Novembernat. En tilstand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2016
  • Opdateret: 30 nov. 2016
  • Status: Igang
Et Tindereventyr uden filter (ligesom hans joints)

4Likes
7Kommentarer
400Visninger
AA

2. 16

Månen er enorm, men jeg kan slet ikke se den. Der er så stille i mit kammer, jeg spiser havregryn med varmt vand og dadler, alt det søde tiltrækker mig, jeg kan ligefrem slikke på min finger og stikke den ned i kanelsukkeret uden at tænke over det, når jeg går gennem køkkenet for at komme ud og tjekke min skikkelse i badeværelsesspejlet. Jeg sidder i mørket om aftenen, inden jeg går i seng.

Det er besværligt at være på sociale medier. Ingen af os lever reelt, for vi er altid i en anden verden, ikke nødvendigvis udelukkende i den digitale, men så i ønsket om at være i den. Gerne lidt hele tiden. Der er et konstant afsavn efter at være i en social forbindelse, om det så er gennem en trådløs forbindelse eller med knæene mod hinanden – hvad er forskellen, tænker folk, for i dag kan man jo også skrive sammen seksuelt, og er det ikke en fantastisk udvikling?

Jeg er selv en af dem: Jeg venter i mellemrummet, i dette udefinerbare opholdssted, venter på røde streger i Lectio, min menstruationskalenders alarmer og beskeder, åh, ikke at forglemme beskederne! Jeg venter på at se en lille, lækker besked på min rektangulære livlinje, jeg venter som var det værre end i et venteværelse. Mit kammer er min oplader. Jeg savner min pre-internet-hjerne, dengang der ikke var talebobler i mit hoved hele tiden, eller lyde, der enten kan betyde frygt eller fryd. Jeg kan jo ikke engang gå i biografen længere uden at lade mig manipulere af alle de sanseindtryk. Pling, pling, pling! Pling og paranoia, siger jeg dig.

Der er så fandens koldt udenfor, men jeg ser den, jeg hører lyden og jeg stopper op på vejen. Min søster og min far venter på mig, og deres foroverbøjede overkroppe er klar til at flyve hjemad på hjulene. Det dunker på min tunge efter fødselsdagskagen, i min hjerne efter otte timer bag den konstante informationsstrøm på forreste række og i fingerspidserne, desperate efter at se, hvad han har skrevet. Her er så mørkt, månen er stor, men jeg kan stadig ikke se den. Det her er ligesom den første gang: Ventende ved Søpavillonen, uden vanter, så jeg kunne respondere hans bedende beskeder, der ligesom sne langsomt dalede ned i mørket. Det var så fandens koldt. ”Tag i byen med mig,” stod der på skærmen, og jeg sendte små dampskyer ud af munden, mens jeg læste. Måske var det små suk, en slags overgivelse. ”Hallo, Mathilde, er du stadig stiv?”

Jeg kan næsten ikke huske hans ansigt nu, kun den måde, han lænede sig forover på for præcis en uge siden til vores andet møde, mens han hviskede, om det mon var i orden, at han rullede en smøg derinde. Han spurgte mig virkelig, om det mon var i orden. Brune øjne. Smilede drenget og gjorde det alligevel, viste mig hvordan, langsomt og omhyggeligt, og der var vi så alene, tavsheden var en hel Pink Floyd-sang værdig. Hans tunge var lille og lyserød, da han skulle lukke sin hjemmerullede cigaret sammen. Han lagde den som en ensom spisepind ved siden af sig, så han kunne ryge den, når vi blev enige om, at det alligevel var klogt at få et par timers søvn inden skole næste morgen.

Far og søster ringer med ringklokkerne. Jeg har aldrig rigtig røget i mit liv, men inden jeg kaster mig forover mod de andre, har jeg endnu en gang lyst til at ryge, jeg kunne ryge dén cigaret han rullede for en uge siden uden besvær, tror jeg. For han har skrevet. Han har virkelig skrevet til mig.

Forstår ikke den pludselige tavshed, er ked af, at han ikke har tid til at ses i denne uge. Har du det godt?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...