In the name of love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2016
  • Opdateret: 6 jan. 2017
  • Status: Igang
Så begynder Mac's rejse igen. Hun er tilbage i London og skal holde sin 18 års fødselsdag.
Hvad vil der ske?
Tjek traileren
Det er første gang nogensinde jeg laver en trailer, så det er nok ikke den bedste, men jeg ville lige prøve det.

•jeg anbefaler man læser 1'eren først•

28Likes
17Kommentarer
12132Visninger
AA

5. Kapitel 3

Jeg kunne i princippet godt pakke mine ting og skride, men jeg ville ikke være i nærheden af Jason. Jeg havde sagt til mig selv at han ikke betød noget, men da jeg så ham....det gjorde stadig ondt.

”Jeg kan ikke onkel Jamie...” Hviskede jeg stille og fik tårer i øjnene.

”Tænk ikke på Jason. Det var faktisk hans ide at du skulle komme med tilbage, da jeg fortalte om din fødselsdag” jeg kiggede underligt op på ham. Jasons ide? Hvorfor? Det var ham der sagde enten flytter hun ellers gør jeg! Det passede ikke sammen i mit hoved og slet ikke når jeg godt kunne huske hvordan Jason var. Han var den ligeglade type, som var ligeglad med alle andre end sig selv.

”Lad mig tænke over det. Efter kl. 00 får du svar” sagde jeg og gik ind i fællesrummet igen, hvor alle sagde tillykke til mig, så snart jeg så dem. Vreden bredte sig i min krop. Jeg ville ikke giftes med Benjamin! Det blev over mit lig.

Min far stod sammen med Benjamin og viste ham stolt frem, imens jeg kunne se det selvfede smil på Benjamins læber. Jeg gik med hurtigere skridt over til dem.

”Rosalie” sagde min far glad og smilede lykkeligt.

”Drop det” vrissede jeg hårdt af ham og kiggede skuffet på dem. ”Jeg gør det ikke! Jeg er ligeglad. Jeg skal ikke giftes med det selvfede svin” min far kiggede chokeret på mig, som om det kom bag på ham.

”det er ikke noget du bestemmer” sagde han lavt og hårdt. ”Du gør som jeg siger!” Han hævede stemme, hvilket fik folk til at kigge over mod os.

”Så du vil seriøst tvinge mig til at være sammen med den der! Du vil gerne underskrive min ulykke?” Jeg var skuffet, men det kom ikke bag på mig. Før jeg havde set den komme gjorde min kind ondt. Den brændte. Han havde givet mig en flad!

”Du er den største skuffelse. Det var en fejl du blev født” snerrede han af mig. Jeg tog mig til kinden og kiggede rundt. Folk stod og kiggede mundlamt på os. Jeg kiggede op på min far igen.

”Du skal ikke bekymre dig om det længere” hviskede jeg og bevægede mig over til Jamie, som med det samme vidste hvad jeg ville. Jeg ville med til L.A.

Jason bevægede sig over til mig far og stillede sig helt tæt på ham. Lige i ansigtet. Han så truende ud. Meget endda og jeg kunne nemt se det skræmte min far.

Jamie og jeg bevægede os hurtigt til udgangen.

”Skal du have pakket noget?” Jeg rystede på hovedet. Jeg skulle ikke have noget med fra det sted! Jeg ville ikke have noget med dem at gøre! Jeg skulle bare væk fra dem. For evigt.

Vi satte os ud i bilen og kørte mod lufthavnen. Endelig kom jeg væk fra mit helvede. Jeg kunne starte på en frisk uden mine forældres dømmende blik og deres planer for min fremtid. Jeg kunne måske blive lykkelig.

Vi kom ind i lufthavnen og fik hurtigt billetter til flyet. Han havde selvfølgelig været hjemme hos mig og hentet mit pas. Han vidste nok godt jeg ville tage med ham. Jason, Justin og Khalil var ingen steder at se. De ville nok vente til i morgen, hvor de rigtigt skulle hjem? Lige nu var jeg ligeglad. Jeg skulle bare takke Jason når jeg så ham. Så kunne jeg måske endelig komme videre.

Jeg måtte indrømme at jeg ikke var fan af at flyve, uanset hvor mange gange jeg prøvede det. Jeg havde fløjet meget rundt, men jeg elskede at være på jorden. Jeg elskede at se nye steder og opleve nye ting, i stedet for at være hjemme i den sikre lille bobbel. Det havde mine forældre aldrig forstået.

Vi kom ud af flyet og kørte den modsatte vej af sidst. Det var da underligt? Vi kørte kun i 3 minutter også var vi ude foran en flot luksusvilla med hegn rundt om det hele og en kæmpe port. Man ville ikke kunne komme herind, med mindre man havde tilladelse. Vi kørte ind af den lange indkørsel og kom til gargen og kørte ind. Der stod alle de biler som jeg tydeligt kunne huske. Jeg var blevet imponeret. Vi steg begge ud af bilen og gik hen til trappen. Vi gik op af den og kom ind i en flot stor stue, og jeg ville aldrig have gættet på det var 4 mænd der boede her.

Det lignede ikke lige så meget en ungkarle bolig længere, men mere voksen bolig. Den var stilet.

”Jeg håber du kan lide stedet” sagde Jamie med et smil på læben. Jeg nikkede ivrigt. Jeg kunne ikke bare lide det. Jeg elskede det.

”Super. Jeg synes vi skal op og sove og i morgen, skal vi ud og shoppe ting til dig. Jeg skal på arbejde, så måske du kunne ringe til Kylie?”

”Ja det gør jeg nok. Jeg er også træt” han viste mig hurtigt mit værelse. Der var ikke rigtig noget herinde, men det skulle jeg jo også købe i morgen. Jeg lagde mig på madrassen som lå på gulvet og jeg faldt hurtigt i søvn.

Solen skinnede ind af vinduet og var grunden til jeg vågnede. Min krop var træt også kom tanken om at det faktisk var min fødselsdag og det var en kedelig mandag. Jeg sukkede lavt og valgte jeg ville gøre mig klar og bagefter ringe til Kylie.

Heldigvis var det ikke særlig koldt i dag, men det ville dem der boede her normalt mene, men hey, jeg kommer fra London. Der er det tit koldt og regnvejr. Det her er faktisk sommervejr for mig.

Jeg gik nedenunder hvor jeg fandt Jason stående i køkkenet iført kun joggingbukser. Han stod hængene ved køkkenbordet og så lækre ud end nogensinde. Han kiggede op og gav mig et lille smil, som faktisk var venligt, uden nogen former for frække træk over sig eller sarkasme.

”Hey” sagde han stille og tog en tår af appelsinjuicen jeg først havde lagt mærke til nu, at han havde i hånden.

”Hey” svarede jeg lettere akavet. Det her var akavet. Jeg havde undgået ham og nu boede jeg faktisk i bl.a hans hus. ”Hvornår er du kommet?” Spurgte jeg bare for at lette den akavede stemning lidt.

”For 40 minutter siden. Jeg sov i flyet, så jeg er faktisk næsten lige vågnet” jeg nikkede stille og gik hen til køleskabet for at åbne det. ”Mac..” Jeg kiggede over på ham og opdagede han stod lige ved siden af mig. ”Jeg vil gerne sige undskyld, for ja...at kalde dig...” Han havde svært ved at få ordet ud og det lignede allermest, at han helst ikke ville sige det.

”Det er okay, Jason. Det er længe siden efterhånden, så...”han nikkede stille og smilede et halvhjertet smil til mig. ”Jeg vil ikke være uvenner med dig, så længe jeg er her. Så kan vi ikke bare ligge det bag os?” Jeg kiggede op på ham og håbede inderligt at han ville. Jeg måtte prøve at glemme mine følelser for ham. Ellers så ville jeg bare blive mere såret end jeg allerede var.

”Det vil jeg meget gerne”. Smilede han og virkede oprigtig glad.

”Venner?” Spurgte jeg usikkert, selvom jeg ikke ville være venner...jeg ville være meget mere.

”Venner” sagde han med et stort smil som alligevel knuste mit hjerte.

Hvad synes i?

Nyt hus.

Tilbage i L.A.

Tæt på Jason?

Vil det går godt når de bare er venner?

Hvad håber i på?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...