Dangerous

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2016
  • Opdateret: 13 nov. 2016
  • Status: Igang
”Se på dig selv!”, hans stemme buldrede. Jeg kiggede ned på mig selv. Grunden til at jeg ikke kunne komme væk før, var fordi jeg ikke havde hænderne frie. I den ene hånd holdt jeg stadig kniven, friskt blod dryppede fra den. I den anden hånd var der også noget. Jeg holdt om noget. Nogle tråde. Jeg kiggede på den. Jeg skreg. Jeg skreg. Jeg skreg, og jeg blev ved med at skrige. I min hånd holdt jeg om håret på hovedet af et lille barn".

Historien om, hvordan Katrine blev til det umulige; fra at være normal til at være det, folk ville kalde forbandet. Men hvordan? Hvorfor hende? Hvad ved hendes mor, som hun ikke fortæller?

2Likes
0Kommentarer
280Visninger
AA

4. You have to be strong

 

Jeg skred fra skolen den dag. Jeg orkede simpelthen ikke noget, alle lærerne var åndsvage og irriterende, alle var bare irriterende! Hvorfor var de det? Var jeg den eneste der var normal?! Jeg kastede mig i min seng. Min mor var hjemme. Det fandt jeg ud af, da hun pludselig kom ind til mig. ”Hej skat”, sagde hun og satte sig på min seng. ”Hvad sker der?”, spurgte hun med den der irriterende ’jeg-er-en-mor-og-mit-job-er-at-sørge-for-at-mine/mit-børn/barn-har-det-godt-og-jeg-skal-tale-med-dem/det-hvis-ikke-de-har-det-godt-og-jeg-kan-se-at-mine/mit-børn/barn-ikke-har-det-godt-så-nu-må-jeg-tale-med-dem/det stemme. Det var en virkelig træls stemme! Jeg hadede hende. Jeg hadede at se på hende, jeg hadede at tænke på hende, jeg hadede tanken om hende, jeg hadede hendes stemme, jeg hadede hendes tøj, hendes møde at gå på, jeg hadede ALT ved hende. Jeg hadede også min far, mine bedsteforældre, mine venner og veninder, men jeg hadede ikke mig selv. Jeg var den eneste normale, og alle andre var irriterende. Verden ville være et bedre sted uden dem. ”Jeg synes bare, at alle er fucking irriterende”, svarede jeg. Min mor aede mig over kinden og nussede mit hår. Det forstod jeg ikke, hun plejede altid at sige, at jeg skulle tale ordentligt, hvis jeg bandede, men nu kiggede hun bare kærligt på mig og smilede. Hvor irriterende, altså! Hvorfor skulle hun være sådan der? Jeg begyndte at hidse mig op, min vejrtrækning blev hurtigere, mine skuldre og brystkasse hævede og sænkede sig og hævede og sænkede sig i et tempo, der bare ville fremad. ”Skat”, sagde min mor og lagde begge hænder på mine skuldre. Jeg svarede ikke. ”Katrine”, sagde min mor skarpt. Jeg kiggede overrasket på hende, men blev så muggen igen. ”Hvad?”, sagde jeg surt. ”Der sker en masse ting lige nu, og det gælder bare om at være stærk, okay?”, sagde hun. Hvorfor gav hun mig nu terapi? ”Mor”, sagde jeg og skubbede hendes hænder væk fra mine skuldre. ”Jeg er ligeglad med, hvad du går igennem, og om hvorvidt ting står dårligt til for dig, jeg er fuldstændig ligeglad”, sagde jeg surt. Jeg kunne da ikke være mere uinteresseret i hendes liv, end jeg var nu. ’Du skal bare være stærk’, havde hun sagt. Jaja, det er godt med dig. ”Katrine. Jeg snakker om dig. Der sker en masse ting for dig lige nu, og du skal bare være stærk, okay?”, sagde min mor. Hun aede mig blidt på hovedet og gik ud af døren.

 

Så eksploderede alt. Det var som om, at alt blev vendt op og ned inde i mit hoved. Jeg kunne se, høre, smage, lugte og føle alt. Jeg kunne se, hvordan atomerne arbejdede i molekylerne inde i den vanddråbe der faldt langs mit vindue. Jeg kunne høre menneskers samtale i den anden ende af byen. Jeg kunne smage hvordan nitrogenet og ilten var de dominerende luftarter i den atmosfæriske luft. Jeg kunne lugte de nyfangede fisk i havnen, der lå flere kilometer væk fra mit hus. Jeg kunne føle, hvordan min hjerne arbejdede, føle hvordan jorden drejede rundt, føle hvordan mine knogler voksede. Så blev alting hvidt og blændede mig indefra, bag øjnene. Jeg skreg og tog mig til hovedet, skreg og skreg. Skreg som jeg aldrig havde skreget før.

 

”Hun vågner nu”, stemmen var tåget. ”Kat?”, stemmen udviklede sig til en bekendt stemme. Lærke? ”Kat, kan du høre mig? Kat?”, sagde hun. ”Okay, Lærke, slap af. Hun skal have plads”, sagde en anden stemme. ”Ved du hvad, jeg er der i det mindste for hende. Se på hende nu. Se på din datter, Lena. Har du været der for hende? Jeg ved ikke, hvad du ved, men du ved noget. Og din datter har været udsat for en masse forske-”, Lærke talte heftigt og fast, men jeg afbrød hende med et host. ”Hey”, sagde jeg. Min mor og Lærke sad ved to stole omkring en seng. Min seng. Hvad var det sidste der skete? Jeg blev blændet. Og der var smerte. Og jeg skreg. Jeg så på Lærke og smilede. Hun smilede igen, og sendte et dødsblik til min mor. Jeg skævede over til hende, og hun var godt klar over, at der lige nu var en sort sky mellem hende og Lærke. Lærke så på min mor, som om hun var hendes egen mor, og kunne derfor støtte mig som en søster uden at være bange for, hvad, min mor ville sige. Lærke åbnede munden for at sige noget, men min mor kom i forvejen. Lærke lukkede fornærmet munden og dræbte min mor med sit blik. Det valgte min mor så at ignorere. ”Skat”, hun tog min hånd. Jeg lod hende gøre det. Lærke fnyste højlydt. Min mor sukkede og rullede øjne af hende. Det var en rigtig krig mellem de to. Måske skulle jeg hente popcorn? Spøg til side.

 

”Du var stærk”, hviskede min mor. Jeg slap et lille grin ud af min mund men fortrød straks, at jeg havde gjort det. Min mave trak sig sammen i en knude, og gav mig lyst til at skrige igen. ”Jeg er ikke stærk”, sagde jeg. ”Se på mig”. I det øjeblik opdagede jeg, at min mor ikke gjorde andet end at se på mig.  Hun så mig så dybt i øjnene, og hun så på mig med en kærlighed, jeg aldrig havde oplevet før. Hendes øjne var klare og lyse. De var blå, grønne og turkise og med en lille snert af noget gyldent. Lærke fnøs igen. ”Lærke, drop det”, sagde min mor uden at fjerne blikket fra mig. Det kunne godt være, at Lærke så på min mor som sin egen mor, og at det var derfor, hun også tillod sig at tale til hende, som var det hendes egen mor, men min mor holdte sig godt nok heller ikke tilbage. Hun kunne tale strengt til Lærke, ja, hun havde endda engang givet hende stuerast hjemme mig hos og forvist hende til mit værelse. ”Lena, lad mig tale til hende. Lad være med at være sådan der, du har slet ikke støttet hende i det, hun har gået igennem. Du ved så meget mere, end du fortæller, og Katrine – og jeg – fortjener at vide det!”, Lærke hævede stemmen til sidst. Min mor kiggede stadig på mig. J eg kiggede igen. Det var som om, hendes øjne mistede deres glød. De blev ligesom mere matte. Tågede. Grå. Jeg rettede mig op i sengen. Min krop skreg af smerte, bad til at jeg ville ligge mig ned igen, men jeg kæmpede imod smerten, satte mig helt op. ”Mor”, sagde jeg. ”Jeg ved ikke, hvad der sker, men du skal ikke holde noget hemmeligt for mig”, sagde jeg og skævede kort til Lærke. Hun lagde armene over kors og smilede tilfreds. Nu var det min mors tur til at dræbe Lærke med øjnene. ”Katrine”, sagde hun. ”Jeg..”, hun holdt en pause. ”Du er ikke klar til at vide noget endnu”, sagde hun koldt og gik. Lærke måbede, det samme gjorde jeg. Lærke åbnede munden for at smide en skarp kommentar til min mor, men jeg stoppede hende. ”Stop”, sagde jeg. Jeg var sur, det var jeg virkelig, men måske havde min mor alligevel fat i noget. Lærke tog sin kommentar i sig igen, lukkede munden, lænede sig tilbage i stolen og betragtede mig. ”Se at hvil dig, Kat. Du ligner lort”, sagde hun. Jeg smilede og lukkede øjnene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...