Novembernat. En tilstand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2016
  • Opdateret: 30 nov. 2016
  • Status: Igang
Et Tindereventyr uden filter (ligesom hans joints)

4Likes
7Kommentarer
350Visninger
AA

1. 13

Han spiller musik, og han fortæller mig, at han er lykkelig kl. 02:34, når alting ligesom står stille. Når han enten sidder i sin seng og hører det nummer af Pink Floyd, han desuden selv har indspillet, han vil gerne være med i musicallen. Men det er også ægte eufori, når han er til fest. Ligesom da vi mødtes første gang. Det var Dronning Louises Bro, det var sent, og vi var ikke alene. Jeg forsøgte at gøre mig lavere for at føle mig lille, jeg ville ligge i din hånd og lugte til din hals, den ser så glat og blød ud. Vi har drukket mange liter øl, kun set hinanden to gange, jeg ser mig selv i øjnene på toilettet og tjekker, at min rullekrave sidder, som den skal.

Selv når det er lyst er det i min bevidsthed mørkt som en cykelslange – københavnske gader med lugten af sne, det er snart vinter, og vi er ikke sammen. Du elsker virkelig det nummer af Pink Floyd, og når jeg cykler gennem Elmegade ligesom vi også gjorde, da vi sås første gang, tænker jeg: Gud, jeg kunne få mig selv til at tisse tre gange bag tre biler den aften. Jeg kunne jo gøre alt. Det der nummer, det af Pink Floyd, det hører jeg hele tiden, og så rumsterer følelsen i mig igen, altså uendeligheden. Samler en frisk cigaret op fra jorden og ryger den hele, rub og stub, som om jeg er sulten efter noget. Dødhamrende sulten.

Jeg holder næsten af smerten ved at have kolde tæer nu, og jeg har fundet ud af, hvad MDMA er. Først blev jeg trist, da vi sad på baren, og du lænede dig forover, så jeg kom til at drukne i din lugt af sne og København, mumlede, at du godt kunne lide Emma. Jeg er sådan en bekymret type. Det var også min tanke, at jeg skulle have haft en aften som alle de andre aftener og sove klokken ti. Men jeg spurgte alligevel, jeg havde jo drukket, og måske tog jeg fejl. Emma og MDMA er det samme, lærte du mig. Nu ved jeg ikke om jeg er glad eller trist, blot at jeg sidder hér fem kilometer væk, hører dit nummer igen og spekulerer. Er det en kærlighedserklæring, er de røde prikker i vores chat et reelt symbol?

Mine hår på mine ben er lange nu, man kan rive æbler på dem, og min mor siger, jeg lugter af sved. Om natten sover jeg med det røde tæppe over dynen, mine balder bliver ligesom aldrig rigtig varme. Jeg lægger mine hænder fladt på dem og forsøger at tænke på noget andet end dig og guitaren, den skrigende lyd af din solo, og fingrene, der insisterende og hårdt presser sig mod strengene. Jeg sover hele tiden og alligevel ikke, venter og observerer og venter igen. Det er morgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...