er Claras fødselsdag, vi sidder ved bordet, og de sidste kartofler og gulerødder og pastinakker er ved at forsvinde fra fadet. Jeg har ikke spist mig mæt, for jeg ved, at jeg kommer til at drikke i aften. Når min mave et fuld, så bliver jeg ikke ordentlig fuld. Alligevel har jeg en kvalmende fornemmelse i halsen, det kilder i mig, og mine tæer er iskolde. Min mave er pakket med forventningernes uudholdelige volumen. Klokken er lidt over otte, da jeg skriver til ham første gang.

"Hygger du dig?", skriver jeg. Han er online.

"Tjooo tjaa, er herhjemme. Hvad med dig?"

"Er til fødselsdagsmiddag hos min veninde, det er meget hygge"

"Det lyder hyggeligt, er du der hele aftenen?"

"Ved ikke hvad der kommer til at ske, men tror kun det er middag." Jeg tilføjer en blinkesmiley, for så ensom føler jeg mig.

Tre timer efter tikker den næste besked ind. Vi har spist kagen nu, og jeg har nippet til nogle blåbær. Stearinlysene er ved at dø ud, så der hænger en røgaroma i stuen, der minder mig om jul. Jeg er tryg og utryg på samme tid.

"Ej, jeg er virkelig ked af, at jeg er så dårlig til at svare. Er du stadig til middag?"

"Det er helt i orden. Og ja, det er jeg, men lige nu snakker vi bare"

"Det er altså også hyggeligt bare at sidde og snakke nogle gange. Jeg har lige siddet og snakket med mine forældre over noget rødvin, det var rart. Det er lang tid siden, jeg har gjort det"

"Ej hvor fedt"

Jeg ser op fra min lysende skærm. De andre sidder og griner over noget fjollet på deres mobiler, snakker om standpunktskarakterer og udtalelsen af pomelo. Ved siden af mig sidder min veninde, Ida, hun komplimenterer min top og stryger mig over armen, så jeg får gåsehud. Måske ved hun, hvorfor jeg har taget netop dén top på i aften, tænker jeg. Men så smiler jeg bare og vender blikket ned igen.

Mine brystvorter bliver helt hårde i nervøsitet, og jeg bunder min øl, som jeg begyndte på, da jeg kom for snart fem timer siden. Julemusikken i baggrunden er så malplaceret - nu har jeg mere lyst til at høre noget med nogen, der skriger, kaste mine arme rundt som en skruetrækker og flyve op gennem loftet. Jeg er så klar, føler jeg, jeg er klar til ikke at være alene længere. "Hvis du har lyst, kan vi drikke en øl eller noget", skriver jeg, sender jeg, hvisker jeg.

Tankeboblen danser rundt på min lille firkant. Sekunderne snegler sig af sted, og jeg udnytter tiden til at gå udenfor og hente min næste øl. Mine tæer ænser ikke kulden. Nu begynder det. Det sitrer i mig, jeg kan næsten ikke huske, hvordan han ser ud. "Det vil jeg gerne", står der. Han spørger, hvor længe jeg er vågen, for han ved jo, at jeg ikke kan holde øjnene åbne i ligeså lang tid som han. Han er på vej ud til sin tvillingesøster og nogle venner, Valby Station, så vi kan først mødes senere. Han vil gerne begge ting. Jeg siger, at jeg nok er vågen til kl. 03 eller 04.

Seks og en halv øl efter er jeg næsten klar til at stige op på cyklen, jeg mangler bare den sidste, bekræftende besked om, at han er på Nørreport om lidt. Klokken er lidt over halv tre om natten. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidste har set København på den her tid af døgnet. Der er et par fodgængere i høje hæle, en ambulance og ellers bare taxaer, der bryder den tunge tåge af træthedsstemning og ro. Lysene kører rundt for mit indre sammen med en kalejdoskopisk gengivelse af min aften, og de ting, der er blevet sagt til mig hos Clara, inden jeg tog afsted. De andre klaskede sig på lårene af mig, mens jeg snakkede som et vandfald om, at vi nok alligevel ikke passer sammen, at han er så fri, og at jeg ikke er det. At jeg brændende ønsker, at vi kommer til at kysse. De andre spurgte, om jeg godt vidste, hvad jeg var i gang med. De grinede så højt, da jeg sagde, at jeg altså ikke vidste, hvad et bootycall var. Jeg er ligesom deres lille mus, den lille dengse, men jeg skal vise dem, skal jeg, i aften skal jeg kysses, ja! Min læbestift er fra Clinique og smager sødligt, som mentol. Der er latterligt lang tid til lyskrydsene skifter fra rød til grøn.

Han krammer mig, da vi ses, står lige ved 7-Eleven. Han spørger, om vi skal gå over i Ørstedsparken, og jeg siger ja, selvom det da er et mærkeligt sted at være, når det er så sent. Jeg har engang hørt, at det er der, de homoseksuelle mødes og har sex i buskene. Han ved det nok ikke, tænker jeg, han har jo også kun boet i København i tre år. Det er koldt, og jeg tager hans arm. Jeg fortæller ham, at jeg er fuld.

"Der er faktisk også noget, jeg vil fortælle dig," siger han, og jeg ser på ham. Vi er lige høje, men jeg er også høj af en pige at være. "Jeg fortalte de andre, at jeg skulle på Tinderdate, og at du ikke var så vant til weed og alt det, og så sagde de, at jeg altså hellere skulle lade være. Men jeg har faktisk røget to joints i aften, så jeg er pænt skæv. Jeg har glædet mig sådan til at fortælle det til dig." Han har en smal mund, men smilet er stort alligevel. Han er mere stilet end jeg, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvorfor han overhoved sagde ja til at mødes med mig. Hvorfor han så gerne ville.

Han er fin og rar at være sammen med, jeg slapper med det samme af. Vi sætter os på den lille, lukkede badebro, der fører ud til søen. Tankerne kører rundt. Han spørger, om jeg vil have en smøg, og jeg siger, at jeg har det fint med et par hvæs af hans. Han ved godt, at jeg ikke ryger, men jeg har fortalt ham tidligere, at jeg har lyst. Jeg har lyst til så mange ting sammen med ham, og det undrer mig: Jeg er slet ikke sådan normalt. Det var også sådan, vi faldt i snak, sådan, vi føler os fascinerede af hinanden, går jeg ud fra: Jeg er englen, Sandra Dee, han ryger "altså ikke på hverdage" (og her tænker jeg ikke på cigaretter), vil sygt gerne prøve at være på svampe. Når jeg spørger, hvor mange gange, han har været skæv, ser han på mig, som om jeg har bedt ham tælle antallet af stjerner på himlen. 1,5 år, Mathilde! Hans ånde står ud i natteluften, som når man koger pasta.

Gløden fra cigaretten er den eneste varmekilde i nærheden - og vores kroppe, naturligvis, men snart rykker han sig lidt, hvor vi sidder, så vores lår ikke længere er i berøring med hinanden. Træet foran os svager lidt. Jeg tager imod cigaretten, prøver ikke at se dum ud. Jeg elsker det og bryder mig ikke om det på samme tid, smagen er som noget velkendt og nysgerrighedsskabende, min fornuft sidder og bider mig i næsen.

Vi snakker. Vi sidder. Tiden går, og vi kysser ikke. Jeg tænker hele tiden på, hvordan jeg skal kysse ham, venter på det særlige øjeblik. Jeg ville ønske, at jeg kunne tage min vinterjakke af, så han kunne se min fine, røde top og måske stryge mig over armen, ligesom Ida. Jeg har ikke engang bh på. Det ville ikke komme som en overraskelse for mig, hvis han synes, at den slags er fedt. Det gør jeg også. Vi er så ens. Men det er alt for koldt til at smide tøjet, jeg har egentlig tænkt på ham nøgen nogle gange allerede. Det ender med, at vi rejser os og går rundt på Strøget, efter jeg har tisset i en af buskene og bedt til Gud om, at der ikke er nogle mænd, der har gang i noget omkring mig. Tænk, at jeg gør det her! At jeg har gang i det her! Han tænder endnu en smøg. Jeg får et hvæs, og tænker, at nu har vores munde rørt ved hinanden.

Han siger nogle ting, jeg ikke glemmer. At livet handler om at nedbryde kognitive skemaer. At det ikke kommer som en overraskelse for ham, at jeg ikke rigtig ser serier - kun den norske, som han ikke selv har set endnu. At han er så forbandet træt af systemet og om at man skal høste likes for at føle anerkendelse fra samfundet. Jeg lytter, jeg er så enig i det, han siger. Han siger, det er en rar atmosfære her. Han vil ikke på bar, han vil bare være os. Jeg er enig.

Men noget af det, jeg huske tydeligst, er da vi går ned af Fiolstræde, og han spørger, om han skal sove hos mig i nat.

Øllene danser i mig, jeg vender mig om, mine kinder er helt ømme og lyserøde og følsomme, ligesom mit indre. Jeg forestiller mig så meget: Husker de to andre gange, vi har set hinanden, mærker forvirringen trænge sig på. Vores læber er adskilt, vi må være over hundredehalvtreds centimeter fra hinanden, alligevel har jeg det som om, at han er uendeligt tæt på, kryber ind til mig, og jeg vikler benene om hans og har hænderne i hans hår. Det lugter af morgen. Det lugter af hud og stemmer og min ånde er stor og grå i natten. Ambulancerne henter manden, vi passerede, som lå og brækkede sig i kaskader, han var så svag på samme tid. Jeg ser mig omkring og tænker, at nu, nu kunne jeg godt kaste op også. Af glæde? Af ambivalens? Jeg ved ingenting. Kun, at jeg ikke vil hjem.

Vi skilles, klokken er lidt over fem nu. Da jeg ligger i min seng, alene, tikker en besked ind.

"Men hey du skriver bare, hvis du har lyst til at lave noget på et tidspunkt igen, det var super hyggeligt. Glemte lige at sige det."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...